Vincent Hahn vågnede med et sæt. Han kiggede på uret. Lidt over ni. Han havde kun sovet nogle minutter og omgående gledet ind i en drøm. Et sted hørtes en mandsstemme. Det varede nogle sekunder, inden han opfattede, hvad det var. Nyhederne i radioen.
Han fandt Vivan i køkkenet, ved telefonen. Hun så op med et forskræmt blik, og han blev klar over, at hun vidste det.
– Læg telefonen, sagde han og tog et par skridt hen mod hende.
– Du er ligesom Wolfgang, sagde hun, – lyver og slås.
– Hold kæft. Bland ikke ham ind i det.
– Hvorfor?
Han tog røret fra hende. Hun lod ham gøre det. Han så, at hun svedte. I radioen spillede de Evert Taube. Havørnsvalsen. Han stod helt tæt ved hende. Forbindingen i panden var blodplettet.
– Hun var luder, sagde Vincent lavmælt.
– Kendte du hende?
Han trak til, så telefonledningen blev revet ud.
– Vi gik i skole sammen. Allerede dengang var hun en møgso.
– Det er så længe siden, kan du ikke tilgive?
Vivan vidste, at Vincent havde vantrivedes i skolen, følt sig mobbet og udenfor. Wolfgang havde engang sagt, at broderen var det ideelle mobbeoffer.
– Jeg husker alt, sagde han, nu så lavt, at hun næsten ikke kunne opfatte ordene.
Han viklede ledningen rundt om hånden.
– Jeg siger ikke noget, sagde hun.
– Hvem ville du ringe til?
– Nettan. Hun skal skilles, og hun ville have, at jeg skulle følge med hen til en sagfører.
– Hvem er den forbandede Nettan?
Hans udbrud kom så uventet, at hun veg tilbage og havde mistet balancen, hvis han ikke havde grebet fat i hendes overarme.
– Hvem fanden er den skide Nettan?
– En veninde, hviskede hun. – Det gør ondt.
– Satans, satans. Der er for meget bøvl, for meget lortesnak.
– Det gør ondt, jamrede Vivan i hans stadig hårdere greb. Den modbydelige ånde gav hende kvalme. – Hun er min bedste veninde, sagde hun åndeløst.
– Veninde!
– Du kan da blive her, sagde hun. – Jeg trænger til lidt selskab.
Han slap hende hurtigt, og hun sank sammen, greb instinktivt efter støtte ved køkkenbordet og fik kroppen rettet op. Ikke græde, tænkte hun, han hader flæbende kvinder.
– Blive her, hvad mener du?
Hun svælgede og valgte sine ord med omhu. Erindringerne om broderens udbrud og hendes gyden olie på vandene, vendte tilbage. Hun var med årene blevet god til at håndtere ham.
– Jeg er ensom, sagde hun og slog øjnene ned.
– Ensom, gentog Vincent.
– Jeg er ligeglad med den kvinde. Hun slog dig jo.
– Ja, hun slog mig.
Han standsede op med et tankefuldt udtryk i ansigtet, og Vivan mente at kunne se den veghed i hans træk, som engang for tyve år siden fik hende til at falde for hans bror, Wolfgang. Brødrene Hahn havde arvet moderens blide, lidt barnlige udseende, men også faderens mørke træk, en blanding, som også gav sig udtryk i deres hurtige humørskift.
– Hun slog dig hårdt. Du kunne være død, hvis du ikke havde haft sådan et stærkt kranium.
Han sank ned på stolen. Hun lagde sin hånd på hans indbundne hoved. Gid han var død. Ingen ville savne ham, tænkte hun, men fortrød det med det samme. Så uretfærdigt. Han er trods alt et menneske.
– Vil du have te?
Han rystede sløvt på hovedet.
– Lidt saft?
Han nikkede.
Hun blandede lidt rabarbersaft i en kande og stillede den frem. Han drak hurtigt i dybe slurke. Det vege udtryk vendte tilbage.
– Jeg skal hilse fra Wolfgang, sagde hun. – Han ringede for nogle dage siden.
Selv om de var blevet skilt, efter år med uenigheder og skænderier, bevarede Vivan og Wolfgang kontakten med hinanden. Han plejede at ringe fra Tel Aviv cirka en gang i kvartalet.
– Du har ikke ringet til mig.
