- Du tror, at du kan springe ti år over og blive ledende kriminalbetjent på ingen tid, men det kan du ikke. Du tror, at efterforskning primært er et spørgsmål om begavelse, men du tager fejl, begavelse betyder ganske lidt i mit arbejde. Du gider ikke det hårde slid, hvor du to kolde nætter i træk sidder og glor på et hus, hvori alle sover, fordi du ligger under for den illusion, at du er begunstiget med egenskaber, der gør, at du skal lede andre, mens du selv skal tænke de store tanker, men den eneste af dine egenskaber, det siger noget om, er din umodenhed.
Konrad Simonsen pegede med to fingre på sin datter, mens han med kontrolleret, mørk røst læste hende teksten. Sandheden måtte ud.
Opgøret mellem far og datter havde været undervejs længe, og nu eksploderede det. Anna Mia rødmede af vrede, men også hun beherskede sig velvidende, at hvis hun tabte hovedet, ville hun stå tilbage som lillepigen, der havde fået skæld ud af sin far, og ikke kunne klare at høre de faktiske forhold i jernindustrien, som man sagde. Hun pegede tilbage:
- Du er snobbet, far. Du blev aldrig akademiker, så jeg skulle være det. Mit jurastudium var din ide. Nu er jeg jurist, og du ser mig med en skrivebordskarriere og håber, at jeg ender som topbureaukrat af en art, men min interesse er kriminalefterforskning, hvilket du aldrig har accepteret eller gidet hjælpe mig med. Og du piber over vores – og ja, jeg mener PET's, selvom jeg kun har været der et par dage – over vores indblanding, på trods af at din egen efterforskning ikke har flyttet sig ud af startblokken i de godt tre uger, du har arbejdet med den. Du er for gammel, far, du hviler på fortidens laurbær, og du burde lade dig pensionere.
Konrad Simonsen og Anna Mia sad ved middagsbordet i Søllerød. Tilstede var også Komtessen, Oliver Malinowski samt Gintare Pukiene. Det var søndag aften og Komtessen havde arrangeret fondue – det havde hun ikke spist i årevis, og havde nu fået lyst til. Oliver Malinowski modererede sin kæreste:
- Det sidste kan du godt æde i dig igen, det mener du jo ikke.
Anna Mia vendte sig mod ham:
- Du skal ikke bestemme, hvad jeg mener om min far.
- Nej, men jeg skal bestemme, om jeg er her eller ej, og hvis du ikke kan opføre dig ordentligt, så tager jeg hjem.
Det lagde en dæmper på hende, og Konrad Simonsen udnyttede lejligheden:
- Som om du altid selv er så retlinet, du, der end ikke kan holde orden i eget hus.
Den bemærkning var led, aldeles under bæltestedet, og desuden ude af kontekst. Komtessen eksploderede:
- Hvad bilder du dig ind, Konrad Simonsen? Kan du øjeblikkelig stoppe med den slags pladder. Sig mig, ejer du ikke skam i livet?
Anna Mia følte sig underløbet. At hendes far hentydede til hendes affære med Malte Borup, var der næppe tvivl om, men nu var Komtessen tilsyneladende også informeret, til trods for, at han højt og helligt havde lovet hende det modsatte. Hun tvang sig til at blive siddende, og forsøgte af al magt at samle sig. Der opstod en lille pause, og det blev Gintare Pukiene, der brød den, da hun sagde til Komtessen:
- Tak for maden, må jeg gå i et bad? Eller er det forkert at være væk?
Komtessen lod hende gå, selvfølgelig må du det, men hun kiggede bekymret på hende, da hun pænt foldede sin serviet sammen og satte sin stol ind under bordet. Hun gik i bad tre-fire gange om dagen, hvis det kunne gøre det.
