Lennart Jonsson var smadret i hele kroppen. Klokken var halv fem, og det var bælgmørkt både ude og inde. Han lod lejligheden ligge i mørke, mens han tog tøjet af, som havnede i en bunke på gulvet. Han lugtede af sved, men det var ikke nogen helt ubehagelig følelse. Han strøg med hånden hen over den behårede brystkasse, ned over skulderen og venstre overarm. Der var stadig noget af den gamle muskulatur tilbage. Han kløede sig i skridtet, og han mærkede liderligheden komme.
Ryggen gjorde ondt, men det var han så vant til, at han knap nok tænkte på det længere. Han havde en blisterpakning med Voltaren parat og besluttede sig for at tage en. På vej ind på badeværelset registrerede hans næsebor en fremmed duft. Han stoppede op, vejrede. Parfume, en umiskendelig duft af en fremmed parfume.
Han så sig om. Der var nogen, der havde været inde i hans lejlighed. Var denne nogen der stadig? Han bakkede forsigtigt ud mod køkkenet med tanke på at bevæbne sig. Han brød sig ikke om at være nøgen og snuppede underhylerne fra gulvet.Tog han fejl? Nej, duften var der stadig. Var det duften af en kvinde eller en mand? Han lyttede intenst ind mod lejligheden.
Han listede ud i køkkenet, trak forsigtigt skuffen med bestik ud og fandt en savtakket brødkniv.
– Læg den tilbage, hørte han en stemme sige, – ellers vil du fortryde det.
Stemmen kom fra køkkenet, og Lennart forstod, at der sad nogen ved bordet. Han genkendte stemmen, men i sin ophidselse kunne han ikke placere den. Han var så dreven, at han var klar over alvoren bag opfordringen og smed kniven på køkkenbordet.
– Hvem fanden er du?
– Nu kan du tænde.
Lennart tog hurtigt underbukserne på, vendte sig om og tændte lampen over komfuret. Ved bordet sad Mossa, iraneren. På bordet lå en pistol.
– Er det dig? Hvad fan ...
– Sæt dig ned. Vi skal snakke sammen.
Lennart gjorde, som han blev bedt om. Han anede, hvad der ville komme.
– Det var ikke mig, sagde han, og iraneren lo hånligt.
– Det siger de altid, sagde han og tog våbnet, – men fortæl mig lige, hvem der går direkte til strisserne.
– I hvert fald ikke mig, forsikrede Lennart. – Tror du,jeg er så åndssvag?
– Ja, sagde Mossa, – for at indynde dig. Du troede, at strisserne ville hjælpe dig. Så åndssvag er du. Jeg stolede på dig.Vi talte om din bror. Jeg kunne godt lide ham, men jeg kan ikke lide dig.
– Det var en anden, der talte over sig. En, der var med.
Han ville ikke lufte sin mistanke om, at det var Micke, der havde fortalt politiet om pokerspillet den der oktoberaften. Men vidste han, hvem der havde deltaget? John kunne i og for sig have fortalt det, men det var ikke sandsynligt. Han holdt tæt med den slags.
– Det tror du vel ikke selv på, sagde Mossa. – Du angav mig. De andre vil jeg skide på, men ingen skal gå til strisserne med mit navn, er du med?
Lennart nikkede.
– Jeg er med, men det var faktisk ikke mig.Jeg ville selv snuse lidt, det ved du. Det varjo derfor, jeg opsøgte dig.
– For at have noget at bytte med?
– Du har en bror, Mossa, som du elsker. Du burde forstå det. Jeg gør alt for at fa fat i Johns morder.
– Bland ikke Ali ind i det her!
– Han er en bror. John var en bror.
Iraneren tav og så ud til at tænke over hans ord.
– Jeg synes, du er en skiderik, sagde han til sidst og rejste sig med pistolen i hånden. – Tag en trøje på. Jeg vil ikke dræbe en med bar overkrop.
– Dræb mig bare, din forbandede satan, jeg er sgu ligeglad, sagde Lennart arrigt og så på Mossa med et trodsigt blik.
Mossa smilede.
– Du er virkelig dum i hovedet.
– Var det dig, der dræbte John?
Iraneren rystede på hovedet og løftede pistolen, så den pegede mod Lennarts ben i knæhøjde.
– Det var ikke mig, sagde Lennart med sveden haglende ned over ansigtet.
På en måde følte han sig lettet. Han havde oplevet denne ro før, en nat hvor angsten, når han var fuld, havde givet ham hjertebanken. Dengang var han parat til at dø og forsone sig med sit lorteliv. Han var stået op, havde drukket noget vand, havde set sig selv i spejlet og var gået i seng igen med hjertet hamrende i brystet.
Mossa hævede pistolen yderligere nogle centimeter.
– Du minder mig om en armenierjeg har mødt, sagde Mossa. – Han var også tapper, da han stod over for døden.
Lennart faldt på knæ.
– Skyd mig i knoppen, sagde han og lukkede øjnene.
Mossa sænkede pistolen, sparkede til Lennart over munden og bøjede sig ned mod ham.
– Hvis du vil snuse i din brors liv, så tal med hans luder til kone, hvæsede han og forlod lejligheden. Lennart, som var faldet om ved sparket, blev liggende på gulvet, lige til han rystede af kulde.
Tyve minutter senere havde Lennart nået at tage et varmt bad og havde svøbt sig i et badelagen. Læben var revnet, og han havde tapet den sammen, så den var holdt op med at bløde. Da det ringede på døren, for han sammen. Han havde glemt, at Lindell skulle komme på besøg.
Han åbnede og var forberedt på hvad som helst, men ikke synet af en barnevogn.
– Hvad fanden? sagde han og bakkede ind i lejligheden.
De satte sig i dagligstuen.
– Hvad har du lavet?
