Lennart grinede højt og stod ud af sengen. Vækkeuret havde brutalt rusket ham vågen. Han grinede, mens han forestillede sig, hvor overraskede hans omgivelser ville blive, hvis de kunne se alkoholikeren og dagdriveren Lennart Jonsson tage tøj på, ædru, med kaffemaskinen i gang og termokanden fremme, et kvarter i seks om morgenen. Ingen øl, der blev grebet af rystende hænder, og ingen leden efter skod på bemøgede borde. Han huskede en morgen, hvor han var vågnet ved, at Klasse Nordin drak sit eget vinbræk, som han for nogle timer siden havde ofret i en Konsumpose. “Fy for fanden for de dér drukmorgener,” tænkte han lidt overmodigt.
Han ville i hvert fald ikke komme til at fryse. Hans far Albin ville have været misundelig på hans Helly Hansen–sæt, et, han havde beholdt fra tiden på byggepladserne. Albin havde tit klaget over kulden. Om sommeren klagede han over varmen. Det var sjældent, han var tilfreds, men på den anden side var det ikke så tit, han klagede over noget andet. Ikke engang over Lennart, da han flippede allerværst ud i ungdomsårene.
– D–d–d–du m–m–må opføre d–d–dig som andre mennesker, fik han sommetider hakket frem. Mere kraftfuldt end det blev det sjældent.
Det føltes uvant, men også ret godt at stå op klokken halv seks. Han kunne næsten bilde sig selv ind, at han var en almindelig, stræbsom arbejder med sine rutinemæssige beskæftigelser en tidlig decembermorgen, med sneen væltende ned over et stadig mere vinterligt landskab. At han skulle arbejde inden for faderens område forstærkede også følelsen af betydning og værdighed. Han ville udrette noget i dag, pege med hånden mod skiltet og sige: vi rydder sne, vil I godt gå over på den anden side. Muligvis tilføje et “tak,” hvis det var en, der så rar ud. Han ville helst have, at nogle af hans drukkammerater kom forbi. Nej, forresten, helst ikke. De ville bare kæfte op og forstyrre ham i hans arbejde.
Han havde støvler, undertøj og en solid vinteijakke. Plus lufferne fra Fosforos, som kunne modstå tredive minusgrader. Inderst i klædeskabet lå de. Sorte, robuste og med en filtet indervante. Han var rustet.
Termoflasken, af mærket Condor, hvor nogen engang i tidens løb havde ændret “r”et” til et “m,” var knaldrød med et gråt krus. Lennart kom til at tænke på traktorføreren på Brantings Torv, den nat han gik hjem fra Berit. Han var, som folk var. Det ville Albin have sagt. Varmen fra den sødede kaffe og traktorens førerhus ville følge Lennart længe.
Var det ædrueligheden, som gav ham lyst til at arbejde? Siden Johns død havde han holdt sig næsten ædru, det var kun blevet til et par øl. Han blev stående foran vinduet. Tankerne om John vendte tilbage med fuld styrke. Der gik ikke mange minutter, uden at erindringsbilleder fra før passerede revy. Hvor længe skal det fortsætte på den måde? Til morderen bliver sat fast, og derefter resten aflivet, ville han tro. At miste den, der står en nærmest, hvis liv er så sammenvævet med ens eget, er et livslangt tab. Aldrig mere at kunne tale med John på denne afslappede måde, som han ikke kunne med nogen anden. Tabet var uerstatteligt.
“Koncentrér dig nu,” tænkte han. “Du skal skovle sne. Bagefter lede efter en morder. Når han er sat fast, kan du drikke dig ihjel.” Han smilede skævt. Inderst inde voksede et frøkorn, en tanke om, at han måske ville kunne blive, som folk er. Dog ikke nogen slider fra syv til fire, det var han for doven til. Desuden sagde ryggen fra. Men måske kunne han hjælpe til i Mickes firma på halvtid. Han kendte jo lidt til tagdækkerfaget, han varjo tagdækkerens den ældste. Så var der sneen om vinteren. Med Fosforosvanterne kunne han holde ud længe i kulde og blæst.
