Ruben Sagander svedte, og det føltes, som om sveden frøs til et panser på hans krop. Han så op mod Berit Jonssons oplyste vindue. Han gik ind gennem hoveddøren, men tændte ikke trappebelysningen. Han tog en dyb indånding og begyndte at gå op. Der duftede af jul i trappeopgangen. Han gik forbi dør efter dør. Han hørte musik og latter. Nu svedte han voldsomt, akkurat som han plejede at gøre, når han var på jagt, når elgene dukkede op i synsfeltet, og han stille og åndeløst hævede riflen.
En etage til, og for sit indre blik så han det ramponerede skilt uden for værkstedet og huskede lyden af den første drejemaskine, de havde sat op på værkstedet. Han sagtnede skridtene nogle sekunder. En dør blev åbnet en etage nedenunder, og han hørte lyden af trin ned ad trappen.
– Husk lige at tage papkasserne med, råbte en kvinde.
Lyden af trin forsvandt. En mand mumlede noget og gik tilbage til lejligheden. En kort diskussion, og så lød der igen skridt nedad. Ruben Sagander stod bomstille og var glad for, at manden ikke tændte lyset. Hoveddøren blev slået op. Sagander ventede og fingererede ved kniven i lodenfrakkens lomme. Et par minutter senere kom manden tilbage, han tussede op ad trappen, en dør blev åbnet, der strømmede musik ud ad døren, som igen blev lukket. Sagander tog en dyb indånding og fortsatte.
Uden for Berits dør trak han huen på, han havde taget med fra bilen. Han tog kniven op af skeden, sigtede med bladet og skar to huller i huen, trak den over ansigtet og tog i dørhåndtaget. Døren var ulåst.
Berit sad ved køkkenbordet og stirrede fortabt på papæsken med sedler. Tusinder af kroner. Så mange penge havde hun aldrig set før. Hun stak hånden ned i æsken og bredte et bundt femhundredekronesedler ud på bordet. Pludselig gav hun sig til at græde.
– Hvorfor, John? hulkede hun og fejede med en hurtig bevægelse sedlerne ned på gulvet.
Mekanisk begyndte hun at tælle, lagde tyve femhundredelapper i hvert bundt. Da hun havde talt til halvtredstusind, kom vreden. Han havde svigtet hende. Guderne skal vide, at hun havde spinket og sparet hele efteråret, urolig for deres økonomi og fremtid. Hun havde oven i købet spekuleret på, om de var nødt til at sælge boligandelen og flytte ind i en lejet lejlighed. Det skete samtidig med, at John sad på hundrede tusinder af kroner. Justus havde åbenbart også taget nogle med. Han havde også vidst det. John og drengen havde haft deres egne planer. Et dobbelt svigt.
Pludselig hørte hun en lyd. Hun lænede sig frem og skruede ned for radioen.
– Justus, råbte hun, – er det dig?
Lennart så, hvordan manden kiggede op mod Berits vindue. I den dårligt oplyste gård og det tætte snevejr var det svært at skelne nogen detaljer, men skikkelsen virkede bekendt. Kunne det være Dicken Lindström? Han var ikke så kraftigt bygget, men vintertøjet kunne godt snyde. Var han tilbage fra Holland og nu staldkåd som et føl? Lennart bandede højt. “Nu snupper jeg jer på fersk gerning,” tænkte han. Hvad fanden bilder han sig ind at komme rendende? Og Justus, den stakkels dreng, skal opleve, hvordan hans mor bliver bollet af en satan med udstående tænder, kun en uge efter at John er død.
Lennart gik nærmere hoveddøren, men trak sig hurtigt væk, da han fik øje på en mand, der kom ud med affaldsposer og en stor kasse i hænderne. Han gik ned i affaldsrummet, hvor Lennart stod. Han kunne høre, hvordan manden kom stadig nærmere, hvordan han mumlede et eller andet, harkede og spyttede i sneen.
