25

Ola Haver forlod politistationen med en følelse af ubehag. På vej ud havde han læst politichefens traditionelle julehilsen. Flere af kollegerne havde samlet sig ved opslagstavlen. Nogle kom med beske og sarkastiske kommentarer, andre trak på skuldrene og gik videre, uimodtagelige for ledelsens floskler. De tomme ord om et succesfuldt år trods store bekymringer, klang mere falsk end ellers. En kollega, som arbejdede i nærpolitiet, lo højt. Haver gik. Han gad ikke høre på brokkerierne, selv om de var på sin plads.

I stedet for at tage hjem lagde han vejen rundt om Ann Lindelis lejlighed. Det var flere måneder siden, han havde besøgt hende. Nu ville han snakke. Måske var det chefens naive og meningsløse ordgyderier, der havde vakt ideen om at besøge hende, eller måske en længsel efter at kunne diskutere Lille John–mordet med hende. Hun ville sikkert ikke have noget imod det. Efter hvad han forstod, så længtes hun tilbage.

Hun tog imod ham i forklæde med mel på smækken og på hænderne.

– Kom ind, jeg er ved at bage, sagde hun og viste ikke spor overraskelse over hans uanmeldte besøg. – Mine forældre kommer til jul, så nu må jeg vise mig som en duelig husmor.

– Med andre ord, din mor kommer og tjekker dig, sagde Haver og mærkede umiddelbart denne varme og samhørighed, der var mellem hende og ham.

Han betragtede hende, mens hun æltede dejen færdig. Hun var blevet lidt rundere efter Eriks ankomst, men ikke meget. De ekstra kilo var til hendes fordel. Hun lagde et viskestykke over dejen.

– Nu skal den hæve, sagde hun fornøjet. – Hvordan går det?

Hun slog sig ned lige over for Haver. Han tilbageholdt en trang til at tage om hende, men tog sig sammen.

– Du har mel i ansigtet, sagde han.

Hun så på ham med et lidt ironisk blik, strøg sig med hånden over kinden med den konsekvens, at hun blev endnu hvidere.

– Bedre?

Haver rystede på hovedet. Han var glad for at høre hendes kendte stemme. De nøgne, melede arme gjorde ham ophidset. Måske så hun det, for hun fik et lettere forvirret udtryk i ansigtet. Deres fælles forvirring gjorde luften mellem dem elektrisk. Han havde aldrig før følt sådan for Ann. Hvorfra kom dette pludselige begær? Han havde da altid syntes, at hun var tiltrækkende, men aldrig oplevet denne opblussende varme og pirrende lyst.

Ann kunne for sit vedkommende ikke placere hans blik og udtryk i en passende kategori. Hun kendte ham så godt, at hun mente at kunne tolke alle hans sindsstemninger, men det her var noget nyt.

– Hvordan går det med Lille John?

– Vi tror, at der er pokerpenge med i spillet, sagde han og fortalte om vidneafhøringerne af spillerne og den påståede store gevinst.

– Plejede han at spille?

– Ja, ifølge flere personer deltog han sommetider i spil, men aldrig med så store beløb.

– For at deltage i den form for spil må man være enten modig, dum eller rig, eller en blanding af det hele sagde Ann.

Haver havde faktisk selv tænkt noget lignende.

– Han må have haft en startkapital, fortsatte Ann.

Haver ville høre hende tale. “Utroligt, hvor meget kolleger betyder,” tænkte han. “Det er Ann, der gør forskellen på vores afdeling.”

– Jo, tilsyneladende har han haft lidt. Han lånte ti tusind til en kammerat i september.

– Det er jo ikke noget kæmpebeløb.

– Har man været arbejdsløs et stykke tid, er det temmelig meget.

– Vil du have kaffe?

– Nej tak, men noget at drikke.

Ann satte en juleøl frem. Hun vidste, at han godt kunne lide mørkt øl.

– Kan du huske, da vi var til konference ude i Grisslehamn? sagde han, inden han drak nogle slurke direkte af flasken.

– Jeg kan huske, at Ryde blev fuld og begyndte at skælde Ottosson ud.

– Du sagde et eller andet dengang, som jeg skrev mig bag øret. Noget om kærlighedens vilkår.

Ann blev et øjeblik bragt ud af fatning, inden hun igen fandt et let tonefald.