– Jeg snublede på arbejdet, sagde Lennart. – Fik skovlen lige op i kæften.
– Har du ikke et plaster?
– Tape er godt nok.
Luften var gået ud af ham. Den tidlige morgen, arbejdet med sneen, Mossas uventede besøg og så det varme bad havde udmattet hans krop, så han næsten ikke kunne holde øjnene åbne. Hvis ikke Lindell havde siddet lige over for ham, ville han være faldet i søvn i løbet af et par minutter.
– Du sagde noget om tips, sagde Lindell. – Hvorfor talte du ikke med Sammy Nilsson om det?
– Som sagt, jeg bryder mig ikke om ham. Han fører sig lidt for meget frem.
– Det kan du vel også selv gøre, sagde Lindell. – At du bare ved det.
Lennart smilede. Skaden på læben gjorde, at det så ud som et grin.
– Så du er altså privatdetektiv nu?
– Nej, overhovedet ikke, men det er klart, at man bliver interesseret.
– Hvorfor bruger strisserne så lidt tid på at få fat i min brors morder?
– Det tror jeg ikke, er korrekt. Efter hvad jeg forstår, har det topprioritet.
– Op i røven! I betragter ham som en gammel ulykkesfugl, man ikke skal tage så alvorligt. Havde han været en, der var højt på strå, ville I have skruet tempoet op.
– Vi tager alle mord lige alvorligt, sagde Lindell roligt. – Det ved du godt.
– Og hvad ved I så? Han varjo hjemme hos Micke, og så forsvandt han. Har I tjekket Mickes alibi?
– Det går jeg ud fra.
– Går ud fra, jeg går ikke ud fra en skid. I ved, at John spillede?
Lindell nikkede.
– Har I tjekket med hans spillevenner? Dér er der sikkert en masse bøller.
– Jeg er ikke med i opklaringen, men det er klart, at man undersøger alt, hvad der havde med John at gøre.
– Med andre ord, I ved ingenting. Hvor er pengene for eksempel blevet af?
– Hvilke penge? sagde Lindell, vel vidende, at han mente pokergevinsten.
– Han vandt jo, vidste du ikke det?
Lindell rystede på hovedet.
– Det gjorde du garanteret, sagde Lennart roligt. Han var vant til, at politiet ikke fortalte alt, og spekulerede på, hvordan han skulle fa hende til at røbe noget.
Lindell smilede og gik hen til vognen.
– Og Berit, som går dér som en forbandet skinhellig ko, sagde han. – Hun siger ikke en skid til mig, snakker bare med min mor og Justus. Det er da mig, hun burde tale med, men hun er så forbandet fisefornem. Det er garanteret hende, der sidder på kassen.
Lindell iagttog, hvordan han knyttede hænderne.
– Jeg er hans bror, og er der nogen, der kan ordne det her, så er det mig, men jeg vil sgu vædde med, at hun holder kæft med, hvad hun ved.
Han kiggede hurtigt op og mødte Lindelis blik.
– Men I går vel ikke i kødet på en nybagt enke, som bare sidder og er fornærmet.
– Det gør vi helt sikkert, sagde Lindell. – Hun er også blevet afhørt, det er da klart. Selv om du er Johns bror, så er Berit nok den, som kan give flest oplysninger om hans liv i den senere tid, ikke? Hvorfor skulle hun holde kæft med, hvad hun ved, som du siger?
– Hun har altid ... begyndte Lennart, men tav. – Kællinger kan man ikke stole på, begyndte han igen, og Lindell havde svært ved at afgøre, om det var et forsøg på at være morsom, eller om der var nogen substans bag de halvkvædede viser om hans svigerinde.
– Men jeg skal nok finde ud af det, sagde han sammenbidt. – Lad mig fa fingre i den skiderik, som slog min bror ihjel, om det så går ud over Berit, vil jeg skide hul i. Hun har selv bedt om det.
Lindell satte sig igen, sad tavs og afventende.
– Hvem har slået dig?
– Hvad fanden mener du?
– Der er blod på køkkengulvet, sagde Lindell.
– Jeg blødte, da jeg kom hjem.
– I køkkenet?
– Er det forbudt?
Hans skingre stemme generede Erik, som var begyndt at klynke i barnevognen. Lindell gik hen og kiggede på ham og gyngede vognen let.
– Jeg tror, du har haft besøg, sagde hun, da klynkeriet holdt op.
– Og hvad så? sagde han.
– Vil du hjælpe med at fa Johns morder bag tremmer, så må du spille med åbne kort.
– Du er ligesom Sammy Nilsson, sagde Lennart og rejste sig. Badelagnet slæbte hen over gulvet, da han gik ind i soveværelset.
Lindell hørte ham rumstere rundt, og hun formodede, at han tog tøj på. Da han kom tilbage, havde han ganske rigtigt bukser og en t–shirt på. Tapen på læben havde løsnet sig.
– Du må hellere fa set på såret. Det skal måske sys.
– Hvad fanden, strisser, er du ikke gået endnu?
Lennart fulgte hende med øjnene, da hun skubbede barnevognen over gaden og hen mod busstoppestedet.
– Møgkælling, mumlede han.
Det var først nu, at Mossas afskedssalut for alvor trængte ind som projektiler i hans bevidsthed. Han havde brugt ordet “luder”, og det var et stærkt udtryk, når det kom fra iraneren. Han kunne være barsk, men ordenes betydning var vigtige for ham, han valgte dem med omhu. Hvis han sagde “luder,” så mente han det, ikke som andre, der smed om sig med det ord i tide og utide, når de talte om kvinder. Alle, der kendte Mossa, vidste, at han var høflig over for kvinder, at han mere eller mindre dyrkede sin gamle mor og altid var omhyggelig med at overbringe sine hilsner til vennernes søstre og koner.