– Jeg prøvede, men du er jo så sjældent hjemme. Han havde det godt, men klagede over, at det var så hårdt.
– Det er de forbandede arabere, sagde Vincent.
Vivan sørgede omhyggeligt for ikke at komme ind på konflikten mellem Israel og Palæstina. I stedet videregav hun Wolfgangs sladder. En fætter til brødrene var blevet farfar, og nogle andre i familien havde været i Polen på besøg. Vincent lyttede opmærksomt. Vivan havde opdaget, at han godt kunne lide nyheder om den fjerne slægt, huskede navne og ligegyldige hændelser på en måde, som altid havde undret hende. Han havde en god hukommelse, og det var tilsyneladende vigtigt for ham, at fætre, kusiner og halvfætre og halvkusiner havde det godt.
– Jeg har hørt, at Benjamin er blevet gift, sagde han, og Vivan lod, som om det var en nyhed.
– Det er da løgn, det anede jeg ikke. Med hvem?
– En pige fra USA, som har købt en lejlighed i det østlige Jerusalem.
De talte løs om deres fælles bekendte.Vincent blev mere rolig, drak endnu et pat glas saft. Vivan underholdt ham med spørgsmål og kom med korte bemærkninger. Hun foreslog, at de skulle holde jul sammen. Han lyste lidt op, da hun sagde det.
Så kom raserianfaldet. Vivan nåede næsten ikke at opfatte, at det var på vej, og forstod endnu mindre grunden til det. Hun døde uden at fa det at vide, med en gurglende lyd lidt ligesom den, der kommer fra et dårligt renset afløb.
Han lagde hende under sengen. Hun mindede lidt om Julia. Samme smukke stilhed. Mærkerne efter telefonledningen lyste som et hidsigt rødt halsbånd. Den blåfarvede tungespids stak en centimeter ud. Vincent kom til at grine og puttede den ind, men trak hurtigt fingrene tilbage, da det faldt ham ind, at hun ville bide ham.
Hans latter gik pludselig over i et uartikuleret brøl, som ophørte lige så hurtigt, og han satte sig på gulvet og betragtede sin svigerinde. Næsten familie, tænkte han. Så tæt på familie, jeg kan komme i Uppsala. Følelsen af ensomhed blev forstærket af vækkeurets tikken, som syntes at sige: du er død, du er død.
Han rakte ud efter uret, som han kunne huske, at Wolfgang engang havde købt på en forretningsrejse, og kylede det ind i væggen. Radioen i køkkenet spillede en argentinsk tango.
Han lagde sin hånd på hendes. Den var stadig varm, og det flimrede for hans øjne. Et øjebliks sag, og et menneske er borte. Han førte hånden ned over hendes arm, kærtegnede den kærligt. Inderst inde i hans forvirrede hjerne kværnede en tanke om, at han havde begået en utilgivelig handling. Vivan, hende, der dukkede op i vinduet, som blev skræmt af hans væmmelige sår, men alligevel havde givet ham logi, havde givet ham noget at drikke. Hans næsten–familie.
Han fornemmede, at hun var lige så ensom som ham, selv om hun altid talte meget om sine veninder. Det slog ham, at han kunne tage sit eget liv, måske endda burde gøre det.
Han kom besværligt på benene, gik ud i køkkenet, rejste en væltet stol op og drak lidt saft. Da han lukkede hånden om kandens hank for at hælde endnu et glas op, gav det et brændende jag gennem armen. Det var en hilsen fra Vivan. Det var hendes hånd, der sidst havde holdt kanden. Nu gav hun sig til kende. Det ville hun gøre, så længe han levede, det var han klar over nu.
I kosteskabet fandt han en tørresnor, men kunne ikke binde en løkke og blev siddende med den grønne plasticsnor i hænderne ude af stand til at tage sit eget liv.
Efter cirka en time eller to, han kunne ikke afgøre hvor længe, lod han snoren glide ned på gulvet og rejste sig. Han spiste nogle rester direkte fra køleskabet, gik ind i systuen og faldt i søvn efter et par minutter.
Allan Fredriksson havde i løbet af dagen lokaliseret Vincent Hahns bror til Tel Aviv, og ved hjælp af sine israelske kolleger var det lykkedes ham at få telefonkontakt med ham.
