Da Arne Pedersen over for sin chef påpegede, at han endnu ikke havde været i Rødovre og besøge ham og hans unge kæreste, ramte bebrejdelsen Konrad Simonsen mere, end han umiddelbart ville indrømme. Han havde holdt sig væk, om ikke bevidst, så ud fra en diffus følelse af, at det besøg kunne vente til en anden god gang, hvorefter den ene dag havde taget den næste, indtil det åbenlyst var blevet pinligt. Hvilket havde fået ham til at udskyde et besøg yderligere. Der var to grunde til hans manglende lyst: dels havde han aldrig billiget modne mænds forhold til unge kvinder, også selvom Arne Pedersens privatliv naturligvis ikke vedkom ham, og dels var kæresten, Louise Berg, lillesøster til en af hans tidligere medarbejdere, Pauline Berg, som var blevet dræbt. Hende havde Arne Pedersen i øvrigt også på et tidspunkt haft et forhold til. Men ikke nok med det, Louise Berg lignede sin storesøster forfærdelig meget, og satte dermed en masse ubehagelige minder i gang hos ham – minder, han helst ville undgå. Han havde naturligvis talt med Komtessen om det, hun var meget bedre til den slags end ham, men hendes råd havde været enkelt, så tag da derud for pokker i stedet for at gå og spekulere over det, hvor svært kunne det være? Selv havde hun været på besøg et par gange, og det samme havde Anna Mia, hun var vist nærmest veninde med Louise Berg.
Han sad på sit kontor og klokken nærmede sig syv. Komtessen, Arne Pedersen og Klavs Arnold var alle taget hjem, han var blevet for at samle trådene og planlægge morgendagens arbejde, selvom der ved gud ikke var meget, hverken at samle eller planlægge. Han havde i det store og hele intet at efterforske, og udsigten til at finde lille Ida i live var realistisk og statistisk set meget lille. Uden det store engagement foretog han et par telefonsamtaler og gjorde lidt notater, hvorefter han ikke kunne finde på mere at foretage sig. Så besluttede han sig til at køre omkring Arne Pedersen på vej hjem, han kunne lige så godt få det overstået, og måske var han heldig, måske var Louise Berg ikke hjemme.
*
- Simon?
Overraskelsen stod malet i Louise Bergs ansigt, da hun åbnede døren. Der er ikke sket noget, vel? Konrad Simonsen rystede på hovedet, nej, der var intet sket. Hun tog hans frakke og hængte på en knage i gangen, så viste hun ham ind i stuen.
- Har I fundet den lille pige? Er det derfor, at du er her.
- Nej, desværre.
- Arne er ude at købe ind, han er her om en halv time. Tror du, hun er død? Arne tror, hun er død, jeg kan mærke det på ham, vil du ikke sidde? Er der noget du vil have? Har du spist?
Hun var tydeligt nervøs, nærmest eksalteret, og Konrad Simonsen huskede lignende episoder med hendes storesøster. Så satte han sig i den sofa, hun med en håndbevægelse anviste og sagde:
- Jeg er ked af, at jeg ikke har været her før. Det burde jeg have været.
Derefter forklarede han hende sine grunde, både den med hendes alder og det omkring hendes afdøde søster. Komtessen ville være blevet stolt af ham, tænkte han ironisk, da han var færdig.
Hans ord gjorde hende rolig, hun smilede til ham. Et sødt smil, som han gengældte efter bedste evne. Så sagde hun eftertænksomt:
- Jeg er glad for, at du siger det. I forhold til Arnes og min alder, så er du bestemt ikke den eneste, der tænker sådan, mange mener, at det er klamt, men de siger det ikke højt. Men at jeg ligner Pauline ... altså, jeg savner hende forfærdeligt hver eneste dag, og det tror jeg, at jeg vil gøre resten af livet, jeg kan jo bare ikke lave om på mit udseende.
- Nej, det kan du da ikke. Det handler heller ikke om dig, det handler om mig.
- Jeg har været bange for dig. Mærkeligt nok, jeg plejer ellers altid at have godt tag på mænd. Men du er altså undtagelsen.
- Jeg gør ingen fortræd.
Konrad Simonsen gav hende sit blideste udtryk, hun ignorerede ham, nu stod ordene pludselig i kø.
- Du skal være morfar, glæder du dig ikke? Jeg vil også enormt gerne have et barn, men Arne mener, at vi skal vente et stykke tid.
Han nåede end ikke at svare, så var hun videre:
- Tror du på krystalkraft? Arne siger, at jeg er åndssvag, synes du også det?
- Jeg tror på skattetrykket, jeg tror på tyngdekraften og så en anelse på julemanden i december.
- Øv, hvor kedeligt. Er du altid så logisk? Arne fortæller ellers, at du kender en clairvoyant.
