Det var en henrykt Anna Mia, der i starten af aftenen ankom til Konrad Simonsens kontor. For første gang nogensinde skulle hun arbejde sammen med sin far – en situation, hun havde fantaseret om utallige gange – og hun glædede sig helt vildt. Og for at gøre det perfekt var emnet det forhør, som han havde foretaget af Steen Lyhne. Drabschefens maratonpræstation og efterfølgende succes havde på ingen tid bredt sig til alle afkroge af politikorpset, hvor det blev genfortalt og hyldet, en episk præstation, stof til en legende.
De skulle sammen gennemgå og efterbearbejde forhøret, sådan havde hendes far sagt i telefonen, kun ham og hende, hvis hun altså havde tid og lyst. Som om noget kunne holde hende tilbage, hun ville have givet sin højre arm for mindre.
Konrad Simonsen havde købt luksusburgere til dem, og de startede med at spise, han havde dækket op i sit anneks og fået arrangeret, at udvalgte passager af Steen Lyhnes forhør kunne vises på hans nye tv. Da de var færdige med måltidet, sagde han:
- Har du haft mulighed for at se nogle bidder af forhøret? Jeg ved, det er sendt til PET.
- Jeg har set så meget, jeg har kunnet nå, også før du ringede, men jeg mangler endnu en del. Altså, far, det var fuldstændig fantastisk. Aldrig har jeg oplevet noget lignende, og det er jeg absolut ikke den eneste, som siger. Selv min chef er imponeret.
- Jamen så kan du passende starte med at skrotte al beundringen, for den blokerer for, hvad der virkeligt skete. Du – og en masse andre, hvis det kan trøste dig – er kommet til den helt forkerte konklusion. På sin vis begår I samme fejl, som Steen Lyhne begik, men lad os starte et helt andet sted. Jeg har en gave til dig.
Det var en bog fra 1970'erne om menneskets basale kropsattituder. Anna Mia bladede i den, den virkede bedaget med sine dårlige stregtegninger og forældede sprog. Han sagde:
- Du kan finde en masse tilsvarende på nettet i mere moderne udgaver, men da jeg var ung, brugte jeg den bog. Det er en udbredt myte, at kriminalbetjente kan se, om mennesker lyver. Det kan vi ikke, dertil er løgn en alt for kompleks psykologisk proces, og jeg er ofte blevet løjet for, hvor jeg først langt senere fandt ud af det. Men vi og alle andre for den sags skyld kan, hvis vi øver os, og ved, hvad vi skal kigge efter, aflure de helt primitive følelser som for eksempel glæde, sorg, vrede, angst og irritation. De følelser er svære at skjule i det hele taget og noget nær umulige at skjule, når man er træt. Også selvom personen selv er bevidst om sammenhængen. Dem skal du blive god til at opdage, så god, at det bliver en integreret del af, hvad du optager i en samtale, noget du til sidst blot ved, uden du behøver at tænke over det. Det tager lang tid, men til gengæld er det nemt at øve sig, det kan du gøre, hver gang du taler med en anden. I realiteten har vi alle sammen kunnet indtage de signaler, da vi var små, men har glemt det igen, efterhånden som vi fik bedre og bedre sprog. Det er en sjov tanke.
- Det lyder interessant.
- Godt. Og når du så en dag bliver god til det, er der to ting du skal iagttage. For det første, at hvis en følelse er vigtig i dit forhør, skal du have den bekræftet og helst et par gange, for ellers kan det snyde. Og for det andet, så bruges disse evner mest omvendt, altså til at fastslå, at en person ikke er følelsesmæssigt involveret omkring en given ting. Det siger ofte endnu mere, end hvis han er.
Anna Mia viste sig hurtig i hovedet:
- Du gjorde ham træt? Ikke for at knække ham og få en tilståelse, men ... altså trætheden var formålet i sig selv.
- Præcis ja, alt det andet pjat kan du som sagt godt glemme.
