Allan Fredriksson studerede Rydes rapport fraVivan Molins lejlighed. Intet usædvanligt. Fuldt af fingeraftryk fra Vincent Hahn.
Det eneste, der blev fundet i hendes gemmer, som havde fået Allan til at hæve øjenbrynene, var et par håndjern, som teknikerne havde fundet gemt væk i et klædeskab sammen med to pornofilm og et stavmassageapparat. Batteridrevet og med to hastigheder, havde Ryde noteret med en vis fornøjelse.
Kortlægningen af hendes familie og vennekreds var lige gået i gang. Ingen forældre i live, ingen søskende. Der var et notat i hendes telefonbog om en faster “Bettan” med et telefonnummer i 021-området. De havde prøvet at ringe, men havde ikke fået noget svar. Fredriksson havde bedt en af aspiranterne, Julius Sandemar, om igen at forsøge at få fat i Hahns bror i Tel Aviv. Han var åbenbart den eneste, som ville kunne give nogen oplysninger om eventuelle slægtninge. Desuden burde han vel informeres om, at hans bror med god grund var mistænkt for kvindeoverfald og mord.
Der var en, der havde luftet ideen om, at Hahn måske ville prøve at forlade landet for at opsøge broderen i Israel, men det viste sig, at han aldrig havde haft et pas. Arlandakollegerne blev alligevel informeret.
Hvor Hahn kunne opholde sig, havde Fredriksson ingen anelse om. Underligt, tænkte han, et menneske uden nogen sociale kontakter. Hvor tager et ensomt menneske hen? På værtshus? Han havde svært ved se Hahn siddende ved en bardisk. På biblioteket? Mere sandsynligt. Sandemar måtte smutte hen med et fotografi for at vise det til personalet på biblioteket. Var der måske en filial i Sävja? Det mente Fredriksson ikke. Biblioteksfilialerne blev tilsyneladende nedlagt én efter én.
De havde tjekket med lægehuset i Sävja og Akademiska sygehus, men der var slet ikke registreret nogen Hahn. Han var blevet behandlet på Ulleråker for en depression, men det var otte år siden. Lægen, der havde tilset ham dengang, var flyttet.
Gennemgangen af hans lejlighed havde givet samme ringe resultat. Fredriksson anede, at han før eller senere ville dukke op, men passivt at vente, mens en morder skjuler sig, var ikke Fredrikssons kop te. Han ville pejle sig ind på ham, men nu begyndte fantasien at slippe op.
Det var lettere med de sædvanlige skiderikker, hvis tilflugtssteder og bekendte var kortlagte. Et psykisk sygt menneske, en ensom ulv, var mere uforudsigelig og, svær at opsnuse. På den anden side var det Fredrikssons erfaring, at de oftere, når snebolden var begyndt at rulle, gjorde fejl, gjorde sig uheldigt bemærket og lettere kunne håndteres.
Fredriksson var overbevist om, at de havde at gøre med to forskellige mordere. Det var faktisk kun Sammy Nilsson, der stadig troede, at Hahn havde noget med mordet på Lille John at gøre. Hans teori var, at Hahn hævnede gamle uretfærdigheder, der var sket tidligere, måske så langt tilbage som deres fælles tid i Vaksalaskolen. Han troede ikke på tilfældigheder og ledte nu efter en sammenhæng. Ottosson lod ham være i fred foreløbig. Sammy var begyndt at finde frem til klassekammerater til John, Gunilla Karlsson og Hahn. Det viste sig, at de fleste stadig boede i Uppsala, og Sammy havde allerede fremskaffet en håndfuld, men indtil nu var der ikke dukket noget op, som kunne tyde på, at Vincent var ude på et længerevarende felttog for at hævne sig. Men der kunne sagtens findes en eller anden hændelse i Vincents hjerne, som af andre ikke opfattedes som motiv til mord.
