Det blev dagen, hvor Konrad Simonsen fandt en pistol og opdagede, at han havde mistet en anden.
Han startede sin arbejdsdag med at skitsere for Arne Pedersen, hvad der skulle ske omkring Steen Lyhne de kommende døgn, og første punkt var, at han og drabsmanden kørte til Bernstorffsparken i Gentofte for at finde den pistol, som anholdte påstod, han havde gravet ned der. Arne Pedersen sagde skeptisk:
- Har du tænkt dig at køre ud med ham alene? Det lyder dumt.
- Han er ingen trussel, og mindst af alt da for mig.
- Hvad mener du? Hvorfor mindst for dig?
- Den tager vi de kommende par dage, men få Klavs til at følge ham ned til min bil. Han er jo ingen populær mand, og jeg vil nødig have, at nogle af vores kollegaer får gode ideer. Men drop håndjernene, de er ikke nødvendige. Melsing har i øvrigt lovet at sende et par teknikere, tingene skal jo gøres efter bogen, så jeg bliver ikke alene med ham i parken, kun i bilen.
På køreturen til Gentofte fortalte Konrad Simonsen historier fra sine unge dage i Drabsafdelingen under legendariske Kasper Planck. Steen Lyhne lyttede og grinede fra tid til anden. Som kriminalbetjent havde han før hørt en del skrøner om den gamle chef, men aldrig førstehåndsberetninger som nu.
Da de var næsten fremme, spurgte Steen Lyhne:
- Kan jeg ikke få dig til at købe mig en pakke blå Gajol et eller andet sted?
Konrad Simonsen svarede med et spørgsmål:
- Du har slået to af vores kollegaer ihjel, hvorfor skulle jeg gøre dig tjenester?
- Det ved jeg ikke, der er ingen grund. Jeg spurgte kun.
- Jeg skaffer dig en pakke i løbet af dagen.
Ved indgangen til parken over for Enighedsvej ventede Kurt Melsing dem, han stod med en midaldrende mandlig medarbejder, der holdt en spade i hånden. Alle hilste høfligt på hinanden, hvorefter Steen Lyhne sikkert ledte de tre andre ad en sti væk fra slotshavens åbne vidder og ind i skoven i områdets sydlige ende, indtil han på et tidspunkt skar ind blandt træerne til en ung bøg ikke langt fra stien. Med foden pegede han på et sted ved siden af træet. Konrad Simonsen brugte sit politikort til at få en kvinde, der søvngængeragtigt afsøgte skovbunden med en metaldetektor, til at udøve sin hobby et andet sted.
Teknikeren gik i gang med at grave, forsigtigt med små spadefulde jord ved hvert tag, men jorden var løs, og snart var han nede ved plasticposen. Han iførte sig en overtræksdragt, som han medbragte i en rygsæk, og indstillede derefter sit kamera. Kurt Melsing bad Konrad Simonsen og Steen Lyhne om at vente et stykke væk, findesteder skulle tages alvorligt og måtte under ingen omstændigheder kontamineres.
Som sædvanlig, når teknikere arbejdede, tog det længere tid, end Konrad Simonsen havde forventet, det var omhyggelige folk, men endelig efter en lang time kom Kurt Melsing hen til de to ventende kriminalbetjente. Han sagde til Konrad Simonsen:
- Ja, det er sikkert den. Vi tager prøver i dag, så ringer jeg eller en anden i aften.
På vejen tilbage til Politigården fortalte Steen Lyhne, hvordan han havde brugt en tom halvanden liters colaflaske som lyddæmper ved drabet på Maja Riis. Han blev bedt om at udskyde sine bekendelser til senere, så de kunne blive optaget på bånd. Mens Konrad Simonsen købte hans Gajoler på en tank, sad han pænt og ventede i bilen. Alt andet ville også have overrasket drabschefen overordentlig meget.
Da Konrad Simonsen var tilbage på sit kontor, ventede Komtessen på ham.
Så snart han så hende, genkendte han hendes udtryk. Det skete, at hun tilbød sig som meddeler af dårligt nyt til ham, det vidste han udmærket, og i de situationer lignede hun altid på forhånd en undskyldning af de større, som om hendes ansigtsudtryk skulle forberede, hvad hun havde at fortælle.
- Okay, kom så med det, hvad er der sket?
