Han var pissed på hendes gåpåmod. Det var nemt at arbejde seksten timer i døgnet, når man ikke havde børn. Og hun lå jo ikke søvnløs til ud på de små timer og frygtede, at det værste af det værste ville ramme hendes familie, for hun havde ingen familie, kun en mor og en papfar, så vidt Klavs Arnold vidste. Han havde alvorligt overvejet at melde sig syg til morgen, det blev værre og værre at skilles fra ungerne, mens hun fortsatte sit arbejde med en asenkraft, som fik hun dobbelt løn eller overtidsbetaling eller begge dele.
- Hvis du drejer til højre næste gang, så undgår vi lyskrydset ved Kingosgade og vejarbejdet længere fremme.
Han gad end ikke at kommentere hendes forslag, og han kørte den vej, han kendte, mens han ondt tænkte, at nu var hun åbenbart også ekspert i, hvordan han skulle navigere i sit eget land. Da de holdt i kø ved vejarbejdet, sagde Anica Buch:
- Lad os sende tegningen af ejendommen til Teknisk Forvaltning i kommunerne i Hovedstadsregionen, også selvom Bendix mente, at kidnapperen kørte dem nordpå, for han kan nemt tage fejl, og så taler vi samtidig med den pågældende kommunes kommunaldirektør, og beder ham om at sikre, at billedet får prioritet, hvis du forstår. Og måske skal vi gøre det samme til forsyningsværkerne, vand og strøm, du ved, det er sikkert de steder, hvor medarbejderne kender kommunens bebyggelser bedst.
Klavs Arnold prøvede at være konstruktiv, det lyder udmærket, Anica, og han gjorde et ærligt forsøg på at gennemtænke hendes plan i hovedet, men i løbet af få minutter var han igen væk i sin egen verden:
Han kunne overlade alt arbejdet til hende, det var der ingen, som ville gø over. Og hun ville modtage det uden beklagelser, sikkert lykkelig for at få lov. Han så allerede for sig hendes firskårne krop storke hen ad gangen på vej til sit kontor med favnen fuld af papirer og hovedet fuldt af yderligere ideer, der så igen kostede tid. De kunne selvfølgelig også dele arbejdet fifty fifty, men den tanke var dødfødt fra starten, klokken 16.00, ikke et sekund senere, var han den, der var smuttet, han ville hjem til sine børn, det var der, han hørte til, ikke her.
- Hvad siger du så? Er det okay med dig?
Han beherskede sig:
- Ja, det er sikkert okay, men kan du ikke lade mig køre i fred? En smule ro, det er det eneste, jeg beder om.
Da han parkerede på Polititorvet foran Politigården, steg han ud af bilen og gik uden forklaring med lange skridt i modsat retning af indgangen, væk fra hende, for pokker bare væk fra hende ... og væk fra det hele, mens hans ungers ansigter ... børns ansigter var så små i forhold til deres hoveder, det så han først nu ... og deres smukke navne, der pludselig ... En bil bremsede hårdt op, han holdt sit politikort op foran dens forrude og tænkte forundret, at han ikke vidste, hvor han var på vej hen.
*
Anica Buch forstod ikke, hvorfor Klavs Arnold forsvandt, da de kom tilbage til Politigården. Var det noget, hun havde sagt? Eller blev han dårlig? Hun holdt episoden for sig selv og gik direkte til sit kontor, hvor hun forberedte sit arbejde. Da billedet fra tegneren en lille halv time senere som lovet ankom i hendes mailboks, var hun klar til at kontakte en lang liste af kommunale medarbejdere. Umiddelbart virkede det som et uoverkommeligt projekt, men det generede hende ikke. Time for time ville det komme til at fremstå mere realistisk, sådan plejede det at være, og hvem vidste, om hun fik bid allerede i dag?
Men midt i sin sjette, eller var det syvende? samtale stivnede hun i en konstruktiv undren, som hun burde have opfanget for længe siden. Anica Buch, er du der? Hun afbrød abrupt og stirrede frem for sig. Så ringede hun til Rigshospitalet og efter flere lange forklaringer og en sand evighed fik hun endelig kontakt med Bendix Panduro.
- Er det rigtigt, som jeg har forstået det, Bendix, at du hele tirsdag og onsdag dag ikke hørte noget som helst, ingen biler, ingen stemmer, ingen aktivitet overhovedet?
Hun takkede og afbrød, da drengen bekræftede, nej, der var ikke noget at høre. Så lagde hun hovedet bagover, gloede op i loftet, mens tankerne faldt så smukt på plads, hvorefter hun kontaktede Socialministeriet. Her King-kong'ede hun sig igennem bureaukratiet uden hensyntagen til høflig omgangstone og almindelig pli.
- Du forstår det vist ikke, jeg skal have den oversigt nu, ikke i morgen, ikke om en time, men nu! Og når jeg siger til dig, at det er et spørgsmål om liv eller død, så er det ikke en talemåde, så er det er sandheden. Hvordan får jeg fat på din chef?
En boligblok uden lyd to hele dage betød en nedlagt boligblok, og en nedlagt boligblok betød regeringens nylige højt besungne forsøgsordning med at give kommunerne milliontilskud til at rive ghettoer ned og fortynde den mislykkede integration ved at flytte indbyggerne andre steder hen. Det reducerede et match med Bendix Panduros tegning dramatisk.
Efter tre kvarters intensivt arbejde fik hun gevinst. Drengen havde godt nok byttet om på farverne, byggeriet var blevet beigegult og dørpartierne rødlige, men ellers passede tegningen og boligkomplekset perfekt.
Komtessen afbrød hendes arbejde ved uden at banke på at åbne døren til hendes kontor med en kort hektisk besked.
