Der var sorg på politistationen. Nogle græd, andre var sammenbidte og fåmælte. Blodpletten på Svartbäcksgatan dukkede gang på gang op på deres nethinder. Tankerne gik uophørligt til Jan-Eriks kone og børn og blev blandet med de jagende tanker: Det kunne have været mig. Det var ikke noget, man sagde højt, det ville have virket ukollegialt mod en respekteret arbejdskammerat, men tanken styrkede uudtalt båndene af samhørighed. Selv politimesterens ord ved den korte samling føltes ægte.
Hans lidt knastørre stemme, som ellers lød så uinspireret, fik kollegerne til at se på ham med delvis andre øjne. Han talte stille, uden større falbelader, og forlod uventet hurtigt podiet med tunge skridt. En lammende tavshed bredte sig. En midaldrende mand, hvis ansigt virkede bekendt for mange, gik derop.
Det var sygehuspræsten, som havde befundet sig på politistationen i et privat ærinde, da dødsbudskabet kom. Da det var gået op for ham, hvad der var sket, var han blevet. Liselotte Rask, som var informationsansvarlig, genkendte ham fra tidligere og havde bedt ham om at blive, til de havde sammensat en krisegruppe.
Ola Haver lyttede til hans ord, lod dem sive ind i sit omtågede hoved. Fredriksson ved siden af ham sad med bøjet hoved, som i bøn.
Da han havde været den første på stedet hos Gunilla Karlsson, blev han automatisk den, som uofficielt havde ledet jagten på Vincent Hahn. Nu var Hahn pågrebet, men til hvilken pris?
Fredriksson var gået ned til arresten for at studere dobbeltmorderen. Han ville se ham. Synet gjorde ham rasende.Vincent sad og drak te og spiste en ostemad. Det føltes forkert, utilbørligt, nærmest uanstændigt.
Arrestvagten havde stået ved siden af, og Fredriksson havde været på nippet til at skælde ham ud, men havde taget sig i det.
Havde Victor Hahn noget med Lille Johns død at gøre? Der varjo en sammenhæng i og med, at de var vokset op i det samme kvarter og havde gået i den samme skole. Det var kniven, der optog hans tanker. Kunne Vincent forbindes med kniven, de havde fundet hos den stodder, der påstod, at han havde stjålet den på Akademiska sygehus?
Sammy Nilsson var straks gået ned til Vincent og havde spurgt, om han havde genkendt Lille John. Vincent havde fniset og indrømmet det.
– Han døde også, havde han sagt med et smil.
– Var det dig?
– Han døde af knivstik, havde Hahn sagt.
Derefter havde han tiet, selv om Sammy Nilsson havde grebet fat i ham, trukket ham op fra briksen og havde gentaget sit spørgsmål. Arrestvagten havde måttet smide ham ud. Vagten havde fortalt Fredriksson om episoden.
– Han griner sommetider, havde vagten sagt. – Jeg tror, at han er bindegal.
Fredriksson havde bedt vagten om straks at ringe op til ham, hvis Hahn viste tegn til at ville snakke.
Efter samlingen tændte Haver for mobilen. Efter nogle sekunder kom signalet, at han havde faet en besked. Det var Rebecka. Han hørte, at hun gjorde sig umage for at fa stemmen til at lyde normal. Hun bad ham om at ringe.
Han ringede op, og Rebecka svarede med det samme.
– Åh gud, sagde hun. – Du gode gud.
– Hvad er der?
– Jeg hørte det i radioen, sagde Rebecka.
– Det var en kollega fra ordenspolitiet, jeg tror ikke, du kender ham.
– Har han kone og børn?
– Ja, en pige og en dreng. Otte og fire år.
– Det er sgu for galt, sagde Rebecka, som sjældent bandede.
– Jeg må af sted, sagde han.
– Du, Ola, nu passer du vel på?
– Selvfølgelig, det ved du.
– Jeg vil … indledte Rebecka forsigtigt, men Haver afbrød hende.
– Jeg skal af sted. Vi ses, sagde Haver.
