Chaufføren var fra Rumænien, og han havde ikke sovet i to døgn. Det firma, han arbejdede for, havde ved hjælp af spidsfindige fiksfakserier og med fuld støtte i EU-lovgivningen ansat ham til en fjerdedel af den løn, hans danske kollegaer fik. Hvor Helsingørmotorvejen munder ud i Lyngbyvejen, tæt på Ryparken Station, gik det galt. Manden faldt i søvn og hans gastankvogn kurede mod autoværnet, sprængte et dæk, slingrede ukontrollabelt og væltede. Han transporterede klor og en svag vind blæste fra nord.
Opkaldet gjaldt samtlige patruljevogne, de skulle straks begive sig til Kildevældsparken og henvende sig til indsatslederen der. Derefter fulgte en præcision af mødestedet og en sporadisk besked om uheldet.
Det område, der primært var i farezonen, var boligkvarteret mellem Rovsingsgade og Haraldsgade på den ene led og Lyngbyvej og Lersø Parkallé på den anden. De første hold betjente, der ankom, blev brugt til at spærre kvarteret af, de efterfølgende blev systematisk indsat til opgang for opgang, gade for gade at kontakte beboerne, for at få dem til at lukke alle vinduer og blive inden døre. Der blev også udsendt advarsler i radioen og Beredskabsstyrelsen var på vej, så betjentene snarest kunne blive afløst af bedre uddannet personale.
Indsatslederen stod ved sin bil, på kølerhjelmen lå et kort over området med blå krydser og streger, som kun han forstod. Han stregede halvdelen af en gade over, og da han kiggede op, stod en kollega, han kendte, ved siden af ham.
- Hej Steen, er du her for at hjælpe?
- Ja, jeg hørte det i radioen og var i nærheden. Hvad kan jeg gøre?
- Først og fremmest vide, at hvis du lugter kraftig klor, det vil sige mere end i en svømmehal, så går du straks ind i en opgang uanset hvad. Klor danner saltsyre i dine lunger, og det dør du af, temmelig hurtigt endda. Er du med?
- Jeg er med. Hvor slemt står det til?
- Ikke slemt, der er læk på tanken, og der siver gas ud, men ikke meget, så det er muligvis overflødigt, hvad vi foretager os. Men hellere det end døde mennesker.
- Ja, det er klart. Hvad gør jeg?
- Tager de ulige numre på Haraldsgade, og du starter her. Få folk til at blive inde og lukke vinduerne. Har du dit politikort med?
- Ja, jeg har. Ellers noget?
- Nej, bortset fra, at du skal tage min advarsel særdeles alvorligt, klor er noget farligt skidt.
Steen Lyhne var heldig. Han opdagede kvinden, han ledte efter, som den allerførste betjent han så. Hun kom ud af en opgang og småløb hen til den næste, hvor hun forsvandt ind ad gadedøren. Han skubbede sin skuldertaske frem, så den hang foran og fulgte efter hende.
Inde i opgangen konstaterede han, at døren var ulåst ned til kælderen, så ventede han, til hun kom trippende hurtigt ned ad trappen.
- Maja, du må komme med ned og se det her.
Maja Riis stoppede, Steen? Han åbnede døren ned til kælderen. Hun spurgte:
- Hvad laver du her? Har du også fået denne her ejendom? Sikke noget rod.
- Min søster bor på anden sal, men har du radiokontakt? Vi må have noget hjælp, tror jeg. Kom nu.
Han tændte lyset, hun gik efter ham. I kældergangen tog han sin pistol frem, så hun ikke kunne se den. Han havde tilpasset en halvanden liter sodavandsflaske til pistolens pibe og klæbet den godt fast med gaffatape. Det gjorde våbnet uhåndterligt.
Han vendte sig og skød i en bevægelse, første skud skulle kun ramme hende, hvor var ikke vigtigt. Hans interimistiske lyddæmper virkede fint, der lød kun et lille plop.
Hun holdt sig på maven under sit ene bryst og satte sig ned, betuttet, uforstående. Han placerede bunden af plasticflasken på hendes tinding, hun vendte hovedet halvt op mod ham, dig?, så skød han igen.