Wolfgang Hahn, der arbejdede som it–lærer, havde ikke været i Sverige i syv år. I den tid havde han talt med Vincent en fire, fem gange, senest for nogle år siden. Han hævdede, at han ikke engang kendte sin brors nuværende telefonnummer. På spørgsmålet, om der var en bekendt i Uppsala, som ville kunne give lidt mere information, nævnte Wolfgang sin ekskone, som havde lidt kontakt med Vincent.
– Hvordan går det i Svedala? Jeg har hørt, at I snart har flere arabere, end vi har, og vi har problemer med vores.
– Det skyldes måske, at I har hugget deres land, sagde Fredriksson stilfærdigt. – Hvad hed Tel Aviv for halvtreds år siden?
Wolfgang Hahn lo.
– Det har bredt sig til politiet, hører jeg, sagde han uden nag i stemmen.
– Bliver det hvid jul? var udlandssvenskerens sidste spørgsmål. Da Fredriksson havde lagt på, slog det ham, at Wolfgang ikke havde spurgt, hvorfor broderen var efterlyst.
Vivan Molin stod som lab.ass. i telefonbogen og som boende på Johannesbäcksgatan. Ifølge Wolfgang havde hun været sygemeldt i længere tid, han vidste ikke for hvad. De havde ingen børn sammen, og hun boede alene. For nogle år siden havde der været en samlever, men han var tilsyneladende udrangeret nu.Vivan Molin svarede ikke.
Fredriksson ringede til A–kassen. Hun var ikke registreret som sygemeldt. Der var heller ikke noteret nogen arbejdsgiver. Den sidste ansættelse var et vikariat på Biomedicinsk Center i udkanten af byen. Den ansættelse havde varet til og med august.
Hvor sandsynligt var det, at Vincent Hahn havde opsøgt sin tidligere svigerinde? Ifølge broderen i Tel Aviv stod de to ikke på speciel god fod med hinanden. Fredriksson sukkede. Jönsson og Palm stemte dørklokker i Sävja. Indtil nu havde kontakten med Hahns naboer på Berslagsresan ikke givet en disse. De fleste kunne ikke identificere deres nabo ud fra det billede, politiet havde vist dem. Den nærmeste nabo, en bosnier fra Sarajevo, havde bare smilet skævt, da Jönsson havde spurgt, om han havde haft noget at gøre med Vincent Hahn.
Fredriksson skubbede papirerne væk. Han ville egentlig ikke bruge tid på Hahn. Det var mordet på Lille John, der optog hans tanker. Han var overbevist om, at det ville blive opklaret, en overbevisning, som ikke var baseret på noget konkret, men mere en følelse baseret på mange års erfaring og det sandsynlige i, at et mord begået i de kredse, John havde færdedes i, blev opklaret. Indgangsvinklen med pokerspillet og Johns påståede store gevinst gav et sandsynligt motiv. Gerningsmanden kunne søges i kredsen af illegale spillere. Det var Fredriksson bombesikker på. Nu gjaldt det bare om at rede trådene ud.
Sammen med Haver havde han diskuteret den eventuelle kobling mellem Lille John og Hahn, men begge var i tvivl. Det kunne være et rent tilfælde, at de to havde været skolekammerater. Mordet på Lille John var ikke Hahns værk. Ganske vist vidste de meget lidt om Hahns profil, baggrund og adfærd, men bare den kendsgerning, at John var blevet fundet på sneaflæsningen i Libro talte imod, at Hahn var gerningsmanden. Hvordan skulle han, uden bil og kørekort, havde kunnet transportere liget derhen?
Nogen havde luftet ideen om, at Hahn på en grusom måde tog hævn over alle sine gamle skolekammerater, der havde husdyr. John med sine fisk og Gunilla Karlsson med en Rex–kanin. At han var en slags dyrenes befrier. Fredriksson fandt det langt ude.
Han ringede igen til Vivan Molin med samme negative resultat. Skulle han tage ud til Johannesbäck og tjekke? Faktum var, at Vivan Molin var det eneste navn, de havde. Måske kunne hun igen komme med nogle tips om, hvor Vincent Hahn kunne være taget hen?
Fredriksson sparkede indeskoene af, snørede sine støvler, hev pelshuen ned fra knagen og begav sig af sted.
