Ann Lindell havde lige ammet Erik. Hun havde apatisk udført sine morgenrutiner. Avisens overskrifter havde udskreget mordet på Jan-Erik Hollman. Hun læste bedøvet om begivenhederne dagen før. Hun huskede ham som en af de søde fyre, nordlænding, dygtig badmintonspiller og åbenbart far til to.
Ann blev stående i køkkenvinduet. På komfuret stod der en gryde. Hendes mor havde tilbudt at koge skinken, men Ann havde sagt nej tak. Den duftede svagt af krydderier og bouillon. Hendes far ville dyppe i gryden, så hun måtte huske at købe sigtebrød.
Hun slog op på avisens forside igen. Fotografiet fra Svartbäcksgatan med den mørke plet på fortovet mindede om det billede, der plejede at blive vist i artikler om mordet på Olof Palme. Blod på gaden.
Synet af den store skinke gav hende kvalme. Den gråhvide svær og fedtet, der steg op mod overfladen. Hun fjernede lidt skum med hulskeen. Det var den første skinke, hun havde kogt i mange år. Meningsløst, tænkte hun. Tanken om hendes forældre, med deres omsorg og bekymrede miner, gjorde hende nedstemt. Hun fik dårlig samvittighed, som blandedes med vrede.
Termometeret i skinken viste næsten fyrre grader. Mindst en time tilbage, sjussede hun. Hun skruede op for pladen, men skruede straks ned for den igen. Man kunne ikke sætte fut i skinkekogning.
Ola havde ringet, men hun havde ikke svaret. Måske ville han snakke om mordet på Hollman, måske om deres korte møde. Det gav et sug i hendes underliv. Hun kunne mærke ham, og selvforagten steg. Hun blev forvirret af den uventede opblussen af tiltrækningen over for kollegaen. Lige siden bruddet med Edvard havde hun ikke haft lyst til en mand. Jo, måske, men ikke på den måde. Ola var gift. Hun ville aldrig give sig selv lov til at tage det næste skridt. Hun havde tænkt, at de ville kunne flirte lidt, måske oven i købet indlede et hemmeligt og forbudt forhold. Så havde hun affærdiget tankerne, nærmest leet hånligt ad sig selv og indset det urealistiske og umoralske i et sådant forhold. Hvor dybt var hun sunket? Ikke nok med at han var gift og far til to, han var en kollega, som hun arbejdede sammen med dagligt.
Ved halv nitiden ringede Berit Jonsson. Justus var forsvundet. Efter morgenmaden havde han samlet lidt ting, hvad vidste Berit ikke, men det var så meget, at det havde fyldt den rygsæk, som han plejede at opbevare skolebøgerne i. Han havde ikke sagt noget om, hvor han skulle hen, men det gjorde han sjældent.
Den ordknappe facon kom ikke bag på hende, men han havde haft et udtryk i ansigtet, som havde gjort hende urolig. Han havde sammenbidt skovlet ymer og miisli i sig, ryddet op efter sig, var gået ind på sit værelse og var et kvarter senere kommet ud med rygsækken på, havde sagt hej og havde forladt lejligheden. Klokken var da lidt over otte.
– Han har siddet derinde og mulet i flere dage, så går han pludselig ud, sagde Berit, – der er noget, der ikke stemmer.
– Dyrker han sport? spurgte Lindell. – Jeg tænkte, om havde noget udstyr med.
– Nej.
– Han dukker vel op.
– Han fodrede ikke engang fiskene, kiggede ikke engang til dem.
– Har du set noget til Lennart igen?
– Næ du, og gør jeg det, smider jeg ham ud.
– Justus dukker garanteret op, du skal ikke være bekymret, sagde Lindell.
Berit ville ringe igen, hvis han ikke kom hjem inden for de næste timer. Justus havde mobiltelefonen med, men han havde ikke svaret, da Berit ringede.
Om nogle timer skulle forældrene komme. Skinketemperaturen havde sneget sig op på otteogfyrre grader. Ann stirrede sløvt ned i det kogende vand, hvor et par peberkorn dansede rundt i cirkelbevægelser som himmellegemer i en uforanderlig bane.
Hun gik væk fra komfuret, pludselig led ved det hele, mindet om det, hun havde følt, da hun havde opdaget, hun var gravid med en mand, hun ikke kendte. Katrin på mødrehjælpen havde givet hende den sandsynlige forklaring på graviditeten: Hun havde spist helsekostpiller, som indeholdt perikon, hvilket havde gjort hendes p-piller virkningsløse.
Hvorfor denne selvforagt? Skyldtes det, at hun stod og kogte skinke, udelukkende fordi hendes forældre skulle holde jul i Uppsala? Ellers havde hun været ligeglad med julen, havde knap nok hængt pynt op. Pligterne, forestillingen om, at hun skulle opføre sig som en god datter og mor, satte skår i gensynsglæden.
Hun var bange for sin egen mors blikke og kommentarer. Ann kunne ikke huske, at moderen havde været sådan under hendes opvækst. Faderens tiltagende dårlige helbred og passivitet havde åbenbart sat en proces i gang, hvor kontrollen med datteren blev det helt overskyggende. Hun blev underkendt som mor. Det var, som om hun ikke var egnet til at tage sig af Erik. “Det er jeg måske ikke?” tænkte hun. “Måske er jeg simpelthen uegnet til at opfostre en søn?”
– For jeg bliver sikkert ved med at være alene, sagde hun højt.
Hun gik ind på Eriks værelse, stillede sig ved hans seng og betragtede ham. Han var sund og rask og fulgte fuldstændig sin udviklingskurve. Hvorfor skulle hun være en dårligere mor end alle andre? Det gik op for Ann, at det var hendes egen ringe selvtillid, der skabte usikkerheden og alle spørgsmålene.
Telefonen summede. Hun havde slået ringelyden fra for ikke at forstyrre Erik. Det var Berit.
– Han har nakket flere fisk, sagde hun.
– Hvad mener du?
– Han har taget fisk op og skåret halsen over på dem.
Berit sugede luft ind i lungerne, som for at forhindre et skrig i at trænge frem.
– I morges?
– Ja, jeg troede, at han havde været ligeglad med at fodre fiskene, og det havde han også. Men derudover havde han også taget alle prinsesserne op og havde slået dem ihjel. Jeg fatter det ikke.
– Prinsesserne?
– Det hedder arten, Prinsessen af Burundi. De andre har han ikke rørt.
– Hvorfor lige dem?
Berit brød ud i en højlydt hulken, der gik over til fortvivlede skrig. Lindell prøvede at få kontakt med hende, men fik indtryk af, at Berit var gået væk fra telefonen, måske var faldet om i en stol eller på gulvet. Hendes gråd lød mere og mere fjern.
– Jeg kommer ud til dig, sagde Lindell og lagde røret på.
Hun så på uret, løb ind til Erik, gav ham en hue på, svøbte ham i et tæppe og forlod lejligheden.
Skinketermometeret viste tres grader.