Han afsluttede samtalen med blandede følelser. Han var rørt over hendes bekymring, men også irriteret. De havde haft et kæmpeskænderi, da han omsider, sent, var kommet hjem aftenen før. Hun havde siddet tavs ved køkkenbordet og havde sendt ham et iskoldt blik. Foran hende stod et glas og en flaske rødvin. Haver konstaterede, at halvdelen af flasken var drukket. Han trådte ind i køkkenet, og så brød helvede løs. Rebecka sagde, at hun havde hidset sig op over, at Ann Lindell ikke havde præsenteret sig, da hun ringede, men Haver forstod, at det ikke var hovedårsagen til hendes vrede.
Det var blevet sent, inden de var gået i seng, og han havde ligget vågen længe. Rebecka havde vendt og drejet sig uroligt i sengen, havde sukket og flyttet rundt på puderne. Der havde hersket en dump tavshed. Så meget var sagt. Så meget var usagt. Klokken halv tre var han listet op og havde siddet lidt i køkkenet.Vinflasken stod stadig på bordet. Det lignede ikke Rebecka, hun plejede at rydde op efter sig. Haver havde skænket sig et halvt glas. Han burde sove. Han burde elske sin kone, elske med hende, men han var klar over, at de først skulle i gang med at tale sammen.
Haver tastede Lindelis privatnummer på mobilen. Telefonsvareren gik i gang efter fire ringetoner. Forsøget med hendes mobilnummer gav samme resultat. Han indtalte en kort besked om, at hun kunne ringe. Hvorfor havde hun ringet? Og hvorfor svarede hun ikke nu? Det var usædvanligt, at hun gjorde sig utilgængelig. Hendes opringning aftenen før måtte have haft noget med arbejdet at gøre. Hun ville aldrig ringe hjem til ham for at snakke om det, der var sket mellem dem. Og hvad var det egentlig, der var sket?
Haver ræsonnerede videre. Irritationen voksede. Følelsen af, at alt var for sent, overmandede ham. Den samme følelse, som havde redet ham som en mare i nattemørket, at han var kommet for langt ud, både på arbejdet og hjemme. Han var døset hen, havde drømt. Der stod en kvinde bøjet ind over ham og gentog ordene: Hvorfor døde min søn? Igen og igen. Haver prøvede at svare, men kunne ikke fa en lyd frem. Han sad hjælpeløst og hørte den sørgende kvindes klagen, lænket til stolen i sit arbejdsværelse. Sådan var han vågnet op, badet i angstens sved. Rebecka var faldet i søvn. Hendes åndedrag lød regelmæssige og harmoniske, og han havde ønsket, at han kunne krybe ind til hende. Han var faldet i søvn igen, og mareridtet vendte tilbage.
Efter mødet gik alle hver til sit. Haver var i syv sind. Ottosson indkaldte dem til gennemgang om ti minutter. Statsadvokat Fritzén skulle være med. Han ringede til Anns privatnummer igen og indtalte også en besked der. Så gik han ud på toilettet og græd.
Ottosson begyndte med, hvad de alle følte, talte om Jan-Erik og deres fælles udsathed, men også om alle de blomster og telefonsamtaler fra folk, der strømmede ind.
Det var, som om den kendsgerning, at julen stod for døren, gjorde folk ekstra parate til at vise deres deltagelse. Liselotte Rask gjorde et fantastisk stykke arbejde, erklærede Ottosson. Hun stod som en klippe i foyeren, mødte alle med et blik og med ord, som fik til og med de mest pågående journalister til at dæmpe sig.
Så skiftede afdelingschefen vinkel.
– Nu har vi en anelse om, hvordan Berit Jonsson føler det, sagde han, og især statsadvokaten studsede ved hans ord, men Ottosson fortsatte ufortrødent.
– Døden rammer os alle, det er det eneste sikre i livet. At dø for en fremmed hånd, uanset om det er en tyv på en losseplads eller en politimand i offentlighedens tjeneste, kan være det samme. Smerten er den samme for de overlevende.
Haver spurgte sig selv, hvilket forhold Ottosson egentlig havde haft til Lille John. Han nævnte ikke Vivan Molin, som var blevet kvalt og brutalt sparket ind under sin seng.
– Det er rigtigt, afbrød Berglund, og alles øjne blev rettet mod veteranen, som sjældent oplod sin stemme under møderne. Han tøvede, inden han fortsatte.
– Vi må helt enkelt blive bedre, sagde han. – Os alle sammen. Ingen skal behøve at dø som Jan-Erik, Vivan Molin eller Lille John, det er vi enige om. Det er os, der skaber morderne.
