Drabsafdelingen var lukket for natten, kun i drabschefens kontor var der lys. Konrad Simonsen sad bag sit skrivebord og kæmpede mod søvnen, samtidig med at han forsøgte at læse et par rapporter fra Kriminalteknisk Afdeling. De var tørre og kedelige, men med et rettede han sig op i stolen og var lysvågen. Oplysningen var anført midt i rapporten, som om den bevidst skulle skjules for ham blandt alle de andre mere eller mindre forudsigelige informationer. Det var sket før, at han havde været ude for den slags, og han vidste, at det ikke var ond vilje, men bare en særpræget form for naturvidenskabelig arrogance: Det var en kriminalteknikers opgave, præcist og videnskabeligt at afdække kriminaltekniske spor for derefter at præsentere dem for politiet i objektiv skriftlig form. Hverken mere eller mindre. Hvad politiet så brugte oplysningerne til, eller hvilke oplysninger politiet fandt vigtige og hvilke det ikke gjorde, havde teknikeren ikke noget at gøre med.
Han havde glemt navnet på rapportens ophavsmand, og han kiggede igen på forsiden. Pernille, du er et lille fjols, konstaterede han mumlende. Han kendte hende ikke, men et fjols var hun. Han læste oplysningen igen for at være sikker. Så greb han telefonen og ringede til Kurt Melsing, lederen af Kriminalteknisk Afdeling. Han håbede, at han sov.
Konrad Simonsen genkendte Komtessens skridt på gangen, før hun åbnede døren og kom ind i kontoret. Hun hængte sit overtøj og satte sig på den anden side af hans skrivebord. Uden først at give ham det kys på panden, som han ellers havde forventet og håbet på. Et tydeligt tegn på, at hun var irriteret. Sikkert over, at han ikke var taget hjem.
De sad i tavshed, indtil Komtessen havde fundet sine papirer frem fra sin taske og var klar til at fortælle om sit møde. Men da hun skulle til at starte, rejste Konrad Simonsen sig. Kom, skal vi ikke sætte os her over? Han fulgte sit eget forslag uden at vente på hendes svar, idet han skråede gennem lokalet og satte sig ved mødebordet i kontorets modsatte hjørne. Hun fulgte efter og satte sig også. Nu sad de ved siden af hinanden, det var bedre, tænkte Konrad Simonsen. Selvom hun endnu ikke havde nævnt noget om det, tænkte han også, at han var udmattet og forfærdeligt gerne ville hjem i seng, men at der var næsten to timer til, at Arne Pedersen kom og afløste ham. Hun læste hans ansigtsudtryk:
- Du trænger til hvile, det kan jeg se på dig, og lad nu være at slå det hen, for jeg har ret, og det ved du udmærket. Hvorfor tager du ikke med mig hjem?
Han havde intet fornuftigt svar. Videostreamingen med Helene Boyle var lukket ned og ville ifølge hendes kidnapper først starte igen klokken 8.00 i morgen tidlig. Pigen var efter al sandsynlighed enten død, eller også sov hun, og i begge tilfælde var der ingen logisk grund til, at han sad, hvor han sad. Også i hans egen selvforståelse fyldte det så komisk lidt, om han var vågen og på arbejde, eller om han ikke var. Ikke desto mindre havde han en diffus følelse af, at det ville være forkert at tage hjem og efterlade Drabsafdelingen ubemandet, mens Helene Boyle måske kæmpede for sit liv. Han forsvarede sig halvhjertet:
- Arne afløser mig klokken tre.
- For din skyld eller for pigens skyld.
Spørgsmålet var ubehageligt relevant. Han sukkede.
- Jeg ved det ikke, kan vi ikke tale om noget andet? Hvordan gik dit møde?
Hun lænede sit hoved ind mod hans skulder og sagde stille:
- Hvis du bliver ved på den måde, går jeg til politidirektøren og får hende til at tvangshjemsende dig. Husk, det er ikke så mange år siden, at du var ved at dø, fordi du ikke selv kunne trække en grænse.
- Dengang røg jeg og vejede næsten femten kilo mere.
- Næsten femten som i cirka tolv. Altså, det er ikke et oplæg til diskussion, Simon. Og det er heller ikke en tom trussel, tro endelig ikke det. Men se nu her, din stædige mand.
Igen afbrød han hende, inden hun kom i gang, og også denne gang ved pludselig at rejse sig. Han lød helt glad, da han sagde:
- Okay, jeg indrømmer, at jeg er træt. Jeg havde sgu glemt det igen, men det er vigtigt, at jeg er her. Vent nu, og hør det her.
