Usikkerheden fik godt tag i Anica Buch, efter at hun havde afhørt den gamle kvinde og hendes barnebarn på gårdspladsen. Sådan fik hun det altid, når nogen satte spørgsmålstegn ved hendes identitet, og især når det skete på en indirekte måde, hvor hun ikke følte, at hun havde mulighed for at forsvare sig. Eller forsvare var ikke korrekt ... hun ledte efter et bedre ord uden at finde det, og skød så de negative tanker fra sig.
Hun havde sat sig i skovbørnehavens hus. Børnehaven havde midlertidigt suspenderet sin daglige tur til Stasevang, så der var plads og ro. En betjent lukkede hende ind, glad for at se et andet menneske. Han var sat til at holde vagt, uden at vide, hvad han vogtede. De havde en kort, ligegyldig samtale, så trak betjenten sig tilbage til sin krydsogtværs.
Anica Buch tog sin iPad frem, foretog et par telefonsamtaler og gav sig derefter til at tænke. Ifølge Centralregisteret for Motorkøretøjer fandtes der omkring tusind folkevognsrugbrød ud af de cirka 2,2 millioner biler, der kørte rundt i Danmark. Det gjorde biltypen sjælden, og desuden kunne kun en brøkdel af dem være røde. Tolv eksemplarer var registreret inden for en radius af ti kilometer, de måtte tjekkes for deres farve, hvilket der ikke fandtes centrale data til. Hun kontaktede Arne Pedersen og informerede om, at hun ville sætte et par betjente på opgaven. Han accepterede, surt syntes hun, men det var måske hende selv. Derefter udarbejdede hun en liste over de tredive største virksomheder eller institutioner i det område, hun havde udvalgt sig. Det krævede en masse opslag på iPaden, og da hun var færdig, var det blevet mørkt udenfor, så hun kørte hjem. Det var alligevel for sent at ringe rundt, desuden var hun sulten.
Dagen efter mødte hun på Politigården. Hun var der tidligt, allerede før klokken syv, og hun nåede at indrette sig i sit gamle kontor på den plads, hvor kriminalassistent Pauline Berg engang sad. Hun havde ikke kendt kollegaen personligt, så en dag ved lejlighed ville hun forhøre sig om hende, men det kunne vente. Kontoret delte hun med studentermedhjælperen Malte Borup, men han var netop blevet færdig med sit datalogstudium, og det var endnu uvist, hvad hans rolle i Drabsafdelingen ville blive fremover. Foreløbig havde han ferie.
Ved nitiden blev hun kaldt til Konrad Simonsen, hvor hun fortalte om sine folkevognsrugbrød og sin liste. Han indkaldte hende til yderligere et møde ved middagstid, hvor hun ville få hjælp med sin eftersøgning efter kikkertmanden, hvis hun da ikke havde fundet ham inden. Det sidste sagde han med et smil, så hun ikke helt var klar over, om han prøvede at presse hende til hurtige resultater, eller om han blot var venlig. Hun håbede det sidste.
Hen ad klokken elleve var hun heldig. En informationsmedarbejder ved en ungdomsinstitution i Kokkedal kendte udmærket folkevognen. Den holdt fra tid til anden på institutionens parkeringsplads og tilhørte, så vidt han vidste, en af de ansatte på plasticfabrikken overfor. Han lovede at ringe tilbage, hvilket han gjorde efter fem minutter, og denne gang havde han et navn samt adressen på fabrikken.
Anica Buch begav sig af sted og nåede helt hen til den politibil, hun ville låne, før hun kom til at tænke på, at det sikkert var fornuftigt at informere sin chef først. Hun gik tilbage.
På Konrad Simonsens kontor sad også Komtessen og Arne Pedersen, Anica Buch fortalte, og da hun var færdig, spurgte Arne Pedersen:
- Sikrede du dig, at bilen havde de rigtige gardiner?
Hun var overrasket over, at han kendte den detalje, men bekræftede, det gjorde hun, og det havde den. Konrad Simonsen sagde til Komtessen:
- Selvom det jo langtfra er sikkert, at bilejeren og partneren kender noget til den der kikkertmand, så er det værd at tjekke. Du tager med Anica derop.
Komtessen indvilgede og rejste sig, men til alles overraskelse havde Anica Buch en indvending. Hun sagde til Konrad Simonsen:
- Så er det sikkert bedre, hvis du udskifter mig. En af hver køn er formentlig fornuftigt, hvis vi skal ...
Arne Pedersen afbrød hende:
- Ja, selvfølgelig. Du har ret. Vi kører i min bil.
*
DanPlast I/S i Kokkedal producerede pillebeholdere i hvidt plastic til det danske, tyske og svenske farmaceutiske marked. Fysisk var fabrikken inddelt i tre områder, produktionshallen, hvor topmoderne maskiner spyttede de forskellige typer af beholdere ud, lagerhallen, hvor papkasserne hobede sig op om dagen og blev kørt bort om natten, og endelig administrationsområdet, hvor ledelsen, salgsafdelingen og teknisk afdeling holdt til.