Døren til affaldsrummet blev lukket op, og Lennart mere så end følte stanken slå ud i vinteraftenen. Manden lukkede døren i, harkede igen og gik tilbage mod hoveddøren. Lennart blev stående et minut, inden han fulgte i hælene på ham.
Ruben Sagander stirrede måbende på pengene foran sig. På gulvet og på bordet lå der bunker af sedler. Hans penge. Han havde haft ret. Han lo højt.
Berit trak automatisk bundterne hen til sig, mens hun stirrede på den maskerede mand foran sig. Hun gav sig til at stuve pengene ned i æsken.
– Rør mig ikke, sagde hun og så sig om efter noget at forsvare sig med.
Manden lo, bøjede sig ned og samlede en seddel op fra gulvet. Berit for op fra stolen i et forsøg på at nå brødkniven på køkkenbordet, men sad omgående i et jerngreb. Hun kunne mærke den stærke svedlugt og hænderne, der greb om hendes arme. Manden sagde ikke noget, men hans vejrtrækning var tung. Masken gjorde ham uigenkendelig, men der var noget bekendt ved ham. Hun prøvede at rive sig løs, men blev mødt af et stadig strammere greb og en latter. Hun sparkede ham på benet, men det lod ikke til at genere ham.
”Jeg vil ikke dø,” tænkte hun mere og mere desperat og så Johns rædselsslagne ansigt for sig, da hun sagde farvel til ham i kapellet. Hun gjorde et nyt forsøg ved at kaste sig hurtigt til siden, samtidig med at hun nikkede ham en skalle. Hun kunne høre, hvordan det gav en høj kvaselyd. Et øjeblik mistede han taget om hendes arme. Hun kastede sig mod køkkenbordet, men manden var straks over hende. Hun blev kastet mod gulvet, men nåede at løfte den ene hånd og kradse ham i ansigtet. Hun blev våd på hånden og vidste, at det var blod, der var løbet ud gennem huen. Han brølede højt af smerte og rettede et slag mod hendes krop. Det ramte på skulderen, og Berit blev slynget rundt af den utrolige kraft i slaget.
Så var han over hende. Indtil nu havde det været en tavs kamp, men nu kom skriget fra Berit. Han slap taget med den ene hånd og forsøgte at holde for hendes vidåbne mund, og det gav hende mulighed for at skubbe det ene knæ op i skridtet på ham. Han krøb sammen af smerte, rejste sig halvvejs op, rodede i frakkelommen og fandt kniven frem.
”Nu dør jeg,” nåede hun at tænke, da hun så den hævede kniv over sit hoved. Så hørtes en voldsom eksplosion, og hun kunne mærke, hvordan den maskerede mand stivnede. Så lød der et nyt knald, og hun så, hvordan huen splittedes ad, og et forfærdeligt sår kom til syne i hans hoved, inden han blev kastet frem og ind over hende.
Det rykkede i mandens lemmer, inden alt blev stille. Vægten og den ramme lugt fra hans krop gjorde hende panikslagen, og hun skubbede ham fra sig alt, hvad hun kunne. Blodet dryppede ned i hendes ansigt og på hendes bryst.
Da hun havde frigjort sig, så hun en skikkelse stå i døråbningen. Hun kunne skimte våbnet i hans hånd og forstod, at han havde reddet hendes liv. Det lykkedes hende at kravle fremad, hun kom op på knæ og tørrede sig over det blodige ansigt med ærmet. Så kunne hun se, at det var Lennart. Han var ligbleg. Hånden med våbnet rystede, og hans krop gennemrystedes af kramper, som om han havde fået et elektrisk stød. Han hev efter vejret og prøvede at sige noget.
– Lennart, hviskede hun.
Han skælvede endnu mere og begyndte at hulke.
– Lennart, gentog hun.
Han vendte sig om og forlod lejligheden med vaklende skridt. Hun så efter ham, rakte hånden ud som for at stoppe svogeren, men dér, hvor han havde stået, lå der kun revolveren tilbage. Berit bøjede hovedet ned mod køkkenbordet, og gråden kom ligesom kramper. Hun stirrede med væmmelse på såret, hvor kuglen var gået ind i mandens baghoved, og kastede voldsomt op.
