Ann Lindell ringede til Ola Haver fra Berits lejlighed og fortalte, at Justus havde forladt lejligheden tidligt om morgenen og ikke siden havde givet lyd fra sig. Lindell havde ladet sig overbevise af Berit om, at det ikke var normalt for ham. Synet af de nakkede fisk var tilstrækkeligt. Berit havde samlet cirka tyve prinsesser af Burundi op fra gulvet og lagt dem på et fad.
Ola havde slet ikke spurgt om samtalen aftenen før, om hvorfor hun havde ringet. Hun vidste ikke, om han var vred. Hans stemme havde lydt, som den plejede. Nu ville han komme forbi for at tale med Berit.
Lindell overvejede at gå, inden han kom, men ville ikke lade Berit være alene. Inderst inde ville hun også gerne møde Ola. Hun havde dårlig samvittighed over det, der var sket, og ville i det mindste prøve at forklare sin tilstedeværelse i sagen.
Han kom efter et kvarter, nikkede til Ann og gav Berit hånden. De satte sig i køkkenet, og Berit fortalte, hvad der var sket. Fadet med fiskene stod på køkkenbordet. Lindell syntes, at de allerede var begyndt at lugte.
Hun kiggede på Ola Haver. Han så træt ud. Furerne i hans ansigt, som hun ellers ikke plejede at registrere, trådte tydeligere frem end ellers. Hun kunne ikke lade være med at betragte ham på en ny måde, som om han var en ukendt mand, hun lige havde mødt, og hun tænkte på, hvor sød han var. Skønt sød nok var det forkerte ord, han var snarere indtagende. Hans hænder hvilede roligt på køkkenbordet, øjnene var venlige og fæstet på Berit, mens hun talte. På et tidspunkt kastede han et blik på hende, inden han igen rettede hele sin opmærksomhed mod Berit.
”Han lader, som om jeg ikke er her,” tænkte hun. “Han er helt ude af sig selv, men holder masken. Han har garanteret skændtes med Rebecka, og det er mig, der er årsagen.” Følelsen var dobbelt. Hun fortrød det, der var sket, men havde også en pirrende spænding i kroppen. “Forbudt kærlighed,” tænkte hun og var lige ved at smile, da det gik op for hende, hvor ugebladsagtig, det lød. Berit tav, og pludselig opdagede Ann, at både hun og Ola kiggede på hende.
– Undskyld, sagde hun, – men jeg var lige væk et øjeblik.
Ola sendte hende et spørgende blik.
– Vil du skrive en liste over hans venner og andre, som han kunne tænkes at opsøge? sagde han og så på Berit.
– Jeg har allerede ringet rundt, sagde hun. – Han er ingen steder.
– Tror du, han ved noget om mordet?
Lindell forstod underteksten i Olas spørgsmål. Følte Justus sig truet? Men det lod ikke til, at Berit opfattede det sådan.
– Nej, hvad skulle det være?
– Han har måske set eller hørt et eller andet?
Kvinden rystede på hovedet.
– Nej, sagde hun afvisende, men tonen afslørede, at hun overvejede muligheden.
– Hvorfor slog han fiskene ihjel?
Lindell havde stillet det samme spørgsmål, og da havde Berit været helt uforstående. Nu tøvede hun med svaret.
– John kaldte mig sommetider for prinsessen af Burundi, sagde hun lavmælt. – Når han var i godt humør, kaldte han mig forskellige ting.
Hun så beklemt ud, skamfuld, men samtidig uskyldigt spørgende. Ann Lindell tog hendes hånd. Den var kold. Berit mødte hendes blik. Ordene flød stille ud af hende. Hun fortalte om Lennarts besøg og hans angreb.
Da hun tav, så Lindell, at kollegaen overvejede, hvordan han skulle gå videre. Det varede nogle sekunder.
– Var der noget hold i Lennarts anklager?
Berit så på ham med et tomt blik. “Hun er dødtræt,” tænkte Lindell, “hun bryder snart sammen.” Hun havde set det før, hvordan en spænding blev bygget op for til sidst at eksplodere i et skrig. Men Berit havde tilsyneladende stadig kræfter tilbage.
– Vi elskede hinanden, sagde hun med en lav, men fast stemme.
Hun argumenterede ikke mere, men lod de tre ord blive hængende i lokalet, som om der ikke var andet at tilføje. Lindell fik opfattelsen af, at hun i virkeligheden var ligeglad med, om de troede på hendes ord eller ej. Det var nok for hende, at hun vidste, at John havde vidst det.
Haver så på hende og svælgede.
– Kan John have været interesseret i en anden? sagde han, og Lindell hørte, at det var svært at stille spørgsmålet.
Berit rystede på hovedet.
– Jeg kendte John, sagde hun så og sugede luft ind gennem næsen.
Haver sendte Lindell et blik.
– I forstår ikke, fortsatte Berit, – vi havde kun hinanden.
Haver så på hende, svælgede igen, men var nødt til at fortsætte.
– Justus troede på Lennarts ord, sagde han med en mærkeligt tør og mekanisk stemme, som om han forsøgte at gøre sig selv neutral. – Hvilke grunde havde han til det, hvis I var lykkelige?
– Han er en dreng, der har mistet sin far, sagde Berit.
– Du mener, at han prøver at finde forklaringer?
Berit nikkede.
– Kan han have set eller hørt noget, som har givet han en idé om, hvem morderen er?
– Nej, det tror jeg ikke.
Stemmen var tynd som natgammel is.
– Der er flere, der har sagt, at John tilsyneladende havde gang i et eller andet, en slags forretning, hvad kan det have været?
Berit så ned i bordet.
– Jeg ved det ikke, sagde hun næppe hørligt. – Han havde åbenbart talt med Justus om, at vi skulle flytte, men det var ikke noget, John og jeg havde diskuteret.
– Hvor skulle I flytte hen?
– Det ved jeg ikke. Jeg fatter ingenting.
– O.k, sagde Haver, – vi må bringe en efterlysning af drengen, men jeg tror ikke, at der er noget at være urolig for. Han er sikkert bare inde i byen.
Berit så helt smadret ud. Lindell rejste sig og gik ud i entreen, hvor Erik lå og sov i vognen. Hun anede, at han snart ville vågne. Haver og Berit talte sammen i køkkenet.
Så kom hun pludselig i tanke om skinken, som hun havde efterladt på komfuret. Hun skyndte sig ud i køkkenet og sagde, at hun måtte hjem med det samme. Ola Haver sendte hende et hurtigt blik, men sagde ingenting. Lindell gik hen til Berit for at sige noget trøstende, men fandt ingen ord. Berit så på hende med et udtryksløst blik. “Bare drengen lever,” var den eneste tanke, som for gennem Lindelis hoved.
Hun løb ud til bilen med Erik klynkende i vognen. På forruden sad der en parkeringsbøde. Hun flåede sedlen af og smed den ind på bagsædet.
Om nogle timer ville hendes forældre dukke op. “Jeg bliver nødt til at købe en ny skinke,” tænkte hun og svingede ud på Vaksalagatan. I samme øjeblik ringede mobiltelefonen. Hun trykkede knappen ind, overbevist om, at det var Ola Haver.
– Jeg ved det, sagde hun, – men skinken koger tør.
– Hej, sagde en velkendt stemme, og hun var ved at køre ind i bilen foran, som netop bremsede for rødt lys i vejkrydset til E4.