Karolina Wittåkers håndtryk var svedigt og flygtigt.
– Du godeste, hvor kan man tage fejl, sagde Haver til Berglund bagefter. – Hun overtog omgående kommandoen. Jeg føler mig som en lille dreng. Hun himlede op over forstyrrelser i personligheden og …
– Hvad sagde hun? afbrød Berglund.
– Hun sagde mange ting, men hun vil gerne være med.
– Jaså, sagde Berglund surt og marcherede hen ad gangen.
Haver så efter ham med et forundret blik, trak på skuldrene og gik ind til Ottosson. Afdelingschefen sad bøjet over Aftonbladets krydsord.
– Jeg skal lige have klaret hjernen lidt, sagde han undskyldende og skubbede avisen væk.
– Psykologen vil være med, når vi afhører Hahn, sagde Haver.
– Jamen, det er da fint.Virkede han dygtig?
– Det er en hun. Femogtredive, køn og meget bestemt af sig.
– Nå, sådan en, sagde Ottosson og smilede. – Det bliver sikkert godt.
– Hvad er der galt med Berglund?
– Er der noget galt med ham? Tænker du på, hvad han sagde til gennemgangen?
– Han virker så utrolig knotten, sagde Haver.
– Det er vi alle for tiden. Desuden er det snart jul. For Berglund er det en hellig tid. Så samler han sin klan og spiser god mad, lægger puslespil og guderne må vide hvad. Jeg har sjældent mødt en, der er så familieminded og traditionsbunden. Han vil helst være hjemme, lave konfekt og hænge kugler op.
Haver kunne ikke lade være med at le. Ottosson så på ham med et venligt blik.
– Du tager dig af det her, sagde han, – men husk, at Hahn er en syg mand. Han stak en af vore egne ihjel, men han er også et skadet menneske. Han er skadet og et menneske.
Ola Haver kunne godt mærke dobbeltheden. Afdelingschefens varmende ord og tro på ham, men også en vrede over hans forstående indstilling til en dobbeltmorder. Sådan var Ottosson, forstående og mild, det gjorde ham til en god chef, men lige nu var huset overvældet af sorg og vrede. Selvfølgelig var Hahn et menneske, men et afskyeligt et af slagsen.
– Janne havde kone og to børn, sagde Haver sammenbidt.
– Jeg ved det, sagde Ottosson roligt, – men vi er ikke sat her for at dømme.
”Hvad er det for noget præstepræk?” tænkte Haver.
– Jeg ved, hvad du tænker, men engang var både Lille John og Vincent Arnold Hahn drenge. Du ved, små drenge, sådan nogle, som man ser på gaden. Jeg tænkte på det i efteråret, da skolerne startede. Jeg så de små drenge på vejen med rygsække og korte bukser og tænkte: Her går der sikkert en tyv, en hustrumishandler, en narkoman eller pusher. Forstår du, hvad jeg mener?
– Ikke helt, sagde Haver.
– De var på vej til skole, på vej ind i livet. Hvad gør vi mod dem?
– Du mener, at det er forudbestemt, hvem der bliver narkovrag og mordere?
– Tværtimod, sagde Ottosson uventet skarpt.
– Alle har vel et ansvar, sagde Haver.
– Ja da, det kommer vi ikke uden om, men jeg vil bare have, at du tænker på det, når du afhører Hahn. Din opgave, vores opgave er at opklare og fortælle statsadvokaten og samfundet, hvad der er sket, men vi må også se drengene med rygsække.
Ottosson strøg med hånden gennem sit skæg, så på Haver og nikkede. Haver nikkede tilbage og forlod kontoret.
– Kan du beskrive manden, du mener, var fra militæret?
Vincent Hahn sukkede. Karolina Wittåker sad lidt ude på sidelinien med spredte ben, så langt den snævre spadseredragt nu tillod. Haver kunne ikke lade være med at kigge i hendes retning. Hun så på Hahn.
– Han var vred, sagde Hahn pludselig.
– Råbte han op?
– Ja, han råbte op og bandede. Det så ubehageligt ud.
Beatrice og Lundin havde været nede ved Vaksala Torv og talt med juletræssælgerne. Ingen kunne huske hverken John Jonsson eller en ældre mand, der lignede en militærperson.
– Hvorfor tror du, at han var fra militæret?
– Han så sådan ud.
– Tænker du på påklædningen?
Hahn svarede ikke umiddelbart, men vendte sig mod psykologen. Hans blik faldt på hendes ben. Hun så roligt tilbage.
– Hvem er du? spurgte han, selv om hun var blevet præsenteret for nogle minutter siden.
– Karolina, sagde hun og smilede. – Jeg lytter til dig, prøver at se, hvordan der så ud på Vaksala Torv, hvordan den mand råbte op, og hvordan du blev bange.
Hahn så ned. Der lå en forventningsfuld tavshed over lokalet.
– Han lignede Hitler, sagde Hahn.
