Det krævede alle Komtessens overtalelsesevner at få en aftale i stand med Kasper Sonne og Lars Iversen. Først efter at hun adskillige gange havde pointeret, at hun nu betragtede dem som vidner – ja, endda uhyre vigtige vidner – lykkedes det.
Søndag eftermiddag samlede hun dem begge op ved Lyngby Station, og de kørte sammen til Stasevang. I bilen udvekslede de to mænd indtryk fra deres respektive forhør. I begyndelsen blufærdigt, senere mere frigjort, da de havde lært hinanden bedre at kende.
- Jeg har været til en del politiafhøringer, men ingen som kan sammenlignes med de her sidste. Hold kæft, hvor var det ubehageligt. Og så var jeg oven i købet uskyldig – det var jeg sgu ikke ved nogen af de andre.
Kasper Sonne understregede ironien med en glædeløs latter. Lars Iversen lå på samme linje:
- Ja, det var grimt. Til sidst var jeg så bange, at jeg var ved at tisse i bukserne, sådan helt bogstaveligt. Jeg var parat til at tilstå mordet på Olof Palme, hvis de bare ville holde op.
Komtessen følte sig beskidt ved de to mænds gengivelser af deres forhør og sagde med en snert af bitterhed:
- Hvis det nu var jeres lille pige, som var væk, ville I sikkert se anderledes på det.
Det enedes de om, ja, sådan var det sikkert, men i bakspejlet kunne hun se, at deres øjne modsagde dem, de foragtede og frygtede hende. Komtessen bøjede sig for realiteterne. Forsonet blev de aldrig, hun og de to mænd, dertil havde deres oplevelser med hende været for ubehagelige, og det højeste, hun kunne håbe på, var et midlertidigt forbund, dannet i fælles afsky for Ida Andersens infame drab.
Da de nærmede sig Stasevang forklarede hun:
- Det er de bittesmå ting, jeg er interesseret i. Intet er for småt og lad nu endelig være med at spekulere over, om det, I fortæller, er relevant. Det er mit ansvar, ikke jeres. Og frem for alt: Hvis jeg afbryder jer i en detalje, fordi den er uinteressant, så må det for guds skyld ikke gå ud over den næste detalje, som måske kan vise sig at have stor betydning. Er I med?
De to mænd var med. Lars Iversen spurgte:
- Hvordan gør vi i praksis. Vil du tale med os hver for sig eller samlet? Og hvor? Inde i huset?
- Sammen, og jeg havde tænkt, at vi går rundt på området og snakker. Grunden til, at jeg ville have jer med herop, er, at det stimulerer jeres hukommelse. Desuden er der enkelte fysiske steder, som jeg har specielt fokus på, og så er det nemmere at være her. Vi har en god time, inden det bliver mørkt, men det skulle også være tilstrækkeligt.
De slentrede rundt på må og få, mens mændene fortalte, og Komtessen indimellem indskød et stikord. På forhånd havde hun været i tvivl om, hvorvidt Lars Iversen kunne bidrage, men den tvivl gjorde han til skamme. Han havde registreret mange ting i sin kikkert, også meget som Kasper Sonne ikke havde reflekteret over. Tilsammen udgjorde de et fortrinligt makkerpar.
Som Komtessen selv havde påpeget, var mange af mændenes oplysninger ubrugelige, men absolut ikke dem alle. Blandt andet fik hun et godt indblik i, hvor Ida og hendes veninder legede og især ikke legede. Skoven var farlig, og det samme var sletten med sine vildtvoksende høje græsser, Lars Iversen fortalte:
- De små, særligt de små piger, går ikke tæt på hverken skoven eller sletten uden en voksen. Heller ikke selvom der er græsplæne – altså børnehavens areal – og de gerne må. Og slet ikke alene.
Kasper Sonne supplerede:
- Børnene må kun være på græsplænen foran og ved siden af huset, men det er ikke noget problem at håndhæve det forbud. Jeg tror, at det er instinktivt, og det kan måske undre, for sletten er jo overskuelig for en voksen, men i børnehøjde ... jeg mener, de der visne javerter er højere end de fleste unger.
Komtessen ledte dem hen til det sted, hvor Ida var blevet løftet op og båret ind i skoven, uden at fortælle, hvorfor stedet var specielt, og mændene spurgte ikke, selvom de sikkert havde gættet det. Det var tæt på skoven, men også på husets gavl, hvori der sad et vindue ind til fællesstuen. Begge mænd var enige, det var ikke noget typisk sted for pigerne at befinde sig. Lars Iversen sagde:
- Her gemmer de små sig nogle gange, når alle børnene leger skjul. Så står de der, indtil de bliver opdaget. For dem er det som at være væk, når de er der.
