Våbnet på bordet var som en magnet. Gang på gang gik han ud i køkkenet bare for at studere revolveren. Han havde aldrig ejet et skydevåben. Han havde gået med kniv mange gange. At rende rundt med en revolver eller en pistol havde aldrig været Lennarts stil. Man vidste aldrig, hvordan det gik, hvis man var fuld. Straffen for en forbrydelse med skydevåben var altid højere. Domstolene så alvorligere på en tyv, der drønede rundt med en skyder inden for bukselinningen, end en halvfuld med en kniv.
Den hviderusser, som han havde købt den af, viste ingen overraskelse. Han havde hørt, hvad der var sket med Lille John, og var fuldt ud klar over Lennarts behov. Han fik den på afbetaling, hvilket ellers ikke var muligt. “Sørg for, at du overlever,” havde russeren lakonisk sagt, “så du kan betale.”
Sergej havde boet fire år i Sverige. Han var kommet via Estland og søgt om politisk asyl. Efter Lennarts mening skulle russeren have været sendt tilbage med det samme, men nu følte han en vis taknemlighed mod ham.
Lennart havde aldrig ønsket at dræbe nogen, men nu havde han brug for et kraftigt våben. Med en revolver kunne han vise, at han mente det alvorligt.
Han kunne ikke lade være med at fingerere ved våbnet. Det var smukt og skræmmende, metallisk truende, og det fyldte ham med spænding og forventning, som om hans egen betydning var vokset. Han ville have det liggende fremme, så han kunne vænne sig til tanken om, at han var bevæbnet.
Han havde ikke rørt en dråbe sprut, ikke engang en pilsner, i seksogtredive timer. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde været ædru så længe. Måske dengang han sad inde på politistationen. Men da havde han været på nippet til at bekende bare for at få en øl.
Han følte sig som et nyt menneske, som om den gamle Lennart var trådt ud af kroppen og udefra betragtede den gamle skal. Han så sig selv gå rundt i lejligheden, stå i vinduet og betragte snevejret udenfor, pille ved revolveren og klæde sig på.
I aften ville han have besked. Sådan føltes det. At Berit havde været indblandet på en eller anden måde, var han overbevist om. Nu skulle sandheden frem. Han ville ikke skade hende. Han kunne ganske enkelt ikke gøre hende fortræd. Hun var Johns kone og mor til Justus.
Han ville så gerne tro på hendes forsikringer om, at hun ikke havde været utro, men Mossas ord kværnede uophørligt i Lennarts hoved. “Luder,” havde iraneren sagt, og det var stærke ord. Han havde altid stolet på Mossa, og hvorfor skulle han lyve om det her?
Var det Dicken med tænderne? Han havde ikke set ham i et stykke tid. Der var en, der havde sagt, at han var i Holland. “Det er muligt,” tænkte Lennart. “Jeg kan rejse efter ham. Hvis han tror, han kan stikke af, så tager han fejl. Jeg kan forfølge ham til verdens ende.”
Han trådte ud i sneen, sober som en gud og renset for sit tidligere liv. Han følte en stor ro og underligt nok tænkte han på sin far.Var det det korte gæstespil sammen med Micke i snebranchen, der gjorde, at han stadig oftere blev bragt tilbage til gamle minder? Albin havde været dygtig, ikke bare som tagdækker, men også som far. Den erkendelse havde listet sig ind i Lennart, som årene var gået, ikke mindst når han så John sammen med Justus.
Han sukkede dybt. Han befandt sig igen på Branting Torv. Ingen traktor, ingen støjende teenagere, bare masser af sne, og så ham selv. Trangen til at drikke fik hans indvolde til at trække sig sammen, som om der var monteret en stålwire i kroppen, en wire, som langsomt vikledes rundt om en skrøbelig kerne af angst. Det hele kunne briste når som helst. Han kunne løbe hjem igen og tage en gibbernakker, men det ville være det samme som at opgive jagten på Lille Johns morder for altid.
Han traskede sammenbidt videre. Der var julestjerner og blinkende kulørte lys på rækkerne af altaner, som indrammede hans færd hen over Skomakerberget. – Albin og John, mumlede han stille i takt med sine skridt. Det føltes, som om faderen var sammen med ham, som at Albin var steget ned fra sine tage og sin himmel for at bistå ham. Faderen gik uden ord ved siden af ham. En gang pegede han op mod husene, og Lennart forstod, at Albin havde været deroppe på tagene.