Han kunne lide hendes angst, den gjorde hendes dejlige unge ansigt endnu dejligere, syntes han, og han tænkte, er din far helt væk i dig, Helene? kalder han dig skat og elskling eller måske min marcipangris for at drille dig? Du har lige den tøsealder, hvor du så vil råbe ad ham, selvretfærdig og overspændt, han er altså bare så åndssvag, og du smækker med døren ind til dit værelse, så hele huset ryster, mens han ler glad og føler sig lykkelig. Men i dag driller han dig ikke, i dag sidder han og stirrer apatisk ud i luften, og hver gang telefonen ringer, håber, håber, håber han, at du er fundet og er i god behold. Men det er du ikke, og så dør han en lille smule indeni, og får igen blanke fortvivlede øjne, for han ved inderst inde godt, at du er min, Helene, og at jeg kan gøre nøjagtig med dig, hvad jeg har lyst til.
Helene Boyle sad på gulvet i et værelse. Hun havde håndjern om sin højre hånd og var fastgjort til en solid maskinøsken, der var skruet ind i væggen. I rummet var et vindue, men ingen møbler, og når hun tørrede øjnene og kiggede ud, så hun en gang imellem en måge og en enkelt gang et fly højt oppe på himlen. Hun var blevet hevet ud af bagagerummet, efter hun var blevet befriet fra Bendix Panduro, derefter ind i en opgang, op på tredje sal og ind i lejligheden. Det var sket i går, men det føltes, som om det var flere uger siden. Manden, der tvang hende med, havde skihue og solbriller på. Han havde et solidt greb i hendes hår og sagde ikke noget til hende, han hev, og så måtte hun følge med. Bendix havde han ladet ligge i bagagerummet.
Når hun lagde sig ned, så godt hun kunne, var det muligt for hende med en fod at nå værelsets radiator og sparke på den. Det havde hun gjort, hun havde også råbt, så højt hun kunne, men intet havde hjulpet, der var ikke kommet nogen for at hjælpe hende. Til sidst var hun blevet træt og holdt op. Ellers havde hun sovet, kigget på måger og grædt, ikke andet, for der var ikke andet, hun kunne foretage sig. Som timerne gik, flød tiden sammen, og hun havde svært ved at orientere sig i døgnet, til sidst sansede hun kun, at hun var sulten og tørstig, at hun frøs, og at hun følte sig beskidt.
Da han kom ind i værelset, medbragte han to skamler. Han havde igen sin skihue og sine solbriller på. Den ene skammel stillede han foran hende, den anden lidt længere væk. Så gik han, men kom kort efter tilbage med en iPad og en højttaler. Hun fulgte ham skræmt, da han stillede højtaleren på hendes skammel og iPaden på den anden, så trak han en ledning og satte sig også på gulvet, tæt nok på, til at hun kunne lugte, at han havde drukket kaffe. Mary had a little lamb. Hun for sammen og skubbede sig instinktivt bort fra højttaleren, han korrigerede lydstyrken på iPaden og prøvede igen. Mary had a little lamb. Stemmen i højttaleren lød metallisk og forvrænget og overdøvede hans egen. Han rettede endnu en smule på lyden, så var han tilfreds.
- Vil du gerne hjem, Helene?
Hun nikkede, bange for at tale, han spurgte hende igen, og denne gang svarede hun ham forsigtigt:
- Ja, jeg vil gerne hjem.
- Hvordan har du det?
- Mad og vand, jeg vil gerne have mad og vand ... og et tæppe, jeg fryser.
- Det kan være lige meget, du er alligevel død om nogle timer.
Hun skreg, først klynkende, så hysterisk. Han ventede tålmodigt til hun holdt op. Så sagde han:
- Du må gerne skrige, det kan jeg godt lide. Bendix skreg længe, han skreg i mange timer, før han døde, han var god. Kunne du høre det? Jeg skar i ham.
Hun skreg igen, det var umuligt for hende at lade være, men denne gang var det kortere. Så sagde hun bedende:
- Vil du ikke nok lade være med at skære i mig?
Han rokkede hovedet fra side til side, som om han overvejede hendes forslag, lade være med at skære i dig, tja, lad mig nu se, jamen det kunne da godt være, at jeg skulle gøre dig den lille tjeneste. Så sagde han:
- Måske vil jeg, hvis du er en sød pige. Hvis du er sød ved mig.