Han sagde luder om Berit. Det kan kun betyde én ting: at hun havde været utro. “Snak med hans luder til kone”, nøjagtig sådan havde han sagt. Ordets betydning ramte Lennart med en voldsom kraft. Havde hun haft en anden?
Trætheden var som blæst væk, han tog sokker og overtøj på og var ude på gaden på fa minutter. Den vej, han tog, var identisk med den tårernes sti, han var vandret stille hen ad den aften, han havde faet at vide, at John var død. Nu var det i vrede og med ubesvarede spørgsmål buldrende i hovedet, han halvløb hen ad gaderne.
Sneen lå lige så højt som dengang. På Brantings Torv var der ingen traktor, men i stedet en gruppe skrålende unge mennesker, der sang julesange. Han standsede op og iagttog dem. Her havde han selv stået og gloet engang i tidernes morgen, smidt ud fra Brantingsgården og en stoffri luciafest, kanonfuld af øl, fjorten år gammel og i den grad udenfor, både bogstaveligt og billedligt, noget som stadig værkede i hans krop som en blanding af skam og had. Gudfader, hvor havde han hadet, havde smadret et vindue på biblioteket og smidt omkring sig med cyklen. Politiet havde snuppet ham, og Albin havde måttet betale.
Han gik hen til de unge mennesker.
– Er der nogen, der har en mobiltelefon?
De gloede på ham.
– Jeg er nødt til at ringe.
– Så skaf dig en selv.
– Jeg skal bruge en nu.
– Der er en automat.
Lennart greb fat i en af de unge fyre.
– Hit med en telefon, ellers slår jeg dig ihjel, snerrede han i øret på den skrækslagne dreng.
– Du kan låne min, sagde en pige og rakte ham sin mobil.
– Tak, sagde Lennart, og slap drengen. – Bare to minutter, sagde han og gik til side.
Han ringede til Micke, som var døset hen i sofaen og svarede søvndrukkent. De talte i nogle minutter. Lennart smed mobilen ned i sneen og halvløb videre hen over Skomakerberget.
Berit havde lige slukket for Qernsynet. Af en eller anden grund var hun efter Johns død blevet mere interesseret i nyhederne. Justus sad der også. Måske var det for at måle deres egen ulykke med alt det andet, der skete i verden, at de ikke var alene. Tværtimod, volden fordobledes og blev gentaget i én uendelighed på tv–skærmen.
Hun smed fjernkontrollen fra sig på bordet og lagde sin hånd på Justus’ skulder. Hun så, at han var ved at rejse sig op, men hun ville have ham til at blive siddende i sofaen lidt endnu. Han drejede hovedet og så på hende.
– Bliv siddende lidt, sagde hun, og til hendes overraskelse sank han tilbage mod ryglænet.
– Hvad er tatere? spurgte han.
– Tatere, sagde Berit tøvende, – hvad skal man sige. En slags folk, som ikke var sigøjnere, men heller ikke svenskere. Mørke. Der var taterslægter. Far plejede at snakke om dem. Nå ja, kunne han sige om folk, – de er jo tatere. Han sagde det, som om så var alt forklaret. Hvorfor spørger du?
– Der var en ude i gården, der sagde det.
– Om hvem?
– Om far, sagde Justus og så på hende med dette skånselsløse, direkte blik, som ikke tålte nogen halve sandheder eller bortforklaringer. – Han sagde, at far stammede fra taterne.
– Det passer ikke, sagde Berit. – Det kan du da nok forstå. Han var jo lys.
– Men Lennart er mørk.
– Nå ja, det er den slags, de unge går og siger. Nu er der ingen tatere, som der var før. Var han ubehagelig over for dig? Hvem var det?
– Patrik, sagde Justus, – men han er skør. Hans far slår sin nye kone.
– Hvad siger du?
– Det ved alle.
Hun tænkte over hans ord. Selvfølgelig ville han komme ud for at høre ting og sager, men hun var ikke så urolig. Han var vant til at bide fra sig. Justus kunne ganske vist sommetider se skrøbelig ud, men man tog fejl, hvis man troede, at han var blød hele vejen igennem. Dér lignede han John, hård som flint.
Hun snøftede ved tanken om John. Justus stirrede lige frem, inden han lagde sin hånd på hendes knæ.
– Far ville have, at vi skulle flytte, sagde han. – Det vil jeg også.
– Hvor skulle vi flytte hen? Hvornår sagde han det?
– I efteråret. Langt væk.
– Han kunne sommetider drømme, det ved du godt, men jeg tror, han trivedes her.
– Han ville væk fra den her lorteby, sagde han.
– Sagde han det? Berit stirrede måbende på sønnen. – Lorteby?
Justus nikkede og rejste sig.
– Hvor skal du hen?
– Jeg skal fodre fiskene, sagde han.
Berit iagttog hans ryg og nakke. Han bevægede sig ligesom John. Bevægelserne over akvarievandets overflade var de samme. Cikliderne kom med fejende bevægelser, i smukke stimer, så øjnene opfattede det som en samlet krop.
Så hamrede det på døren. Ikke ringeklokken, men gentagne hamrely de. Justus tabte spanden med fiskefoder og stirrede mod entreen. Berit rejste sig, men det var, som om de rystende ben ikke ville bære hende. Hun så hen mod uret på skænken.
– Skal jeg åbne? spurgte Justus.
– Nej, jeg åbner, sagde hun og fik gang i fødderne.
Hun gik ud i entreen. Den hamrende lyd var hørt op. Hun satte sikkerhedskæden på og lindede forsigtigt på døren. Udenfor stod Lennart.
– Hvorfor hamrer du sådan?
Hun overvejede ikke at lukke ham ind, men så ville han lave en farlig ballade i opgangen, så hun kunne lige så godt åbne. Han for ind gennem døren som et projektil.
– Er du fuld?