Gintare Pukiene foldede hænderne bag nakken, skød albuerne frem foran sig og lod det dejlige varme vand løbe ned over kroppen. Time for time blev fortiden fjernere, og hvad hun var gled så småt over i, hvad hun havde været. I hele fem dage havde hun ikke været sammen med en mand, ikke en eneste, eller med en kvinde for den sags skyld, det havde hun ikke oplevet, siden hun var barn. Hun var kommet blandt engle, og hun blev behandlet på en måde, hun slet ikke havde fortjent. Hendes mor, og særligt hendes mormor, hun kunne høre deres stemmer: hun skulle skamme sig, skulle hun, hvorfor var hun ikke gået sin vej, hvorfor havde hun villigt været med til alle de forkerte ting, nogen så slemme, at ingen kunne forstå det. Hun var en beskidt pige, en væmmelig beskidt pige, det var, hvad hun var. Hun sæbede kroppen ind endnu en gang og lod igen vandet skylle sig ren, mens hun vendte ansigtet op mod det solide bruserhoved.
Hun havde fået små bøger af fru Komtessen, måske bøger for børn, men hun syntes, at de var spændende, og hun kunne selv læse dem. Næsten, men var der et svært ord, kunne hun strege det under, så fik hun hjælp senere. Og tre gange, før hun skulle sove, var det sket, at hun og fru Komtessen havde læst H.C. Andersen. Een, to! een, to! ... soldaten var vant til at gå i takt i et regiment med andre soldater, og så gjorde han det alligevel, selvom han var alene, een, to! hælene hårdt i vejen, fordi han var en rigtig soldat, og så var eventyret i gang allerede efter første sætning. Hun faldt i søvn, mens fru Komtessen læste og forklarede for hende i den store seng, hvor hun lå for sig selv uden en mand, og så drømte hun godt, måske om soldaten, måske om sit brev, måske om noget andet dejligt, det var ikke til at sige. Hun sæbede sig hurtigt ind en sidste gang, gjorde sig ren igen og slukkede for vandet.
Anna Mia tav midt i en sætning og skubbede til Oliver Malinowski med en hård albue, så var det vist ved at være tilstrækkeligt med beundringen over Gintare Pukiene, der stod ved bordet – barfodet, i sin nye kridhvide badekåbe med vådt kæmmet hår, og Komtessen fulgte op ved at lægge en hånd over sin mands mund, da han straks var klar til at udfylde tomrummet. Det gav den litauiske pige plads, hun sagde med spæd, men fast stemme, som om hun simpelthen ville ud med det:
- I er engle-mennesker, det er, hvad I alle tilsammen er. Engle-mennesker.
Så vendte hun sig og gik. Komtessen brugte den pause, som fulgte:
- Oliver, skulle du og jeg og Gintare, hvis hun har lyst, ikke køre til byen og se en film? Jeg er ved at være træt af alle gentagelserne, jeg ved ikke, hvordan du har det?
Oliver Malinowski elskede sin kæreste, ingen kunne være i tvivl om det, men han var ikke en mand, der mistede sig selv på grund af kærlighed. Han indvilgede prompte:
- Jeg kunne dårligt være mere enig, må jeg få lov at gå ind og spørge hende?
Komtessen slog til med det samme:
- Det er en god ide, det vil hun blive glad for. Og I to sidder her begge, når Oliver og jeg kommer tilbage, ligegyldigt hvor vrede og forbitrede I er på hinanden.
Ti minutter efter var de væk, Oliver Malinowski oven i købet belevent med Gintare Pukiene under armen, uanset hvor mange arrige blikke han modtog fra Anna Mia.
Det hjalp, da de blev alene. I det mindste talte de mindre hårdt og lyttede også mere til hinanden:
- Hvad er der galt i, at jeg er stolt over din uddannelse? Alle forældre, til alle tider, ønsker deres børn bedre uddannet end dem selv, og hvis det lykkes, bliver de glade.
