Saganders hus lå på en bakke. Havde det ikke været for den triste anledning til besøget, ville Lindell være kommet med en kommentar om, hvor idyllisk det så ud. Det var et toetageshus, rødt med hvide sammenføjninger og med en overbygget forstue, som også fungerede som balkon. Der var placeret to mindre juletræer på den. De havde lyskæder på ligesom det store, sikkert otte meter høje grantræ, der stod på gårdspladsen. Et par fløjbygninger, hvor der var lys i næsten alle vinduer, fuldendte billedet af en upplandsk, velstillet bondegård på den åbne plads.
– Er det en rigtig bondeknold? spurgte Haver, mens han langsomt kørte op ad indkørslen.
– Det er sikkert udstykket, sagde Berglund.
Indkørslen var omgivet af enebærbuske, som markerede vejkanten. I enebærbuskene sad der små nisser.
– Gudfader, hvor de har pyntet op, sagde Haver surt.
– Jeg synes, det er flot, sagde Berglund.
Lindell sagde ikke noget, men holdt øje med en rød pickup.
– Ingen bil, sagde hun.
De forstod, hvad hun mente, selv om der stod tre biler på gårdspladsen. Haver holdt ind bag en slidt Nissan, og kollegaerne fra ordenspolitiet parkerede deres bil bag Havers. De steg ud af bilerne samtidig. Seks politifolk, hvoraf fem var i tjeneste og bevæbnede. Selv Haver havde sit tjenestevåben med, hvilket overraskede Lindell.
Den uniformerede trio ventede på gårdspladsen. En ruhåret hund kom ud og snuste til deres ben, men forsvandt lige så hurtigt, som den var dukket op. Lindell overvejede, om hun også skulle vente på gårdspladsen, men en næsten umærkelig bevægelse fra Berglund viste, at det stod hende frit for at følge med ind.
En kvinde i tresserne åbnede. Hun anstrengte sig for at se afslappet og venlig ud, men øjnene røbede hende. De flakkede mellem de tre politifolk, standsede nogle øjeblikke ved Lindell, som om hun søgte en slags kvindelig indforståethed.
– Fru Sagander? sagde Berglund i et spørgende tonefald.
Hans venlige stemme, som stod i kontrast til hans lidt barske fremtoning, fik hende til at fremtvinge et usikkert smil og et nik.
– I vil vel tale med Agne, sagde hun og gik til side.
Lindell smilede til kvinden, da hun trådte ind over dørtærsklen.
– Ann Lindell, sagde hun og rakte hånden frem.
– Gunnel, sagde kvinden og smilede tilbage.
Der duftede af julebag i den store entré. Lindell så sig om. Døren til køkkenet stod åben, og Lindell kunne skimte en hel væg med kobberting, men det, der først og fremmest tiltrak sig opmærksomheden, var trægulvet i entreen, som bestod af brede fyrrebrædder, skinnende aflak og daglig pleje. En enorm kommode i almuestil og et par antikke Östervålastole understregede sammen med hjemmevævede tæpper i klare farver karakteren af et typisk, rustikt hjem.
I et vindue lyste en julekirke på et leje af vat med små nisser som dekoration. Kvinden registrerede Lindelis blik og fortalte, at det var hendes far, der havde bygget kirken og lavet nisserne engang i fyrrerne. Hun blev ivrig, glad for at kunne snakke om noget hverdagsagtigt.
– Det er en dejlig tid, sagde Lindell.
Agne Sagander tog imod dem siddende i en lænestol med det ene ben udstrakt på en puf. Haver, som havde mødt ham på værkstedet, syntes, at han så malplaceret ud i den elegant indrettede stue. Det kunne ses, at situationen ikke huede ham. Han sukkede tungt, da de trådte ind i stuen.
– Her sidder jeg som en forbandet, handicappet person, indledte han uden nogen høflige dikkedarer.
– Men Agne, sagde hans kone underdanigt træt.
– Jamen, for fanden, sagde Agne Sagander.
– Trist med værkstedet, sagde Berglund.
– Det var en stor delegation, sagde Sagander og så på Lindell. – Dig genkender jeg fra aviserne. Mord og elendighed, kan det virkelig være så tiltrækkende?
Lindell gik hen til manden, rakte hånden frem og præsenterede sig. Sagander klemte godt til. Lindell smilede.