Ordene kom som spyttet ud af hans mund.
– Havde han overskæg? spurgte Beatrice.
Hahn nikkede. Haver kunne mærke spændingen stige.
– Fortæl noget mere, sagde han og lænede sig frem og forsøgte at fa øjenkontakt med Vincent.
– Jeg løb efter dem.
– Hvor gammel var den anden? sagde Haver.
– Treogtres, sagde Vincent hurtigt.
– Fortæl om hans tøj.
Hahn svarede ikke. Der gik tredive sekunder, et minut. Haver mærkede utålmodigheden stige. Han vekslede et blik med Beatrice.
– Hvad følte du, da du løb efter dem? spurgte psykologen. – Blev du forpustet?
Hahn løftede hovedet, så på hende og rystede på hovedet.
– Du vidste, at du var nødt til at følge efter?
Hun fik et bekræftende nik som svar.
– Tror du,John var bange?
– Han var aldrig bange. Ikke engang da lastbilen kørte ind i muren, og frøkenen skreg. Han grinede bare.
– Han var måske bange, selv om han grinede, sagde Karoline Wittåker.
Haver forstod, at interviewet ville tage tid. Han var usikker på, hvordan han stillede sig over for psykologens indblanding. Han havde regnet med, at hun ville spille rollen som tilhører, men nu greb hun aktivt ind og styrede samtalen. Men faktum var, at Hahn nu var begyndt at snakke. Han skelede til Beatrice, som nikkede.
– Det var en paprikabil. Der røg en masse dåser ud. Den slags små nogen med røde paprika. Alle tog nogle dåser. Også jeg. To. Min far troede, at jeg havde stjålet dem, men jeg sagde, at alle tog nogle. De lå jo på gaden.
– Blev han vred?
– Ja
– Ligesom manden på torvet.
Hahn nikkede.
– Hvad gjorde din far?
– Han var nazist.
– Hvad arbejdede han med?
– Han var ikke noget. Han råbte lige ind i ørerne.
– Du ville ikke være nazist?
– Jeg er talibaner, sagde Vincent Hahn.
Haver lo højt og fik et iskoldt blik fra Karolina Wittåker. Pludselig rejste Vincent sig, og Haver for op, men sank tilbage på stolen igen, da Hahn begyndte at tale.
– Han gik hurtigt. Det var ikke noget smukt juletræ. Hvorfor skal folk have sådan nogen? Det koster bare penge. Tænk på alt det glimmer, alle de kugler. Det sagde jeg til John. Han grinede bare. Han grinede tit. Den anden grinede også, selv om han var vred.
– Var det i skolegården? spurgte Beatrice.
– Man skal ikke have grantræer indendørs.
– Snakkede den vrede med dig?
– Han snakkede med mig. Jeg sagde, at grantræerne ikke kunne lide at blive fældet. Så kørte de, og jeg råbte, selv om man ikke skal råbe.
– Hvad råbte du?
– At grantræerne vil være i fred. Synes I ikke det?
– Jo, det synes jeg, sagde Haver.
Han havde ikke selv købt noget grantræ endnu. Det plejede at ske lige dagen før juleaften.
– Ham, der var vred, må vi have fat i, sagde Beatrice, – det forstår du nok. Han har måske gjort folk fortræd. Hvis han var vred. Vi må tale med ham.
Det føltes jollet at tale så infantilt, men hun var klar over, at Vincent stadig delvis var et barn. Psykologen kunne garanteret komme med en lang udlægning om det her, men Beatrice følte instinktivt, at det var rigtigt at tiltale ham i en barnlig tone.
– Hvad havde han på? fortsatte hun. – Havde han fint tøj på?
– Nej, ikke fint. Sådan noget som i Qernsynet, med lommer.
– Militærtøj?
– De skyder.
– Jægere?
Haver hørte på Karolinas stemme, at hun var lige så spændt som han.
– Jægere, gentog Hahn. – De jager.
Han sank ned på stolen. Hans indre kvaler afspejledes i hans ydre. Han skælvede og tog sig til såret i panden. Haver anede, at det var gårsdagens begivenheder i Sävja, han mindedes. Vincent Hahn mumlede noget uhørligt. Haver lænede sig frem over skrivebordet. Hahn løftede hovedet og så lige ind i Havers øjne. Det var en underlig følelse, syntes Haver, det var, som om nogle øjeblikkes indsigt ramte drabsmanden. Hvorfor sidder jeg her? Har jeg myrdet? Haver anede, hvordan Hahn i nogle sekunder søgte svar, støtte og muligvis også forståelse. Så forsvandt udtrykket fra Hahns ansigt og blev erstattet af det bortvendte blik, de havde set hele formiddagen.
Kontakten var brudt, og de. resterende ti minutter af forhøret svarede han usammenhængende på deres spørgsmål. Psykologen gjorde et par forsøg på at trænge igennem, men Hahn forblev umulig at nå.