– Det der kan du godt holde op med! Jeg har aldrig været mere ædru i hele mit liv. Møgkælling!
– Forsvind! sagde Berit sammenbidt og åbnede døren igen, holdt den på vid gab og blikket boret ind i Lennarts øjne.
– Knyt sylten, jeg går, når jeg vil. Du har noget, du skal fortælle mig først.
– Justus, gå ind til dig selv, sagde Berit.
Drengen stod i døren ind til dagligstuen, men gjorde ingen ansats til at gå ind på sit værelse.
– Der bliver snakket en del, sagde Lennart.
– Justus, gå ind til dig selv, gentog Berit med stadig mere skinger stemme.
Hun stillede sig i synsfeltet mellem sønnen og svogeren.
– Forsvind, hvæsede hun. – At du understår dig i at komme her og kæfte op.
– Jeg talte med Mossa og Micke, sagde Lennart roligt.
Berit kastede et hurtigt blik over skulderen. Drengen stod der stadig, som forstenet. Der var noget af John i hans skikkelse.
– Gå din vej, vær nu sød. Vi kan tale senere.
– Der bliver ikke noget senere, sagde Lennart.
Der udspillede sig en tavs magtkamp mellem de to. Hvis han bare havde været fuld, tænkte hun, så havde det været lettere, men svogeren så usædvanlig skarp og frisk ud, med røde kinder og ingen svedlugt og sprutånde.
– Hvad er der sket med læben?
– Det rager ikke dig. Det er ikke mine læber, vi skal tale om, snarere dine, sagde han med et fnis, tilfreds med sin på stedet opfundne morsomhed.
Berit sænkede hovedet, tog en dyb indånding.
– Kære Lennart, tænk på Justus. Han har mistet sin far. Han har ikke brug for mere lige nu. Det er nok, vi har rigeligt. Vi ...
Hun snøftede.
– Ja, nu flæber du. Det skulle du have tænkt på noget før.
Berit gik væk fra døren, gik hen til drengen og lagde sin hånd på hans skulder, så ham i øjnene.
– Justus, jeg vil godt have, at du går ind til dig selv. Han er fuld eller bare skør. Han siger så meget vrøvl. Det behøver du ikke høre på.
– Jeg bor her også, sagde Justus uden at kigge op.
– Ja da, sagde Berit, – men lad os nu være alene lidt.
– Hvad snakker han om?
– Det ved jeg ikke, sagde hun lavmælt.
– Det ved du fandengalemig godt! råbte Lennart fra døren. – Justus kunne godt trænge til at høre lidt om sin mor. Du går rundt her som en skinhellig enke og vræler. Hvad er det, der siger, at du ikke var indblandet?
– Nej, nu skrider du! Hvis du er så langt ude, så tænk i det mindste på drengen. Justus, gå ind til dig selv, så skal jeg tage mig af det her.
– Jeg gør det ikke, sagde Justus.
– Vi må tale om det her senere. Gå ind på dit værelse og luk døren, sagde Berit i et bestemt tonefald og gennede ham mere eller mindre ud af entreen. Så vendte hun sig mod Lennart.
– Hvem kommer med den slags sludder?
– Dicken, kan du huske ham? Selvfølgelig. Du husker da hans tænder.
– For fanden, nu styrer du dig!
Vreden fik hendes stemme til at gå op i falset.
– Luk døren! råbte hun til drengen.
– Mig skræmmer du ikke ved at stå dér og råbe og skrige. Der er nogen, der siger, at du har noget med Johns død at gøre.
Hun stirrede på ham.
– Forbandede idiot, hvæste hun. – Din satan!
– Kys mig i røven!
– Tak skal du have, men først skal du fortælle, hvem det er, der bagtaler mig.
– Det er ikke dårligt. Det var Micke, der fortalte det.
– Hvad siger du! Micke Andersson! Jeg troede, du kendte mig. Og John, tilføjede hun.
– Det stille vand, sagde Lennart og som svar fik han en på skrinet.
– Nu er det på tide, at du går!
– Hør lige her, møgkælling, fik han frem og greb hende hårdt om armen, inden Justus kom styrtende ud fra sit værelse.
– Hold op med at skændes! skreg han. – Hold op!
Berit omfavnede sin søn, men han sled sig løs. Hans vrede fik ansigtet til at trække sig sammen i kramper, han snøftede og stirrede afmægtigt på hende.
– Justus, du skal ikke høre på Lennart.
– Bare giv mig skylden, sagde Lennart i en foragtende tone. – Mossa kaldte dig for en luder, og det skal nok passe. Sådan som du føjtede rundt med jeres nabo.
– Mener du Stellan? Han er jo bøsse! Han giver jo tit et kram. Det ved du da, Justus. Stellan, du ved.
– Og så Dicken Lindström, ham har du også haft noget kørende med. Fy for fanden! Var det dejligt, bider han godt med sine tænder?
– Du er ikke rigtig klog, sagde Berit roligt. – Du lever i en syg verden med en syg hjerne.
– Hvem er Dick? sagde Justus.
– Det er en af Johns kammerater, som Berit har hygget sig med. Gået bag Johns ryg.
– Han tog på mig en gang, prøvede at gramse på mig, men jeg vristede mig løs. Du varjo med, for fanden. Jeg stod i køkkenet og lavede mad, I sad herinde og spillede kort. Jeg ville ikke sige noget, for så havde John slået ham ihjel.
– Jaså, det er sådan, det lyder nu.
– Det har aldrig lydt på anden måde. Han prøvede at gramse, siger jeg jo. Han er jo så snusket, tror du, jeg ville ...
Berit fuldførte ikke sætningen.
– Du skal ikke tro på ham, sagde hun til Justus. – Han er bare syg i hovedet.
– Du skal ikke kæfte op om, at jeg er syg, sagde Lennart.
