Han vidste på en eller anden måde, at Johns død havde noget med ham selv at gøre. Det kunne ikke være en tilfældighed, at to plageånder blev straffet. Det var en form for retfærdighed, som blev udøvet.
Fra de første fem, seks år af sin skoletid havde Vincent kun vage minder. Han havde klaret sig rimeligt. Det var i de store klasser, problemerne begyndte. Hvad det var, der skabte følelsen af at stå udenfor, vidste han ikke, men det gav sig mange gange fysisk udtryk, som om klassekammeraterne ikke engang ville røre ved ham. Drengelegenes kropslighed var gået ham forbi. Han søgte hen til pigerne, men var for anderledes til at blive accepteret fuldt ud. I syvende klasse forlod man stadig mere de barnlige lege, hvor drenge og piger kunne samles, og de erstattedes med en positionering, en famlen efter kønsrollerne. Dér passede Vincent ikke ind, han var ikke sød eller charmerende, gik bare rundt med en tavshed, som pigerne mange gange satte pris på som kontrast til de andre drenges højlydte og flaksende selvpromoveringer, men i længden blev han mere og mere isoleret, valgt fra.
Han havde prøvet at nærme sig Gunilla. Sommetider fulgtes de ad et stykke af vejen til og fra skole. De var ikke venner, men Vincent følte sig tilfreds sammen med hende, hun var en, man kunne snakke med. Som regel skiltes deres veje ved skoleporten, faktum var, at hun satte farten op, allerede når de rundede hjørnet ved Tripolis og styrede mod skolens smedejernsgitter.
Det var i slutningen af en fritime, at han havde fortalt om sin far, at faderen slog ham. Anledningen havde været et blåt mærke på halsen lidt neden for venstre øre. Der var nogen, der påstod, at Vincent havde et sugemærke. Andre var ligeglade. Gunilla var kommer hen og havde set på ham, ikke som de andre, med hånlige blikke, klar til malplacerede morsomheder, men havde med interesse studeret de blårøde blodudtrædninger. Hun havde forsigtigt mærket på hans hals. En let berøring på et sekund.
Det var dengang, han havde sagt det.
– Min far slår mig.
Hun havde trukket hånden tilbage og set på ham med et skræmt blik. Et øjeblik havde han ment også at kunne se noget andet, inden hendes blik ændrede sig.
– Vincent far tæv derhjemme, havde hun med det samme råbt ud i gangen, inden de samledes for at gå ind i klasseværelset. Alles blikke havde rettet sig mod ham.
– Er du uartig, eller tisser du i sengen? sagde en af drengene.
– Stakkels Vincent, sagde en anden, – får du smæk i numsen?
Gunilla havde stået triumferende dér. Senere var læreren kommet og havde åbnet døren til klasseværelset. Vincent kunne huske, at de havde talt om amøber.
Det havde været anderledes med John. Han gik i en anden klasse, men de havde nogle fag sammen. Det var i hjemkundskab, det var startet. Hverken Vincent eller John gjorde meget væsen af sig, tværtimod måtte lærerne lokke og presse på for i det hele taget at fa dem til at udtale sig eller tage et initiativ. De var blevet sat sammen for at bage sukkerbrødskager. De havde modvilligt rørt ingredienserne sammen efter lærerens anvisning. Uheldigvis havde Vincent væltet skålen, da han skulle piske lidt mere mel i. De to drenge havde stået söm paralyseret og set, hvordan den gråhvide dej gled ud over kanten af køkkenbordet og ned på gulvet.
Læreren var dukket op, og af en eller anden grund havde hun taget det for givet, at det var John, der var skyld i miseren. Ingen af drengene sagde noget, og da slet ikke Vincent, som var helt overbevist om, at han ville fa bank.
John måtte tørre op.Vincent blev flyttet til et andet madhold. Efter den dag hadede John Vincent. Med sit stille diplomati kunne han manipulere sine klassekammerater til en avanceret form for mobning. Fra at have været en grå mus i mængden blev Vincent jaget vildt. Herefter kørte alt som en selvsmurt maskine. En gang havde han beklaget sig til klasselæreren, men med den virkning, at terroren eskalerede yderligere.
Han vidste, at John stod bag, selv om de aldrig sagde et ord til hinanden, og John aldrig aktivt deltog i forfølgelsen.
Nu var han død, og det passede Vincent godt. Gunilla var ganske vist ikke død, men meget skræmt. Hun ville aldrig glemme ham. Rædslen ville følge hende.
Formiddagens forvirring var gået over i en slags drømmeagtig harmoni. Han vidste, at han var på rette spor. Telefonledningen rundt om Vivans hals, hendes skræmte blik og rallende lyde havde gjort ham godt. Hun var næsten klappet i med det samme. Hendes øjne, som først bare havde spejlet mistro og derefter skrækslagen panik, havde fået ham til at grine. Det var det sidste, hun havde set, hans leende, ildelugtende mund. Han havde villet forlænge latteren. Utilfreds havde han sparket til hendes krop, sparket den ind under sengen.