- Men han tog udfordringen op, fordi han regnede med, at det var sådan en mand til mand ting, en mental professionel kamp, han troede på det, du kalder pjat.
- Formentlig, men det gav ham også muligheden for at tilstå på den måde, han ønskede. Som om han ikke kunne klare mere, og kun ville have fred. Men hans tilståelse kom alt for hurtigt, da den først kom.
Anna Mia smilede og konkluderede:
- Fordi han var træt.
- Nemlig, fordi han var træt. Jeg troede, at jeg mindst skulle bruge fire timer mere på at hive hans bekendelser ud ad ham. Det ville have virket en del mere overbevisende, set fra hans side, men han sløsede til sidst. Og hvad er så mit næste spørgsmål? Fortæl mig det.
- Hvilken følelser han viste, så langt er jeg med, men jeg kan godt bruge lidt hjælp her.
- Okay, det var angst.
Anna Mia lukkede øjnene, mens hun af al magt forsøgte at genkalde sig forhøret, og da han ville videre, udbad hun sig betænkningstid. Alligevel stressede han hende ved provokerende at rulle tommelfingre. Endelig sagde hun:
- Var det, da du spurgte til dyret eller måske, når du talte om hans søn?
- Herinde kan du ikke gå med både livrem og seler, du må vælge.
- Fint, det var dyret på bakken.
- Det var, da jeg talte om hans dreng, og det blev mere og mere udpræget, desto trættere han blev. Men indrømmet, du var tæt på. Nu skal du se nogle eksempler.
Konrad Simonsen viste hende, hvordan hun skulle lægge mærke til blodåren i Steen Lyhnes pande, der blev kraftigere, fordi hans puls steg. Om de gange, afhørte tørrede sine svedige hænder på sine lår, og hvordan adrenalinet gjorde ham mere nærværende og mindre træt, så snart samtalen angik hans søn.
- Der er også andre tegn, men læs først bogen. Og så lad os springe lidt her: Du var den første, som indså, at drabsmanden – og nu taler vi ikke om Steen Lyhne – opbyggede troværdighed med sine to første forbrydelser, altså drabet på pigen og kidnapningen, og ...
Anna Mia kunne ikke lade være:
- Ja, jeg var. Blev du ikke stolt af mig?
- Tja, det var fint. Jeg er mere glad for dem, der kan samarbejde. Fælles fokus på et resultat tæller mere i min verden end individuel dygtighed, selvom det bedste naturligvis er begge ting samtidig. Men hvor står vi nu, giv mig et rids.
- Vi står med en drabschef, som snarest vil spørge Steen Lyhne om, hvor hans dreng befandt sig de seneste par uger, for pokker det giver mening nu, det hele gør. En strømer, der slår strømere ihjel, det kan ikke være bedre, hvis man hader Politiet.
- Det hele er så meget sagt. Vi mangler at forstå, hvorfor Steen Lyhne er så ivrig efter at påtage sig skylden for forbrydelser, han ikke har begået.
- Har du også regnet det ud?
- Måske, men det er spekulationer, så dem holder jeg for mig selv, men du er velkommen til at komme i morgen og overvære forhøret af ham, men ikke i forhørslokalet, det siger sig selv. Altså, hvis du har tid.
Anna Mia tog glad imod tilbuddet, tid havde hun masser af, PET elskede, når hun befandt sig på Politigården, hvor det var nemt at passe på hende. På vej ud af bygningen takkede hun sin far overstrømmende, det havde været fantastisk, nøjagtig hvad hun altid havde drømt om. Så skiftede hun pludselig emne:
- Må jeg spørge dig om en ting, far?
- Så skidt da.
- Har du altid været tro i dine parforhold?
Konrad Simonsen gik i stå, målløs over spørgsmålet. Så sagde han afvisende:
- Sig mig, er du idiot? Den slags kunne jeg da aldrig finde på at tale med dig om.