Berglund gik også hen og præsenterede sig.
– Er du jæger? sagde han.
– Ja, den dér plaffede jeg ned i Jämtland, sagde Sagander og så på det kæmpestore elghoved over den åbne pejs. – Atten takker. I Stroms Vattudal. Der er der elge, eller var, tilføjede han med et tilfreds grin. – Er du selv jæger?
– Før i tiden, sagde Berglund kort.
– Jaså, sagde Sagander, – hvad har I at komme med? Hvordan ser situationen ud? Det er sgu noget lort at sidde her.
– Agne har fået så ondt, indskød kvinden. – Han blev opereret i ryggen, og nu er der tilsyneladende gået noget galt.
– Det er de satans dyrlæger på skadestuen, sagde Sagander. – De snitter i en alle vegne.
– Jeg tror, du har fået en infektion, sagde Gunnel Sagander i en lidt
mere bestemt tone. – Du burde tage derhen.
– Og ligge der hele julen, du kan lige tro nej!
– Er det en infektion, far du antibiotika, sagde hun. – Vil I have kaffe, sagde hun, henvendt til Lindell, idet hun skiftede emne.
– Tak, det ville være fint, sagde Lindell.
Kvinden forsvandt ud af stuen. Manden så eftertænksomt efter hende.
– Ja, værkstedet er brændt helt ned, sagde Haver ubarmhjertigt. – Der er ikke en pind tilbage.
Det var, som om han havde tilpasset tonen og sprogbruget efter Saganders.
– Det hørte jeg, sagde Sagander.
– Er du ked af det? spurgte Lindell.
– Ked af det? Hvad er det for et åndssvagt spørgsmål!
– Vi tror, at der er nogen, der har påsat ilden, sagde Berglund.
– Kan I ikke sætte jer ned? Det føles, som om jeg ligger på lit de parade her.
De tre politifolk satte sig ned. Lindell følte det, som om hun var på sygebesøg hos en vrissen slægtning.
– Sat ild på, sagde Sagander. – Hvem skulle det være?
– Du er ikke på kant med nogen?
– Det skulle da lige være skattevæsenet, men jeg tror ikke, de har en mordbrandspatrulje. Nok heller ikke Ringholm, den kværulant.
– Vi har gjort os nogle overvejelser, sagde Haver og lænede sig frem. – For nylig blev en af dine tidligere ansatte myrdet, og nu brænder værkstedet. Er der en sammenhæng?
Sagander rystede på hovedet.
– Hvad lavede du den 17. december? sagde Berglund.
Sagander så på ham et kort øjeblik, inden han svarede. Lindell syntes næsten, hun kunne ane et skuffet udtryk i hans ansigt. Som om Sagander syntes, Berglund svigtede det indbyrdes fællesskab jæger og jæger imellem.
– Det skal jeg sige dig. Da lå jeg under kniven, sagde han, og gjorde en bevægelse med hånden om mod ryggen.
– Du kom dig ret hurtigt. Da jeg kom ned på værkstedet den 19. virkede du ret frisk, sagde Haver.
– Jeg blev opereret for diskusprolaps, og der sender de folk hjem fandens hurtigt.
– Hvornår kom du hjem?
– Om eftermiddagen den 18., på min fødselsdag.
– Hvad for en bil har du? spurgte Berglund.
– Volvoen derude, sagde Sagander hurtigt.
Det kunne mærkes, at han havde ondt, og at han hadede det, ikke så meget på grund af smerterne, fornemmede Lindell, men mere fordi, han var nødt til halvvejs at ligge ned.
– Hvordan kom du hjem?
– Min kone kørte mig.
– I Volvoen?
– Ja, hvad ellers? I en limousine?
Gunnel Sagander kom ind i stuen med en bakke fuld af kopper og tallerkner, boller og kager.
– Lad os nu lige se, sagde hun og vendte sig mod Lindell. – Måske kan du skubbe aviserne på bordet væk.
Kopperne skramlede på bakken. Lindell hjalp med at dække bord.
– Sikke noget smukt porcelæn, sagde hun, og kvinden kiggede på hende som en, der befinder sig i havsnød og far øje på en redningskrans.
– I er vel ikke allerede trætte af pebernødder? sagde hun.