December. Solen havde dårligt nok orket at komme op over horisonten. Nu spillede det ikke nogen større rolle. Skybankerne lå tunge over Uppsala, og der var sne i luften. Allan Fredriksson satte sig i bilen, men det varede nogle sekunder, inden han drejede tændingsnøglen. Julefest. Ordet kom lige ud af den blå luft. Politiet havde da haft sine julefester, i hvert fald til lidt op i 70’erne. Han huskede det ikke så nøje, men det her var sikkert et slumrende minde fra barndommen, buldrende voksne stemmer, børn, ikke højlydte, bare forventningsfulde, i pænt tøj, vandkæmmede, en julemand med kunstigt skæg.
Før i tiden. Fredriksson smagte på ordene. Bare at udtale dem lød oldnordisk.
– Før i tiden, sagde han højt.
Det var sådan noget, man sagde. Var det bedre dengang? Han drejede nøglen, og bilmotoren svarede med et brøl. For mange tanker, for meget gas.
På hjørnet afVerkmästergatan og Apelgatan var to biler stødt sammen. Fredriksson overvejede et øjeblik at standse, men lod være, da han så ansigtsudtrykket hos en af de involverede parter. Sammenstød var ikke hans bord. Som patruljebetjent havde Fredriksson altid haft det svært med trafikulykker, ikke på grund af eventuelle personskader, men mere fordi, der var så mange tåbelige trafikanter.
Allan Fredriksson ringede på Vivan Molins dør, ventede nogle minutter og ringede så på igen. Ingen respons. Han åbnede brevsprækken på klem og prøvede at se ind. Et svagt pust af indelukket lejlighed slog imod ham. Der var ingen post eller aviser at se på gulvet. Da han gav slip på brevsprækken, mente han at høre en svag, knipsende lyd inde fra lejligheden, som når man tænder en lampe. Han lyttede intenst, åbnede brevsprækken igen, men nu var der helt stille. Hørte han syner? Han rettede sig op.
Han tog mobiltelefonen frem og sedlen med Vivan Molins nummer. Der lød seks ringetoner, men der kom ikke en lyd fra lejligheden. Enten var forbindelsen afbrudt, eller også havde hun slukket for ringelyden.
Fredriksson blev tankefuld stående. Han vendte sig om og studerede naboens dør. “M. Andersson,” stod der på brevsprækken. Han ringede på. En kvinde åbnede med det samme, som om hun havde stået med hånden på håndtaget. Cirka halvfjerds år med langt, hvidt hår i en sammenrullet fletning. Hendes hånd på håndtaget var mager med store, opsvulmede, blåsorte årer.
Han præsenterede sig og forklarede, at han søgte efterVivan Molin.
– Der er noget galt, sagde kvinden straks.
– Hvad mener du?
– Jeg hørte underlige lyde i formiddag. Der kom en mand sent i går aftes.
– Hvornår hørte du lyden?
– Omkring klokken elleve. Jeg havde lige lavet sylten færdig. Jeg skal til Kristinehamn i eftermiddag. Med den. Han stod der og råbte nede på gaden.
– Hvordan så han ud?
– Det kunne jeg ikke rigtig se, men han havde en hue på. Vivan lukkede ham ind.
– Gik Vivan ned og åbnede gadedøren?
– Ja, den bliver låst klokken ni.
– Den lyd, du talte om, hvordan lød den?
– Som skrig. Der er sket noget. Jeg var lige ved at ringe til politiet, men man skal jo ikke blande sig.
– Hvor godt kender du Vivan? Plejer hun at fa besøg om aftenen?
– Nej, aldrig. Der er altid roligt i den her opgang.
– Plejer hun at gå på arbejde?
– Hun er sygemeldt. Udbrændt, som det jo hedder nu.
Fredriksson takkede for informationen og gik ned på gaden, hvor han ringede til vagthavende. Otte minutter senere var der en patruljevogn på stedet, og kort efter en låsesmed fra Pettersson & Barr. Det var en ung mand med rastafletninger, kun lige rundet de tyve.
Fredriksson og de uniformerede kolleger rådslog om, hvad de skulle gøre. Hvis Vincent Hahn var i lejligheden, kunne han sagtens være bevæbnet. Det var næppe sandsynligt, at han havde adgang til skydevåben, måske snarere en kniv eller et andet redskab.
Rastamanden forcerede låsen på tredive sekunder. Han fløjtede, mens han arbejdede, og Fredriksson bad ham om at holde op.
– Cool, sagde han, – er du Uppsalas svar på Carella?
