- Det var mig, der fandt hende, den stakkels pige.
Kvinden var i halvfjerdserne, hun holdt en paraply for regnen, mens hun bøjede sig ned og talte med Arne Pedersen gennem bilruden. Konrad Simonsen steg ud fra sin plads på førersædet og bad hende sætte sig ind, hun slog sin paraply sammen og fulgte hans opfordring, selv satte han sig om på bagsædet. Bilen holdt på Borthigsgade ud for den opgang, hvor politibetjent Maja Riis var blevet skudt i kælderen nogle timer tidligere. Klokken var godt 21.00, og teknikerne var endnu i gang, så ingen andre kunne komme ind. Kvinden fortalte:
- Jeg skulle ned til mit kælderrum efter aftensmaden, og der lå hun på gangen. Jeg rørte hende ikke, det var tydeligt, at hun var død. Så gik jeg tilbage til min lejlighed og trykkede 112 med det samme. Andet er der ikke at fortælle.
Arne Pedersen spurgte:
- Du lukkede ikke op, da vi ringede på for en times tid siden. Hvordan kan det være?
- Ja, det må I undskylde, men jeg faldt i søvn, og så hører jeg ikke klokken.
- Du sov? Efter at have fundet en dræbt betjent i kælderen?
- Ja, det må jeg desværre indrømme. Jeg tog et glas portvin for at dulme nerverne, men kun et ... bare for at blive mig selv. Og så sov jeg i stolen, det var ikke min mening.
Konrad Simonsen takkede hende, de ville vende tilbage senere for en mere detaljeret forklaring. Kvinden sagde:
- Der er ikke nogen detaljer, men jeg vil da gerne hjælpe, hvis jeg kan.
Hun åbnede bildøren, men fortrød og trak den til sig igen, uden at lukke den. Så vendte hun hovedet halvt mod Konrad Simonsen.
- Er der nogen fare på færde? Jeg mener først det klor-skidt og så et mord. Det er vi ikke vant til her i ejendommen.
Konrad Simonsen forsikrede hende, der var ingen fare, hun kunne roligt gå op til sin lejlighed. Arne Pedersen tilbød at følge hende, men hun afslog. Det var ikke nødvendigt, når nu drabschefen sagde, at det var sikkert.
Kvinden gik, og Konrad Simonsen tog igen plads foran i bilen. Da han satte sig, sagde Arne Pedersen med et grin:
- Jeg hører, at du og Anna Mia skal i Hvem vil være millionær.
- Ja, bortset fra, at man har glemt at spørge mig, og det kan jeg så fortælle dig, at det skal jeg absolut ikke. Som om jeg ikke havde andet at tage mig til.
- Det var da ellers en god ide.
- Det var en rædselsfuld ide, og det bliver uden mig. Desuden er det stærkt irriterende, at PET overhovedet udtænker ideer om min efterforskning.
Arne Pedersen modtog en sms. Han læste den og refererede bagefter:
- Maja Riis, 44 år, fraskilt og bor ... boede alene i en lejlighed i Rødovre. Fast kæreste, der ofte rejser, i øjeblikket er han i Bern. Hun har været hos os i seksten år, først i Faaborg, og de seneste ni år i Glostrup. Ingen anmærkninger, vellidt og pålidelig. Det er, hvad vi har på hende nu, men der kommer selvfølgelig mere.
Konrad Simonsen spurgte:
- Hvem sms'er?
- Din hustru.
- Nogen relationer med Kent Rée Schmidt, ham der blev dræbt på molen?
- Ikke som vi ved det i øjeblikket.
- Skriv til hende, at hun skal undersøge det.
- Nej, jeg vil ej, for det gør hun sgu da allerede. Hun er jo ikke debil.
- Hm, det er korrekt. Hvad med Klavs, han kan da ikke være hele dagen om at tale med den indsatsleder. Kan du ikke ringe til ham og høre, hvor langt han er?
Arne Pedersens, det kan du selv gøre, blev aldrig udtalt. Kurt Melsing, chefen for Kriminalteknisk Afdeling, trådte ud ad gadedøren og vinkede dem over til sig.