Ordene faldt tunge som slag. Ottosson hævede øjenbrynene. Fritzén så fornærmet ud.
– Hvad mener du? sagde statsadvokaten. – Jeg tror ikke, det er det rette tidspunkt at komme med nogle hjemmestrikkede teorier om skyldbyrden og samfundets utilstrækkelighed.
– Det er altid det rette tidspunkt, sagde Berglund, nu i en roligere tone. – Det er vores arbejde og vores ansvar hele tiden at stille spørgsmålet, hvad vi kunne have gjort for at forhindre dette.
Statsadvokaten gjorde et nyt forsøg på at afbryde ham, men så rømmede Lundin sig højlydt.
– Jeg vil godt høre, hvad Berglund har at sige, sagde han.
– Jeg var henne hos Oskar Pettersson på Marielundsgatan igen, ham, der kendte Lille John og hans forældre. Det er en klog mand, sagde Berglund og så på Fritzén.Vi taler samme sprog. De fleste afjer er tilflyttere, selv om situationen ser ens ud over hele Sverige, men desuden er I for unge. Dannelse findes også uden for skolerne og universitetet. Den står Oskar Pettersson for. Jeg tror, at i det kvarter, hvor Lille John voksede op, eksisterede der engang en dannelse, der stred imod tidens dårskab. Selvfølgelig fandtes der også brodne kar i halvtredserne og tresserne, men der fandtes også en modstand, som man mangler i dag.
– Hvilken modstand? spurgte Sammy.
– Dels blandt almindelige mennesker, men også blandt dem, der bestemte.
– Sverige er ikke, som det har været, sagde Riis, – der er jo kommet en masse andre folk hertil. Det er klart, at det giver problemer.
Berglund vendte hovedet og betragtede Riis.
– Jeg ved, at du ikke bryder dig om indvandrere, men både Lille John og Vincent Hahn er produkter af velfærdssamfundet. Jeg tror, at ensomheden knækker folk. Der er i sådan en afgrund mellem drømmene og mulighederne, at menneskene farer vild. Hvad drømte vi om, hvad drømte Oskar Pettersson om?
Tavsheden blev øredøvende. Spørgsmålene blev sjældent eller aldrig stillet på den måde. Baggrunden var dyster, tretusind milliliter blod på gaden, en kollega død. Berglund mærkede, at han ikke var i stand til at formulere, hvad han følte inderst inde, hvad han havde oplevet hjemme hos den gamle betonarbejder. Der var et eller andet i snakken om fyrpasserne på Ekeby-værket. Det var dér, tankerne havde taget fart, tanker, som derefter var blevet forstærket under gåturen hjem. Under det sidste besøg havde Pettersson husket langt mere om Lille John og hans familie. Den pensionerede bygningsarbejder havde været fuld af historier og havde beskrevet samfundet som en utopi, der var skudt i sænk. Berglund havde mest lyttet. Der var noget i Petterssons snak, som fik Berglund til at løfte sine tanker ud over det dagligdags. Samtalen bevægede sig både tilbage og frem i tiden. Slumrende, uopdagede, men alligevel kendte sammenhænge trådte frem. Han ville beholde tankerne, uddybe dem og finpudse dem, men var klar over sin begrænsning.
– Det handler ikke om perkere, sagde Riis vrantent.
– Der er noget i det, du siger, sagde Sammy Nilsson. – Jeg har følt det på samme måde. Jeg tror ikke, at det er et spørgsmål om alder eller ikke engang et spørgsmål om sociale grupperinger.
– Nu synes jeg, diskussionen løber af sporet, sagde statsadvokaten.
– Hold op, sagde Ottosson og så på Fritzén, – vi må snakke sammen. Vi er politifolk, ikke nogle hjemmeværnsmænd med tømmermænd, der står på vagt uden for et overflødigt våbenlager i skoven.
Hvorfra Ottosson havde fået sit billede, var uklart, men de fleste var med på det, han sagde. Selv Riis trak på smilebåndet.
– Tag for eksempel knægtene i Gottsunda eller Stenhagen, fortsatte Sammy. – De er så forvildede. Jeg begynder mere og mere at tvivle på mit valg af erhverv. Måske burde jeg blive boksetræner eller noget i den stil. Komme i nærkamp med knægtene, som ham den UFI-fan, som laver et hestearbejde sammen med gutterne, der har efternavne, ingen kan stave til. Det ville være bedre samfundsøkonomisk. Alle politikere kæfter op om arbejdsløsheden og udskillelsen, men de gør ingenting, de lever i deres egen verden.