”Her ville jeg kunne trives, hvis jeg kunne slippe for Agne Sagander,” tænkte Lindell.
– Det varer lidt, inden kaffen er klar, sagde kvinden.
– Jeg så, at du havde noget kønt kobbertøj på væggen. Må jeg kigge lidt på det?
– Ja da, kom med ud.
De gik ud mod køkkenet, og Lindell kunne mærke Agne Saganders øjne i ryggen.
– Han er lidt gnaven, sagde Gunnel Sagander, da de kom ud i køkkenet. – Han har ondt.
– Det kan jeg se, sagde Lindell. – Han er vist et menneske, der vil have noget at rive i?
De betragtede skålene og formene. Gunnel fortalte, at det meste var arvegods, men at hun også havde købt en del på auktioner.
– Han bliver rasende, når jeg slæber ting med hjem, men bagefter synes han, at det er pænt.
– Sådan er mænd, sagde Lindell. – Du kørte ham hjem fra sygehuset, hørte jeg.
– Ja, det gjorde jeg, sagde Gunnel, og hendes øjne tabte noget af glansen.
– Det var den 18.?
– Ja, da har han fødselsdag, men der blev ikke så meget fest. Han var mest vred. Han ville hen på værkstedet.
– At de sender folk hjem så hurtigt? Han blev jo opereret dagen før.
– Det er vel for at spare, men han ville hjem. Det er nok værre for dem, der er alene.
– Dem, der ikke har fast hjemmeservice, mener du?
Gunnel Sagander smilede.
– Hjemmeservice, sagde hun tankefuld. – Det var ikke det, jeg mente. Jeg vil gerne have det pænt, og han er ikke så umulig, som han virker.
Lindell syntes, at Gunnel Sagander var ældet med ynde, og der var en varme i hendes stemme, der tydede på, at hun havde set og hørt meget, men havde tilgivet og forsonet sig med det, der var gået hende imod. Var hun lykkelig? Gjorde hun en dyd ud af nødvendigheden af at være en god husmor og gift med en sur stodder?
Lindell havde set alt for mange af disse kvinder, som underordnede sig, men kunne samtidig mærke det tillokkende i selv at falde ind i den traditionelle kvinderolle. Det var så let at gøre som sin mor. Så aldeles trygt. Hun ville tale med Gunnel Sagander om det, men indså, at det ikke var det rette tidspunkt for det, og at det sandsynligvis heller aldrig ville blive det.
Kaffen gurglede en sidste gang i maskinen. Gunnel Sagander sendte Lindell et øjekast, som om hun kunne læse hendes tanker.
– Er du gift? spurgte hun, mens hun hældte kaffen op i en stor termokande.
– Nej, jeg er enlig mor med en lille Erik.
Kvinden nikkede, og de gik ind i dagligstuen.
Lindell kunne se på Haver, at han var skuffet. Eller var det trætheden, der fik ham til at se næsten smadret ud? Han sad slapt tilbagelænet i en højrygget lænestol og kiggede på sine hænder. Han kastede et blik på Lindell og Gunnel Sagander, da de kom tilbage. Sagander snakkede. Berglund lyttede opmærksomt.
– Lille John var dygtig, men han var en særling, sagde han. – Det var en skam, han måtte holde op.
– Det var jo dig, der sagde ham op, indvendte Berglund.
– Det var jeg nødt til, sagde Sagander kort, – men den slags forstår en tjenestemand sig ikke på.
– Det er klart, sagde Berglund venligt og smilede.
– Mere kaffe? sagde Gunnel Sagander og holdt termokanden op.
– Tak, det lyder godt, sagde Berglund og rejste sig.
Haver så op. Skyerne blev fejet væk som et gardin og åbnede for en stjerneklar himmel. Han bevægede læberne som for at sige noget, men fortrød og gik ned på gårdspladsen.
– Tak for kaffe, sagde han og vendte sig mod Gunnel Sagander.
Hun sagde ikke noget, men nikkede bare. Berglund gav hånd. Lindell blev der lidt længere.
– Du kendte selvfølgelig også John, sagde hun.
– Selvfølgelig. Han varjo på værkstedet i så mange år. Jeg kunne godt lide ham.
– Hans søn, Justus, er forsvundet. Har du nogen idé om, hvor han er taget hen?
