– Nu har retfærdigheden sejret, sagde Vincent Hahn med klar stemme. Hans faste stemme kom bag på Beatrice. Hun havde regnet med en forvirret mand.
– Du er klar over, at du er arresteret for to drab, ulovlig indtrængen, seksuelt overgreb og ulovlige trusler?
Vincent svarede ikke, og Beatrice gentog spørgsmålet.
– Ja, sagde han til sidst.
– Hvad mener du med, at retfærdigheden har sejret?
– Fatter du ikke det? Nu kan jeg fa fred.
– Kendte du John Jonsson?
– Ja da, kom det lynhurtigt fra Vincent Hahn. – Han var en del af tropperne.
– Hvilke tropper?
– De ondes tropper.
– Hvad siger du til, at han er død?
– Det er godt.
Haver og Beatrice så på hinanden.
– Myrdede du John Jonsson?
– Jeg stak ham med en kniv.
Her gjorde Vincent en fejende bevægelse med hånden, og det rislede koldt ned ad ryggen på de to kriminalfolk.
– Kan du beskrive kniven?
– En kniv. En lang kniv. Han kunne ikke undgå den. Gang på gang stak jeg.
– Bekriv den nærmere.
– Sådan en, som kan dræbe.
– Har du den stadig?
Hahn famlede med hånden hen over det højre bukseben.
– Nej, sagde han. – Jeg … Den …
– Smed du den væk?
– Det ved jeg ikke. Jeg havde den inden under jakken.
– Fortæl, hvordan du mødte John.
– På Vaksala Torv, uden for skolen. Han var tæt på mig. Jeg stak ham.
– På torvet?
– Det ved jeg ikke. Ikke det torv.
For anden gang sneg der sig en usikker tone ind i hans stemme. Han tøvede, så væk fra politiet og sad og gyngede med kroppen, inden han fortsatte.
– Han lo, hånlo. Han pegede. Han var vred. Alle var vrede den dag.
– Hvornår var det?
– Det var … Han holdt i et juletræ.
– I et juletræ? Ville han købe et juletræ på Vaksala Torv?
– Snakkede I sammen?
Beatrices og Havers stemmer faldt over hinanden.
– John sagde aldrig noget til mig. Han grinede bare hånligt.
– Du sagde, at du stak ham med en kniv, hvor gjorde du det?
– Mange stik.
– Men hvorhenne? På torvet?
– Dér jagtede han mig engang.
– Mener du, da I gik i skole?
– Han var ikke nogen rar mand. Den anden var heller ikke rar.
– Hvilken anden?
– Ham med kasketten. Han talte så højt. Jeg bryder mig ikke om, når folk råber.
– Var han også på torvet?
Hahn nikkede.
– Hvordan så den mand ud?
– Han talte højt, og John grinede hånligt.
– Kan du beskrive ham?
Ola Haver mærkede utålmodigheden som levende maddiker under huden. Beatrice tog en dyb indånding, som bagefter, da båndet blev afspillet, lød som et desperat forsøg på at få luft.
– Han lignede en fra militæret. Jeg stillede mig tæt ind til ham, hvis John også ville grine hånligt ad ham.
Her gik Vincent Hahn i stå.
– Kan du beskrive hans tøj?
Tavshed.
– Du ville beskytte ham mod John, er det det, du mener?
– Nu ved jeg, at jeg havde ret.
– Ret i hvad?
– At få hævn. Retfærdighed.
– Hvad skete der med manden og John?
– De gik med juletræet.
– Hvorhen?
Hahns ansigt fik nu et plaget udtryk. Han sank sammen på stolen og lukkede øjnene. Haver så på uret. De havde talt sammen i femten minutter. Hvor længe endnu ville Hahn kunne klare det?
– Vil du have lidt juice?
– De gik over mod skolen, under hvælvingen, fortsatte Hahn uventet kvikt. – Det rungede, når man skreg.
Haver havde været på Vaksalaskolen og havde holdt foredrag om narko og havde et klart erindringsbillede af, hvordan der så ud. Skolens indgang mod torvet bestod af en bred hvælving. Inden for den åbnede skolegården sig. På den modsatte side lå spisesalen, som nu var ved at blive bygget om. Igen en byggearbejdsplads, tænkte han, og den fornemmelse, han havde fået under samlingen, kom igen. Det var noget, han havde set eller hørt. Var det byggeriet, det handlede om? Et byggeri på Akademiska sygehus og nu et byggeri på Vaksalaskolen.
– Du fulgte efter gennem hvælvingen.
– Sommetider lugtede der dårligt i hvælvingen, så ville jeg ikke gå derind.
– Men nu gjorde du det?
Et nyt nik.
– John smed en på mig.
– Hvad?
– En Stinkbombe.
– Men nu lugtede der jo ikke dårligt, så nu kunne du gå ind?
– De smed grantræet ind i en bil, og jeg løb for at nå hen til dem.
