Vincent vågnede klokken halv fem. Vivan havde redt op i systuen, og han lå lidt og betragtede symaskinen, rækkerne af trådruller, som i skiftende farver stod linet op i et stativ på væggen, klippebordet, som hun havde skubbet ind mod væggen. Over bordet lå der draperet et stykke sort stof.
Hovedpinen, som havde kommet og gået i bølger hele natten, var nu taget af, men han følte sig alligevel tung. Såret i panden havde svigerinden vasket rent.
– Du er den eneste, der tager imod mig, havde han sagt, og Vivan tøede op over hans ord og sørgelige forfatning.
Han gik ud i entreen. Avisen sad skubbet ind i brevsprækken, og han trak den forsigtigt ud. Det var på side tre. Vincent Hahn blev betegnet som “utilregnelig” og “psykisk forstyrret.” Den 42-årige kvinde i Sävja havde ikke faet nogen fysiske mén, men var blevet chokeret. Det var vigtigt for politiet at modtage iagttagelser, som folk eventuelt havde gjort.
Han stoppede avisen langt ned i affaldsposen. Svigerindens soveværelse grænsede op til køkkenet, og han bevægede sig med yderste forsigtighed. Han huskede, hvor morgensur, hun kunne være, og gik ud fra, at det var hun stadig. Faktum var, at de ikke havde sovet under samme tag i over tyve år.
Han satte vand over til te og prøvede at blive klar i hovedet. Politiet havde vel sat hans lejlighed under bevogtning. Han kunne måske blive hos Vivan en, eller højst to nætter til. Så ville hun sikkert begynde at brokke sig. Han måtte have en plan. Bernt, som han plejede at snakke med i bingohallen, kunne muligvis hjælpe ham. Først og fremmest måtte han skaffe penge.
Hvis Gunilla Karlsson troede, at hun var sluppet af med ham, så tog hun grundigt fejl. Vincent Hahn kunne man narre én gang, men ikke to. Den satans heks skulle komme til at smage sin egen medicin. Jo mere han tænkte på den foregående aftens hændelser, desto mere beslutsom blev han. Han ville have hævn. Hun skulle straffes dobbelt så hårdt.
Klokken halv syv kom Vivan vadende ud i køkkenet. Det var, som om hun havde glemt, at svogeren var der, for i nogle sekunder stirrede hun helt uforstående på ham. Vincent sagde ikke noget, men stirrede tilbage.
– Hvordan går det? sagde hun til sidst, afventede ikke noget svar, men gik direkte ud i badeværelset. Vincent hørte hende tisse og senere, hvordan det plaskede fra bruseren.
– Hvor længe bliver du? spurgte hun, da hun kom ud igen, indsvøbt i et badelagen.
Vincent sad stadig ved køkkenbordet. Hovedpinen var kommet igen. Svigerinden gjorde det let for ham. Han slap for selv at tage emnet op.
– En nat eller to, sagde han. – Jeg er lidt bange for at være alene. Hvis det er i orden med dig, selvfølgelig.
Hun var forbavset over hans milde tone. Så blid havde hun ikke før hørt ham være.
– Det går nok, sagde hun let.
Hun gik ud af køkkenet, og Vincent slappede af for første gang siden i går. Han hørte, hvordan hun trak kommodeskuffer ud og åbnede et klædeskab. “Hvorfor har hun ikke en ny mand?” tænkte han.
– Har du taget avisen?
– Nej, jeg troede ikke, du holdt nogen.
– Det er møgirriterende, sagde hun uventet skarpt.
– Jeg tror, jeg lægger mig lidt, sagde han. – Jeg vågnede så tidligt, og hovedpinen vil ikke gå over.
Vincent Hahn følte sig næsten fredfyldt. Det var, som om svigerinden og han var et par, eller i hvert fald to vældig gode venner, som småsludrede lidt om morgenen.
– Jeg kan betale for mig selv.
– Du er dum at høre på, sagde Vivan, som var kommet ud i køkkenet igen. – Læg dig nu, så spiser jeg morgenmad.
Vincent trak sig tilbage til syværelset. Vivan tog tykmælk og müsli frem. I mangel af morgenavis tog hun et gammelt ugeblad op af kurven og tændte samtidig for radioen i vindueskarmen.