Gunnel rystede på hovedet.
– Er han stukket af? Stakkels dreng.
En bil startede. Det var ordenspatruljen, som kørte. Lindell gav hånd og takkede. Haver og Berglund skulle lige til at sætte sig i bilen, da Haver stivnede, som om han var ramt af et skud i ryggen. Lindell så, hvordan han gik væk fra bilen og nogle meter til siden, satte sig på hug og råbte noget til Berglund. Denne rakte ind i bilen og tog noget frem.
– Hvad er der? sagde Gunnel Sagander uroligt.
– Det ved jeg ikke, sagde Lindell.
– Jeg tænkte på, hvor Justus kunne tænkes at tage hen. John og Erki på værkstedet varjo meget gode venner.
Lindell havde svært ved at koncentrere sig om, hvad kvinden sagde. Belysningen på gårdspladsen gav kun et svagt skær ud over stedet, hvor Haver og Berglund stod bøjet. Berglund tændte en lommelygte. Hun så Havers ophidselse i den måde, han vendte sig mod Berglund. Denne rystede på hovedet, så op mod huset, rejste sig og tog mobiltelefonen frem.
– Erki var nærmest som en far for John, især i begyndelsen, fortsatte Gunnel Sagander, – dengang han var lidt usikker på alting. Han var også hidsig, men det bed ikke på Erki.
Lindell strakte hals.
– Hvad laver de dernede? Har de tabt et eller andet?
– De har måske fundet noget, sagde Lindell. – Hvad var det, du sagde om Johns arbejdskammerat?
– Måske er Justus taget hjem til Erki. Jeg ved, at han godt kan lide finnen.
– Ved du, hvor han bor?
– Tidligere boede han i Arsta, men jeg tror, at han er flyttet til Bälinge.
Haver rettede sig op, tog sig til lænden og sagde noget til Berglund.
– Jeg kan spørge Agne. Vi må jo kunne ringe til Erki.
– Spørg Agne, så ringer jeg, sagde Lindell.
Gunnel gik ind, og Lindell skyndte sig ned til kollegerne. Temperaturen var faldet mærkbart, og det var isnende koldt. Hun trak halstørklædet tættere om sig. Kollegernes ånde stod som en sky om dem.
– Hvad sker der? sagde hun.
Haver så på hende, og al træthed var som blæst fra hans øjne.
– Spor, sagde han kort for hovedet og pegede på jorden foran sine fødder. Lindell mente at kunne se et smil på hans læber.
– Forklar nærmere, sagde hun.
Haver fortalte om snebunken i Libro, hvor de havde fundet John.
– Du mener, at det er den samme bil?
Haver nikkede.
– Eskil er på vej, sagde han, og Lindell så nu, hvor nervøs han var.
– Skal vi spørge Saganders kone, hvem der har været på besøg her? spurgte hun, og i samme nu ringede hendes mobiltelefon.
Det var hendes mor, der ville vide, hvor hun var henne. Erik var vågnet, havde fået vælling, var faldet i søvn igen, men var nu vågnet igen.
– Hyler han? spurgte Ann og gik væk fra kollegernes blikke.
– Nej ikke rigtigt, sagde moderen, og Ann undrede sig i sit stille sind over, hvad hun mente.
– Jeg kommer snart hjem, sagde hun. – Giv ham lidt banan, det kan han godt lide.
– Han behøver ikke nogen banan, han behøver sin mor.
– Han har en mormor, sagde hun og fortrød i samme sekund sine ord.
Der blev dødstille i røret.
– Kom hjem, sagde moderen til sidst og lagde røret på.
Ann Lindell stod med telefonen i hånden, så hen mod Haver og Berglund, lod som om hun afsluttede samtalen på en rolig måde og vendte tilbage til kollegerne.
– Babysitteren? sagde Berglund.
Lindell nikkede og så, hvordan Berglund sendte Haver et hurtigt blik. I samme øjeblik kom Ry des gamle bil kørende på vejen. Han bremsede og så ud til at tøve, inden han kørte op mod Saganders hus.
Lindell gik hen til Gunnel Sagander, som var blevet stående på fortrappen. Hun frøs.
– Skal vi gå ind? spurgte Lindell.
Kvinden rystede på hovedet.