– Sagde jeg det, må jeg også have været ret pløret.

– Du havde vel drukket lidt vin, sagde Haver og fortrød allerede sine ord, men kunne ikke standse den strøm, som stadig stærkere var brudt frem i hans indre de sidste uger.

– Det kan jeg ikke huske, sagde Ann forsvarsberedt.

– Det var dengang, du havde truffet Edvard.

Ann rejste sig, gik hen til køkkenbordet og kiggede under viskestykket.

– Den skal vist hæve lidt mere, sagde Haver.

Ann lænede sig mod bordet og så på ham.

– Dengang var jeg forvirret, sagde hun, – så udsat, både på arbejde og privat, efter at Rolf var gået fra mig.

– Du er ikke så heldig med mændene. Optag det ikke som kritik, skyndte han sig at tilføje, da han så hendes ansigtsudtryk. – Du går måske for meget op i arbejdet og glemmer dig selv.

– Mig selv, sagde hun med et fnys. Hun gik hen til spisekammeret, tog en flaske vin frem og skænkede sig et glas.

– Jeg er ved at holde op med at amme, sagde hun.

– Du drikker Rioja, som du plejer, sagde Haver, på en måde lettet.

Hun satte sig, og de fortsatte overvejelserne omkring Lille John. Ann ville også vide alle detaljer omkring overfaldet i Sävja og mor det på Johannesbäcksgatan. Haver så hendes iver og mærkede for første gang, siden sagen startede, at hans hjerne gik i gang. Indtil nu havde han været så fikseret på at gøre alting rigtigt. Han var jo formelt ansvarlig for efterforskningen. Nu kunne hans tanker fa frit løb, som de havde haft så mange gange tidligere i diskussioner med Ann. Følte hun nogen konkurrence, slog det ham, n hvor jeg har hendes plads på afdelingen, mens hun selv må gå derhjemme? Det troede han ikke. Ann var ikke prestigeminded, og hun havde en autoritet, som straks ville bringe hende tilbage til hendes tidligere position, når hun først var kommet tilbage på arbejde.

– Hvordan går det med pigerne? spurgte hun, da samtalen om John begyndte at ebbe ud.

– Rigtig godt, de vokser.

– Hvad med Rebecka?

– Det er vist det samme som for dig. Hun vil tilbage på arbejdet. Det tror jeg i hvert fald. Hun virker så rastløs, men forleden begyndte hun at snakke om, at hun ikke ville tilbage på sygehuset. Der var for mange nedskæringer og for meget vrøvl.

– Jeg læste en artikel af Karlsson, ham fra amtsrådet. Jeg kan ikke sige, at jeg blev imponeret.

– Rebecka krummer tæer, når hun ser hans Qæs i bladene.

– Ann skænkede endnu et glas.

– Jeg skulle måske se at komme hjem, sagde Haver, men blev alligevel siddende.

Han burde ringe til Rebecka, men følte sig på en eller anden måde flov over for Ann over at skulle ringe hjem og fortælle, hvor han var. Det var en fjollet tanke, men lige nu ville han se bort fra sin kone. Han ville ikke tænke på den stilstand, der herskede i deres samliv, en slags væbnet fred, hvor ingen af parterne var parat til at klatre op af skyttegraven, men heller ikke til at nedlægge våbnene.

– Du ser bekymret ud, sagde Ann.

Pludselig fik han lyst til at fortælle alt, men slog det væk og sagde noget om, at der var nok at se til.

– Ja, du ved, hvordan det er, man hopper og springer, farer frem og tilbage, og hele tiden kommer der nye ubehageligheder. Sammy er totalt frustreret. Hans arbejde med ungdomsgruppen er gået i stå. Det begyndte så godt, men nu er der ikke folk og ressourcer nok.

– Vi burde udsende en meddelelse til alle forbrydere: Vær venlig at lade være med at mishandle og myrde det næste halve år, vi er i gang med et ungdomsprojekt og har ikke tid til andet.

Haver lo. Han ville tage en slurk øl, men opdagede, at flasken var tom. Ann satte en ny frem, og han drak uden at tænke på, at han kørte i bil. “Nu burde jeg ringe,” tænkte han igen og stillede flasken på bordet.

– Du var tørstig, sagde Ann.