Han hentede den tekniske rapport fra før, slog op på side tre og citerede:
- I bunden (idet objektet betragtes som en dyrefigur) af objektet ... altså, det er et forfærdeligt sprog, men det drejer sig om den gule plasticbæver, som kidnapperen gav Bendix Panduro til mig, det er den, som er objektet og i bunden af den ... er der fræset en spalte, 25 mm. dyb, 15 mm. bred og 1,1 mm. høj, hvori der er indsat et simkort af typen mini-SIM til en mobiltelefon. Simkortet stammer fra en CBB-mobilstartpakke solgt fra en Q8-benzintank på Sjælland, men nøjagtig hvilken benzintank kan ikke fastslås. Fræsningen er foretaget med specialværktøj.
Komtessen var målløs.
- Hvorfor i alverden har de ikke fortalt os det?
- Tja, det vil den pågældende tekniske medarbejder sikkert også påstå, at hun har gjort.
- I sin rapport? Gud fader bevares. Har du talt med Melsing?
- Ja, og jeg fik fornøjelsen af at vække ham. Han er på vej til Vanløse, der laver han en kopi, originalen er jo bevismateriale, og bagefter kommer han herind. Så det er nødvendigt, at jeg er her, kan du nok se.
Komtessen stirrede ud i luften et stykke tid, så sagde hun:
- Jeg kan ikke lide den kontakt til dig, der er i denne her sag. Det er vi nødt til at tale om i morgen, men se nu her. Det er to fotografier taget med et sekunds mellemrum udtrukket fra en video af Dorthe Ebert, nøjagtig på det tidspunkt, hun blev klar over, at vi undrer os over, hvordan Ida Andersen og hendes to veninder havde fået fat i deres agurkestykker.
Dorthe Ebert lignede en parodi, som en skuespiller i en dansk film fra 1920'erne, der virkelig ville vise sin instruktør, at hun kunne spille chokeret. Pædagogens mund var åben, og undermunden hang, så man kunne tælle hendes tre guldplomber. Øjnene var opspilede og stirrede op mod kameraet. Men det bedste var hendes hænder, hun holdt dem oven på hovedet, med spændte hvide knoer og en tot uregerligt hår imellem. Uanset om hun var involveret i kidnapningen af Ida Andersen eller ej, så var hendes reaktion på Komtessens omtale af agurker unaturlig kraftig.
Komtessen gennemgik sit møde, bagefter vendte de tilbage til de to fotografier. Konrad Simonsen sagde forsigtigt:
- Det kan være fordi, hun helt uskyldigt, men i hemmelighed har stukket de der tre piger et stykke agurk hver, og nu tør hun så ikke indrømme det, fordi det pludselig virker mistænkeligt eller forkert.
- Ja, men det er det ikke.
Konrad Simonsen betragtede igen billederne og sagde så:
- Nej, det er det ikke.
- Desværre bringer det os ikke nærmere en dommerkendelse. Dommere er ligeglade med ansigtsudtryk. Og tager vi hende ind, risikerer vi, at hun medbringer en advokat, og så er vi til grin. Vi har intet formelt at hænge hende op på.
- Muligheden for, at hun bryder sammen, er jo til stede, og jeg kan ikke se, at vi har nogen alternativer. Men hvad synes du selv?
- Var der ikke noget med, at du ville tale med Malte? Og vi kender også andre, hvis det skulle være.
Han spillede uskyldig, tale med Malte, hvad mente hun med det?
- Hold nu op, Simon. Okay, jeg har skiftet holdning. Blandt andet fordi du åbenbart personligt er involveret. Det her føles ikke kun som en efterforskning, det føles også ... som krig.
- Og i krig er der ingen regler?
- Gør det nu, for pokker. Men jo i krig er der masser af regler, det burde du vide. Og lad os tale om noget andet, for nu kommer Melsing, kan jeg høre.
Men Komtessen tog fejl, det var ikke Kurt Melsing.
- Anica, hvad i alverden laver du her på det her tidspunkt?
Komtessens stemme var ikke helt fri for en antydning af mistro. Hendes nye kollega havde jo før opført sig ... inadækvat. Og hvad fik hende nu til at luske rundt på Politigården, når alle andre lå og sov. Eller altså, når hun måtte tro, at ... Hun afbrød sin tankerække, men fastholdt sit bryske blik, kunne hun venligst få et svar nu? Anica Buch sagde:
- Jeg vidste, at Simon ... undskyld, at ... ja, at her var bemandet, og jeg har noget, der er vigtigt. Noget der ikke kan vente.
Konrad Simonsen sagde bekymret:
- Hvad er der sket med dit hår? Er du blevet overfaldet?
Anica Buchs gennemgang var overbevisende. Først fortalte hun om, hvordan hun havde ladet sig klippe som Helene Boyle. Derefter om, hvordan hun først ved stuetemperatur og så ved fem grader celsius i sit badeværelse, mens hun var blevet videofilmet med forskellige tidsintervaller – fem minutter, ti minutter, et kvarter, en halv time og en time – var blevet overhældt med samme portion vand som pigen. Når hun bagefter sammenlignede billederne af pigen og hende selv, i forhold til hvor meget deres hår havde nået at tørre, inden de fik hældt de næste fem liter vand over sig, var det tydeligt, at kidnapperens video var et falsum. Den foregik ikke i real-time, men var optaget i en lang sekvens, hvor Helene Boyle blev straffet med vand cirka hvert tiende minut. De enkelte overhældninger var så klippet ud og blev afspillet i rækkefølge en efter en, hver gang kidnapperen havde fotograferet en patruljebil.