– Hvad sker der? sagde hun, og så intenst på Lindell.
– Der er bilspor, forklarede Lindell. – Jeg er nødt til at spørge, hvem der har besøgt jer i dag?
Kvinden så væk.
– Agnes bror, sagde hun kort. – Ruben. Han var her for nogle timer siden. Han skulle på harejagt og lånte en æske til geværet.
– Ammunition?
Kvinden nikkede.
– Havde han våbnet med?
– Det har han for det meste, sagde Gunnel Sagander. – Han er …
Hun gik i stå. De to kvinder så, hvordan teknikeren bøjede sig ned. Berglund tændte igen lommelygten.
– Hvor bor Ruben?
– Oppe på bakken, sagde Gunnel Sagander og pegede op mod et par huse nogle hundrede meter væk.
– Der, hvor der er lys, huset med de to skorstene?
Gunnel nikkede.
Lindell gik tilbage til hjulsporet. Ryde sendte hende et kort blik, men sagde ikke noget. Han fandt en tommestok frem og målte aftrykket i sneen.
– Samme bredde, sagde han.
Han tog kameraet frem og tog i hurtig rækkefølge en cirka seks billeder. Blitzen oplyste dækmønsteret. Haver skuttede sig. Lindell fortalte, at det formodentlig var Saganders brors bil, at han var bevæbnet, og at han boede i nærheden.
Ola Haver så på hende, men det forekom Lindell, at han var langt væk.
– Den kniv, som Mattias snuppede, lå i bilen. Den bil, som afsatte sporene i Libro, og nu her, sagde Haver. – Ruben besøgte sin bror på sygehuset dagen efter mordet.
– En elendig amatør, sagde Ryde.
– Ruben Sagander, sagde Lindell, og alle fire vendte sig mod nord og så hen mod huset med de to skorstene.
– Han er bevæbnet, sagde Haver.
Som på et givet signal begyndte de at gå tilbage mod Agne Saganders hus. Gunnel Sagander anede, hvad der foregik, det kunne de fire politifolk se. Hun viklede halstørklædet tættere om sig, rettede ryggen og gjorde sig parat.
– Ved du, om Ruben besøgte sin bror dagen efter operationen? spurgte Lindell.
– Ja, vi kørte derhen begge to.
– I Rubens bil?
Kvinden nikkede.
– Er det en rød-hvid pickup?
Et nyt nik.
– Hvad er der sket? sagde hun, men Lindell havde på fornemmelsen, at Gunnel Sagander godt vidste det.
– Kendte Ruben John? spurgte Berglund.
– Selvfølgelig gjorde han det.
De gik ind i huset. Haver ringede. Berglund talte med Agne Sagander, der stadig sad i den samme stilling, som da de havde forladt ham. Også Ryde tog telefonen frem. Lindell blev stående i entreen sammen med Gunnel Sagander.
– Vil du godt finde Erkis telefonnummer? sagde Lindell.
Hun burde tage hjem. På en eller anden måde følte hun, at mordet på Lille John ikke interesserede hende så meget længere. Måske skyldtes det, at hun ikke havde været med i opklaringen. Var det tanken om Justus, der fik hende til at blive?
Haver afsluttede sin samtale og skulle lige til at sige noget, da Berglund kom ud fra dagligstuen og omhyggeligt lukkede døren bag sig.
– Vi må nok hellere ringe efter en ambulance og en patrulje fra ordenspolitiet, sagde han. – Sagander vil ikke røre sig ud af stedet. Han siger, at han ikke kan flyttes.
Berglund var ikke så ivrig som Haver. Den snart pensionerede politimand ville hjem til kone, børn, børnebørn og juletræ, men Lindell vidste, at han uden at beklage sig ville arbejde juleaften, om nødvendigt. Han blev stående med hånden på dørhåndtaget og så på Gunnel Sagander, som for at undskylde eller muligvis fa en kommentar til ægtefællens påståede ubevægelighed.
– Han er stædig, sagde hun bare.
– Hvordan er hans bror? spurgte Haver.
De så, hun var i tvivl, valgte sine ord med omhu.
– Han ligner på mange måder sin bror, de er jo tvillinger, men han er mere hidsig, det må jeg sige.
– Er han voldelig?