Hun fortalte, han lyttede, mere og mere forfærdet. Så rejste han sig, åbnede døren til sit kontor, og råbte alt, hvad han kunne. Klavs!, hans stemme gav genlyd ned ad gangen, og meget kort tid efter stod Klavs Arnold foran sin chefs skrivebord. Konrad Simonsen tordnede:
- Komtessen fortæller mig en komplet usandsynlig historie om, at vi mangler en pistol, men hun tager fejl, går jeg ud fra.
Klavs Arnold hakkede sig igennem sin forklaring. Det drejede sig rimeligvis om Steen Lyhnes tjenestevåben, en Heckler & Koch USP Compact 9 mm pistol, der ikke mere var til stede, altså som på en eller anden måde var smuttet midlertidigt væk.
- Hvordan helvede kan en pistol smutte midlertidigt væk?
- Jeg ved godt, det er dumt, men jeg og Anica troede, at PET havde sikret den, og PET troede, at vi ville gøre det, og de to kvinder ved selvfølgelig ikke, hvor den er, og Steen Lyhne havde den ikke på sig, det kan fastslås med sikkerhed. Så den er ligesom forsvundet i øjeblikket.
- Hvor var den sidst, før den smuttede væk?
Klavs Arnold havde fået kulør, han sagde nedbøjet:
- Steen Lyhne lagde den i rendestenen, da han overgav sig.
- Og der lå den så stadig, da alle forlod stedet?
- Det er desværre en sandsynlig teori.
- Gid jeg kunne trække dig i løn, dit store fjols.
- Javel.
- Javel, hvad?
- Javel, gid du kunne trække mig store fjols i løn.
Komtessen brød ind:
- Det hjælper ikke at skælde Klavs ud.
- Jo, det hjælper. Det er rart. Og find så for pokker den pistol i en vis fart.
Afhøringerne i løbet af dagen af Steen Lyhne var en blandet fornøjelse. De foregik nu i et almindelig forhørslokale, men sigtede nægtede stædigt at lade nogen anden end Konrad Simonsen tale med sig. Her var han ultimativ, og det var noget nær det eneste punkt, hvor han viste følelser, resten af tiden var han høflig og samarbejdsvillig på en behagelig, næsten beleven måde, men også meget distanceret.
Det viste sig hurtigt, at Steen Lyhne havde kendskab til en lang række detaljer omkring forbrydelserne, detaljer, som han næsten kun kunne kende, hvis han havde begået dem, og han havde ingen reservationer over på denne måde bevismæssigt at binde sig til de enkelte ugerninger. Konrad Simonsen skrev to repræsentative eksempler ned til senere brug:
- Før du bar Ida Andersen bort fra børnehaven i Stasevang, sagde du noget til hendes tre veninder. Hvad sagde du?
- At jeg hentede pigen til hendes mor, og der var kun to veninder, ikke tre.
- Hvordan fik du overdraget den pistol, du begik dine drab med?
- I en papirkurv ved siden af en bænk i Fælledparken.
- Flere detaljer, tak.
- Bænken står ved siden af Pavillonen, pistolen var pakket i papir og derefter lagt i en blå plasticpose.
- Når du sidder på bænken, er papirkurven så til højre eller til venstre for dig?
- Til venstre.
- Nej, den er til højre.
- Du tager fejl, den er til venstre.
Men det var kun den ene del af sandheden, for der var også substantielle og væsentlige punkter, hvor Steen Lyhne ikke var i stand til at gøre rede for uklarheder, som han burde kunne gøre rede for. Eller måske ikke ville, det var det store åbne spørgsmål.
- Du har i mange tilfælde brugt computerteknik til at forvrænge din stemme. Kan du forklare helt præcis, hvad du gjorde, for at det kunne ske?
- Jeg fandt nogle programmer på nettet, som jeg installerede på min iPad.
- Du skal være mere præcis. Hvilke programmer, og hvorfra hentede du dem?
- Det husker jeg dårligt, det var programmer fra nettet. Der er mange af dem.
- Du forærede Helene Boyle din iPad, hvor og hvornår købte du den?
- Sidste sommer, og jeg købte den i en butik i City, men hvor har jeg glemt.
- Betalte du kontant eller med kort? Og hvad kostede den?
- Jeg betalte kontant, men prisen kan jeg ikke huske.
Eller en halv time senere:
- Hvis jeg siger elskede Heidi, hvad siger du så?
- Så siger jeg elskede Randi.
- Og det er det hele? Du har ikke andet?
- Nej, det er jeg bange for, at jeg ikke har.