– Jeg er nødt til at ringe.

Han gik ud i entreen og kom næsten omgående ind igen.

– Det er i orden, sagde han, men Ann så noget andet i hans ansigt.

De sad tavse i et stykke tid. Ann nippede til vinen, og Haver så på hende. Deres blikke mødtes over vinglassets kant. Havers uventede lyst vendte tilbage. Han famlede efter ølflasken. Ann lagde sin hånd over hans.

– Ud med sproget, sagde hun.

– Sommetider føles det, som om jeg vil skilles, selv om jeg elsker Rebecka. Jeg leger med tanken som en selvpiner, om at straffe mig selv eller hende,jeg ved ikke for hvad. Førhen, når vi sås, blev jeg tiltrukket af hende, som om hun var en magnet og jeg en nål. Og jeg tror, hun følte det på samme måde. Nu er det så ligegyldigt. Hun ser sommetider på mig som en fremmed.

– Du er måske sommetider en fremmed, indskød Ann.

– Hun vogter på mig, som om hun venter på et eller andet.

– Eller på nogen. Er hun stadig jaloux? Du nævnte det, da vi skulle til Spanien.

– Jeg ved det ikke. Det føles, som om hun egentlig er ligeglad.

Ann kunne se, at Ola blev mere og mere utilpas. Hun var bange for, at han skulle bryde sammen, og det ville hun ikke kunne klare. Hun måtte prøve at sige nogle kloge ting, som nok alligevel ville være ret ukloge. Det, hun var bange for, var følsomheden, en fælde, hun måske frivilligt ville gå i. Hun ville blive et offer. Sådan var det. Ikke fordi hun elskede ham, men trangen til nærhed, knurrende som en sult i hendes krop, føltes så stærk, at hun var bange for, at hendes eget omhyggeligt konstruerede liv skulle brase sammen. Hun havde ikke været tæt på en mand siden sidste sommer. “Jeg tørrer ind,” tænkte hun stadig oftere. Hun kælede af og til for sig selv, men fik aldrig nogen udløsning. Hun tænkte på Edvard på Gräsö, tusind kilometer væk. Hun ville give hvad som helst for hans hænders kærtegn. Han var væk for altid, sløset væk på grund af en nats fuldesjov. Savnet og selvforagten gik hånd i hånd.

Haver greb hendes hånd, og hun lod det ske. Tavsheden rungede, men der blev ikke sagt noget.

– Måske skal jeg gå, sagde Haver med sprød stemme.

Han rømmede sig og så på hende med et ulykkeligt blik.

– Hvad med dig? fortsatte han, og det var det spørgsmål, hun absolut ikke ville have og ikke ville svare på.

– Der slæber af, sagde hun. – Det føles da sommetider lidt hårdt, men jeg har Erik, han er bare dejlig.

Det var det, hun forventedes at svare, og ja, sommetider var det nok med kræet, men stadig oftere dukkede trangen til et andet liv op.

– Men selvfølgelig kan det nogle gange føles hårdt, gentog hun.

– Du længes stadig efter Edvard?

“Hold op,” tænkte hun, og blev pludselig rasende over hans nærgående spørgsmål, men faldt hurtigt ned igen. Der var ikke noget ondt i det, han sagde.

– Sommetider. Det føles, som om vi forspildte vores chancer, at vi aldrig gik rigtigt i takt.

Han knugede hendes hånd.

– Du møder garanteret en fornuftig fyr, sagde han og rejste sig.

Bliv lidt, havde hun lyst til at sige, men tog sig i det. De gik ud i entreen. Haver rakte ud efter jakken, men det var, som om armen ændrede retning af sig selv, og han tog om hendes skuldre og trak hende ind til sig. Hun sukkede højt, eller var det et hulk? Hun lagde stille sine hænder om hans ryg og knugede ham forsigtigt. Der gik et minut. Så gjorde hun sig fri af hans greb, men blev stående helt tæt på. Hun kunne mærke hans ånde, og intet var ubehageligt. Han kærtegnede hendes kind, strøg med fingerspidserne hen over hendes øre. Hun skælvede. Han lænede sig nærmere. De så på hinanden i en tiendedel af et sekund, inden de kyssede hinanden. “Hvad smagte Ola Haver af?” tænkte hun, da han var taget af sted.