- Nej, det forstår jeg også godt, far, og det har du ret til. Men det er altid op ad bakke, når jeg skal lære fra dig, det er, som om jeg skal kæmpe for hver lille bid, og det burde da være omvendt, du skulle naturligt hjælpe og støtte mig ... og det værste er, at når du så endelig en sjælden gang imellem giver mig en smule anerkendelse, så jubler jeg totalt indvendig og er glad en uge ...
- Jeg kan ikke lære dig noget. Som du selv siger, er jeg af den gamle skole, og den er snart væk.
Så tav han, det var indlysende, at hun havde mere. Lidt efter fortsatte hun da også:
- Du tager så meget fejl, for jo, du kan. Jeg har studeret din forhørsteknik, og den er second to none, ingen, jeg har læst, er bedre, og din ledelsesform ... altså jeg ved ikke, hvad der sker, men dit personale elsker dig, på trods af at du behandler dem, som om de var tinsoldater. Åh jo, far, du kan lære mig en hel masse, meget mere end du tror. Men ...
Hun afbrød Konrad Simonsen med hænderne, og for første gang den aften også med blanke øjne.
- ... jeg har haft så mange fødselsdage, da jeg var lille, hvor jeg imod al logik håbede, håbede, håbede, at denne gang ville du komme, altså jeg kan ikke klare at være imod dig, jeg vil have din støtte og din hjælp, det har jeg ret til.
Konrad Simonsen rejste sig, fandt en outdatet pakke cigaretter i køkkenskabet, og gik ud på terrassen. Det var koldt, og det blæste, alligevel blev han derude, mens han for første gang meget længe tændte en cigaret, den smagte af sæbe, og gjorde ham svimmel, men han røg den ikke desto mindre til bunds. Så satte han sig et minut på en havestol og gik derefter tilbage til sin datter.
- Hvordan du end vender og drejer det, Anna Mia, så er der ingen vej uden om at gå som almindelig betjent i en årrække, hvis du for eksempel en dag ser dig selv i mit job. Der lærer du dit land og dit folk at kende, de øverste og de nederste, de skæve og de regelrette, de ondsindede, de selvgode og dem, der af et ærligt hjerte har empati og samfundssind, hele paletten rundt, og jeg har så mange gange set chefer, der ikke kunne deres fag, og de havde alle et lortejob, hvor de brugte mindst halvdelen af deres arbejdstid på at dække over deres egne mangler, mens kollegaerne grinede ad dem, så snart de var væk. Jeg har ret her, og hvis du ikke indser det, har du kurs mod en katastrofe.
Forbavsende nok var hun ikke uenig, skønt hendes konklusion var akavet:
- Så bliver du nødt til at have ret sammen med mig, og ikke have ret imod mig.
Han nikkede, hun havde muligvis en pointe, og hvem vidste, det kunne måske også være, at han snart forlod sit job. Han havde fået et tilbud, eller rettere en føler, som han seriøst overvejede, og så kunne han langt mere helhjertet være der for hende. Det sidste fortalte han ikke.
De enedes om at lade deres relative enighed blive stående, hvor den stod, og så vende tilbage til den en anden dag. Hvilket åbnede muligheden for at diskutere den aktuelle sag, som han ikke var det mindste i tvivl om, hun havde fået præcise dessiner om hvordan hun skulle håndtere over for ham. Formodentlig var det endda den egentlige grund til, at hun overhovedet var der. Han sagde søgende:
- Er vi derhenne, hvor du skal fortælle mig om Steen Lyhne?
Hun prøvede ikke at putte med sandheden:
- Han har været væk siden torsdag, hans familie samarbejder ikke, du har efterlyst ham til ingen verdens nytte, han er professionel, og du har et problem. Men vi har ham, og det har vi haft i næsten tolv timer.
Konrad Simonsen tvang sig selv til at være rolig, han sagde:
- Du ved, hvor jeg hader, at du siger vi. Skal vi skændes igen?
- Nej, vi skal ej, og så PET da.
- Og I ... PET har ham?
- Ja.
- Hvilket I ikke synes var rimeligt at fortælle mig?