Lennart løb. En dør blev åbnet på etagen neden under Berits, lige da han passerede, og han tumlede ind i den med voldsom kraft, faldt om, kom på benene lige så hurtigt og fortsatte ned ad trappen.
Han havde skudt et menneske. Dræbt et menneske. Hvem var det? Det var helt klart, at det ikke var Dicken. Et øjeblik havde han haft lyst til at gå hen og rive huen af ham, men havde ikke turdet. Nu var der kun flugten. Havde han taget fejl af Berit? Det var ikke en elsker, der var kommet på besøg, men en voldsmand. Lennart havde set pengene på bordet og var klar over, at det var pokergevinsten. Berit havde løjet, da hun havde sagt, at hun ikke vidste noget om pokerspillet.
Han blev stående nede ved hoveddøren, tog nogle dybe indåndinger, klappede på frakkelommen for at tjekke, hvor revolveren var, men kom i tanke om, at han havde tabt den på gulvet. Han forstod, at løbet var kørt, for selv om Berit holdt mund, var hans fingeraftryk på våbnet.
Han åbnede døren. Kulden slog imod ham, og i snefoget så han en kvinde komme gående. Ann Lindell. Hun var helt tæt på, men havde vist ikke set ham. Han snurrede rundt på hælen og løb op ad trapperne igen. Flere døre stod åbne, og urolige naboer kiggede ud, men han var ligeglad og løb videre.
Han vidste, at han var fanget i en fælde. Lindell var garanteret ikke alene. Gården ville vrimle med politifolk. På vej op slog det ham, at han ikke ville kunne komme op på loftet. Han blev stående ubeslutsom et stykke tid foran Berits vidåbne dør, inden han strøg ind i lejligheden igen.
Han så ud i køkkenet. Berit sad stadig med den skudte mand ved siden af sig. Hendes blik var tomt. Hun så ham, men alligevel ikke. Lennart stoppede op og fik pludselig lyst til at gå ud i køkkenet og sætte sig på gulvet ved siden af hende. Han ville sige noget til Berit, lidt, som kunne forklare alt. Hun havde været John en god kone, og derfor holdt han vældig meget af hende. Ordene var der, men Lennart tøvede.
Han indså med et lammende klarsyn, at hans eget liv var prisgivet, at hans ord ikke havde nogen kraft. Han løb ind i dagligstuen, kastede et blik på akvariet, og for hans indre blik stod John dér, smilende, som den aften, da de indviede det. Lennart rakte hånden frem for at føle på sin bror, men der var ikke noget.
Det var næsten umuligt at åbne døren på grund af al den sne, der havde samlet sig på balkonen. Han pressede den op og huskede pludselig dagen sammen med Micke, snerydningen og følelsen af, at han gjorde nytte. Han spejdede ud over rækværket. Det svimlede for øjnene. Gården lå øde hen, men i det fjerne hørtes lyden af sirener.
Han så op mod taget, inden han klatrede op på rækværket, holdt fast i en knagerække, der var sat op på muren, og rakte ud efter tagrenden. Han kunne lige akkurat nå. Renden var kold og glat. Han fik sne i ansigtet.
Med en kraftanstrengelse, som han ikke selv troede sig i stand til, kastede han sig opad mod muren og stemte af med fødderne. Det lykkedes ham at få den ene fod op på knagerækken og hæve sig med kroppen over tagrenden. Benene sprællede i luften, og han gispede efter luft.
– Jeg klarer det, jeg klarer det, gentog han sagte. Han var vagt bevidst om, at lyden af sirener kom stadig nærmere. Han hvilede med hovedet mod taget og kunne mærke, hvordan hans kræfter ebbede mere og mere ud. Han begyndte at glide ned. Han drejede hovedet og så de blå blink spille på den modsatte facade.
