Kortlægningen af Vincent Hahn blev intensiveret om morgenen. Hans nuværende adresse på Bergslagsresan var blevet lokaliseret i nattens løb, og Fredriksson var gået derind sammen med fire mand fra ordenspolitiet. Som ventet var der tomt.
Den toværelses lejlighed havde virket ubeboet. Ingen gardiner, få møbler og endnu færre personlige ejendele.Telefonen var lukket. Der var ingen computer.
– Det mest mærkelige, sagde Fredriksson til morgensamlingen, - var en mannequindukke. Den lå i Hahns seng iført et par sorte trusser. Fredriksson rødmede, da han fortalte om den noget letlevende dame.
– Ingen telefonbog, breve eller andet? spurgte Beatrice, som ville hjælpe kollegaen videre.
– Nja, sagde Fredriksson, og kneb sig i næsen, – der var tre ringbind med skrivelser, som Hahn havde skrevet gennem nogle år. De var rettet til amtet, kommunalbestyrelsen, Uppsalabuss, Sveriges Radio og guderne må vide hvad. Han havde åbenbart travlt med at klage over alt og alle. Han havde også arkiveret svarene. Så vidt jeg kunne se, var de fleste afvisende, som sagt, korte for hovedet, om man så må sige.
– Men vi kender ikke nogçt til ham, sagde Ottosson.
– Spørgsmålet er, hvor er han nu? sagde Sammy.
– Vi ved, at han blev taget op af en privatbil ved jernbaneoverskæringen i Bergsbrunna. Føreren, en driftstekniker fra Vattenfall, ringede i morges, da han havde læst avisen. Han satte ham af ved sygehusets skadestue.
– Hvornår?
– Cirka en halv time efter overfaldet i Sävja, sagde Fredriksson. – Vi har tjekket, men de modtog ingen Vincent Hahn i går. De ringer, hvis han dukker op.
– Hvor omfattende var kvæstelserne?
– Han blødte temmelig meget, men det er svært at sige, om han var kommet alvorligt til skade. Fyren fra Vattenfall sagde, at han havde blod over hele ansigtet, men at han tilsyneladende var klar i hovedet. Han kunne sagtens gå.
– Er han tysk? spurgte Ottosson.
– Nej, svensk statsborger. Forældrene har været døde i mange år. Der er en bror, Wolfgang, men han emigrerede til Israel for femten år siden.
– Er han jøde? spurgte Lundin.
– Halvt. Moderen er jødinde og kom hertil efter krigen. Alt sammen ifølge folkeregisteret.
Fredriksson tav og så ned i sine papirer.
– O.k, sagde Ottosson, – godt gået. Vi fortsætter bevogtningen i Sävja, både på bopælen og hos Gunilla Karlsson. Fredriksson snuser videre efter, om han har familie og venner. Han må jo være taget et eller andet sted hen. Han kan sikkert ikke være stukket af fra byen, i hvert fald ikke med de offentlige transportmidler. Med de læsioner ville han vække opmærksomhed.
– Har han bil? spurgte Sammy.
– Ikke engang kørekort, sagde Fredriksson.
– O.k, sagde Ottosson igen, – nu går vi over til kniven og møgungen. Sammy!
– Mattias Andersson blev pågrebet i forbindelse med noget ballade i byen. Han havde en kniv på sig. Bohlin fra ungdomsgruppen havde jo hørt om mordet på Lille John og var godt forberedt, så da han fik øje på dolken, studerede han den grundigt. Der var pletter på den, som viste sig at matche Lille Johns blod.
– Det var pokkers, sagde Beatrice. – Hvor gammel er han?
– Femten.
Døren blev åbnet, og Berglund trådte ind med statsadvokaten i hælene. De satte sig ned, og fremlægningen fortsatte.
– Han påstår, at han huggede kniven fra en bil på Akademiska sygehus, i parkeringshuset ved 70’erhuset samme dag, vi fangede ham. Vi har tjekket, men der er ikke rapporteret nogen biltyverier den dag. Det behøver ikke at betyde noget, for Mattias siger, at det var en pickup med ulåst bagagerum. Han gik rundt og tog i dørene, denne her var åben, og derinde på ladet, i en sort spand, lå kniven.
– Tror du på ham?