John var blevet dræbt med en kniv. “Gentagne knivstik,” havde der stået i avisen. Vincent anede, at hans blik havde været lige så skrækslagent som Gunillas og Vivans. Havde han en medhjælper? En tavs kraft, som tog hævn, uden at han vidste det, eller havde han selv været til stede? Han blev mere og mere usikker. Det var før sket, at han havde fået huller i hukommelsen, især når han havde været oprevet. Måske havde han været med og havde stukket kniven i John?
Som sædvanlig standsede han op på Nybron og stirrede ned i Fyriselvens vand. Trods den strenge kulde i det meste af december var der en åben strømfure midt i elven. Dér lod Vincent Hahn sit blik dvæle i nogle minutter, inden han fortsatte over broen. Han fik igen følelsen af at vandre i et andet land end det, han blev født i, hvor ingen af dem, han mødte, kendte ham, hvor bygningerne var blevet rejst af fremmede hænder, og hvor ordene oven i købet ikke længere sagde ham noget. Han lagde mærke til de personer, han mødte, prøvede at læse noget i deres øjne, men de fleste så hurtigt til siden eller havde kun øje for sig selv.
Han løftede hånden og gik lige over gaden uden at tage sig af, at der var glat, og at bilerne havde svært ved at bremse. Der var nogen, der råbte til ham, ord, han ikke forstod. De var vrede på ham, det kunne han se. Han tog en kniv frem, han havde taget med fra Vivan.
Et par teenagere skreg op, snurrede rundt på hælen og stak af.
Han gentog manøvren, trådte direkte ud på gaden. En bil måtte bremse hårdt op, skred ud til siden og var lige ved at støde sammen med en parkeret taxi. Taxichaufføren steg ud og råbte noget efter ham.Vincent viftede med kniven.
Han gik hen mod Skt. Eriks Torv. Et ældre par solgte julepynt og kranse. Han stillede sig og betragtede pynten. Der var ikke mange kunder, og de så forventningsfuldt på ham.
– Jeg har ikke noget rigtigt hjem, sagde han.
– Det koster ikke noget at kigge, sagde kvinden.
Manden, udstyret med en kæmpe pelshue, trak den ene skindvante af, tog en pose med hjemmelavede karameller fra bordet og rakte den frem.
– Jeg har heller ingen penge, sagde Vincent.
– Tag den, du kan godt trænge til noget sødt, sagde kvinden. – Det er blandet.
Manden nikkede. Hånden med posen rystede lidt. Vincent så på den brede hånd. Håndryggens blåsorte årer dannede et kraftfuldt mønster. Neglene var tykke, stærkt buede og lidt gulfarvede.
– Han har haft et slagtilfælde, sagde kvinden. – Han kan ikke tale.
Vincent tog imod posen, stod tavs et stykke tid.
– Det er det smukkeste, jeg har faet, sagde han.
Kvinden nikkede. Hendes øjne var blågrønne med et svagt gråligt skær over hornhinderne. Bortset fra nogle leverpletter på den ene kind var hendes hud helt glat og ungdommelig. Vincent tænkte, at hun sikkert havde leet meget i sit liv.
Et yngre par kom hen og pillede ved de bundne kranse.
– De har skidegode karameller, sagde Vincent.
Den unge kvinde kiggede hurtigt op og smilede.
– Sådan en tager vi, sagde hun og holdt en krans af tyttebærris op.
Vincent forlod standen og drev videre, uden noget mål og med et stadig større tomrum indeni. Det havde han følt mange gange før. Som et sort hul, ufatteligt mørkt og dybt, hvor tankerne både dukkede op og druknede. Han følte det, som om han blev fanget af en indre hvirvelstorm og suget nedad i sig selv.
Han prøvede at sige noget, og det rungede i hans hoved. Svimmelheden kom og gik. Han tog en karamel mere. Blev stående foran en vinduesudstilling med artikler til et rigere sexliv. Folk gik ubesværet ud og ind, bærende på farvestrålende pakker, kiggede på ham og smilede.
Hvor skulle han gå hen? Benene kunne næsten ikke bære ham længere. Karamellerne gav han ganske vist lidt energi, men hvor end han styrede kursen hen, opstod der nye forhindringer. Der kom stadig flere folk på fortovene, trængslen blev voldsom, og han stødte hele tiden ind i andre mennesker og deres pakker. Det var, som om han blev puffet hid og did.
Da han først havde bestemt sig for at gå over på østsiden igen, mødte han en mand i nissedragt, som prøvede at fa ham til at stoppe op med et tilbud om kaneture i Gamla Uppsala. To hundredeoghalvfems kroner for knap en time. Han tog en folder og gik videre. Svimmelheden blev værre. Han lænede sig mod muren, og angsten stormede mod ham som en sort rytterhær. Han søgte læ, skjulte ansigtet bag den ene arm og råbte noget mod vinden.