- Kom Anica, Simon har talt med pigen, hun er i noget, som hedder Høje Tøpholm oppe i Hundested. TDC har netop bekræftet det, og der er kollegaer på vej derud.
*
Konrad Simonsens kontor var fyldt, det meste af Drabsafdelingen var samlet. En interimistisk forbindelse var oprettet mellem betjentene i Hundested og drabschefens fastnettelefon, som desuden var sat på medhør. Stemningen blandt de forsamlede betjente var påtaget afdæmpet. De gjorde sig alle umage for at være optimistiske, som om de fælles havde besluttet at holde angsten uden for kontoret, også selvom hver og en af dem frygtede, at de var en del af et spil, hvor de skulle tro, at pigen nu var uden for fare, kun for at skuffelsen, vreden, afmægtigheden kunne blive så meget desto større, når de fandt hende død. Det ville ligne ham, så kunne han le ad dem i infam begejstring, ligesom med lille Ida.
En stemme meddelte i telefonen: Så er vi fremme.
Der blev helt stille i kontoret, efter at den metallisk klingende besked og telefonens knasen var døet ud. Det næste minut ville blive det værste, alle holdt vejret, men så – længe før nogen havde turdet håbe – kom forløsningen: Her er hun, og hun er uskadt. De jublede, omfavnede hinanden, svingede armene over hovedet, rørte igen ved hinanden uden anden grund end glæde, og derefter ... derefter var der udsolgt. Nogle fandt en stol og satte sig udmattede, andre gik trætte tilbage til arbejdet.
Anica Buch var en af dem, der gik, skønt hun egentlig burde være blevet. Hendes tanker var løbet løbsk, og hun måtte have tid for sig selv. Det var ikke, fordi hun med en brøkdel af et minut havde misset anerkendelse for sin efterforskning. Der ville komme andre situationer, andre tidspunkter, hvor hun kunne triumfere, det var hun overbevist om. Men hun burde være glad, glad på pigens vegne, glad som de øvrige, men det var hun ikke, hun var ligeglad, selvom hun havde snydt og jublet, da alle andre også jublede. Hun tog sig til hovedet, ikke igen, Anica, hold nu op, det er fortid, og fortiden er glemt, men det hjalp så lidt, for fortiden var langt fra glemt. Et deja-vu overvældede hende, og hun blev hvirvlet tilbage til, da hun var barn i Serbien.
Midt i gaden lå købmanden, og der kunne hun købe bolsjer, et bolsje en halv para, tre bolsjer, en para. Molim ja hoc'u ove velike bombone koje imaju razlike boje, ja, sådan havde det været, og hvis hun var heldig, puttede købmanden selv et af de største bolsjer fra glasset i munden på hende, og verden blev sød og pragtfuld ... og de sad altid uden for deres butik de to, købmanden og hans fede kone i magelige stole med blomsterbetræk og udskæringer, på hver sin side af butiksindgangen, stolte over deres liv, se hvad vi har opnået, og bang, bang så var de døde, og hun blev siddende i stolen, tynget som hun var til jorden, mens han faldt forover og lå med den ene arm strakt og håndfladen opad, som om han en sidste gang bød børnene ind i sin butik, en sidste gang ville sælge hende et bolsje. Anica Buch knyttede hænderne og lukkede øjnene for at jage billederne væk. Det lykkedes ikke, og hun tænkte, at hun fortjente at blive straffet, fordi hun ikke var glad. Glad som et rigtigt menneske, over at pigen var reddet ... lige som hendes mor var glad, når skrigene holdt op, og elektriciteten vendte tilbage til elpærerne, og hendes ofre afslørede deres hemmeligheder, fordi de ikke længere kunne udholde hendes kyndige nik til bødlen, igen, han er ved at være parat, og sneen lå stadig på toppen af bjergene og tindrede så klart, så klart i solen, fordi intet var hændt, intet der betød noget, og manden, der havde dræbt de to, vinkede venligt til hende og de andre unger, og de vinkede tilbage og fortsatte deres leg, og hendes mor kom hjem, og chaufføren sprang ud stiv som et bræt i sin farvestrålende uniform og åbnede bildøren, og hun og hendes kammerater legede lave kaffe, kuvam kavu og en dreng lå på hende og skubbede sig frem og tilbage over hende, inden han skød hende med en finger, bang du er død, Danica, og hun havde set på film at legen engang i Berlin hed Frauen komm, og det var sikkert det samme over hele jorden, blot ikke i det her lille forkælede land, hvor en enkelt pige, kun en eneste tilfældig pige, ikke var ligegyldig ... og moren havde ikke værdiget chaufføren et blik, og heller ikke alle de mennesker, der vendte sig mod hende og bøjede hovedet i respekt, mens hun løb hen og omfavnede hendes lår og nød, at hendes mor var hendes mor, men hun ville ikke fortælle sin hemmelighed, heller ikke selvom pæren blinkede og smerten var rædselsfuld, fordi hun var blevet advaret: for meget sukker er skadeligt, og hun havde endnu sine to andre bolsjer i lommen, og det har jeg jo sagt til dig så mange gange, Danica, det går ud over dine tænder.
Komtessen kaldte efter hende:
- Hvad sker der, Anica? Er der noget galt?
Hun vendte sig, samtidig med at alle forklaringer blev klemt ud af hende, ingen ville forstå hende, det var for mærkeligt, der var ikke noget at sige.
- Nej, jeg har det fint.
- Hvorfor løber du så på den måde?
Hvad skulle hun svare? Fordi hun ville være glad for, at pigen var fundet i god behold, lige som hun burde være, på samme måde som alle andre, der ærligt var glade. Men sandheden var, at hun var ligeglad, og det kunne hun ikke holde ud. Hendes løgn var ynkelig:
- Jeg har glemt, at jeg lovede at ringe til min kæreste.