– Måske, sagde Sammy. – Fyren er bange, rigtig bange. Han flæber meget. Det samme gør hans mor. Det nærmest vælter ud af konen.
– Har du snakket med vagtselskabet?
– Yes, sagde Sammy. – De havde ingen episoder den dag, ingen rapporter om tyverier eller hærværk. Ellers er det næsten en daglig forteelse. Vi tog Mattias med derhen i går aftes, så han kunne udpege stedet. Vagtmanden mente at genkende knægten, men kunne ikke huske en pickup lige dér. At han genkendte ham, er ikke så mærkeligt, han plejede åbenbart at foretage regelmæssige razziaer på p-dækket.
– En pickup, sagde Ottosson eftertænksomt. – Farve? Model?
– Rød, sagde Sammy, – muligvis med en hvid beskyttelseskappe. Kan være en Toyota, men dét er ret usikkert.
– Hvis vi nu skal tro på historien, må vi vel vise knægten lidt forskellige bilmodeller, sagde Beatrice.
– Har han et alibi for den aften, da Lille john blev myrdet? sagde krimichefen usædvanligt skarpt. Han undrede sig over, at ingen andre havde stillet det spørgsmål.
– Tvivlsomt, sagde Sammy, – han siger, at han var i byen med gutterne. Vi har forsøgt at fa klarlagt hvor og hvordan, men knægtene i hans klike er lidt vage. “Det er jo fandeme 100 år siden,” som en udtrykte det. En del af dem synes helt klart, at det er fedt, at Mattias blev fanget med et mordvåben inden for bukselinningen.
– Så kan jeg fortælle, at Ann var her på en gæstevisit i går, sagde Ottosson. – Hun var med og afhørte Mattias og måtte senere tage sig af hans grædende mor. Jeg tror endda, at de gik hen og fik en kop kaffe.
– Hvordan har hun det? spurgte Beatrice.
– Hun keder sig, sagde Sammy. – Hun tænker på at sælge drengen.
– Nu stopper du!
– De gule Sider, sagde Sammy og smilede til Beatrice.
En time senere blev morgensamlingen afsluttet. Ola Haver følte sig usædvanlig modfalden. Snakken om Ann Lindell havde på en underlig måde fået ham til at længes hjem til Rebecka.Tanken om at smutte en time eller to foresvævede ham et kort øjeblik. Det havde han før gjort. Det var, inden børnene kom, og når Rebecka havde haft en fridag.
Han smilede ved mindet og lukkede døren op til sit kontor. I det samme ringede telefonen. Han så på den, lod en ringetone til gå igennem, inden han løftede røret.
– Hej, det er Westrup. Forstyrrer jeg? sagde en stemmen hurtigt og fortsatte. – Du har jo med Lille John–mordet at gøre, ikke? Vi fik et tip i efteråret om en spillebande, og der dukkede Lille Johns navn op.
– Det var som pokker, sagde Haver og modløsheden var som blæst væk.
– Vi er jo på udkig efter en iraner, der kaldes Mossa, en spiller, handler muligvis med stoffer, hvad ved jeg. Han skulle have været med i en bande, som spillede usædvanligt højt.
– Hvor ved du det fra?
– Én, der var med, snakkede over sig. Åström havde bragt ham ind for noget fifleri med luft–fakturaer. Han sad inde med ret mange penge, som han havde svært ved at forklare, hvordan var blevet hans. Så kom pokerspillet op. Han gjorde nok det hele værre, end det var, mest for at Åström skulle glemme fakturaerne, men han nævnte en del navne.
– Havde John vundet eller tabt?
– Vundet. Faktisk en hel del. Der blev talt om nogle hundrede tusind.
– Vi henter fyren. Hvad hedder han?
Haver studerede navnet på blokken. Det sagde ham ikke noget. Ove Reinhold Ljusnemark, seksogfyrre år og uddannet flymekaniker. Havde fået sparket fra Arlanda efter tyveriet.
Boligen var c/o–adresse i Tunabackar. Haver fik umiddelbart en følelse af, at han ikke brød sig om Ove Reinhold. Måske fordi han var en angiver, der prøvede at hytte sit eget skind ved at melde sine venner. Westrup, en skåning, som var kommet til Uppsalapolitiet for et år siden, havde lovet at tage Ljusnemark ind.