- Det er jo det, jeg gør nu. Men sandheden er, far, at du stort set intet kan anklage ham for. To rejser med en færge til Tyskland, der måske er mistænkelige, men som på ingen måde kobler ham til drab, og en ustabil ung kvinde, som i første omgang gengiver sin egen tegner som den mistænkte, hvorefter hun under en indkøbstur med to betjente udpeger Steen Lyhne på en plakat. Han går fri på ingen tid, det eneste, han behøver at gøre, er at holde kæft.
Konrad Simonsen havde tænkt det samme, han sagde:
- Ja, det er desværre rigtigt. Men jeg fornemmer, at du på vegne af din nye arbejdsgiver, og med din chef på typisk passende afstand, har et forslag i den forbindelse.
Hun ignorerede hans hentydninger, tog sin iPhone og lagde den på bordet. Så sagde hun tonløst:
- Lyden er dårlig, men det går endda, samtalen er fra i torsdags ved middagstid, det er Steen Lyhne, som taler først, den anden stemme er en af hans kollegaer og kammerater.
Konrad Simonsen lyttede modvilligt:
- Hvad så, Peter, er der noget nyt?
- Ja, noget. Det var mærkeligt.
- Hvad var mærkeligt?
- Der kom en fra Drabsafdelingen og spurgte om farven på din bil.
- Om farven på min bil? Det lyder idiotisk.
- Ja, men det gjorde han. Og jeg måtte ikke fortælle dig det.
- Okay, de har sikkert deres grunde. Hvis farven på min bil kan hjælpe dem, så er det glimrende. Jeg ønsker dem alt det bedste.
Konrad Simonsen sagde:
- Hvad var det, datoen var?
- Det er fra torsdag formiddag.
- Og allerede der havde PET mistanke til Steen Lyhne?
- Nej, det tror jeg ikke.
- Men hvordan pokker kan I ... de så ... nej, sig det er løgn.
- Jeg ved intet konkret, jeg gætter også, men du har nok ret.
- PET har aflyttet samtlige kollegaer i ... ja, gud ved hvor mange politikredse, måske hele landet!
- Ja, det har vi sikkert. Men i den givne situation er det fuldkommen legitimt. Tro mig, den del ved jeg noget om, og der er intet ulovligt sket. Drabene bliver betragtet som terrorisme, og så er en meget stor del af de almindelige retsregler sat ud af kraft. Men der er en ting mere: Steen Lyhnes kammerat fik instruktioner af os, for det tilfælde at Steen Lyhne ringede igen. Og det gjorde han så torsdag eftermiddag, en halv time før du officielt efterlyste ham. Lyden er endnu dårligere, for han ringer fra en telefonboks, men hør her:
- Er der sket noget nyt, Peter? Finder de ikke snart den morder? Jeg er træt af at gå hjemme og passe på knægten.
- De har ham vist nok. Det er kun et spørgsmål om tid.
- Kun et spørgsmål om tid. Det lyder godt, forklar.
- Han blev genkendt ved Vesterhavet af en russisk pige, og det nagler ham til moledrabet. Hun er i øvrigt noget af en historie i sig selv, hvis man skal tro rygterne, men dem kan du få, når du kommer på arbejde igen.
- Nej, fortæl, fortæl.
- Okay så. Altså hun er luder, men Komtessen – du ved Konrad Simonsens kone – har besluttet at redde hende. Hun har taget hende med sig hjem, og nu kæmper hun med næb og klør for at pigen kan få statsborgerskab eller fast opholdstilladelse. Hun har også købt privatlærer og sendt pigen på AOF-danskkursus tre gange om ugen. Tænk dig, for en eneste luder, som om der ikke var rigeligt af dem.
- Men passer de ikke på hende, hvis hun er eneste vidne? Det bør de da gøre?