Fredriksson havde ingen anelse om, hvem det var, men nikkede. Slättbrant, hvis ro var vidt berygtet i branchen, åbnede døren.
– Politiet, råbte han ind ad dørsprækken. – Er der nogen hjemme? Stilhed.
– Det er Torsten Slättbrant fra politiet. Jeg kommer ind.
Han smækkede døren op og tog et skridt ind i lejligheden, med tjenestevåbnet i venstre hånd. Han tog endnu et skridt, mens han forsigtigt kiggede ind mod, hvad Fredriksson opfattede som køkkendøren. Så stod han stille i cirka ti sekunder og vejrede som en jagthund.
Han så sig om, rystede på hovedet.
– Er der nogen hjemme? gentog han, og Fredriksson kunne mærke utålmodigheden vokse.
– Hva’ sker der? sagde rastamanden, og Fredriksson gjorde tegn til ham om at holde sig væk.
– Du er ingen Carella, sagde låsesmeden mut og gik en halv trappe ned.
– Der ligger en kvinde under sengen i soveværelset, sagde Göthe, den anden uniformerede politimand.
Fredriksson nikkede, som om han vidste det i forvejen.
– Jeg tror, hun er kvalt, sagde Göthe.
Bag ham kom låsesmeden til syne og stak hovedet frem.
– Forsvind! råbte Fredriksson.
– Kan vi udelukke Hahn fra Lille John–sagen?
Ottossons spørgsmål hang nogle sekunder i mødelokalet. Et lysstofrør blinkede og understregede den nervøse stemning, der herskede.
– Er der ikke en, der kan reparere lyset? sagde Sammy Nilsson.
– Jeg tror ikke, at Hahn havde en pind med Lille John at gøre, indledte Fredriksson. – Han har en anden profil. I ved, hvordan hans kor–respondence så ud, et utilfreds menneske med et helt forvrænget menneskesyn. Jeg læste et brev, han havde skrevet til Uppsalabuss, hvor han foreslår specielle indvandrerbusser, så svenskere kunne slippe for at blande sig med perkere. At han var skolekammerat med John, er en tilfældighed.
– Jeg er ikke helt så sikker, sagde Sammy. – Vi kan se bort fra motivet. Fyren havde simpelthen knald i låget og havde nogle ideer, stødte muligvis sammen med John, som han kendte fra skoletiden. Måske havde de et eller andet udestående med hinanden, og der vankede klø.
– Hvorhenne? spurgte krimichefen. – PåVaksalagatan, da John ventede på bussen? Hvor skete mordet, torturen, og hvordan fragtede Hahn liget til Libro?
Morenius rystede på hovedet.
– Vi ved så lidt om Hahn, sagde Sammy. – Måske havde han adgang til en lejlighed, muligvis også en bil.Vi har jo ikke mødt et eneste menneske, som virkelig kendte ham, som vidste, hvad han lavede om dagen.
Ottosson kløede sig i hovedet.
– Jeg tror, vi kan udelukke Hahn, sagde han, men stemmen lød ikke helt overbevist.
– Lille Johns morder skal findes mellem spillerne eller nogle andre lyssky personer, sagde Berglund.
– Vi må fortsætte forudsætningsløst, sagde Ottosson, – ikke sætte tempoet ned nu. Det er nemt ubevidst at miste skarpheden.
– O.k, sagde Haver, – otte styk, ud over Lille John, var med den pokeraften. Ljusnemark gav os navnene. De fem plus Ove Reinhold har vi afhørt i dag. Der er to tilbage. En er åbenbart i udlandet, muligvis i Holland. Der bor hans mor. En er som sunket i jorden, og den tredje er Mossa, iraneren, som vi alle kender, og som åbenbart er bortrejst. Vi har talt med hans bror og mor, som bor i byen.
– Hvem er det, der muligvis er i Holland?
– Dick Lindström.
– Ham med tænderne?
Haver nikkede.
– Lige præcis.
– Hvem er “som sunket i jorden”, som du siger?
– En Allan Gustav Rosengren, kaldet “Læben”. Dømt to gange for hæleri, senest for fem år siden. Han har ingen fast adresse. Den seneste er Mälarhöjden for to år siden, hvor han boede til leje hos en gammel dame. Fraflyttet og derefter forsvundet fra alle registre.
– En med tænder og en med læbe, sagde Riis.