Drengen iagttog de to med et udtryksløst ansigt, inden han uden et ord gik ind på sit værelse igen og smækkede døren efter sig.
– Er du så tilfreds, din satan, sagde Berit. – Han har det svært nok endda, uden at du skal komme her og plapre løs. Gå nu, inden jeg slår dig ihjel. Og kom aldrig her igen. Så ringer jeg til politiet.
– Er der nogen, der skal ringe, så er det nok mig, sagde Lennart roligt. – Kendte John noget til det? Var det derfor, han døde? Hvis det er sådan, så er du snart død.
Berit stirrede på ham.
– Din lort! Gud, hvor jeg hader dig! Dit forbandede sludder og drikkeri. John prøvede, med held, men du render rundt som en forbandet sjover. Du er ikke bleg for at komme her og true mig, din store satan, umodne møghund. Det er, som John sagde, du blev aldrig voksen. Han foragtede dig, ved du det? Han afskyede din snak. Ymergatan her og billarden der. Det er for fanden hundrede år siden! Er det noget at snakke om? Smågangstere, som terroriserede omgivelserne. Pis af og brænd op, din pissehund! Du tror, at I var noget, rigtige konger, men tyverier og fortyndersnifning gør bare knoppen hul. John havde styrke nok til at lægge det dér bag sig, men du kravler stadig rundt i møget. Ved du, at John afskyede dit forbandede sludder, men han tålte det, fordi du var hans bror, ellers havde han smidt dig ud for mange år siden.
Berit sluttede brat og åndede tungt. Lennart hånlo til hende, men hun kunne se skrækken i hans øjne, og i nogle sekunder blev hun overmandet af samvittighedskval. Hans grin stivnede til en makaber maske, som dog gik mere og mere i opløsning, og en desperat angst trængte sig på. Han trak sig tilbage, ud i opgangen, stadig med løftet hoved, men så kom rykket, som Berit kendte så godt. Han trak luft ind gennem næsen, løftede hovedet hurtigt fremad, og hele kroppen begyndte at skælve. Det var hendes kniv, der gik lige ind og nu med fuld kraft ramte hans hjerte. Blikket blev gråt og flakkende, han vendte sig om og strøg ned ad trapperne med buldrende skridt.
Som i en tåge hørte hun porten smække. Hun trak døren i og sank ned på gulvet. Det eneste, der hørtes, var akvariepumpens summen. I Justus’ værelse var der stille. Berit så op. Det var, som om drengens uro og spørgsmål sivede ud gennem den lukkede dør. Hun burde rejse sig og gå ind til ham, men kunne ikke klare det endnu. Først måtte hun samle kræfter. Hun følte det, som om kroppen ikke længere lystrede hende. Svogerens snak og hendes modangreb havde tømt hende for de sidste reserver. Hun havde længe holdt masken, brugt tiden til at snakke med Justus. Om aftenen havde de siddet tæt sammen i sofaen, havde passivt set fjernsyn, men havde også talt sammen. Berit havde mindedes episoder fra Johns og hendes liv, havde prøvet at skabe billeder, som Justus kunne suge til sig. Hun havde fortalt om hans ungdom, udeladt det værste, talt om, hvor dygtig han havde været, og hvor stor pris de havde sat på ham på værkstedet, hans viden om ciklider, og hvor meget han havde elsket sin søn. Hun vidste, at de døde vandrede side om side med de levende. Nu blev myten om John skabt, billedet af faderen, som satte familien højest, som fulgte sin drøm om en lykkelig opvækst for Justus.
Aftenen før havde hun afsløret, at John ved Justus’ fødsel havde oprettet en bankkonto, hvor han hver måned, uanset hvor småt de havde haft det med penge, havde sat hundredeoghalvtreds kroner ind. Hun havde taget den sidste kontoudskrift frem, og Justus havde siddet i lang tid med papiret i hånden.
Nu truede Lennarts raseri med at ødelægge det, hun havde forsøgt at bygge op, og den dobbelte sorg slog hende omkuld. Hvor længe ville hun kunne klare det? Hendes arbejde som hjemmehjælper gav ikke penge nok, og mulighederne for at gå op på heltid var små. Hun havde ingen uddannelse, ingen kontakter. Ganske vist ville Johns forsikring vel give en del, hvor meget vidste hun ikke, men det ville blive svært. Hun, der undte sin søn så meget, ikke mindst nu.
Hun rejste sig med stort besvær og stillede sig uden for Justus’ dør. Der var helt stille. Hun bankede på og åbnede døren. Han sad på sengen og tog sig ikke af hende, da hun trådte ind i værelset.
– Du tror vel ikke på ham? Han er fuld af løgn.
Justus stirrede ned på sengen.
– Han er bare forvirret. Han har hørt noget sladder, og så leder han efter en syndebuk. Forstår du, hvad jeg mener?
Han nikkede.
– Som om vi ikke havde rigeligt, sagde hun med et suk og satte sig på hans skrivebordsstol. – Jeg har aldrig været utro, har aldrig set efter en anden mand. Far var nok for mig, forstår du det? Vi havde det godt sammen. Folk var forundrede over, at vi holdt sammen i så mange år, men for John og mig var der ikke noget andet.
– Men måske var der alligevel noget, sagde Justus og sendte hende et hurtigt blik.
– Der var ikke noget, sagde hun. – Absolut ingenting.
– Hvorfor sagde Lennart det så?
Igen forsøgte hun at forklare, at Lennart levede i en anden verden nu, hvor Johns død var det helt overskyggende.
– Vi kan mindes John, og vi har hinanden. Lennart har ingenting.
– Far kunne godt lide Lennart, sagde Justus meget stille. – Hvorfor sagde du alt det til ham?