Under sin forklaring understøttede Anica Buch igen og igen sine postulater med sammenlignelige billeder af henholdsvis hende selv og Helene Boyle. Konrad Simonsen trak efterfølgende konklusionen op igen:
- Så din påstand er, at pigens pinsler på forhånd er videofilmet med ti minutters pause mellem hver gang, at hun bliver overhældt med vand? Og filmen derefter er manipuleret til at passe med de tidspunkter, hvor han har fotograferet vores patruljebiler?
- Ja, det er min påstand.
Komtessen var ikke i tvivl, hun sagde:
- Det er vist mere end en påstand, Simon. Jeg tror, at det er et faktum.
Konrad Simonsen erklærede sig enig, ja, sådan er det åbenbart, det kan jeg godt se, og hvordan stiller det så os?
Komtessen sagde sort:
- Det stiller os desværre sådan, at Helene Boyle efter al sandsynlighed er død, og når jeg tænker på Ida Andersen, gruer jeg for, hvilken perverteret og ondskabsfuld måde han har dræbt hende på.
Anica Buch, der havde haft længere tid til at gennemtænke konsekvenserne, tilføjede:
- Men det betyder også, at der kun behøver være en gerningsmand og ikke nødvendigvis to eller tre, som arbejder sammen. Med en skabelon, en server og en iPhone kan en enkel gerningsmand sagtens styre videostreamingen, samtidig med at han befinder sig i Københavns gader.
Det bankede på døren, og den blev først åbnet, efter at Konrad Simonsen to gange højlydt havde givet adgang. Det var Kurt Melsing. Han hilste drabschefen og Komtessen med et høfligt godaften, og så gennem Anica Buch, som var hun luft. For få måneder siden havde de i forbindelse med en sag været på en længere rejse sammen til Bosnien. Her havde Anica Buch, for at fremme sin personlige karriere, i det skjulte modarbejdet ham og Konrad Simonsen. På hele hjemturen havde han behandlet hende på nøjagtig samme måde som nu. For ham eksisterede hun ganske enkelt ikke.
Kurt Melsing lagde en mobiltelefon på Konrad Simonsens skrivebord.
- En nøjagtig kopi af simkortet er i den, det er en Nokia 3310, den bedste mobil der nogensinde er lavet. Jeg har stjålet mig til tre stykker fra en gammel sag. Nu kan du få den ene.
Chefen for Kriminalteknisk Afdeling var vidt berømmet for sin faglige kompetence, men hans sproglige formåen var ikke i topklasse. Ofte var han omtrent umulig at forstå, andre gange var det bedre. Konrad Simonsen takkede, Kurt Melsing fortsatte:
- Min unge Pernille Lisby er meget talentfuld, selvom det var dumt. Hun skulle have telefoneret også, men jeg kan jo ikke gøre alt selv. Så undskyld, Simon.
Konrad Simonsen slog ham jovialt på skulderen, alt var jo godt, så det betød intet. Komtessen benyttede lejligheden, nu hun fik den serveret på et sølvfad. Hun sagde:
- Beklager Kurt, men der er en ting, jeg mangler at sige, fra før du kom.
Hun vendte sig mod Anica Buch.
- Det er ingen hemmelighed, at jeg var stærkt modstander af, at Simon hev dig tilbage igen hertil, men jeg tog fejl. Det du har præsteret i aftes og her i nat, er slet og ret fremragende efterforskning. Så velkommen i Drabsafdelingen, Anica.
Anica Buch smilede. Hun havde et dejligt smil. Så spurgte hun Komtessen:
- Må jeg så godt sige Simon? Det er så besværligt at lade være, når alle I andre gør det. Jeg glemmer det hele tiden.
- Ja, du må godt sige Simon nu.
Konrad Simonsen virrede på hovedet, i vildrede over de to kvinders samtale, uagtet den handlede om ham. Han kiggede undrende fra den ene til den anden og tilbage igen, men ingen af dem tog notits af ham. Så opgav han, det var sikkert også underordnet.
Som Komtessen have regnet med, smittede forsoningen af på chefen for Kriminalteknisk Afdeling. I forvejen var han ikke en mand, der nemt bar nag, så han forekom helt lettet, da han sagde:
- Hvis du kan, Komtesse, kan jeg også.
Kurt Melsing gav Anica Buch hånden. Det virkede særpræget der midt om natten, formelt og gammeldags. Så ringede Konrad Simonsens nye telefon.