Det var korrekt, men han talte nødigt om det. Han afværgede hende:
- Arne siger, Arne fortæller, Arne mener – sig mig, hvad mener du selv?
Hun rejste sig.
- Jeg mener, at du garanteret ikke har fået noget at spise siden frokost. Vi fik kylling til middag, så jeg kan lave dig en god kyllingesandwich, men du må drikke vand til, for vi har ikke andet.
Hans vand er fint ramte hende i ryggen, hun var allerede på vej ud i køkkenet. Kort efter råbte hun:
- Følger du med i Paradise? Altså Paradise Hotel.
Han råbte tilbage:
- At tale med dig er ligesom at køre i karrusel, man ved aldrig, hvor man er henne.
Hun stak hovedet ind i stuen, sød og drillende:
- Det var da et mærkeligt billede, en karrusel kører jo kun rundt og rundt, man ved da hele tiden, hvor man er. Medmindre man er fuld eller snotdum.
Så var hun væk igen.
Da vicedrabschefen kom tilbage efter sin indkøbstur, sad drabschefen med sin kyllingesandwich og så Paradise Hotel med sin unge kæreste. Også Arne Pedersen blev overrasket:
- Simon! Er du her? Det var da dejligt.
Konrad Simonsen fejede ham af:
- Ja, det er fint, men hold nu kæft. Det her er meget interessant, selvom det ikke er helt nemt at følge med i som nybegynder. Det par der, hvad var det, du sagde Louise, har de været sammen?
Der gik tid, før de to mænd blev alene. God tid. Konrad Simonsen havde nydt aftenen. Og Arne Pedersen havde nydt, at Konrad Simonsen havde nydt den. Begge havde glemt, hvor trætte de var. Men da Louise Berg hen ad ellevetiden gik i seng, vendte trætheden tilbage. De sad i hver sin ende af sofaen. Arne Pedersen havde pludselig sand i øjnene, og flere gange faldt hans hage ned på hans bryst, Konrad Simonsen gabte. Så sagde han:
- Jeg er sgu noget misundelig, hun er en sød pige.
- Ja, jeg er også glad for hende, også selvom vi ikke altid er på bølgelængde i forhold til interesser, for nu at udtrykke det mildt, men alene det at glæde sig til at komme hjem, det er altså en gave. Det har jeg ikke prøvet i årevis. Men lad os tale om Louise en anden god gang. Kasper Sonne?
Konrad Simonsen tænkte sig længe om, inden han svarede:
- Jeg tror sgu ikke, han har gjort noget galt. Nu har han været afhørt tre gange, uden at vi kommer nogen vegne, udover at vi får en tilståelse, som vi ikke kan bruge til noget som helst. Og dna-beviserne smuldrer. Han har et tæppe i bagagerummet i sin bil, og det er på det, der er fundet hår fra Ida, men tæppet har vidnefast to gange været brugt til at lege skovtur med på græssletten sammen med børnene. Kriminalteknisk Afdeling fandt adskillige hår, og der vil gå noget tid, før de er bestemt, men lur mig, om de ikke er fra nogle af de andre børn. Komtessen ligger på samme linje og også Klavs. Hvad siger du?
Også Arne Pedersen tænkte sig grundigt om. Konsekvensen ved at tage fejl kunne være uoverskuelig. Endelig konkluderede han:
- Han er ikke involveret, det er mit bedste gæt. Men jeg er i tvivl, og jeg synes, at vi for en sikkerheds skyld skal få ham varetægtsfængslet i et par uger. Og okay, det er kynisk, men hvis vi slipper ham ud, og han forgriber sig på et andet barn, så ... ja, du er med.
Konrad Simonsen vurderede og konkluderede så:
- Vi afhører ham igen i morgen, og så løslader jeg ham, hvis vi ikke får noget håndfast.
- Fint med mig, selvom han er det eneste, vi rigtig har.
- Formentlig, desværre. Og dog, den der kikkertmand er meget interessant. Anica var omkring Politigården her til aften, måske har hun fat i en god vinkel.
Arne Pedersen foldede armene foran sig og så med ét vranten ud. Han sagde:
- Ja, hun ringede også til mig i eftermiddags for at fortælle, at hun engagerede et par betjente fra Nordsjællands Politi. Hun går ikke mange skridt uden at bede om lov, men hellere det selvfølgelig, end at hun kører ud ad en tangent alene.
- I morgen over middag sætter jeg dig, Klavs og Komtessen til at arbejde sammen med hende, hvis hun da ikke er færdig inden.
- Øv!
Konrad Simonsen rejste sig, det var tid at komme hjem.
- Der er simpelthen ikke andet relevant i øjeblikket end at finde den kikkertmand, og du kan lige så godt vænne dig til, at Anica Buch er en del af holdet.