Efter at have forladt sin tidligere svigerindes lejlighed var Vincent Hahn gået mod Vaksalagaten og havde dér taget bussen end ind til byen. Den hue, han havde hugget aftenen før, skjulte såret i panden. Han havde fundet syv hundrede kroner i hendes lejlighed, og det var hele hans beholdning. Nu var der bare ét sted, han kunne flygte til.
Lugten af mennesker i bussen gjorde ham både forvirret og rasende, men det var, som om mindet om Vivans rallende lyde, da han strammede telefonledningen stadig hårdere til om hendes hals, gjorde ham større. Han kunne hæve sig over de tarvelige mennesker i bussen. De ragede ikke ham. De var små. Han var stor.
Vivan havde bedyret, at hun ikke ville sladre, men i hendes øjne havde han set, at hun løj. Han havde følt en vis ophidselse, da hendes krop rystede under hans. Hun havde forsøgt at kradse ham, men havde ikke kunnet nå. Hans knæ havde presset hende arme ned. Efter et par minutter var det overstået. Han havde trukket hende ned på gulvet og ind under sengen, og dér kunne hun rådne op. Når det begyndte at stinke, ville de finde hende, ikke før. Så ville han være langt væk.
Han smilede tavs for sig selv. Den tilfredsstillelse, at han havde løst det hele så godt, fyldte ham med en nærmest generende følelse af salighed. Generende, fordi han ikke kunne dele den med nogen. Men inden der var gået en uge, ville han kunne læse om det i avisen. Så ville folk forstå, at Vincent Hahn ikke var til at spøge med.
Upsala NyaTidnings spiseseddel på banegården fik ham til at studse. “Uppsalamordet stadig uopklaret,” stod der. Han stirrede på de sorte bogstaver og prøvede at forstå. Var Gunilla Karlsson død? Det var umuligt. Hun havde ganske vist ligget ude i gården, men det var da ham, der havde været tættest på døden. Han købte avisen, puttede den ned i jakkelommen og skyndte sig videre. På pladsen foran banegården var der noget halløj i gang. En halv snes personer i nissedragter opførte en slags dans. Bjælderne i deres hænder ringlede. Lige pludselig smed de sig alle sammen ned på jorden og blev liggende, tilsyneladende livløse.Vincent iagttog fascineret skuespillet. En efter en vågnede nisserne op, rejste sig stille og dannede en ring omkring den trettende nisse, som stadig lå på de kolde brosten.
– Det er julens mørke, råbte en af nisserne.
Vincent tænkte, at det var en slags dommedagssekt, der optrådte. Han kunne godt lide det. Bjældeklangen fulgte ham ned ad Bangårdsgatan.
I bingohallen var der usædvanligt få mennesker. Han nikkede til nogle bekendte, men de fleste sad fordybet i deres plader.Vincent satte sig på sin sædvanlige plads og foldede avisen ud. Det første, han så, var billedet af John Jonsson. Journalisten havde lavet et resumé af, hvad der var sket, og spekulerede på forskellige motiver. Johns brogede baggrund blev fremhævet, men også at han havde været professionel spiller ved siden af sin brændende interesse for akvariefisk.
En repræsentant for akvarieforeningen havde udtalt sig, og han mente, at Johns død var en tragedie og et uerstatteligt tab for foreningen og alle ciklide–venner.
Avisen brugte dog det meste af pladsen til at spekulere over Johns eventuelle forbindelse til Uppsalas underverden og illegale spilleklubber.
Vincent læste med stor interesse. Han huskede udmærket John. En lille, tavs fyr, som med sin ordknappe facon skabte respekt, men også usikkerhed omkring sig. Han havde boet ikke så langt fra Vincent, og det skete ret tit i mellemskolen, at de fulgtes ad til skole. Vincent plejede at gå tavs ved hans side og følte, at John satte pris på, at han ikke ævlede løs.