Og så et af de helt afgørende spørgsmål, som han heller ikke kunne tilbyde adækvate forklaringer på:
- Du dræbte Kent Rée Schmidt og Maja Riis, men hvorfor dem?
- Det har jeg ikke noget fornuftigt svar på, sådan blev det.
- Du kunne have valgt nogle andre betjente, men det gjorde du ikke.
- Nej, det gjorde jeg ikke.
- Du kunne også have ventet, til Kent Rée Schmidt kom fra ferie, det ville have været meget nemmere for dig, frem for at tage hele omvejen frem og tilbage til Hanstholm.
- Ja, det ville være nemmere.
- Hvorfor ventede du så ikke?
- Det har jeg intet fornuftigt svar på.
Det var hans standardbemærkning, når han ikke kunne eller ikke ville forklare sig, jeg har intet fornuftigt svar på det, hvorefter Konrad Simonsen kunne bore så meget, han ville, det bragte intet nyt for en dag. Og på den måde fremstod der efter forhørene en række centrale områder, som forblev i mørket. Det drejede sig først og fremmest om motivet, som stadig var en gåde, men der var også andre forhold. Eksempelvis havde teknikerne fastslået, at rillen ind i plasticbæveren, der indeholdt simkortet til Konrad Simonsen, var fremstillet med specialfræseudstyr, og Steen Lyhne kunne ikke fortælle, hvordan og hvor han havde lavet den. Heller ikke hvor han havde gemt Ida Andersen i en halv dag, før han placerede hende i elevatorskakten, kunne han gøre rede for. Mærkværdigvis afviste han, at det var i hans bil, men hvor det så var, huskede han ikke.
Dertil kom en lang række uklarheder, hvor hans forklaringer var vage eller utroværdige, så alt i alt sad Drabsafdelingen tilbage med en mængde modsatrettede informationer, da arbejdsdagen var omme.
Konrad Simonsen diskuterede situationen med Arne Pedersen og Komtessen, han sagde:
- Der er rigtigt meget at gå igennem, det kommer mindst til at tage de næste par dage.
- Men han har haft en medskyldig eller flere, det er da indlysende.
Det var Arne Pedersen, hvis søgende tonefald understregede, at han endnu ikke selv fandt noget indlysende. Komtessen spurgte:
- Skulle vi ikke sætte en psykiatrisk ekspert på ham, det kan være, at en masse så falder på plads. Han er fuldstændig uden anger eller fortrydelse, måske har han et lag i sit sind, som han end ikke selv kender.
Forslaget var godt, Konrad Simonsen lovede at sørge for, at det skete. Arne Pedersen sagde igen søgende:
- Han står bag bortførelsen af børnene og drabene på vores kollegaer. Han kender ganske enkelt for mange detaljer, til at det ikke er ham. Men jeg tror ikke, at han har begået drabet på Ida Andersen, der er adskillige forhold, som virker forkert i relation til hende. Også selvom hans anskaffelse af drabsvåbnet knytter ham til Dorthe Ebert og dermed til pigen.
Konrad Simonsen manede til besindighed, tiden var endnu ikke til de store konklusioner, de måtte vente et par dage, så var de meget klogere. Men Komtessen havde luret ham, hun sagde:
- Jeg kan mærke det på dig, Simon. Du har en teori om, hvordan det hænger sammen, og det har du haft et stykke tid, er det ikke korrekt?
Han slog det hen, teori var måske så meget sagt, men efter hans mening var det vigtigt, at de primært tænkte motiv. Arne Pedersen blev næsten irriteret:
- Men han antyder jo ikke skyggen af et motiv.
- Nej ikke det motiv, men motivet til, at han påtager sig et drab, som han ikke har begået, og oven i købet et særdeles ledt og grænseoverskridende et. Men lad os nu tage tingene i ordentlig rækkefølge og vente, til vi ikke har mere at spørge ham om. Jeg bliver her i øvrigt i aften, jeg har et møde med en PET-agent, så det kan godt blive sent.
Det sidste var til Komtessen, hun grinede:
- Og den PET-agent skulle ikke tilfældigvis være din datter?
- Jeg får det sgu så dårligt, når jeg er uvenner med hende, og når hun nu ikke gider udnytte sine juridiske evner, så burde jeg måske hjælpe hende en smule, I ved, lære hende lidt om faget.
Arne Pedersen var kontant:
- Det var sandelig på tide, Simon. Hun er i øvrigt dygtigere, end du tror.
Komtessen tilsluttede sig. Amen, sagde hun.