– Kan vi udelukke Ljusnemark som gerningsmand? spurgte More–nius.
– Det tror jeg, sagde Haver. – Han virker fej. Jeg har svært ved at forestille mig ham skære en finger af.
– Så motivet skulle være penge?
– Spillegæld er vel ikke sandsynligt, sagde Haver. – Alle bevidner, at Lile John vandt. Beløbene varierer, men det drejer sig om cirka tohundredetusinde dask. Hvis John har haft noget gæld, ville han vel have betalt pengene tilbage.
– Det ville han måske ikke?
– Muligvis.
– Han fik måske blod på tanden og deltog i flere spil, så han fik gæld senere?
– Det er endnu mere muligt, sagde Haver. – Spillet fandt sted i slutningen af oktober. Der var god tid til poker frem til mordet.
– Det tror jeg ikke på, sagde Ottosson. – Lille john var kvik og forsigtig. Han ville aldrig sætte så mange penge på spil.
– Men for at vinde så meget må han have haft en del fra starten. Der var flere, der sagde, at han satsede højt, nærmest desperat. Ingen havde set ham spille sådan før.
– Det var måske derfor, han vandt, sagde Fredriksson. – Alle blev taget på sengen.
– Er der simpelthen en, der er blevet sur? sagde krimichefen Morenius, den evige spørge–Jørgen.
– Ikke så sur, sagde Haver.
Han ville have nogen til at komme op med noget nyt. Det, som indtil nu var kommet på bordet, var den slags, han selv havde grublet over, men samtidig vidste han, at snakken var nødt til at gå i de her baner, for at man skulle kunne fa udkrystalliseret et sandsynligt scenarium.
– Hvis vi vender tilbage til Hahn, sagde Ryde, teknikeren. – Det står klart, at Vivan Molin blev kvalt i formiddag. Hahn har overnattet, vi har sikret os hans hår i sengen i det værelse, hvor han formentlig tilbragte natten. Dagens avis ligger sammenkrøllet på bunden af affaldsspanden, som om han ville skjule den.Telefonledningen er revet ud. Han ville forhindre hende i at ringe, eller også var den bare ved hånden, da han ville kvæle hende. På en eller anden måde fik hun at vide, at Hahn var trængt ind hos Karlsson i Sävja.
– Via radio eller lokal–tv, sagde Fredriksson. – Der stod en radio i køkkenet.
Ryde nikkede. De var kun Fredriksson, der kunne afbryde teknikeren, uden at han brokkede sig.
– Korrekt. Vi må tjekke, om Sävjaangrebet blev nævnt i nogle udsendelser. Der er ingen spor af en en tredje person, selv om vi ikke kan udelukke det. Mord, motivet uklart, det slog klik for ham, eller han ville lukke munden på en person, som vidste for meget, afsluttede Ryde.
– Udmærket, sagde Ottosson og smilede, men med et smil, som vidnede om stor træthed. Afdelingschefen gik med feber i kroppen, og flere mente, at han burde holde sig hjemme, ikke mindst Lundin, som nægtede at komme i nærheden af ham.
– Hvordan kom han fra Akademiska sygehus og til Johannesbäck, spurgte Berglund. – Måske havde han alligevel adgang til en bil?
– At han tog bussen, er vel ikke sandsynligt, men vi må tjekke med taxi, sagde Fredriksson.
– Det eneste, vi kan gøre, er at prøve at følge op på eventuelle bekendte af Hahn og fortsætte overvågningen. Muligheden for, at han driver rundt i byen, er nok ret stor, mente Ottosson. – Han er den type. Allan, du må regne ud, hvor Hahn gemmer sig.
– Tak, sagde Fredriksson og kneb sig med fingerspidserne i næsetippen.
– Hvordan kommer vi videre'med John? sagde Morenius.
– Vi rister pokergruppen over en sagte ild, tjekker deres alibier og finder frem til hollænderen Lindström, “Læben,” Rosengren og Mossa, sagde Haver. – Der er ikke meget andet at gøre. Så er der en ting, jeg har spekuleret på. Der er flere, der har nævnt, at John lagde planer om et eller andet, noget stort. Hvad kan det have været?
– En forretning med akvariefisk, tror jeg, sagde Berglund. – Pettersson, som jeg talte med, nævnte, at John havde sagt noget i den stil.