Der var dem, der stadig hilste på ham, gamle arbejdskammerater fra byggerierne og Ragnsells. Nogle standsede op og vekslede et par ord, spurgte hvordan det gik. Nu ville de tale om John, helt klart. Han kunne jo ikke stå plørefuld og tale om sin myrdede bror. Han eksisterede stadig i folks verden, i periferien, som en meget lyssvag stjerne. Nu ville han lyse op. Han ønskede, at folk nu skulle se ham dirigere gamle koner væk fra den nedskridende sne. Med en skovl i hånden og den kæmpestore, grove, sorte, varme vante selvbevidst hvilende på skovlens greb.
Hans leden efter svar på spørgsmålene om, hvad hans bror lavede, efter han havde forladt Mickes lejlighed, havde faet Lennart til at indse, hvor lidt han i virkeligheden vidste om John. Hvordan var han, når han mødte andre mennesker? Hvilken rolle spillede han i akvarieforeningen? Der var mange, der lyttede til ham, når han talte om fisk, de så eksperten i ham. De kendte ikke hans historie, vidste kun at han var den flinke fyr med ciklider som passion. Dér var John en anden. På en eller anden udefinérlig måde følte Lennart det som et svigt, mod ham og det liv, John og han havde sammen. Hidtil havde han set på Johns fiskeinteresse som en hobby, hverken værre eller bedre end så meget andet. Andre gik til bowling eller folkrace, men de blev ikke mere mærkværdige af den grund. Ganske vist havde han været stolt over broderens akvarium, havde taget sin del af æren, at have en bror, som havde byens største akvarium, men nu forstod han, at John havde været den anerkendte ekspert, den, man ringede til og spurgte til råds. En anden rolle, et andet liv.
Så var der det med pokerspillet. Han havde aldrig haft nogen anelse om, at John havde vundet så store summer. Hvorfor havde han ikke sagt noget? John var ikke den, der råbte ting ud fra hustagene, men han burde nok have fortalt sin eneste bror, at han havde vundet en halv formue. Hvorfor denne tavshed? Ikke engang Berit havde fået det at vide. Micke var den eneste, der vidste, hvor mange penge, det drejede sig om, selv om han ikke ville røbe det.
Hvad havde han gang i? Det havde Lennart spurgt sig selv om de seneste dage, men havde ikke fundet noget tilfredsstillende svar. Han troede, at svaret på spørgsmålet om, hvem der myrdede John, lå dér. Det var noget, broderen havde gang i, noget hemmelighedsfuldt, som blev hans død.
Han havde kunnet beskytte sin bror. Hvis bare John havde fortalt det, ville Lennart have fulgt ham døgnet rundt og vogtet hans ryg. Det var det, man havde brødre til. Nu havde han holdt ham udenfor, og det gjorde dobbelt ondt på Lennart.
Micke stod på Dragarbrunnsgatan med firmabilen kørt op på fortovet. Da Lennart kom, havde han læsset det meste af udstyret af.
– Det ville egentlig være bedre at gøre det en tidlig søndag morgen, sagde Micke og tog nogle røde kegler frem.
Lennart sagde ikke noget, men hjalp til uden ord. Det var flere år siden, han havde haft vintermunderingen på, og han følte sig udklædt. Han koncentrerede sig om at forstå. Nu var det ikke så svært. Læsse af, sætte advarselsskilte og afspærring op.
Micke talte med viceværten, som skaffede nøgler og adgang til taget. Lennart kiggede op. Der var langt op, dog ikke værre end at han ville kunne klare det, men Micke ville aldrig lade ham komme op.
Højdeskrækken havde kommet og gået. Hans far, Albin, havde taget ham med på adskillige tage. Dengang var han ikke bange. Det kom senere. På byggerierne havde han faktisk aldrig brudt sig om at arbejde fra stilladser eller højt oppe på taghvælvingen, men det havde han ikke ladet nogen mærke.
Den første time gik godt. Morgentrafikken blev mere og mere intens, og Lennart holdt et vågent øje, så ingen smuttede inden for det afspærrede område. Kulden var ikke værre, end at man kunne glemme den, når man tog nogle kuskeslag og gik lidt frem og tilbage på gaden.
