I Forhørslokale 2 på Politigården i København græd Kasper Sonne. Tårerne løb ned over hans kinder og blev opfanget i hans skægstubbe, enkelte dryppede videre ned på den tallerken, som stod med fire urørte stykker smørebrød foran ham. Konrad Simonsen sad på den anden side af bordet og betragtede ham. Ikke uden medfølelse. Så sagde han:
- Jeg er nødt til at vide, hvad der er sket med hende, Kasper. Og jeg bliver ved, indtil du fortæller mig det. Men spis nu din mad og drik din mælk, så er jeg tilbage om et kvarters tid.
Kasper Sonne svarede ikke, i stedet tog han den serviet, der fulgte med maden, og tørrede sig under næsen, så skubbede han tallerkenen til side og lagde sit hoved på bordet med armene beskyttende ovenpå. Konrad Simonsen forlod lokalet.
Komtessen havde fældet sin dom. Det er ikke ham, der er ingen grund til at udsætte ham for yderligere pres. Arne Pedersen var mere i tvivl, og det samme gjaldt Konrad Simonsen. Han sagde stille:
- Vi skal vide det sikkert, vi har ikke noget valg. Nu giver vi ham en halv time og så går vi til ham igen. Komtesse, jeg vil helst have dig med i næste runde, orker du mere?
- Det ender med, at vi får en falsk tilståelse, hvis vi bliver sådan ved.
- Det var ikke det, jeg spurgte om.
Hun slog tirret ud med en hånd i luften, selvfølgelig orkede hun, det var ikke det, der var problemet. Arne Pedersen var den praktiske, der står mad til os på mit kontor, han gik et par skridt i forvejen. Så ringede hans mobiltelefon, han tog den, lyttede og sagde tøvende: Ja, det kan du godt, men hold mig informeret. Han forklarede de to andre:
- Det var Anica, og det er sikkert ikke noget af betydning. Men altså, hvad angår Kasper Sonne: Det eneste, som virkelig plager mig, er, at han har gået rundt i skoven og ledt efter hende, og derefter, da han opgav, er han gået tilbage over græsarealet, forbi børnehuset og op til sin bil, som han kørte bort i, uden at en eneste betjent har lagt mærke til ham. På det tidspunkt var der over tyve kollegaer i området!
Kasper Sonnes forklaring var enkel. Efter at Ida var forsvundet og politiet samt tre af børnehavens ansatte var kommet til Stasevang, var han på eget initiativ taget i skoven for selv at lede efter pigen. Han havde haft det dårligt, fordi det var hans ansvar at passe på hende. Da han havde ledt i et par timer, havde han opgivet og var gået tilbage til sin bil og kørt til København. I Isterød havde han gjort holdt på en tankstation og købt sig to sixpacks med øl, som han havde drukket de fleste af over et par timer på en rasteplads i Lundtofte. Derefter var han kørt hjem, havde skændtes med, samt slået sin kæreste og senere siddet ved Sluseløbet hele natten, hvor han havde grædt og drukket endnu mere, indtil Klavs Arnold var kommet. Hans indkøb var blevet bekræftet, men ikke hans ophold i Lundtofte, det havde ingen endnu kunnet understøtte. Desuden var der et dunkelt punkt: Under ransagning af hans og hans kærestes lejlighed havde politiet fundet næsten 40.000 kroner, hvilket svarede rigtig dårligt med, at han havde forlangt kontanter fra Christina Thomsen, da han kom hjem. Omvendt var der intet på hans computer eller i hans fortid, der forbandt ham med en seksuel interesse for børn.
Komtessen kommenterede Arne Pedersens argument:
- Hvis han har bundet hende i skoven og hentet hende senere i bilen, så skulle han stadig være gået op til sin bil og kørt uden at være blevet observeret, eller nærmere husket. Så det beviser intet. Jeg tror ikke, at det er ham.
Hun kiggede på sin mand, han fastholdt hendes blik og sagde:
- Det tror jeg heller ikke, men kan du udelukke det? Det er mere interessant.
Hun tænkte sig overdrevent godt om, selvom svaret var evident. Til sidst kom indrømmelsen, nej, det kan jeg ikke, og Konrad Simonsen afsluttede diskussionen, så lad os spise og bagefter gøre vores arbejde.
Kasper Sonne havde fået samlet sig, da afhøringen blev genoptaget. Han havde spist to stykker smørebrød og virkede nu mere opgivende end ked af det. Som om han havde accepteret en skæbne, han intet kunne gøre for at undgå. Konrad Simonsen startede blødt med at recitere formalia til lydoptagelsen og forklare:
- For god ordens skyld, skal jeg meddele dig, at du stadigvæk har ret til at have en advokat tilstede. Ønsker du det?