- Som jeg har hørt, så passer PET på Konrad Simonsen, på hans datter, på politidirektøren og på rigspolitichefen, og så går der alle mulige rygter om familier, der er sendt bort på eksklusive ferier til Thailand eller Sydney eller den slags steder. Men jeg ved ikke med hende luderen, jeg tror ikke, hun har specialoppasning. Ingen ved jo, at hun er kronvidne.
Konrad Simonsen sagde langsomt og søgende:
- Og hvad er så planen?
- At jeg og Gintare Pukiene tager til AOF Nordsjælland i morgen eftermiddag.
- Hvor han venter?
- Ja, det må vi gå ud fra, det gjorde han i al fald i dag først på aftenen. Han er brudt ind i et skur i Nærum, hvor han sover, og han har barberet sig skaldet, hvilket gør ham en del anderledes rent udseendemæssigt. Han venter sikkert på Gintare, for han tror, at når han har skaffet hende af vejen, så er hans problemer væk. Han ved ikke, at hendes vidneudsagn vil blive smadret i en retssag. Han har rimeligvis skaffet sig af med sin anden pistol, men vi tror, at han har sin tjenestepistol på sig. Så vi behøver kun at møde ham.
- Hvilket skal resultere i hvad?
- At han angriber os, eller rettere angriber Gintare, selvfølgelig Og så har du en solid indfaldsvinkel til en tilståelse, en murbrækker til de øvrige ting, han har gjort.
Konrad Simonsen lod sig ikke narre det mindste, han vidste udmærket, hvad de talte om, og det gjorde hans datter også. Han sagde spydigt:
- Angriber, det lyder ikke behageligt. Hvad ligger der i angriber?
- Du aner ikke, hvor ekstremt effektive de der PET-folk er. Det er totalt ufarligt.
- Ja, for jer, men er det også ufarligt for Steen Lyhne? Jeg vil nemlig have ham i live, forstår du. Om ikke andet, så fordi der er nogle sammenhænge, der ikke passer med ham som drabsmand.
- Tror du ikke på, at det er ham, for det er det altså.
- Ja, det er ham. I hvert fald nogle af forbrydelserne. Men han har fået hjælp.
- Det finder du sikkert ud af hen ad vejen, når du får splittet hans liv ad. Men som sagerne står i øjeblikket, så går han grinende fra dig. Er det det, du vil have? Og hvis du endelig får ham dømt ... ja, du ved selv, hvor meget hævntørst den slags typer avler, og hvor mange kollegaer, der vil hade, at han får lov at sidde i fængsel i tolv år, og så kommer ud og lever sit liv videre?
- Han kommer til at sidde væsentligt længere end tolv år, så meget jura kan jeg da. Men lad det nu ligge. Han har sin tjenestepistol med, siger du?
- Det har han, så vidt vi ved, ja. Men det må Drabsafdelingen da også have konstateret. Våbenet er i hvert fald væk, så meget er sikkert. Og gør han et forkert træk mod Gintare, eller mod mig for den sags skyld, er det slut. Så er alt gjort helt efter bogen.
- Efter hvilken bog, Anna Mia? Drejebogen over lovlige drab eller bogen med retsplejeloven og menneskerettighederne?
Anna Mia sagde stille:
- Han har slået to kollegaer og et lille barn ihjel, far. Synes du, der er en bedre løsning end at passivisere ham, hvis vi får chancen til at gøre det lovligt? I så fald tror jeg, at du er en af de eneste kollegaer i landet, der mener det. Det kan du jo tænke lidt over, og så forventer min chef en tilbagemelding fra dig i morgen formiddag. Eller mere nøjagtigt: hvis du ikke senest i morgen formiddag stopper aktionen, så henter jeg Gintare klokken 15.00 i morgen eftermiddag, hvorefter vi går en tur ned og besøger AOF-centret. Men jeg tager hjem nu, jeg har meget at spekulere på, og det har du også. Fortæl Oliver, at han kan ryge og rejse, og at han må finde sig et andet sted at sove i nat.