– Nåede du det?
Vincent løftede hovedet og stirrede på Beatrice.
– Nåede du derhen, inden de kørte?
Hun prøvede at tale venligt til ham. Han sad tavs. Det gennemborende blik skræmte hende. Det svin dér myrdede en kollega, tænkte hun. Hun gentog ordet “svin” gang på gang, stålsatte sig og stirrede tilbage.
Vincent Hahns hoved sank ned.
– Jeg vil hjem, sagde han sløvt.
Haver rejste sig, slukkede for båndoptageren og nikkede til vagten, som greb Hahn i armen.Viljeløst lod han sig føre væk. Haver tændte for båndoptageren igen og indtalte hurtigt nogle ord for at markere, at forhøret var slut.
– Hvad mener du? spurgte han Bea.
– Han er bindegal, men jeg tror på, at han så John på Vaksala Torv, måske endda den dag, han blev myrdet. Det kan godt passe. John forlader Micke Andersson, som bor lige ved torvet, kommer i tanke om, at han skal købe et grantræ, eller i hvert fald se på et, ramler ind i en, som tilbyder at give både ham og grantræet et lift hjem. Bilen kan udmærket have stået inde i skolegården.
– Kan man godt køre ud derfra om aftenen? spurgte Beatrice.
– Det mener jeg. Der er udkørsler både til Salagaten og Väderkvarnsgatan.
– Hvem var manden, der lignede en militærmand?
– Ja, det er lige det. En militærmand, hvad kan det betyde?Var det hans opførsel, som fik ham til at tænke på en militærperson, eller var det måske påklædningen?
– Hvad har vi af militær i byen?
– Der er F16 og F20, sagde Haver, – men hvor mange går i uniform uden for tjenesten?
– Vi skal måske låne nogle forskellige typer uniformer derfra, så Hahn kan kigge på dem?
– Det kan også være en anden uniformstype, men hvor han troede, det var en militærperson.
– Buschauffør, parkeringsvagt, der er masser af arbejdsuniformer, som en gal mand som Hahn kan opfatte som tilhørende militæret.
Haver sad tavs, spolede båndet tilbage og lyttede. Hahn lød metallisk på båndet, som om optagelsen havde udvisket det tøvende i hans stemme.
– Hvad skal vi tro? sagde Haver.
Beatrice stirrede ind i væggen uden at se. Haver blev slået af, at han et kort øjeblik havde troet, at han snakkede med Lindell. Der lød en diskret banken på døren. Fredriksson, tænkte Haver, men det var Sammy Nilsson, der forsigtigt åbnede døren og kiggede ind.
– I har sendt ham ned igen, konstaterede han og trådte ind.
Haver spillede båndet en gang til.
– Jeg tror, at det er ham, sagde Sammy, da Haver havde slukket.
– Man kan vel skrue et motiv sammen, men lejlighed? sagde Haver med en fraværende stemme.
Beatrice så på ham fra siden. “Han påtager sig for meget,” tænkte hun, “som om hele sagen står og falder med ham. Måske er det Hollmans død, der presser ham endnu længere ind i trætheden?”
– Og transporten ud til Libro, hvordan klarede han det?
– De fik skåret fingrene af, det er så sygt, at Hahn udmærket kan have gjort det, sagde Sammy og ignorerede hendes indvending.
– Transporten, gentog Beatrice.
– Hvis han nu stak Lille John ned i skolegården, han sagde jo noget om “ikke det torv,” og skolegården kan man jo opfatte som et torv, fortsatte Sammy, – så fik han måske hjælp fra ham, der lignede en militærmand.
– Det er langt ude, sagde Beatrice, – hvorfor skulle han, som vidne til et mord, hjælpe Hahn med at transportere liget til Libro?
– De kendte måske hinanden?
Beatrice rystede på hovedet.
– Han blev tvunget, sagde Haver. – Det kan være, Hahn truede ham.
– Lige præcis, sagde Sammy og rejste sig op. – Han blev truet.
– Hvorfor … du mener, at han også blev myrdet?
Sammy nikkede.
– Yes, sagde han. – Vi har et lig mere et eller andet sted.
De sad tavse i lang tid, prøvede at forestille sig scenariet. Det forekom ikke nogen af dem helt usandsynligt.
– Vi bliver nødt til at afhøre Hahn igen, sagde Sammy.
– Ja, selvfølgelig, snerrede Haver. – Hvad troede du ellers? Jeg snakker lidt med Ottosson, sagde han og forlod kontoret, inden de to kolleger havde nået at reagere.
– Han fik pludselig travlt, sagde Sammy overrumplet.
– Han er helt smadret, sagde Beatrice.
– Han længes efter Rebecka, fastslog Sammy i en tone, som Beatrice ikke brød sig om.
– Han har grædt, sagde hun, smækkede sin notesblok i og forlod kontoret uden at sige mere.