De så ikke på hinanden, men skiltes som på en teaterscene, gled fra hinanden, mumlede hver sit hej, og han lukkede yderdøren bag sig lige så stille. Ann lagde den ene hånd på døren, mens hun med den anden strøg sig over munden. “Hvor usselt,” tænkte hun, men fortrød straks. Der var ikke noget usselt i deres korte møde. Et kys, fuldt af søgen og længsel, venskab, men også begær, der skød op som en lavastrøm i en voldsom eruption og forvandledes til en bjergart, hvis navn ingen kendte, og hvis egenskaber var uudforskede.

Hun gik ud i køkkenet igen. Dejen væltede ud over fadet. Hun tog viskestykket af og studerede den svulmende masse. Pludselig kom gråden, og hun ønskede, at Ola var blevet lidt længere. Bare et kort øjeblik. Hun forestillede sig, at han havde villet se hende bage brødet færdigt. Det ville hun have synes om. De opsmøgede ærmer, dejens varme, lidt klæbrige modstand og hans blik. Hun ville have formet og æltet varme, gyldentbrune boller. Nu lå dejen der som en uformelig klump, som hun ikke ville røre.

Ola Haver gik stille ned ad trapperne, men satte så farten op. Oprør i maven, kaos i hjernen og en brændende anger fulgte ham ud i gården, hvor sneen lå en halv meter tyk. At det da aldrig ville holde op med at sne.

Tankerne gik til Rebecka og børnene, og han skyndte sig videre. Da han først var kommet ud på parkeringspladsen, så han op mod facaden og ledte efter Anns lejlighed, men var ikke helt sikker på, hvilket vindue, der var hendes. Han overvandt indskydelsen til at løbe tilbage og satte sig i den gennemkolde bil, men formåede ikke at dreje tændingsnøglen. Han skuttede sig og indså, at det korte møde i Anns entré for altid ville påvirke deres forhold på arbejdet. Ville de kunne samarbejde? Haver sukkede tungt og bandede over sin egen svaghed. Deres kys var uskyldigt, men alligevel høj eksplosivt. Efter han havde mødt Rebecka, havde han aldrig kysset en anden kvinde. Ville hun kunne mærke noget? Han følte med tungen hen over tænderne. De ydre spor er væk på nogle sekunder, men de indre sætter sig fast. På en eller anden diffus måde var han glad. Han havde erobret Ann, en dejlig kvinde, som ikke var kendt for at have let til flirt. Han vidste, at det var en underlig tanke, men den sidste tids kulde derhjemme havde skabt det psykologiske rum for den følelse af triumf, han alligevel modvilligt suttede på som en god karamel. Han legede med tanken om at indlede et forhold til Ann. Mon hun var interesseret i det? Ville han kunne klare det? Endnu mere tvivlsomt.

Han bakkede ud fra parkeringen. Nysneen lå urørt, hvilket mindede ham om, at det var blevet sent, men også om Lille Johns gennemstukne lig i Librobåck.

– Hvad er det hvide dér på dit tøj?

Han så ned ad sit skjortebryst og blev rød i ansigtet.

– Ann var ved at bage, sagde han faret. – Jeg fik vel noget på mig.

– Jaså, hun var ved at bage, sagde Rebecka og forsvandt ind i soveværelset.

Han så sig om. Køkkenet var skinnende rent. Alt var på plads. Køkkenbordet, der lige var tørret af, strålede. Det eneste, som forstyrrede billedet, var et halvt nedbrændt stearinlys og et enligt glas med en bundskjuler vin. Stearinen var løbet ned og havde dannet et sært mønster over den irrede stage, et arvestykke fra hans farmor. Haver huskede den fra sin barndom. Hun plejede at have den tændt på mærkedage. Glasset var grønt og købt på Gotland på Rebeckas og hans første ferie sammen. Rødvinen havde Haver købt til nytårsfesten med Sammy Nilsson og hans kone.

Han kunne høre, hvordan hun rumsterede i soveværelset, rullegardinet, som blev trukket op, kommodeskuffen, som blev skubbet ind, og sengelampen, der blev tændt. Han kunne se hende for sig, sammenbidt med lidt sløsede bevægelser, som hun fik, når hun blev oprevet.

Han åbnede køleskabet og tog en øl ud, satte sig ved bordet og ventede på stormen.