En time senere kom politiet. En galleriejer havde ringet. Han havde stået og betragtet Vincent et stykke tid, havde set sneen dale ned over ham. Det var et smukt billede. Kompositionen, den mørkklædte mand, den godt nedtrukne tophue, den sammenkrøbne stilling mod muren, som om han var bange for slag fra de forbipasserende, der strømmede forbi med julepakker i hænderne, sneen, som faldt sagte – sammen skabte det et billede med en tydelig autenticitet. Dette sker her og nu. Galleriejeren stod i varmen med de udstillede miniaturer på væggene, folk kom og gik, man udvekslede julehilsner.
Samtidig var det en påmindelse om, hvor tidløs nøden var. Her på gaden var tusinder af fattige vandret forbi. De var søgt ind til byen fra toldboden mod nord, væk fra hungersnød og plagende husbonde, søgende lindring. I tider med farsot var de draget den anden vej, væk fra de faldefærdige rønner og stanken.
Det kunne være en hvilken som helst by i den nordlige hemisfære. Galleriejeren så de udstødte som en påmindelse om den nuværende kunsts begrænsning, men også muligheder. For det klassiske maleri et typisk genrebillede, for videokunstneren et udfordrende motiv.
Men æstetikken måtte vige for medfølelse. Han ringede til politiet, som dukkede op en halv times tid efter. Galleriejeren gik ud på gaden. De to politimænd så ikke så meget efter de kunstneriske kvaliteter, opgaven var en rutineopsamling af en dranker, muligvis et sygt menneske.
Kulden var krøbet ind i Vincents krop. De bare hænder havde han stoppet inden for jakken, og hovedet var sunket ned mod knæene. Den ene politimand ruskede i hans skulder. Vincent vågnede, slog øjnene op og fik øje på den uniformerede politimand. Hans kollega vekslede et par ord med galleriejeren.
Vincent havde drømt, havde været i et land, hvor sneen lå metertyk året rundt. Et land med kulde og is, hvor menneskene ikke kunne spytte på hinanden, men måtte nøjes med at lave stivnede grimasser, når de mødtes og ville vise deres utilfredshed. Han havde stået på et gadehjørne og solgt lodder, som ingen ville købe. Han havde forgæves gestikuleret. Det var umuligt at tale, så truede kulden med at trænge ind i hjertet. Og så var det slut.
– Hvordan står det til? sagde politimanden venligt.
Han mærkede ingen sprutånde, det var ikke en af de sædvanlige gutter, og om en halv time ville hans vagt være slut, og han skulle holde fri i længere tid. Han skulle rejse hjem til Ångermansland sammen med familien.
Vincent bevægede hovedet stift, prøvede at fortrænge drømmen og fokusere på politimanden. Langsomt sivede nuet ind i hans bevidsthed. Han så uniformsbenene, hørte stemmen, mærkede hånden, tog lynhurtigt kniven op ad jakkens inderlomme og gjorde en fejende bevægelse skråt opad. Brødkniven strøg mod halsen på Jan-Erik Hollman, en bondetamp stammende fra Lunde, døbt i Gudmundrå kirke, hvor han en uge ind i det nye år ville blive begravet, ramte pulsåren, gennemborede halsen og trængte ud på den modsatte side.
Hans kollega, Maria Svensson-Flygt, gjorde alt for at standse blodstrømmen, men alle indsatser var forgæves. Inden for nogle minutter forblødte Jan-Erik Hollman på Svartbäcksgatans isede fortov.
Vincent blev siddende lænet mod muren, som om han var totalt uvidende om, hvad der var sket. Maria så på ham. Rundt om dem stod folk i en rundkreds. Stilheden var total. Trafikken var standset. Den blodrøde rose på jorden voksede ikke mere. Marias ene hånd lå på kollegaens bryst. Den anden ledte efter mobiltelefonen. Efter den korte samtale rakte hun ud efter kniven, som Vincent havde kastet fra sig, eller helt enkelt havde tabt.
– Hun har en pistol, var der en lille dreng, der skreg.
Vincent sendte Maria et sløvt blik, og det, hun så, var vanviddet. Længere henne ad gaden lo nogen højlydt, og en taxichauffør dyttede irriteret, ellers var det stilheden, der herskede. Efter nogle sekunder hørtes lyden af sirener.
Maria Svensson-Flygt havde holdt meget af sin kollega. I to år havde de været arbejdskammerater. Hun hadede manden ved muren, og den tanke slog hende, at hvis de havde været alene på gaden, uden nysgerrige vidner, havde hun skudt knoppen af ham.
Hun anede, at det var Vincent Hahn, som havde været efterlyst siden i formiddags for et mord på en kvinde i Johannesbäck, selv om han bare havde vage ligheder med det foto, hun havde set.