Arne Pedersen og Anica Buch blev venligt modtaget i receptionen, hvor en receptionist lyttede til deres ærinde. Hun ville helst ikke have dem ind i produktionshallen, hvis det var okay, for derinde skulle alt være sterilt, men hvis de ventede i konferencelokalet, så lovede hun, at der meget snart ville komme nogen og tale med dem. Nogen med ...hun ledte efter ordene ... med tilknytning til den røde folkevogn. De takkede, gjorde, som hun bad om, og kom ikke til at vente længe.
Kvinden var omkring tredive, manden cirka ti år ældre. Hun arbejdede i pakkehallen, han var teknisk direktør, og han var således formelt hendes chef. Ikke desto mindre var det hende, som førte ordet. Hun fortalte uden blufærdighed om folkevognsrugbrødet og deres forhold. De var bollevenner, sådan kaldte hun det, og et par gange om måneden kørte de til Stasevang og havde sex. Manden sagde ingenting, han var rød i hovedet, og lignede en, der helst ville væk.
Anica Buch forklarede om kikkertmanden og hans hvide bil. Kvinden tænkte sig om, og rystede så på hovedet, desværre, hun kunne ikke hjælpe. Så pludselig fik hun lagt to og to sammen:
- Åh, for helvede, er det om den der lille pige? Det burde jeg have tænkt på. Fuck, jeg håber, at I finder det svin.
Manden sagde:
- Nummeret på hans bil er et primtal og også et primtal, hvis man vender det om, som 17 og 71, jeg kalder dem latmirper.
De to betjente gloede på ham, som om han havde fløjet en runde i lokalet. Hans ad hoc kæreste forklarede, Per er glad for tal, han er ingeniør og mærkelig. Manden kiggede utilpas ned i gulvet, men fremstammede:
- Jeg prøver at bevise, at der er uendelig mange af dem, altså latmirper, men det er svært.
- Ja, givetvis, og det er også irrelevant. De er ligeglade med dine primtal, Per. Giv dem den nummerplade for pokker.
- SE 31627.
Arne Pedersen gad end ikke spørge, om han var sikker.
Resten var rutine, Arne Pedersen kørte, Anica Buch telefonerede. De var ikke engang nået til Lyngby, før Anica Buch havde et navn:
- Lars Iversen, 33 år, bor i Roskilde, arbejder som visitator i Tårnby Kommune.
Fem minutter senere havde hun mere:
- Han er til konference i Göteborg, men lander i Kastrup i morgen eftermiddag. Skal vi vente eller kontakte svenskerne?
- Vente. Det er hurtigere og nemmere.
Kort efter kunne hun fremvise et billede. Kikkertmanden var en middelhøj, tæt mand med klare blå øjne og genstridige hvirvler i sit lyse hår. Der var noget tillidsvækkende over ham, og Anica Buch oplevede en overraskende sød gysen i mellemgulvet, da han smilede til hende fra hendes iPad. Hun holdt den op i Arne Pedersens synsfelt og spurgte:
- Er det i orden, hvis jeg viser ham til pædagogerne og forældrene? Måske er der nogen, som genkender ham.
- Ja, det er okay, og det er også en god ide, så gør endelig det. Undtagen Idas forældre, dem kontakter jeg eller Simon.
- Tror du, at han har rent mel i sækken?
Arne Pedersen trak på skuldrene. Det var ikke til at sige. De kørte nogle kilometer i tavshed, så reciterede Anica Buch langsomt ud i luften:
- Maj mæj ko, maj mæj ko, folkevognsrugbrød. Ved du, hvad det er?
- Et gyseligt finsk 1960'er-design og en bil.
- Jeg er udmærket klar over, at det hedder posen og ikke sækken.
- Det er fint ...
... sagde Arne Pedersen uden at ane, hvad hun snakkede om.
*
Tilbage på Politigården gik Anica Buch straks i gang med at kontakte forældre og pædagoger om deres kendskab til Lars Iversen. Hun brugte telefonen og mailede derefter hans billede, når hun havde en aftale. Det var et langsommeligt job, men hun vidste udmærket, at hun var i tillidsunderskud i forhold til sine kollegaer, og den bedste måde at rette det op på var at arbejde hårdt.
Først på aftenen bar hendes anstrengelser frugt. Hun lyttede interesseret til den mor, hun havde i røret, mens hun noterede på en blok foran sig. Bagefter ringede hun til Konrad Simonsen. Han var taget hjem, og efter noget ventetid fik hun Komtessen i røret. Hun forklarede en smule hektisk, nu pludselig usikker på, om det var okay at forstyrre. Komtessen lyttede og kommenterede først til sidst i samtalen.
Det er flot arbejde, Anica. Sådan havde hun sagt, inden hun afbrød. Flot arbejde, Anica.
Hun var på vej.