Vincent lagde avisen fra sig. Hovedpinen kom igen. Han stirrede på billedet af sin tidligere skolekammerat. Hvornår døde han? Havde han indgået i Vincents plan om at tage revanche? Plageånderne skulle straffes. Han for sammen og genoplevede slagene. Hans far, der stod lænet ind over ham, hans mors jamren i køkkenet, slagene, der kom.
– Nej, skreg han, og de omkringsiddende bingospillere for sammen og så bebrejdende på ham.
Slagene kom. Han krøb sammen. En gang havde han slået igen, men det blev bare meget værre. Nu krøb faderen rundt i hans krop som en snyltende bændelorm. Johns billede i avisen mindede ham om faderen, slagene uden ord. Hvorfor ham? Han var den mindste, den mest ubeskyttede og forsvarsløse. Wolfgang fik kærligheden og han slagene, han blev fornedret.
Havde han myrdet John? Han kiggede på portrættet i avisen. Måske var tiden inde til revanche. Alle havde været ligeglade. Hvorfra kom denne vrede, som fik faderen til at udvikle mere og mere sadistiske former for afstraffelse? I begyndelsen var det nok med knytnæverne, siden blev det livremmen, og det mest forfærdelige, ansigtet presset ned i vaskefadet.
Vincent rystede. Hovedpinen truede med at tage overhånd, forvandle ham til en krybende bunke af skind og ben. “Du fik dit, John. Hvis det ikke var mig, så var det en kraft, der virkede i samme retning.” Han svedte under den strikkede tophue. Det kløede. Han ville græde, men vidste, at hans tårekanaler ikke fungerede som hos andre mennesker. Han var holdt op med at græde i trettenårsalderen.
Han skjulte hovedet i hænderne. Han mærkede blikkene. Han burde begynde at spille. John var helt nær. Et neutralt billede uden følelsesudtryk og skarphed.
– Du døde, mumlede han. – Snart er det Jannes tur, eller en andens. Vincent huskede ikke rangordenen på listen lige nu, den liste, han havde lavet. Ansigterne flød sammen. Pludselig var det ikke billedet af John, han så for sig, men faderens ansigt. Han var vågnet op for sent! Da de hævnende slag skulle uddeles, var faderen forsvundet ind i sygdommen, hans maddiker havde ædt ham til et skelet. Vincent kunne huske den magre hånds greb om sygehussengen. Han havde taget den og knuget den alt, hvad han kunne. Faderen havde skreget højt, set på ham med de vandede øjne og forstået. Så havde han smilet sit sataniske smil, det smil, som forførte kvinderne i hans omgivelser, men som ødelagde Vincent. Omgivelserne syntes, det var charmerende, men Vincent vidste bedre.
Faderens portræt i avisen smilede til ham. Han slog med hånden mod billedet. En af funktionærerne kom hen til ham.
– Nu må du hellere gå, sagde han. – Du forstyrrer de andre.
Han var ikke på nogen måde uvenlig.
– Det skal jeg nok, sagde Vincent ydmygt. – Jeg har bare så ondt i hovedet.
Han tog huen af og blottede den mangelfulde forbinding..
– Hvad har du lavet?
– Det er min far, der har slået mig.
– Din far?
Vincent nikkede.
– Også min bror.
Han rejste sig.
– Jeg skal nok gå nu.
– Du burde gå til lægen, sagde bingobestyreren.
– Min far var læge, tror jeg nok, eller noget i den retning. Min mor talte mest tysk. Hun var jødinde, og han nazist. Eller kommunist, måske. Nej, sådan var det ikke. De er røde. Far var sort.
– Var han neger?
Vincent vaklede ud på gaden. Bangårdsgatan lignede mest en vindkanal, hvor sneen kom fygende med en hvinende lyd. Menneskene skuttede sig, trak hætter, halstørklæder og huer tættere om sig. Lyden af deres fødder dæmpedes af sneen. En ambulance kørte forbi. Lastbiler med varer spærrede igen gaden og dækkede for udsigten. Han ville se længere væk og gik ned til elven.