Kapitel 34

Stella Arnold blev overfaldet af sine børn, da hun trådte ind i sin entre.

- Far siger, at jeg ikke kan komme til gymnastik, og Ursula blev skældt ud, fordi hun ville lave lektier på sit værelse. Det var død uretfærdigt, mor.

Tvillingerne kom benende efter deres storesøster og uddybede i skøn samdrægtighed:

- Og han er dum, mor. Vi må kun være i stuen.

- Ja, kun i stuen, og han sidder bare.

Hendes ældste var ikke i en alder, hvor hun løb. Daskende sluttede hun sig til sine søskende og gennede med dem:

- Væk med jer små kryb, lad mor og far være.

Det var først, da hun så sin datters ansigtsudtryk, at Stella Arnold blev klar over, at der var noget galt.

Hun gav sig god tid til at hænge sit overtøj på plads i garderobeskabet, og efter et kort hej ind i stuen gik hun i køkkenet og lavede et par kopper kaffe. Hendes ældste fulgte appellerende med, men uden at sige noget. Stella Arnold ignorerede hende.

Inde i stuen satte hun kaffekoppen foran sin mand og sagde uden unødige indledende forklaringer:

- Chancen for at en af os bliver kørt over, er langt større, Klavs. Kan du ikke prøve at tackle det her realistisk?

Han kiggede på hende, som var hun en fremmed og hævede stemmen faretruende:

- Realistisk! Sagde du realistisk?!

Børnene kiggede væk, de små klynkede. Stella Arnold ignorerede dem.

- Ja, realistisk. Vi er alle fælles om det her, og vi er alle bange. Men sandsynligheden for, at der sker netop vores ... altså os noget er jo forsvindende lille.

Klavs Arnold råbte, som om han nu endelig kunne få afløb for sin angst:

- Du kan bruge alle dine politikerord, al din overlegne, al din overlegne ... alt det du kan, jeg er ligeglad, men jeg har ikke statistikbørn, jeg har børn af kød og blod, og jeg vil beholde dem alle sammen, og så kan du snakke, så meget du vil ... dem alle sammen, Stella, forstår du det?

Der var en grund til, at Stella Arnold var blevet politiker: Hun interesserede sig for andre mennesker, og hun havde en holdning til, hvilket samfund hun ønskede at leve i. Men dogmatisk var hun ikke, hendes jordbundne fornuft var ikke farvet af ønsketænkning og kunne til tider sagtens kollidere med partilinjen, uden at det generede hende det fjerneste. Ikke desto mindre var hun efterhånden en, man regnede med i folketingsgruppen; måske var hun ikke den fremmeste i skoene til at promovere sig selv, men dag for dag blev hun stadig mere respekteret på sin arbejdsplads, og de, der trampede på hende, partifæller som andre – ja, de lærte hende at kende på den hårde måde, hvilket ikke altid var lige rart.

Men Stella Arnold havde en side mere, en side som hun gemte godt, og som kun få kendte, end ikke i fuldt omfang hendes mand. Hun var ekstraordinært, fremragende begavet, hverken mere eller mindre. Hun gennemskuede situationer, problemer og løsninger klarere og hurtigere end næsten alle andre, og det havde hun gjort med en selvfølgelighed, der kun er de få udvalgte beskåret, siden hun var helt lille. Men hendes miljø havde givet hende gode råd. Som når faren udmattet kom hjem fra tre dage på havet og kærligt lagde sin kæmpelab omkring hendes nakke: Stella, kan du ikke holde mund, vi andre er her også? eller moren, der meget direkte belærte hende om, at hvis hun nogensinde ville have sig en mand, så skulle hun nok tænke lidt mere på sig selv nu og her og lidt mindre på at indrette fremtiden for andre; det sidste var der alligevel ingen, som fattede ret meget af. Og Stella forstod, hun rettede ind, fik sig en mand og lærte ydmyghed. Begavelse var Guds gave – men med måde, den slags fungerede bedst i baggrunden. Bortset fra i helt særlige sammenhænge:

- Stine, gå op på dit værelse og hold op med det piveri. Når din far siger, at du ikke skal til gymnastik, så skal du ikke til gymnastik. Færdig, min ven! Og det samme med dig, Ursula, op på dit værelse.

- Men far sagde, jeg skulle være her.

- Ja, og nu skal du være på dit værelse. Af sted med dig. Og I to tudehoveder, I kan lege hos Alexandra en anden dag, men ikke i dag. Gå ned i kælderen og se en film, medmindre I hellere vil lægge vasketøj sammen.

Marie Louise stod i døråbningen, rørende bekymret for sin far. Hendes mor fejede hende væk uden skånsel:

- Der er mange ting, du endnu ikke forstår, Malou. Det her er en af dem. Så farvel min skat, jeg skal tale med din far alene.

Da børnene var ryddet af vejen, gik hun hen bag Klavs Arnolds stol og holdt hænderne på hans skuldre, kærligt og bestemt. Hendes stemme var dagligdags, men med en umiskendelig undertone, som ikke inviterede til andre dagsordener:

- Hvor mange i Drabsafdelingen har det som dig?

- Det ved jeg ikke, en del tror jeg, i hvert fald nogen.

- Sygemeldinger? Flere end normalt?

- Ja, det er der.

- Hvad med Arne og Komtessen?

- De har det skidt, mest Arne så vidt jeg kan se, vi taler ikke om det. Ingen taler om det.

- Og Simon?

- Som en klippe, men jeg kan ikke ... ikke mere ... selv ikke for ham.

- Nej, jeg forstår. Tør dine øjne, selvmedlidenhed hjælper ikke. Nu passer du godt på vores unger, så kører jeg et par timer. Bestil noget grillmad og gå op og snak med Malou, når du ikke længere ligner en karklud, hun trænger til dig. Fortæl hende, hvordan du har det, det kan hun godt klare, men lad være at overdrive. Hun er i øvrigt ved at få sig en kæreste, vidste du det?

- Ja, ja, det skal jeg nok. Men hvor skal du hen?

- Ud og repræsentere de 4000 mennesker, der har stemt på mig, og også lidt dig, selvom du ikke har.

Han rejste sig omstændeligt, glad for at hun bestemte. Ikke fordi han anede, hvad hun var i gang med, men hun lød som om ... som om det nok skulle gå alt sammen. Som en der kunne gøre en forskel.

Stella Arnold stod allerede med bilnøglerne i hånden, og uden yderligere snak kyssede hun sin mand farvel. Så gik hun. Først da fandt han rigtig ud af, hvad der foregik. Han nåede at råbe efter hende:

- En kæreste, hvad fanden mener du med en kæreste? Stella, det er da ikke dit alvor? Tøsen er jo ikke mere end tretten år.