– Det behøvede ikke at være en forretning, indvendte Sammy. – Det kan have været poker.
– Har vi tjekket med Johns kone om pokerspillene?
– Beatrice er der lige nu, sagde Ottosson.
De sad i køkkenet ligesom første gang, Beatrice besøgte Berit og Justus. Drengen var blevet stående i døråbningen, men var så forsvundet ind på sit værelse. Rapmusikken kunne høres helt ud i køkkenet.
– Han spiller for højt, men jeg nænner ikke at sige det til ham, sagde Berit, ikke undskyldende, mere som en tør konstatering.
– Hvordan går det med ham?
– Han siger ikke meget. Han går ikke i skole, men sidder så meget desto mere foran akvariet.
– Stod de hinanden nær?
Berit nikkede.
– Meget, sagde hun lidt efter. – De var tit sammen. Hvis der var nogen, der kunne påvirke John, så var det Justus.
– Hvordan havde I det økonomisk? Du nævnte jo, at det sommetider var svært.
Berit så ud ad vinduet.
– Vi havde det fint, sagde hun.
– Hvad så i den senere tid?
– Jeg ved godt, hvad du vil sige. Du tror, at John var kommet ud i noget snavs, men sådan var det ikke. Han var muligvis stille i det og utilnærmelig mange gange, men han var ikke dum.
– Det tror jeg heller ikke. Men for at gå lige til sagen: Det lader til, at John vandt en ordentlig sum penge i efteråret.
– Vandt? På heste, mener du?
– Nej, i kortspil. Poker.
– Han spillede da kort engang imellem. Men aldrig om nogen større summer.
– Tohundrede tusind, sagde Beatrice.
– Hvad? Det er umuligt.
Kvindens overraskelse virkede helt ægte. Hun svælgede og så på Beatrice med en helt uforstående mine.
– Det er ikke bare muligt, men oven i købet ret sandsynligt.Vi har flere vidner, der siger det.
Berit sænkede hovedet og sank sammen. Hun famlede med den ene hånds fingre hen over dugen, nippede lidt i broderierne, som forestillede en kælkende nisse. Musikken fra Justus værelse var hørt op, og lejligheden var helt stille.
– Hvorfor sagde han ikke noget? Tohundrede tusind, det er jo helt vildt. I må have taget fejl. Hvem har påstået, at han har vundet så meget?
– Blandt andet fire, som tabte penge den nat.
– Og nu er de vrede på John og prøver at svine ham til.
– Sådan kan man se på det, men jeg tror, de taler sandt. Det er ikke noget særligt at deltage i spil om penge, men de føler sig presset nu og vælger at tale sandt. Desuden kan mange have svært ved at forklare, hvorfra de store spillesummer kommer.
– Blev han myrdet på grund af pengene?
– Det er vel ikke utænkeligt.
– Hvor er pengene nu?
– Det har vi også spekuleret på. Måske blev de stjålet i forbindelse med, at John blev myrdet, eller også står de på en konto et sted, eller ...
– Herhjemme, supplerede Berit, – men her er ingen penge.
– Har du tjekket?
– Tjekket og tjekket. Det er klart, at jeg har ryddet lidt op efter John, og I har jo også endevendt hans ting.
– Vi bliver nok nødt til at kigge en gang til.
– Det er snart jul. Jeg tænker på Justus. Han trænger til lidt fred og ro.
De snakkede videre. Beatrice forsøgte at fa Berit til at prøve at huske, om der der var sket noget uventet i efteråret, nu hvor hun vidste, at John havde disponeret over så mange penge, men ifølge Berit havde John været, som han plejede.
Beatrice viste hende fotografier af dem, der havde deltaget i pokerspillet. Berit studerede dem nøje, men genkendte ikke nogen.
– En af dem kan være Johns morder, sagde hun.
Beatrice sagde ingenting, men samlede billederne sammen.
– Har du noget imod, at jeg taler med Justus?
– Det kan jeg vel ikke forhindre dig i, sagde Berit stille. – Vil du også vise ham billederne?
– Måske ikke, men jeg vil høre, om han mærkede nogen forskel i Johns opførsel i efteråret.
– De talte mest om fisk.
Beatrice rejste sig.
– Tror du, han vil tale med mig?
– Du kan jo spørge. Bare lige én ting, hvornår vandt han pengene?
– Midt i oktober, svarede Beatrice.