Kurt Melsing havde garderet sine sparsomme talegaver med en yngre medarbejder, en kvinde, som udstrålede stor hengivenhed for sin chef, det var nemt at se. De to teknikere og de to betjente stod på trappen, endnu var kælderen forbudt område. Kvinden sagde:
- Kurt mente, at I gerne ville have noget foreløbigt.
Konrad Simonsen bekræftede, det ville de rigtig gerne.
- Og du er med på, at foreløbigt betyder ... ja, midlertidigt, noget vi senere kan ændre, når vi ...
Kurt Melsing afbrød hende ved at lægge sin hånd på hendes underarm, okay, det er de med på, hun tog en blok frem, kiggede kortvarigt på sine notater og sagde:
- Hun er død omkring klokken 15.00 plus minus en halv time højst. Første skud ramte hende i maven, og da stod hun op. Andet er affyret direkte i hendes tinding, og på det tidspunkt sad hun ned. Det sidste skud har dræbt hende. Omkring begge indgangshuller, specielt det i hovedet, er der spor efter smeltet plastic, så drabsmanden har højst sandsynlig brugt en tom plasticflaske som lyddæmper. Projektilerne er gået gennem hende, og vi har fundet dem begge to, ammunitionen er 9 mm Parabellum, 115 grains fuldkappet. Det kan altså udmærket være samme ammo som ved Hanstholm-drabet. Vi regner med at have et LOT-nummer til jer i morgen.
Arne Pedersen afbrød:
- Et LOT-nummer?
Kurt Melsing sagde:
- Hun snakker militært. En batch-specifikation, vil du kalde det.
Kvinden fortsatte:
- Det ene patronhylster har han taget med sig, men det andet er formentlig blevet kastet ind over bræddevæggen til et kælderrum, hvor han ikke har kunnet få fat i det, og hvis det er rigtigt, smider hans pistol patronhylstrene til venstre, så det kan være en Walther P38, som vi ved, at I har indikationer på, at det var i Hanstholm. Men der er naturligvis også rigtig mange andre muligheder. Og så fandt vi bæver-nøgleringen i hendes jakkelomme, denne gang var den orange. Det er, hvad vi har indtil nu.
Hun stoppede, og Kurt Melsing sagde:
- Ja, det er.
Konrad Simonsen gik længe rundt i kælderen. Der var sat kraftige projektører op, så teknikerne kunne arbejde. Det gav afdøde et ubehageligt udseende, som om hun lå der for at skræmme. Konrad Simonsen bøjede sig ned og lukkede hendes øjne, det hjalp lidt. Efter et stykke tid forlangte han liget og projektørerne fjernet. Da det var sket, satte han et papirstykke i lyskontakten, så lyset ikke gik ud, og stillede sig derefter i kældergangen. Arne Pedersen fulgte ham, men lod ham ellers være, og passede i øvrigt på ikke at virke utålmodig. Efter en rum tid sagde Konrad Simonsen endelig:
- Hvor langt er du med kollegaer, der ejer en blå eller rød VW Golf?
- Vi er færdige fredag, regner jeg med. Hvad med Storebælt og Jyllandsfærgerne, gav det noget?
- Nej, desværre. Kan du speede arbejdet op?
- Ja, jeg kan selv deltage mere, eller jeg kan bruge nogle flere folk, men det sidste vil du jo helst ikke have.
- Ikke hvis det kan undgås. Hvornår kan du tidligst være færdig?
Arne Pedersen kendte sin chef godt, han sagde alvorligt:
- I morgen eftermiddag eller aften. Jeg tjekker også ægtefællerne, og det gør det mere besværligt. Men lad nu for pokker være at bebrejde dig selv. Ja, hvis du havde sat tyve mand på den opgave i går, så kunne det være, at hun ville være i live. Men det kunne også være, at han var gået amok og havde udryddet en vuggestue. Du kan ikke vide det, Simon. Det er kontrafaktisk, så drop det.
Konrad Simonsen svarede ham ikke, i stedet spurgte han:
- Han har lokket hende til at gå her ned i kælderen.
- Ja, han har.
- Det har en tilfældig borger næppe kunnet.
- Nej, næppe.
- Hun kendte ham.
- Ja, hun gjorde.
- Det er en kollega.
- Ja, det er.