– Sådan er det, gentog Berglund. – De bor der ikke, de kender ikke nogle indvandrere, de er bange. Så sender de os ud, når det eksploderer.
Fritzén gjorde tilløb til at rejse sig, men sank tilbage på stolen.
– Det lyder som et venstrefløjs-møde i halvfjerdserne, sagde han.
– Var du med dengang? sagde Ottosson mildt.
– Må jeg være fri, sagde statsadvokaten, og her opstod der en kløft, som alle i lokalet var klar over, ville blive svær at bygge bro over. De havde gode erfaringer med Fritzén, men nu kom en ny faktor på banen: politikken. Ikke partistridighederne, men de grundlæggende spørgsmål om sammenhængen.
– Vi må snakke noget mere om det her, sagde afdelingschefen i et forsøg på at afrunde mødet på en pæn måde, – men nu må vi have gang i de mere håndgribelige opgaver. Jeg foreslår, at Haver og Beatrice tager forhørene med Hahn. Han er tilsyneladende i en ret dårlig forfatning, og vi må nok have en læge koblet på.Vil du tage dig af det, Ola?
Haver nikkede.
– Jeg talte med Liselotte, fortsatte Ottosson, – og vi har en pressekonference i morgen tidlig klokken ni. Den tager hun og chefen. Jeg ved, hvad I vil sige, men han pressede på for at være med. Spørgsmålet er, om Hahn har noget at gøre med Lille John. Personligt har jeg svært ved at tro det. Det er et tilfælde, at de gik i Vaksalaskolen samtidigt.
– Han sagde, at han kendte Lille John, sagde Sammy Nilsson. – Og han vidste, at John var død af knivstik.
– Det kan han have læst i avisen.
– Selvfølgelig, men han sagde det ...ja,jeg ved ikke, han virkede på en eller anden måde triumferende.
– Har vi i det hele taget noget nyt om kniven på skadesstuen? Ottosson skiftede emne.
– Nej, vi har prøvet at kortlægge, hvor den kan være købt, sagde Sammy, – men det gav ikke noget. Formodentlig kommer den fra udlandet.
Riis grinede, og Sammy så op, lod sig dog ikke provokere, men fortsatte.
– Jeg tror på Mattias, når han siger, at han snuppede den fra en bil, fra en, der havde et ærinde på sygehuset.
– Er der ikke en byggearbejdsplads ved siden af? spurgte Berglund. – Hvis det nu var en pickup.
– Jo, men de gutter har deres egen parkering.
Haver gjorde en bevægelse med hånden, som en refleks, men sænkede den straks. Ottosson, som havde set bevægelsen, så spørgende på ham.
– Nej, der var ikke noget, jeg fik bare et flash-back til noget, sagde han.
– Var det sygehuset?
– Det ved jeg ikke. Muligvis byggearbejdspladsen. I ved, hvordan det kan være.
Han sank tankefuldt tilbage på stolen. Han prøvede at udelukke de andre, rendyrke sin association. Sygehus, parkeringsdæk, byggeri, varevogn, kniv. Han linede ordene op foran sig, men det var kun de almindelige billeder, der flintrede forbi, alt det, de allerede havde prøvet og vendt og drejet.
– Forhørene med pokerspillerne må vel regnes for afsluttede, sagde Bea. – “Læben” kom på behandlingshjem i november, og han lader til at have opholdt sig der lige siden. Kalmarkollegerne vil tage en snak med ham i dag. Nu er der kun Dick Lindström tilbage. Vi har bedt Holland om hjælp til at lede efter ham. Der er egentlig intet, der forbinder nogen af dem med John. Alle har et alibi for den aften, han forsvandt, selv om det var stuvet godt af vejen hos et par af dem.
– Det kan jo have været et bestillingsjob, sagde Fritzén, – mord via ombud.
– Det er bestemt muligt, var Beatrice enig i, – men så længe vi ikke har noget andet at gå efter, så er det svært.
– O.k, sagde Ottosson, – vi afhører Vincent Hahn. Vi har ingen problemer med at forbinde ham med Gunilla i Sävja og Vivan i Johannesbäck. Så er der kun tilbage at se, hvad han har at sige om Lille John.