Ruben Sagander sparkede til et stykke af metal, så det fløj af sted. Det er heldigt, at far er død, tænkte han. Han prøvede at holde sig i ro ved at trække vejret gennem næsen, fylde lungerne og trække skuldrene op. Helst ville han skrige sit raseri ud over den raserede bygning foran ham.
Bygget 1951. Nedbrændt halvtreds år efter. Skiltet, hvor der stod “Saganders Mekaniske Værksted” havde løsnet sig fra sit fæste og lå på den åbne plads. En mobilkran fra brandvæsenet havde sat et af sine støtteben på skiltet, så bogstaverne “Saga” var de eneste, der kunne ses.
Vrede, sort som soden på den eneste mur, der stod tilbage, gennemstrømmede hans krop. Han havde vekslet nogle ord med en af brandmændene, fortalt, hvem han var, og at han og broderen var begyndt at arbejde på værkstedet i halvtredserne, hos deres far. Brandmanden havde forvekslet hans vrede med sorg og havde forsøgt at trøste ham. Der var ingen tvivl om, at branden var påsat. Ganske vist skulle der foretages en teknisk undersøgelse, men de havde allerede fundet spor i brandresterne, der tydede på mordbrand. Der var nogen, der systematisk havde hældt en brandfarlig væske ud over hele lokalet og derpå sat ild til.
– Hvem? spurgte Ruben.
– Det må politiet opklare, svarede brandmanden.
Nu var der kun efterslukningsarbejdet tilbage. Han kunne skimte pengeskabet under nogle bjælker, der var faldet ned. Nu var det tømt for kontanter. For et halvt år siden havde der ligget næsten en halv million dér. Hans penge. Agne vidste, at det var sorte penge fra Rubens entreprenørfirma, og havde tøvet, da Ruben havde bedt ham om at opbevare pengene i skabet.
Der var en, der havde tømt skabet, og det var en, der kendte kombinationen. Ruben havde ikke et sekund troet, at det var Agne, der havde stjålet pengene. De havde sammen forsøgt at finde ud af, hvem det var. De havde ikke sagt noget om tyveriet til gutterne i firmaet og heller ikke lagt mærke til noget usædvanligt i deres opførsel. De var kommet tilbage efter sommerferien og havde opført sig som ellers.
Mistanken var næsten med det samme faldet på John. Da Mattzon senere tilfældigt havde talt om, at han havde set John uden for værkstedet en søndag i begyndelsen af august, var de blevet helt sikre. Det var John, der havde stjålet hans surt optjente penge. En halv million, som skulle være grundkapitalen til indretningen af hytten i Spanien, hvor han og Maj-Britt havde tænkt at bosætte sig.
Rubens mobiltelefon ringede, og han tjekkede nummeret på displayet. Han gad ikke svare. Han orkede ikke at tale med broderen igen. I stedet satte han sig i bilen og spekulerede over, hvad han skulle gøre. En halv million var pist væk, og nu lå værkstedet i ruiner. Han ville flygte fra det hele. Også fra Maj-Britt.
Han følte ingen anger over Johns skæbne. Han var en tyv, og det havde han også indrømmet, havde grinet Ruben lige op i ansigtet. “Prøv at bevise det,” havde John sagt og grinet endnu mere. Derimod fortrød han, at han var faret så hårdt frem. Han skulle have slæbt John væk, have passet på ham, muligvis have truet med at gøre Justus fortræd og på den måde have tvunget John til at skaffe pengene. Nu var det for sent. Der var én mulighed tilbage, og det var Berit. Hun ville selvfølgelig benægte, at hun overhovedet kendte noget til tyveriet, men truslen mod Justus kunne han jo stadig benytte sig af.
Han så en sidste gang ud over resterne af værkstedet. De påmonterede lamper kastede et uhyggeligt lys ud over grunden. Nogle af brandmændene lo højt. De var vel glade for, at det var lykkedes dem at begrænse branden.
Han drejede tændingsnøglen og fik pludselig en følelse af, at John sad på bagsædet og grinede ad ham. Han var nødt til at vende sig om, men der lå bare geværet og jagttasken. Han slap koblingen og kørte mod Gränby.
Det føltes, som om han var kommet til en korsvej. Det var nu eller aldrig, at hans fortsatte liv skulle afgøres. Han vidste, at han ikke havde så mange år tilbage, måske fem eller ti. Lægerne havde givet ham et vist håb, men det var under forudsætning af, at han tog det lidt mere med ro, stoppede med tobak og alkohol. Han havde solgt firmaet, var holdt op med at ryge, men ville blive ved med at tage en cognac engang imellem. Han ville slutte sit liv i Spanien. Han havde slidt i fyrre år, først på værkstedet, så som kranmaskinist og maskinfører på byggeriet, for til sidst at opbygge et succesfuldt firma med cirka tyve byggemaskiner.
Han var stolt over det, han havde opbygget. Ikke en kæft ville blande sig, hvis han lagde lidt sorte penge væk. Han havde fortjent lidt ekstra skillinger. Lille John havde grinet ad ham, men nu fniste han ikke så meget. Pengene skulle findes et sted. Det eneste rigtige var at køre hjem til Berit og kræve dem tilbage.