- Hvor har du stjålet det politikort?
Kvinden vurderede Anica Buch med sur mistro, hun havde kun åbnet sin hoveddør på klem, parat til at smække den, hvis betjenten trådte nærmere.
- Du ligner en sigøjner, jeg vil ikke have dig ind.
Anica Buch havde prøvet den slags før, og hun vidste, at hun måtte bide ydmygelsen i sig og optræde med stille værdighed, hvis hun skulle have noget ud af situationen. Hun forklarede afdæmpet om sin baggrund og sin tilknytning til Drabsafdelingen. Kvinden lukkede døren, inden hun var nået halvvejs.
På gårdspladsen stod et havebord og tre stole, Anica Buch satte sig på den ene og tænkte sig om. Huset foran hende var stråtækt med ægte bindingsværk, gule mursten med sorte bjælker, sikkert idyllisk om sommeren, og pensionisten, der boede der, hendes potentielle vidne, var formentlig ikke noget ondt menneske … prøvede hun at overbevise sig selv om. Den eneste mulighed var nu at tilkalde en kollega fra Nordsjællands Politi, helst en høj, lyshåret mand i uniform, der kunne indgyde tillid i den gamle. Hun tog sin mobiltelefon frem, men i det samme kom en yngre kvinde ud til hende. Anica Buch betragtede hende, mens hun gik over gårdspladsen, hun var omkring tyve år, og hendes påklædning tydede på, at hun boede i København, en universitetsstuderende var et godt gæt. Kvinden satte sig i den ledige stol.
- Vil du vise mig din legitimation?
Anica Buch gjorde, som hun blev bedt om, kvinden studerede det længe, og spurgte så:
- Er du dansk statsborger?
- Ja, ellers kan man ikke være betjent.
- Hvad er det, du vil min mormor?
- Vide, hvilke biler hun har set oppe på den lille parkeringsplads, man passerer, når man skal her ned. Hvis hun altså har set nogen.
- Er det om den pige, som er forsvundet?
- Ja.
Kvinden tyggede på oplysningerne i en lang pause og sagde endelig:
- Mormor er bange for fremmede … altså af din slags, du ved, man ser jo så meget i tv. Hvis du venter et par minutter, skal jeg få hende ud til dig, men hun vil ikke have dig ind. Om hun har set noget, ved jeg ikke, men det er muligt. Hun kører forbi mindst to gange om dagen på sin pensionistscooter.
Pigen holdt ord, kort efter kom den gamle ud og satte sig, forbeholden og lukket. Indtil hun fik mulighed for at fortælle. Så tøede hun op, glad for at nogen interesserede sig for hendes hverdag. Og hun var nøjagtig den slags vidne, som enhver efterforsker elsker, nysgerrig med en glimrende hukommelse. Hun snakkede, Anica Buch noterede og opsummerede efterfølgende for hende:
- Skovfogedens sorte truck, bussen fra København, en hvid bil med en lyshåret mand med en kikkert og et rødt … hvad var det, det hed? Et folkevognsrugbrød?
- Sådan kalder vi danskere det.
Det var barnebarnet, hun sagde det ubehageligt belærende, mens hun bearbejdede tasterne på sin iPhone. Mormoren hjalp hende:
- Ikke postkasserød, mere som en pakke Prince, hvis du kan finde en i den farve.
Det kunne hun, hun viste bilen til Anica Buch, som nikkede eftertænksomt. Derefter borede hun i kikkertmandens bil, men ud over at der hang en tøjløve i forruden, kunne den gamle ikke oplyse mere, og heller ikke manden kunne hun beskrive. Hun indvilgede dog i at gennemgå bilmærker med en betjent, som Anica Buch ville sende ud snarest. Det var det, mere var der ikke at komme efter.
Hun rejste sig, gav demonstrativt hånd til afsked og takkede for samarbejdet. Den gamle kvinde sagde:
- Det er nogen, som boller inde i folkevognsrugbrødet, hele vognen vipper, det har jeg set ofte, og der er trukket gardiner for vinduerne, stoffet er Marimekko.
Anica Buch satte sig igen.
- Majmæjko, kan du uddybe?
- Der er ikke noget at uddybe.
Hun kiggede på barnebarnet, der med et skuldertræk gav fortabt, heller ikke hun vidste, hvad mormoren fablede om. Anica Buch sagde i stedet:
- Du tror, at nogen har sex inde i bilen? Fordi den vipper?
- Ja, og fordi hvis jeg stopper og lægger øret til siden af bilen, kan jeg høre, at de stønner.
Det var et godt argument, tænkte Anica Buch, og ikke uinteressant. Det betød mindst to mennesker, der opholdt sig i området i længere tid. Måske de også havde set kikkertmanden. Hun spurgte:
- Har du nogen sinde observeret de to biler på samme tid?
Men det blev for meget for den gamle, hun svarede afvisende:
- Det ved jeg da ikke noget om.
- Så det har du ikke?
- Du skal ikke prøve at insinuere noget. Jeg kører ikke sådan rundt og stikker næsen i andre menneskers ting. Observeret! Må jeg være fri? Kom min pige, nu går vi ind.