Kasper Sonne mumlede et nej, Konrad Simonsen bad ham tale højere, nej, en advokat er ligegyldig, hvad skulle det hjælpe?
- De næsten 40.000 kroner, vi fandt hos dig og din kæreste, påstår du, er opsparing, fra da I begge boede i Viborg. Hvordan kan I spare så mange penge op, når I var på bistandshjælp?
- Vi lavede alt muligt lort, mest narko og den slags. Vi solgte ecstasy, og det sidste halve år i Viborg sparede vi op for at komme væk. For at starte på en frisk.
- Det giver ingen mening, at du truede Christina til at give dig sølle 400 kroner, når du kunne have taget fra formuen i kaffedåsen i køkkenskabet.
- Vi bruger kun de penge, når vi virkelig ikke har andre, for eksempel til Christinas massørkurser. Jeg tænkte slet ikke over, at de var der.
- Sludder! Du har fået de penge i dag. Men det vender vi tilbage til.
Kasper Sonne indså ikke det ulogiske i udsagnet, han accepterede blot træt og lignede mere og mere en hvalp, som blev pryglet. Konrad Simonsen sagde stille:
- Du fortalte før, at for dig er Ida en speciel pige, en specielt sød pige – vil du være venlig at uddybe, hvordan hun er specielt sød?
- Det var jer, der blev ved og ved … altså Ida var sød, men det var alle de andre børn også.
- Hvorfor siger du var? Er Ida da død? Fortæl nu, hvordan det skete, så får du det bedre, det lover jeg.
- Jeg siger var, fordi jeg vel ikke kommer til at se børnene igen efter det her, og jeg ved ikke, om Ida er død.
Komtessen slog en flad hånd i bordet, Kasper Sonne spjættede nervøst og kiggede på hende. Hun sagde iskoldt:
- Hvad er det, som trigger dig? Er det deres små buttede fingre? Er det deres runde kinder? Eller deres blinde tiltro til dig? Jeg kan simpelthen ikke klare sådan nogen som dig. Du er det værste, jeg ved ved mit arbejde.
Der opstod en pause, som Konrad Simonsen brød efter et par lange sekunder:
- Hvad er dit spørgsmål? Han må jo have en chance for at forklare sig.
- Hvor han har gemt hende for pokker. Og hvorfor han gik amok på hende. Det er sgu så … så sygt. Sådan en lille pige.
Konrad Simonsen forsvarede ham:
- Jeg tror slet ikke, at det var sådan. Han er ikke det uhyre, du gør ham til. Det var overhovedet ikke din mening at gøre hende fortræd, var det vel Kasper?
Konrad Simonsen rakte ind over bordet og tog Kasper Sonnes hånd.
- Det var et uheld, ikke også? Fortæl nu, det vil lette din samvittighed, for jeg kan se på dig, at du ikke kun er en kold psykopat, du kunne virkelig godt lide hende, men det tog overhånd, har jeg ikke ret?
Kasper Sonne klyngede sig til hans hånd med begge sine, han begyndte at hulke igen.
- Jeg ville ikke gøre hende ondt, aldrig nogensinde, jeg skulle passe på hende, men det gjorde jeg ikke, vil I ikke nok holde op?
Arne Pedersen kom ind i lokalet og rakte en seddel til Konrad Simonsen, der hurtigt læste og lod beskeden gå videre til Komtessen. De udvekslede et sigende blik, så hev Konrad Simonsen sin hånd til sig, rejste sig og sagde langsomt:
- Vi har teknisk sikre dna-spor på, at Ida Andersen har ligget i bagagerummet i din bil. Jeg sigter dig for frihedsberøvelse i medfør af Straffelovens § 261, det der i daglig tale kaldes kidnapning, og du kan lige så godt først som sidst gå til bekendelse, for nu ved vi, at det er dig. Mit råd er: se at få det overstået, men i grunden er jeg ligeglad, om det sker i dag eller i morgen eller i overmorgen, for det kun er et spørgsmål om tid, så kan du ikke lyve mere. Og tid har vi masser af.
Kasper Sonne stirrede vantro på ham, som om han kun halvt forstod, hvad der skete. Hans ene kind sitrede, og han knugede hænderne om bordkanten. Komtessen supplerede: Se så at få det ud, så du kan få noget hjælp. Og endelig gav han op, han sagde træt, men tydeligt:
- Okay, så siger vi det. Jeg slog hende ihjel.
- Og hvor er hun nu? Hvad gjorde du af hende?
Han slog sig selv i hovedet, en gang, to gange, derefter råbte han desperat:
- Det ved jeg ikke. Jeg aner det ikke, men nu har I fået det, som I vil, jeg slog hende ihjel for helvede. Lad mig så være, jeg vil ikke tale længere med jer. Jeg kan ikke mere.