– Han har en helt vidunderlig kone, fortsatte Gunnel Sagander, som om det skulle være svaret på Havers spørgsmål.
Havers telefon ringede, og han svarede efter den første ringetone. Lindell kunne se, at han svedte. Hun kom til at tænke på Edvard. Det gav et sug i hendes mave, da hun huskede, hvordan de havde elsket i træslottet på Gräsö, så det havde overdøvet nordøstenvinden. En nat var hun listet op lidt før solopgang, var gået hen til det åbne vindue og havde trukket myggenettet væk for at læne sig ud. Fuglene sang af hjertens lyst. Havet lå spejlblankt, og temperaturen nærmede sig allerede tyve grader. Da hun havde vendt sig om og betragtet Edvard i sengen, havde hun tænkt, at lykkeligere end sådan her kunne intet menneske være. Han havde i nattens løb sparket lagnet af sig, og der glimtede nogle sveddråber på hans mave.
– Vi kører vel op til Ruben, sagde Haver og afbrød hendes tankeflugt. – Der kommer to biler lige om lidt. Jeg bad dem om at fa lidt fart på.
– Må jeg låne din bil, Eskil?
Teknikeren vendte sig mod Lindell og så på hende, som om han ikke havde forstået spørgsmålet.
– Jeg skal ind til byen, sagde hun forlegent, som om hun havde bedt Ryde om at låne hans bukser.
– Du kan tage min, sagde Haver for at redde hende ud af kniben og kastede nøgleknippet over til hende.
– Tak, Ola, sagde hun og smilede. – Jeg tror, at I klarer det her, tilføjede hun og brugte et af Edvards udtryk.
Hun gik ud på fortrappen, foldede sedlen med telefonnummeret ud og tastede tallene. Der lød fem, seks ringetoner, inden finnen svarede. I baggrunden hørtes julesange og skramlen af porcelæn.
Hun præsenterede sig, men inden hun nåede at forklare sit ærinde, brød Erki Karjalainen ind.
– Han er her, sagde han kort, og Lindell syntes, at stemmen lød som hentet fra Mumitroldene.
Hun lo højt af lettelse.
– Har I ringet til Berit?
– Næ, sagde finnen, – det vil drengen ikke have.
– Må jeg komme over?
– Vent lidt, sagde Erki, og Lindell hørte, hvordan han forsvandt væk fra telefonen. Hun prøvede at forestille sig, hvordan han boede, hvordan han så ud, hvordan han snakkede med drengen. Det tog sin tid, og hun kiggede ud over græsmarken foran Saganders hus, vejen med de pyntede enebærbuske og broderens hus på bakken nogle hundrede meter væk. Ville Agne ringe og advare sin bror? Det troede hun ikke. Hvis han havde svært ved at komme til telefonen, havde han sikkert en mobil, som var let at få fat i, men han ville sikkert lade den ligge. Det var en følelse, som hun baserede på grundlag af Gunnel Saganders reaktion. Hun vidste, hvad der var i gang, også at hendes mand kunne blive anklaget som medskyldig i mord, men Lindell så, at hun inderst inde var glad for politiets ankomst. Det var Agne måske også, bag al sin knottenhed. Tvillingebrodre er utilregnelige, tænkte Lindell og huskede en sag med en tvilling, der havde voldtaget en ung kvinde i Engelska Park, og hvor den anden tvilling, fuld af afsky over broderens forbrydelse, alligevel tøvede med at medvirke til, at han blev fældet.
Erki Kajalainen kom til telefonen igen. Hun måtte godt komme, men ikke ringe til Berit.
– Det lover jeg, sagde hun og afsluttede samtalen. Karjalainen boede tyve minutter væk, hvis genvejen gennem skoven var farbar. Hun havde kørt ad den sammen med Edvard et par gange. I de skove havde han haft nogle af sine bedste svampesteder.
Mens hun gik over til Havers tjenestebil, tastede hun Berits nummer. Hun kunne se kvinden for sig, uroligt vandrende rundt i lejligheden.
– Vi har fundet ham, sagde Lindell straks.
Berit Jonsson gav sig til at græde, og det varede lidt, inden Lindell fik kontakt med hende.
– Det tager et stykke tid, inden han kommer hjem, sagde Lindell, – men han er i gode hænder, det lover jeg.