Beatrice bankede forsigtigt på og åbnede døren på klem. Justus sad på sengen med benene trukket op. Ved siden af ham lå der en opslået bog.
– Du læser?
Justus sagde ingenting, smækkede bogen i og så på hende med et blik, som Beatrice havde svært ved at tyde. Hun så afstand, for ikke at sige afsky, men også nysgerrighed.
– Kan vi snakke lidt?
Han nikkede, og hun satte sig på skrivebordsstolen. Justus så på hende med et intenst blik.
– Hvordan går det?
Drengen trak på skuldrene.
– Ved du noget, som vil kunne forklare din fars død?
– Hvad skulle det være?
– Noget, som han har sagt, som du ikke syntes, var så vigtigt dengang, men som måske er det. Det kan være om en eller anden kammerat, som han syntes var skør eller sådan noget.
– Sådan noget sagde han ikke noget om.
– Sommetider vil de voksne fortælle noget, men får måske ikke sagt så meget, hvis du forstår, hvad jeg mener.
Beatrice sad tavs, gav ham tid. Hun rejste sig og skubbede døren i, inden hun fortsatte.
– Gav han dig sommetider penge?
– Jeg får månedspenge.
– Hvor meget?
– Fem hundrede.
– Er det nok? Hvad køber du?
– Tøj og cd’er, måske et spil.
– Fik du sommetider mere?
– Ja, hvis jeg havde brug for det, og de havde råd til det.
– Fik du mere i efteråret? Syntes du, at John havde flere penge end ellers?
– Jeg ved, hvor du vil hen. Du tror, at min far huggede penge et sted fra, men han tjente penge som alle andre.
– Han var arbejdsløs.
– Det ved jeg da godt. Det var ham Sagge, der ødelagde det hele, der ikke fattede, at far var den bedste til at svejse.
– Kom du nogensinde på værkstedet?
– Indimellem.
– Kan du svejse?
– Det er skidesvært, sagde Justus med eftertryk.
– Har du prøvet?
Han nikkede.
– Sagge ødelagde det hele, hvad mener du med det?
– Far blev jo arbejdsløs.
– Blev han urolig?
– Han blev ...
– Vred?
Et nyt nik.
– Hvad snakkede I mest om?
– Fisk.
– Jeg ved ikke en disse om akvariefisk, og jeg har aldrig set et så stort akvarium.
– Det er det største i byen. Far var skidedygtig. Han solgte fisk til andre, og sommetider måtte han tage ud og fortælle om ciklider.
– Hvor tog han så hen?
– Til møder. Der er en forening for alle i Sverige, der har ciklider.
– Rejste han meget?
– Han skulle rejse til Malmö næste år. I foråret var han i Göteborg.
– Skal du passe akvariet nu?
– Far viste mig det hele.
– Du går i ottende. Hvad skal du lave bagefter?
Beatrice blev omgående klar over, at det var en fejl at begynde at tale om skolen. Drengens ansigtsudtryk ændrede sig straks. Han trak på skuldrene.
– Du kan måske arbejde med akvarier.
– Måske.
– Tænkte John aldrig på at arbejde med akvarier og fisk?
Drengen sad tavs. Den begyndende muthed var blevet erstattet af en slags passiv tristhed. Tankerne om faderen væltede frem som tunge tømmerstokke på vej mod en dæmning i et allerede alt for smalt flodleje. Beatrice prøvede at hjælpe ham videre, men ønskede ikke, at dæmningen skulle briste. Det var hendes erfaring, at det skabte endnu værre blokeringer længere fremme. Nu ville hun have kontakt, etablere en fortrolighed, puffe en tømmerstok frem ad gangen.
– Hvis jeg har nogle spørgsmål om akvarier, kan jeg så spørge dig? Som politikvinde og mor kan man fa mange spørgsmål, ser du. Man kan ikke vide alt om alt.
Justus så op og iagttog hende med et blik, som hun havde svært ved at klare. Drengen så for klog ud, som om han havde gennemskuet hende.
– Spørg bare løs, sagde han til sidst og så væk.
Hun rejste sig og åbnede døren.
– Der er en ting, du skal vide, sagde hun, inden hun lod ham være alene, – alle, vi har talt med, har kun haft gode ting at sige om din far.
Han sendte hende et lynhurtigt blik, inden hun lukkede døren bag sig.