- Jeg er sød ... ved dig.
- Hvad hedder din far?
- Leif. Han hedder Leif.
- Leif Boyle?
- Ja, Leif Boyle.
- Det er et grimt navn. Føj for helvede, hvor er det ækelt. Sig det, sig, at din far har et lortenavn.
- Min far har et lortenavn.
- Og et lortejob. Han er strømer, ikke også?
- Jo, han er strømer.
- Så han kører rundt hver dag til en luset løn, de samme steder, vi kører altid de samme steder, der er aldrig noget nyt, og arresterer de samme utilpassede perkerunger, som alle får endnu en ny chance af de evigt tilgivende domstole, og vi stopper de samme spritbilister, der bliver ved at køre bil, selvom de for længst har fået taget kortet, indtil de smadrer en eller anden uskyldig cyklist, og vi føler os skyldige og spørger os selv, om vi ikke kunne have gjort det bedre, foretaget os et eller andet ....
Han stoppede, og hun kunne fornemme, at han samlede sig. Mens han talte, var hun begyndt at ryste, og det snurrede i hendes hænder og læber. Han spurgte stille:
- Læste din far op for dig, da du var mindre?
- Det var mest min mor.
- Hvad læste han?
- Ronja Røverdatter, han læste resten af Ronja Røverdatter, fordi mor blev syg.
- Andre bøger, nogen han læste helt selv?
Hun tænkte og tænkte, klar over at det var vigtigt, måske endda livsvigtigt. Det brændte i hendes hoved, hamrede i hendes tindinger og alting flimrede omkring hende, sådan føltes det. Så endelig huskede hun:
- Da jeg var lille, læste han Mis med de blå øjne.
- Fint, den bog lyder god. Sad du så i nattøj på skødet af ham? Og huskede du bogen udenad, så du kunne rette ham, hvis han læste forkert, fordi han var træt?
- Ja, sådan var det. Nøjagtig på den måde, du siger.
Han nikkede tilfreds og roste hende, så fortsatte han:
- Fortæl mig om bogen. Hvad skete der med Mis med de blå øjne?
- Den løb op ad bakke og ned ad bakke og op ad bakke og ned ad bakke og igen op ad bakke og ned ad bakke og en gang til.
- Hvorfor gjorde den det?
- For at komme til landet med de mange mus.
- Kom den så til landet med de mange mus? Lad være med at tude, bare fortæl, nu gik det lige så godt.
- Ja, den gjorde. Det gjorde den til sidst.
- Og hvad lavede den der?
- Den åd mus.
- Hvad skete der mere?
- Ikke mere, bogen var slut.
- Nej, tænk dig om, Helene. Hvad skete der så?
- Det ved jeg ikke. Jeg er bange.
- Ja, men det hjælper dig ikke. Prøv nu at huske, hvad skete der altid?
- Han skulle læse den igen.
- Rigtig. Og gjorde han det?
- Ja.
Manden rejste sig pludselig, og hun krøb ind mod væggen.
- Det var dygtigt. Og ved du, hvad der sker med dygtige piger? De får en præmie.
Han forlod rummet, men var tilbage næsten med det samme. Han placerede to appelsinjuice med sugerør og tre foccaciaboller foran hende, alle sammen med ost og skinke. Spis. Hun spiste og drak, han satte sig og koncentrerede sig om sin iPad imens. Da hun var færdig, kiggede han op.
- Tak for mad.
Han svarede hende ikke, men rejste sig, tog en nøgle frem og befriede hende fra håndjernene.
- Rejs dig op.
Hun rejste sig. Hendes ben rystede og ville ikke lystre hende, så hun støttede sig til væggen.
- Tag dit tøj af.
Hun tøvede, knyttede automatisk hænderne og holdt armene over kors indtil kroppen.
- Fint, så lad os gå op til resterne af stakkels Bendix.
- Nej, nej, jeg skal nok. Jeg gør alt, hvad du vil.
- Ja, du gør.
- Men du må ikke skære i mig, du må ikke slå mig ihjel. Vil du ikke love det?
- Tag dit tøj af.