Komtessen skiftede emne:
- Kasper, fortæl mig om det mellemmåltid, børnene spiser ved titiden.
- Vi kalder det agurkesamling, fordi der næsten altid er agurk. Agurk og gulerødder, men det kan også være æbler, pærer, appelsiner og nogen gange ananas.
- Men aldrig mere end to slags frugt eller grøntsager?
- Nej, ikke mens jeg har været der. Det er der jo heller ingen grund til.
- Har du prøvet at gøre maden klar?
- Ja, mange gange, det er ikke fast, hvem der tager sig af det. Indimellem var det mig. Men i tirsdags var det Dorthe.
- Hvem bestemte det? Gjorde Dorthe Ebert?
- Ja, det kan du godt sige. Pædagogerne bestemmer over medhjælperne, sådan er det jo.
Komtessen slentrede et par skridt og overskred så en grænse, idet hun videregav en oplysning, som Drabsafdelingen ellers havde tilbageholdt. Hun spurgte til det stykke agurk, som den dræbte pige havde spist, formentlig mens hun var i skovbørnehaven.
- Kan hun have fået det af Dorthe Ebert, mens hun tilberedte maden?
- Hvorfor spørger du ikke Dorthe om det?
- Det gør jeg sikkert også, men nu spørger jeg dig.
- Okay, hvis du spørger mig, så absolut nej. Det lærer man allerede første gang, man står for maden. Hvis du fodrer ungerne før samlingen, så har du lynhurtigt ti tiggende børn omkring dig. Og giver du en, er du selvfølgelig nødt til at give dem alle.
Lars Iversen indskød:
- Hvis børnene ikke spiser det hele, så bliver det overskydende frugt samlet og sat ned på bænken, så kan ungerne gå hen og tage, hvis de vil.
Komtessen sagde:
- Men det er efter spisepausen, Ida Andersen deltog aldrig i måltidet.
- Jo, jo det er efter, men pointen er, at så måtte børnene tage et stykke frugt med rundt, mens de legede. Nogen gange tabte de det så, eller kunne måske ikke spise det og smed det fra sig, men så næste dag kunne et andet barn finde det og spise det. Det har jeg set flere gange.
- Så hun kunne have fundet det?
Kasper Sonne var skeptisk:
- Det kunne hun godt. Men det er mest drenge, som spiser, hvad de finder, pigerne er mere forsigtige.
Agurkesnakken ebbede ud, mændene fortalte endnu et par småting, men intet Komtessen kunne bruge. Hun fik i stedet Kasper Sonne til at gennemgå i detaljer, hvad han lavede, når han passede børnene udenfor. Det tog tid, men han fortalte beredvilligt, mens Lars Iversen hjalp ham. De var gode vidner begge to, tænkte Komtessen, selvom der ikke var noget af det, han informerede om, hun kunne bruge. Hun spurgte:
- Fortæl mig om den leg, hvad var det, du kaldte den? Bjørn?
- Ja, bjørn eller krokodille. Den starter med, at ungerne vælger dyret, men det er samme leg, bjørnen ligger bare med rund ryg, krokodillen ligger fladt.
Kasper Sonne fortalte om de to lege, han havde selv fundet på dem, og var en smule stolt. Komtessen lyttede og spurgte derefter:
- Legede du bjørn eller krokodille i tirsdags. Tænk dig godt om, det kan være vigtigt, men tag din tid.
Kasper Sonne tænkte sig om, her kunne Lars Iversen ikke hjælpe, han havde ikke været der den dag.
- Jeg legede krokodille, nu kan jeg huske det. To af drengene kom ud, de ville smadder-gerne lege den leg, det plejer ellers mest at være pigerne.
- Kom ud?
- Fra huset, tror jeg.
- Kan du finde stedet, hvor I legede krokodille?
Det kunne Kasper Sonne godt.
- Er du sikker på, at det er her?
- Ja, helt sikker.
- Vil I hjælpe mig med at gennemspille legen, Kasper lægger sig ned, Lars og jeg er børn. Som sagt: Jeg tror, at det er vigtigt.
Mændene accepterede og sammen legede de tre voksne krokodille, alvorligt, uden glæde, mens dagslyset langsomt sivede ud af den grå himmel og gjorde den mørk.