Han vendte blikket mod nokken og fik øje på det tilsneede beskyttelsesgelænder godt en halv meter fra tagskægget.
– Jeg er tagdækkerens den ældste, mumlede han. – Jeg er tagdækkerens knægt.
Han sparkede ud med benene, bevidst om, at det her var sidste chance, kastede højre hånd frem, og det lykkedes ham at nå gelænderet. Han strakte venstre hånd op, og også den fik fat. Langsomt, langsomt hævede han sig op. Han mumlede, tyggede sne, mærkede blodsmag i munden, men besejrede taget, nåede gelænderet og kunne puste ud.
– Tagdækkerens knægt, råbte han triumferende.
Han fik krampe i det ene ben, han frøs, og kroppen rystede, men han var kommet op. Han tænkte på Albin, på, at faderen ville være blevet stolt. Han så op mod himlen, som dog var dækket af skyer.
– Albin, sagde han og smilede. – Far, far.
Han så ned, og højdeskrækken kom over ham som en bølge. Det svimlede for hans øjne, og han pressede sig fladt ned med maven mod taget. Det værkede i knæene, der hvilede op mod gelænderet. Et kraftigt vindstød kom og hvirvlede en sky af fygesne hen over taget. Men det var, som om vinden bragte en ro med sig. Lennart drejede hovedet igen og så ind mod byens lys. Snefaldet var aftaget noget, og han kunne skelne slottet og domkirkens spir.
– Derhenne døde du, far, sagde han.
Når han drejede hovedet lidt mod syd, kunne han se over mod sit barndomskvarter i Almtuna. Hus efter hus, tag efter tag. Folk, som forberedte julen.
Højdeskrækken forsvandt mere og mere og blev erstattet af en følelse af at stå over det hele, alt lort og al larm. Han var kommet herop. Der var steder, der var værre. Det føltes underligt at ligge på maven. Det var, som om han var fej, underkastede sig, som om en eller anden når som helst kunne sætte sin fod på hans nakke. Han vendte sig om, rettede ryggen og satte sig op. Han lo højt.
– Jeg sidder på et tag, råbte han mod vinden.
Han rejste sig op, stillede sig med spredte ben og støttede sig til beskyttelsesgelænderet, prøvede at parere vindstødene og skreg sit had ud over den by, der havde set ham blive født, men faldt pludselig til ro. “Hold op med det skrigeri,” tænkte han.
Netop det burde han have sagt til Berit. Hun var den, der kunne føre noget videre, fortælle Justus, at Lille John og Lennart var tagdækkerens knægte, at de havde grinet sammen, at der havde været masser af lykke. Hun kunne tage det svære op, fortælle om deres lillesøster, måske vise fotografier.
Han havde dræbt en ukendt mand og var nu nødt til altid at være på flugt. Selv det mest enkle, hævnen, havde han forspildt. Han spyttede mod vinden. Men han havde dræbt den, der havde truet Berit. Kulden fik ham til at ryste. Skulle han klatre tilbage til Berit og for en gangs skyld tale om noget væsentligt?
Vinden kastede sig over nokken, føg forbi skorstenen og peb i sammenføjninger og plader.
– Lillebror, sagde han, tog et vaklende skridt og faldt fremover. Han røg med voldsom kraft ind i tegltaget, mærkede, hvordan noget gik i stykker i ansigtet og tippede derefter med en kolbøtte ud over kanten.
På gaden stod Ola Haver og så ham falde. Han hørte skriget og rakte instinktivt hånden op som for at hindre det frie fald. I samme øjeblik bragede kroppen ned i den frosne jord.
Politibilernes blålys piskede rundt, og i vinduerne på den anden side af gaden, mellem amaryllisser og julestjerner, stod folk og så på.
Jorden var hvid, og Lennarts blod var rødt. I nogle øjeblikke blev alt stille på gaden. Berglund gik et skridt nærmere kroppen, der lå i en unaturligt krumbøjet stilling, og tog kasketten af.