Det var alt, men øjnene udtrykte noget, hun ikke før havde set. Sorg og had, som fik hans ansigt til at ældes, som om hadet ikke kunne forenes med hans ungdommelighed. Hun forbandede sin svoger. Hun rejste sig, ville sige noget mere, men sukkede og forlod ham, blev stående i entreen. Hun hørte, hvordan han lukkede døren bag hende.
Hans ord om, at John havde villet flytte, foruroligede hende. De havde ganske vist talt om det engang, men aldrig rigtigt for alvor. De var begge født i Uppsala, og i hvert fald hun havde svært ved at se sig selv i nogen anden by. Lorteby, havde han sagt til Justus.
At han havde talt med Justus om det, følte hun som et tab. Ikke med hende, kun med drengen. Hvad mere havde de talt om, som hun ikke kendte til?
Ann Lindell betragtede facaden foran sig. Huset i gule mursten mindede hende om et eller andet, det var vel et andet hus, en anden gang, i en anden efterforskning. Nu var hun ude på egen hånd, det føltes mærkeligt. Hun plejede at indgå i et hold, med en defineret opgave og et klart udtalt mål. Ganske vist havde hun famlet sig frem i forskellige opklaringer før, men nu måtte hun overveje hvert eneste skridt. Det var en frihedsfølelse blandet med dårlig samvittighed.
Hun havde ringet til oplysningen og havde faet nummer og adresse på Berit Jonsson. I en af disse lejligheder, hvor der var lys, boede hun. Hun tog mobilen, lagde den tilbage og så igen op mod facaden. Hun burde ringe til Ola Haver, men det var sent, og måske var hendes fornemmelse helt ubegrundet. Hvis hun havde været på arbejde, havde hun selvfølgelig ringet. Men gjorde hun det nu, var hun nødt til at forklare Ola, at hun var ude på egen hånd. Hun sukkede tungt, tastede hans nummer, og efter yderligere nogle sekunders ubeslutsomhed, trykkede hun på opkaldstasten. Rebecka Haver svarede efter første ringetone. Lindell kunne høre på stemmen, at hun gik ud fra, at det var hendes mand, der ringede.
– Træffer jeg Ola Haver, sagde Lindell uden at præsentere sig.
Et splitsekunds tøven inden Rebecka svarede.
– Han er på arbejde, sagde hun kort.
Tavshed.
– Hvem taler jeg med?
– Tak, det er fint, sagde Lindell forceret og afbrød samtalen.“Idiot,” tænkte hun i samme øjeblik. “Selvfølgelig har de nummerviser.”
Skammen skyllede ind over hende, og hun forbandede sin egen klodsethed. Han var på arbejde. Man kunne ikke ringe dertil, men nu føltes det, som om det ville være at lægge den ene fejl oven i den anden.
Telefonen ringede, og Berit tog røret med en bevægelse, som en, der venter et dødsbudskab. Det var en kvinde, hun havde læst om i avisen og havde hørt John tale om: Ann Lindell fra kriminalpolitiet. Det, der kom bag på Berit, var, at hun lød så træt, og selv om det var sent om aftenen, ville hun komme forbi for at veksle et par ord med Berit.
Ann Lindell kom nogle minutter senere. Hun kom bærende på et spædbarn.
– Det her er Erik, sagde hun.
– Har I børn med, når I arbejder?
– I virkeligheden er jeg ikke på arbejde, sagde Lindell, – men jeg er alligevel med i periferien.
– I periferien? gentog Berit. – Har du ingen til at passe barnet?
– Jeg er alene, sagde Lindell og lagde forsigtigt Erik på sofaen i dagligstuen. Han var vågnet, da de kom frem til Berits hus, men var faldet i søvn igen, da Lindell havde taget ham op og båret ham op ad trapperne. Berit slukkede standerlampen, så den ikke skulle lyse ham i øjnene. De to kvinder stod tavse og iagttog den sovende dreng.
– Hvad vil du?
Der var noget utålmodigt i hendes stemme, blandet med, hvad Lindell opfattede som frygt.
– Det gør mig virkelig ondt, det, der er sket. Han var et ordentligt menneske. Ubevidst brugte hun Ottossons ordvalg.
– Jo, sagde Berit tonløst.
– Jeg tror, fortsatte Lindell, – at han blev myrdet på grund af penge, og jeg tror, at du sidder på de penge nu.
– Hvad? Sidder jeg på penge?
Berit rystede på hovedet. Det var alt for mange indtryk og spørgsmål. Først Lennart, så Justus, og nu denne fritidsbetjent.
– Det betyder, at du kan være i fare, sagde Lindell.
Berit så på hende og prøvede at fatte betydningen af ordene.
– Jeg er, helt ærligt, ikke interesseret i pengene. De var Johns, og nu er det dine, men mange penge indebærer altid en risiko.
Det var et skud fra hoften fra Lindelis side. Hun vidste ikke, om motivet til mordet var penge, og da slet ikke, om Berit vidste, hvor de var. Hun kunne ikke aflæse nogen reaktion hos Berit, som røbede, at hun kendte noget til Johns formodede pokergevinst. Det bekræftede hun også ved at benægte ethvert kendskab til både spillet og eventuelle gevinster.
– Hvis vi nu går ud fra, at han vandt, havde han så en kammerat, han ville have kunnet betro sig til?
– Nej, sagde Berit lige ud.
Hun tænkte på Micke, og hun huskede Lennarts ord.
– Hvad med Micke? sagde Lindell, som om hun havde læst hendes tanker.
– Hvad vil du? sagde Berit. – Kommer her sent med en unge i armene og stiller en masse spørgsmål. Vil du lege Praktiske Gris?
Lindell rystede på hovedet, kastede et blik på Erik, som snuede videre.
– Nej, sagde hun, – jeg fik bare en tanke. Jeg talte med en kollega i dag og fik en idé om, at ...ja,jeg ved ikke rigtigt.