Buschaufførerne nikkede til ham, når de passerede. En ældre kvinde klagede over snerydningen. En gammel bekendt fra Ymergatan gik forbi, men genkendte ham åbenbart ikke, eller også var han uigenkendelig i sin mundering.
Ved ni tiden kom uroen snigende. Det var ved den tid, de plejede at samles i nærheden af bolaget, løst sammensatte grupper af afhængige. Heldigvis kom Micke ned for at drikke kaffe, og tankerne kunne for en tid jages på flugt. De drak kaffe i bilen. Det dampede fra krusene, og deres ånde fik igen ruderne til at dugge.
– Det kører fint, sagde Micke konkluderende. – Hvordan går det med de gamle koner?
– Stille og roligt. De fleste er i godt humør. Det er bare lidt kedeligt.
Micke sendte ham et blik. Måske anede han, hvad der rørte sig i Lennarts hoved. Han skænkede en kop mere.
– Længes du ikke efter at komme op på tagene? spurgte han, som om han havde gættet, hvad Lennart havde stået og tænkt på.
– Nej, det kan jeg ikke påstå.
– Arbejdede du sommetider sammen med Albin?
– Nej, faktisk ikke.Jeg hjalp ham lidt indimellem. Nu er der ingen, der vil lade mig komme derop.
De sad tavse i resten af den korte pause. Lennart mærkede uroen komme igen. Han burde jage morderen, ikke stå på gaden og prøve at se optaget ud.
I løbet af formiddagen flyttede de afspærringen et par gange og arbejdede sig videre hen ad gaden. Istapperne røg med en sprød, men alligevel hård lyd ned på gaden. Folk standsede op, fascineret af skønheden i de tindrende tapper og kaskaderne af is, når de splintredes.
Lennart skovlede sne og is ud over fortovskanten, samtidig med at han kiggede både opad og til siderne. Han standsede op og hang lidt ind over skovlen. Et bekendt ansigt dukkede op på fortovet, en kvinde med en barnevogn. Lennart tog nogle skridt nærmere. Deres øjne mødtes.
Kvinden nikkede og satte farten ned.
– Hej, Lennart, så du holder dig i gang i kulden?
– Hej med dig, nogen må jo gøre det.
– Hvordan går det? Jeg hørte om John.
Lennart så op mod facaden. Han gik nærmere kvinden.
– Du, sagde han, – ved du noget?
– Jeg er på barsel, som du ser.
– Men du har vel hørt noget?
Ann Lindell rystede på hovedet.
– Ved du, om han spillede og vandt en fandens masse penge?
– Jeg hørte noget om det, men jeg kender ikke detaljerne.
– Jeg kan godt give dig nogle tips.
– Det er Ola Haver, der har ansvaret for efterforskningen. Kender du ham?
Lennart rystede på hovedet.
– Det var ham der Sammy, der kom hjem til mig. Ham bryder jeg mig ikke meget om.
– Sammy har sine særheder, men han er en dygtig politimand.
– En dygtig politimand, gentog Lennart.
En stor sneflage kom rutchende fra taget. Lennart tog nogle skridt ud mod gaden. Ingen fodgængere i sigte. Han gik ind på fortovet igen og stillede sig helt tæt på Lindell.
– Jeg vil gerne tale med dig.
– Jeg er på barsel.
– Kan vi ikke mødes over en kop kaffe? Det kan ikke lade sig gøre lige nu, jeg skal passe på de gamle koner.
Lindell smilede. Hun så ned på Erik i vognen. Kun næsetippen og munden stak frem.
– Jeg kommer hjem til dig klokken halv seks. Er det i orden?
Han nikkede. En ny snesky kom hvirvlende. Hvad Lindell gjorde, var forkert, det vidste hun godt, men måske havde Lennart noget information. Han havde åbenbart ingen tillid til Sammy, men muligvis ville han tale mere frit med hende. Suget efter igen at være en aktiv politikvinde fik hende til at gå uden om sine kolleger.
– Du bor samme sted?
Han nikkede igen og gik ud på gaden igen. Han kunne skimte Mickes hoved højt oppe.Trods afstanden kunne Lennart se, at han var irriteret. Han slog ud med hånden og stillede sig demonstrativt midt på gaden.