Ola Haver studerede kniven. Den var godt tyve centimeter lang, med sort skaft og skarp æg. Hvem brugte sådan en kniv? Haver havde tjekket med nogle af de kolleger, som gik på jagt, og de mente, at den var alt for klodset til en jæger eller sportsfisker. Også til rødderne i byen, den ville ikke kunne skjules i tøjet. Muligvis en kniv, som en teenager kunne synes var sej at gå og vifte med i byen af og til, men ikke en, man altid havde på sig. Berglund havde luftet den idé om, at det var et våben, som en eller anden havde købt som turist i et andet land. Måske havde skeden, som manglede, været smukt dekoreret, og det var den, der havde lokket nogen til at købe den.
Han vendte og drejede den. Han havde afhørt den unge mand igen, som påstod at have fundet den i en bil i Akademiska sygehus’ parkeringshus, og troede på hans historie. Han havde set frygten i teenagerens ansigt, men ikke løgnen. Mattias var ikke morder, bare en småtyv og sikkert et af byens ofre. Nu kunne man bare håbe på, at han ville drage nogle fornuftige konklusioner af det at være blevet draget ind i en mordsag.
Haver havde bedt Lundin tjekke, hvem der plejede at parkere på dækket. Det viste sig at være masser af mennesker, dels sygehuspersonalet, der holdt til på en etage for sig, dels patienter og pårørende. Parkeringen blev hver dag besøgt af hundredevis af mennesker. Der var mest besøgende til 70-huset. Havde han ikke selv parkeret dér, da han var hos ortopæden for et par år siden?
De havde snakket om at prøve at kortlægge, hvem der kunne have et ærinde til sygehuset den pågældende dag, men var kommet frem til, at det ville føre for vidt. Alene indsamlingen af navne ville blive kompliceret og tage for lang tid. Det eneste, de havde, var Mattias’ diffuse erindring om bilen, en pickup, muligvis rød med en hvid kappe. Da de tog ham derind, for at han skulle udpege stedet, hvor bilen havde stået, var han desuden begyndt at være i tvivl, om bilen var udstyret med en monteret eller en fast kappe. Der var med andre ord garanteret mindst ti mærker at vælge imellem. Det eneste, han stadig var sikker på, var den røde lak.
Var morderen kommet til skade, og var det grunden til, at han var taget til Akademiska? De havde tjekket med skadestuen og kirurgen, men uden held.
At finde et mordvåben pegede tit fremad, men her virkede det som en blindgyde. Kniven blev først vigtig, hvis de kunne anholde en mistænkt og derefter forbinde personen med våbnet.
Haver lagde den tilbage i plasticposen og blev siddende spekulativ, med tankerne springende mellem efterforskningen og Ann Lindell. Det kys, de havde givet hinanden, var vokset til et skydække over hans hoved. En gnavende usikkerhed havde bidt sig fast. For første gang i sit ægteskab med Rebecka var han nu i tvivl. Efterårets skærmydsler i deres forhold, som var blevet afbrudt af en mindst lige så anstrengende våbenstilstand med tavshed og uudtalte spørgsmål, var nu eskaleret til krigstilstand. Rebecka havde ikke sagt mere om, at han havde besøgt Lindell på hendes bopæl, heller ikke om melet på hans tøj. Hun havde bare set på ham med et koldt blik, havde været rask og nonchalant i sine bevægelser, havde undgået ham. Morgenen havde hun mest tilbragt på badeværelset, hun havde været usædvanligt længe under bruseren, og i soveværelset. De havde ikke spist morgenmad sammen, og det passede Haver godt. Så slap han for blikkene.
Nu frygtede han hjemkomsten. Skulle han sige det, som det var? Hun ville blive rasende. Hun var jaloux, det vidste han fra tidligere, ikke mindst når det gjaldt Ann Lindell. Haver talte nødigt om hende hjemme, han vidste, at Rebecka ikke syntes om, at Ann stod ham så nær. Hidtil havde der ikke været grund til jalousi, men hvis han nu fortalte om deres kys, ville helvede bryde løs. Selv hvis hun accepterede hans forklaring og prøvede at slå en streg over det hele, ville mistænksomheden altid være der.
Han bestemte sig for ikke at fortælle det. Det måtte blive ved lidt mel på brystet, et kram og et kys, men han kunne ikke nægte, at han følte en sær blanding af stolthed og skam over at have svigtet Rebecka. Samtidig hørte han en svag indre stemme, der ville have ham til at tage kontakt med Ann igen, at fortsætte og træde ind i minefeltet.
Det var længe siden, han havde følt sig attraktiv. Men nu var der en, der havde villet tage om ham. Det var ikke ham, der havde trængt sig på. Ann var mindst lige så skyldig, hvis der overhovedet kunne være tale om skyld. Selv om det var blevet ved et kram og et kys, følte Haver, at Ann kunne have haft lyst til at gå længere, og da han havde tænkt den tanke, blev han pludselig rasende på hende. Hun havde lokket ham. Hun vidste udmærket, at Rebecka var til, og hvor jaloux hun var. Hun havde udnyttet hans åbenlyse svaghed. Nej, sådan var det ikke, tænkte han så straks og var ikke længere i stand til at være rasende. De var begge voksne mennesker, med behov for nærhed til et andet menneske. Ann var den kvinde, foruden Rebecka, som stod ham nærmest. De havde svedt sammen på arbejdet, og ud over respekten for hinandens evner som politifolk havde der altid været en spænding mellem dem.
Nu kom rystelserne. Det skælvede i de undeijordiske kanaler og de hede indsøer i deres kroppe. Var det kærlighed eller mere en længsel efter varme, et udslag af venskab, som havde svært ved at sætte grænser?
Der var meget, der var skrøbeligt mellem Rebecka og ham, det forstod han nu. Lidenskaben i Anns omfavnelse og hans krops svar, som en brusen, ikke kun af begær, men også af samhørighed, var bevis nok for hans begrænsede følelsesliv. Rebecka og han var ulykkelige, så enkelt var det, og der skulle bare et eneste kys til, for at Haver skulle indse det.
Kunne han fortsat leve sammen med Rebecka? Det blev han nødt til. De havde to børn sammen og elskede stadig hinanden. Det troede han i hvert fald.