Hun så på kvinden foran sig. Man havde sagt, hun var køn, og selvfølgelig kunne Lindell se hendes skønhed, men meget var skrabet væk. Trætheden, sorgen og anspændelsen havde tegnet med sine knive i hendes hud, og holdningen vidnede om stor psykisk og fysisk udmattelse.
– Hvordan går det med din søn?
Berit begyndte at hulke. Hun stod blottet foran Lindell, så hende lige ind i øjnene og græd. Lindell havde oplevet meget, men Berit udtrykte den dybeste fortvivlelse, hun havde set. Måske var det det, at det var en stille gråd, der gjorde det ekstra pinefuldt? Overlevelsesskrig af smerte, sorg og et smadret liv kunne hun bedre klare, men Berits faste blik og tårer gjorde Lindell mere bevæget end nogensinde. Drengen på sofaen begyndte at klynke, og Lindell følte, at hun selv var lige ved at græde.
– Jeg må nok hellere gå, sagde hun og strøg med hånden over kinden i et forsøg på at tage sig sammen. – Det var dumt, at jeg kom herhen. Jeg fik bare sådan en underlig følelse i kroppen.
Berit nikkede. Lindell løftede Erik op.
– Du kan godt blive lidt, hvis du vil, sagde Berit.
– Det kan jeg ikke, sagde Lindell.
Varmen fra Erik og hans små bevægelse inden under flyverdragten overbeviste hende om, at hun skulle forlade Berit og hele efterforskningen omkring Lille John. Det var ikke hendes sag, hun var på barsel, og om et par dage skulle hendes forældre komme op fra Ödeshög.
– Det kan du godt, sagde Berit, og Lindell undrede sig over den forvandling, kvinden havde gennemgået. – Jeg ved ikke, hvad der fik dig til at komme her, og det spiller ingen rolle, men det var vigtigt, ikke?
– Jeg ved det ikke selv, sagde Lindell, – det var ret kluntet og uprofessionelt.
Berit gjorde en bevægelse med hænderne som for at vise, at det kunne være ligegyldigt, uprofessionelt eller ej, nu var hun her.
– Jeg bliver lidt, hvis jeg kan fa lidt at drikke. Jeg er så tørstig.
Mens Berit hentede en julemost, lagde Lindell kræet igen, løsnede flyverdragten og gav ham sutten igen. Han sov. Hun vendte sig mod akvariet. Det var virkelig kæmpestort. Hun fulgte fascineret fiskestimerne.
– De har forskellige revirer, sagde Berit, da hun kom tilbage fra køkkenet. – Det var det. John var så stolt over. Han havde skabt en afrikansk miniaturesø.
– Havde han været i Afrika?
– Næ, du, hvordan skulle vi fa råd til det? Vi var nødt til at drømme lidt, eller rettere sagt, han måtte stå for drømmene,jeg sørgede for, at det hele fungerede.
Berit så væk fra akvariet.
– Han var nødt til at drømme, gentog hun, – og han trak Justus med sig. Ved du, hvordan det er at være fattig? spurgte hun og så på Lindell. Det er at leve på kanten, men alligevel gerne ville unde sig selv ting og sager. Vi satsede alt på Justus. Han skulle i hvert fald have pænt tøj. John købte en computer i efteråret. Sommetider købte vi noget godt til weekenden. Man kan ikke føle sig fattig hele tiden.
Ordene faldt som grå sten ud af hendes mund. Der var ingen stolthed i stemmen, kun en konstatering af, at familien Jonsson havde forsøgt at skabe sig et lille rum, hvor de kunne føle sig virkelige, som en del af noget større, smukkere.
– Af og til legede vi med tanken om, at vi var rige, ikke stenrige, men at vi måske kunne rejse ud engang, tage et fly og lande et eller andet sted. Jeg ville gerne til Portugal. Jeg aner ikke, hvorfor det lige er Portugal, men for længe siden hørte jeg noget musik derfra, og den lød sådan som vi, eller jeg, følte det.
Hun så sig om i stuen som for at fa et overblik over, hvad John og hun havde anskaffet i årenes løb. Lindell fulgte hendes blik.
– Jeg synes, I bor pænt, sagde hun.
– Tak, sagde Berit beskedent.
En time senere, med denne gamle følelse af mathed i kroppen, trådte Lindell ud i det vinterlige landskab. Bilerne fra Vaksalagatan og en summen fra en lygtepæl var de eneste lyde, som hørtes. Folk holdt sig inden døre, kogte skinke og pakkede julegaver ind. Hun overvejede at ringe til Ola Havers mobiltelefon, men vidste, at det var for sent. Hvordan ville han tage det, at hun var braset ind i efterforskningen? Hvad ville hans kone sige om, at hun havde ringet?
Hun besluttede at vente til næste morgen med at kontakte Ola. Dybt inde i hendes bevidsthed lurede en tanke om, at de måske kunne ses. De havde kun knapt et døgn til det, inden hendes forældre skulle komme. “Ses,” tænkte hun, “det er hans omfavnelse, du vil have. Hvis du bare vil se ham, kan du vade ind på arbejdet når som helst. Nej, du vil have ham hjemme hos dig selv, ved bordet i køkkenet, som en meget nær ven, som du kan give et kram og måske også et kys. Så sulten er du efter menneskelig nærhed.”
Hun så ikke frem til forældrenes julebesøg. Tværtimod gruede hun for det. Lige nu orkede hun ikke sin mors omsorg. Faderen sad for det meste tavs foran § er nsy net, og det var da o.k, men moderens mere og mere bekymrede spørgsmål om Anns Hv kunne drive hende til vanvid. Nu kunne hun heller ikke flygte, som ved de stadig mere sjældne besøg i barndomshjemmet.
Desuden var moderen begyndt at snakke om at flytte til Uppsala. Villaen i Ödeshög føltes mere og mere besværlig at passe. Det ideelle ville, ifølge moderen, være at købe en lille lejlighed i Uppsala og komme tæt på Ann og Erik.