Da den rødmossede fyr fra Häsingland blev ført ind på Ola Havers kontor, spillede et fåret smil om hans læber. Haver granskede ham uden et ord. Han gjorde tegn med hånden til Ljusnemark om at slå sig ned og nikkede til Westrup. Denne blev stående nogle øjeblikke i døren. Han smilede. Det var noget, som Haver kunne lide ved kollegaen. Hans store korpus, hans lidt adstadige gang og så hans smil. Mange gange svært at tyde, men altid venligt.
Haver sad tavs lidt. Smilet hos gæsten blev mere og mere stift. Haver lod, som om han ledte efter noget, fandt en tyk mappe frem, som drejede sig om en helt anden sag, slog op i den, kiggede nogle sekunder ned i et hav af rapporter og forhørsudskrifter og sendte derpå angiveren et hurtigt blik.
– En ordentlig moppedreng, sagde han og slog mappen i. – Hvad siger du? Samarbejde eller konfrontation?
Ove Reinhold Ljusnemark rettede sig i stolen. Smilet var nu helt forsvundet, men kom hurtigt igen som en anstrengt grimasse, og han rømmede sig. Haver var ikke sikker på, om han forstod ordet konfrontation.
– Du kendte jo Lille John? Der er dem, der siger, at du har noget med mordet at gøre.
Ljusnemark svælgede.
– Hvad fanden, sagde han, – hvem siger det?
Haver lagde hånden på mappen.
– Vil du fortælle, eller skal vi tage det på den besværlige måde?
– Det er sgu løgn! Jeg spillede sammen med ham nogle gange.
– Ja, fortæl om jeres spil.
Ljusnemark så på ham, som om de var midt i et spil poker.
– Vi spillede kort. I virkeligheden kendte jeg ham ikke. Vi var en samling gutter, som sommetider mødtes. Ikke nogen store beløb, men nogle gange blev det til lidt mere.
– Du er førtidspensionist?
Ljusnemark nikkede.
– Seksogfyrre år og helt færdig, sagde Haver.
– Jeg har ischias.
– Men tilsyneladende kan du klare at sidde og spille poker hver nat. Fortæl mig, hvor mange penge, det drejede sig om?
– Mener du det seneste? Ja, vi begyndte forsigtigt. Ikke nogen store summer.
– Hvem var med?
– Det var lidt forskelligt, folk, kom og gik, for vi blev jo ved et stykke tid. Tiden går så helvedes hurtigt, når man har det hyggeligt. Vi spiste også lidt pizza.
Ljusnemark tav og prøvede at smile.
– Snak nu ikke udenom.
– Det er et stykke tid siden. Jeg husker det ikke så godt.
– Du, sagde Haver skarpt, – der er oplysninger, som kobler dig til et våben, som højst sandsynligt blev anvendt ved mordet på Lille John.
– Hva?
– Hvem var med i spillet? Hvor mange penge drejede det sig om?
– Hvaffor et våben? Jeg har aldrig haft noget våben.
Haver sad tavs.
– Give me a break, sagde Ljusnemark, og i det øjeblik var Haver parat til at sætte ham på brød og vand i tyve år. Han slog mappen op.
– Det var Lille John og mig, begyndte Ljusnemark, og så kom hele beretningen, detaljeret og i én strøm, alle navnene. Haver genkendte et par af dem.
– Du tabte, ikke?
– Fem, seks dask max. Jeg sværger. Jeg var nødt til at bakke ud, og Jerry overtog min plads.
– Jerry Martin?
Ljusnemark nikkede. Han vred sig i stolen. Haver studerede ham i nogle sekunder.
– Du kan gå nu, sagde han.
Otte navne. Haver følte, at her, et eller andet sted, fandtes løsningen på Lille Johns død. Penge og lidenskab, dér skulle man søge svaret på spørgsmålene. Folk gik på røven på grund af penge og ulykkelig kærlighed.
Haver lænede sig tilbage. Er der noget samfund, som ikke styres af penge? Han havde hørt om et folkeslag i Afrika, hvor der overhovedet ikke forekom vold og tyverier, og hvor man ikke bekymrede sig om at udmåle tiden. Dér længtes han hen, men det folk var nok allerede udslettet. Eller fordrevet til en eller anden ussel landsby, hvor det gik til grunde i druk og aids.
Otte personer. Haver tog listen med navne og gik ind til Ottosson.