Havde det været rigtigt af hende at besøge Lennart og Berit? Lindell standsede op i sneen. Om det var for at hvile armene, fortovet var virkelig svært at forcere, fordi barnevognens hjul skar sig ned i den uskovlede sne, eller om hun var blevet ramt af den erkendelse, at hun havde handlet uprofessionelt, kunne være ligegyldigt. Hun stod stille. Sneen væltede ned, og på en eller anden måde var det trygt og smukt.
“Jeg er virkelig ikke særlig sofistikeret,” sagde hun stille for sig selv. “Ikke som kriminalfolkene i ^ernsynet, dem, der lytter til opera, kender den græske mytologi og kan afgøre, om en vin er fuldendt til fisk eller lyst kød. Jeg er bare. En almindelig pige, som tilfældigvis er blevet politikvinde, som andre tilfældigvis er blevet kokke, gartnere eller buschauffører. Jeg vil have retfærdighed, så enkelt er det, og i den grad, at jeg glemmer at leve.
Heller ingen af mine kolleger er særlig sofistikerede. Nogle kender vel ikke engang ordets betydning. De knokler løs. Hvad taler de om? Afgjort ikke årgangsvine fra en eller anden fantastisk vingård i en ukendt del af verden. Allerhøjst sammenlignede de, ud fra avisernes undersøgelser, deres erfaringer med systembolagets papvine.”
Sammy Nilsson havde i mange år abonneret på Illustreret Videnskab og kom regelmæssigt, barnligt henrykt, med små anekdoter om begivenheder i verdensrummet eller fra medicinsk forskning, og udbredte de populærvidenskabelige observationer med en nobelpristagers selvfølgelige autoritet. Fredriksson bidrog med at fremhæve det fantastiske i, at polarræven overvintrer i Alunda, eller hvorfor ulve nødigt løber over jernbanespor. “Det er vores form for dannelse,” tænkte hun tilfreds.
Ottosson forekom nogle gange lidt adspredt og lidt fortabt. Han ville sikkert helst putte sig ude i sommerhuset, hugge brænde og rode i urtehaven. Berglund var en tryg onkel og et stort plus med sin menneskekendskab og evne til at vinde folks tillid.
Fredriksson var naturens glade søn, som havde det svært med ræset og den mere og mere brutaliserede hverdag. Desuden kunne han sommetider lufte lidt fremmedø endtlige tendenser, ikke nogen bevidste tirader om den hvide races overlegenhed, men snarere en forvirring over tingenes tilstand – han forstod ikke de rodløse unge med indvandrerbaggrund, som stadig oftere optrådte i politiets registere.
Sammy kunne blive rasende, når Fredriksson kom med nogle hurtige generaliseringer, og der opstod småskænderier, som altid blev afsluttet med, at Fredriksson sagde: Det var ikke det, jeg mente, det ved du godt.
“Derfor er vi gode,” tænkte Lindell videre og skubbede vognen yderligere nogle meter. “Hvis vi var dannede på den dér fine måde, ville vi være dårligere politifolk.” Det var muligt, at de eksisterede i andre distrikter, men i akademikerbyen Uppsala var politifolkene, som folk er flest.
Sammy kunne takle de unge, ikke fordi han var spirituel, mange gange var han ikke engang metodisk og skarpt tænkende, men fordi han var en, som knægtene på gaden havde længtes efter. Ikke så mange dikkedarer, ikke noget med social ævl, men lige på og hårdt. Han ville kunne bruges på heltid, sammen med et dusin ligesindede kolleger i Gottsunda, Uppsalas befolkningstætteste bogligkvarter, hvor ledelsen havde taget det geniale skridt at nedlægge politistationen. “Det er vel et led i udbygningen af nærpolitiarbejdet,” havde en rapkæftet kollega slynget ud til en morgensamling. Placér Sammy dér, og hærværket, grafittien, tyverierne, truslerne og folks frygt ville dale drastisk.
Ann Lindell smilede for sig selv. Selvgodheden lyste, skinnede, gennem hendes ræsonnement, og hun vidste, at det var for at retfærdiggøre hendes egne, private politiudflugter. Hun prøvede at overbevise sig selv om, at alle de andre på afdelingen ville have handlet på samme måde.
Sådan var det selvfølgelig ikke. Hendes private efterforskning var ikke forenelig med god etik, det vidste hun. Ottosson ville blive virkelig bekymret over hendes tiltag. De fleste af hendes kolleger ville ryste på hovedet. Men hvordan burde hun have handlet? Lennart ville kun tale med hende, så var det vel hendes borgerpligt at stille op? Og fra Lennart var der ikke langt til Berit.
Lindell havde svært ved at finde ud af Berit. Det var muligt, at hun bag det forbavsede udtryk i sit smukke, men af sorg mærkede ansigt, skjulte en viden, som hun ikke ville give politiet indblik i, hvor meget “venindesnak” det end blev. Hun ville først og fremmest beskytte sin søn og derefter mindet om John, to sider af samme sag. Vidste hun, hvor pokerpengene var? Havde hun haft en affære med en anden mand? Var jalousi, muligvis blandet med pengetrang motivet til mordet? Lindell havde svært ved at se, hvordan Berit kunne være involveret i mordet på sin mand, eller at en forsmået elsker stod bag, en mand, hun havde haft et forhold til og senere afvist. Lindell troede på Berits troskab. Hun ville tro på den, og hun legede med tanken om, at de måske kunne mødes flere gange. Berit virkede klog, med en ligefrem facon og sikkert også humor.
Hun løftede barnevognen ind i bagagerummet. Erik vågnede, da hun spændte ham fast i barnestolen. Han så på hende med sine store øjne. Hun aede ham på kinden.