De to store broholmere gøede som besatte. Normalt var de godmodige hunde, men kun til et punkt, de var også vagthunde, og kunne i situationer blive såvel aggressive som farlige.
Rigspolitichefens hustru undrede sig, hun tyssede på dyrene, men kort tid efter gøede de vildt igen. Så hev hun dem ud ad stuen og lukkede døren. Rigspolitichefen lå på sin sofa, det var lørdag, og foråret nærmede sig, normalt en dejlig tid, men ikke i år. Han sagde:
- Hvad går der af dem?
Hans hustru vimsede rundt om ham, parat til at rette hans pude, hvis han løftede hovedet. Hun sagde:
- Jeg tror, det er de der skrækkelige PET-mennesker, der går dem på. De er jo snart alle vegne. Jeg er så frygtelig bange for, at hundene skal angribe en af dem, og så måske komme noget til.
- Men sådan plejer de da ikke at te sig, det har de ikke gjort før. Bare de ikke er syge, det vil jeg blive ked af.
Han blev træt ved tanken, og hans hustru spurgte bekymret:
- Du ser helt udmattet ud, er det arbejdet?
Rigspolitichefen slog bravt hendes bekymring hen:
- Der er jo altid så meget i min position, det kan ikke være anderledes.
- Er ministeriet på nakken af dig igen?
Han livede op, det var hans favoritemne.
- Ja, hele tiden, og særlig nu. Det er de der politidrab, de kunne dårligt komme mere ubelejligt.
- Hvorfor får du ikke en af dine sekretærer til at slå i bordet over for ham den grove Simonsen og forlange den sag løst? Nu har den stået på i mere end en måned, og jeg kan mærke, hvor meget den går dig på.
- Det hjælper ikke at skynde på dem, de arbejder i deres eget tempo, sådan er det næsten alle steder nu om dage. Nej, så er det bedre at ligge lavt et stykke tid.
Den position havde rigspolitichefen udviklet til perfektion, at ligge lavt var en af hans absolutte spidskompetencer. Ikke desto mindre satte han sig halvt op i sofaen, og det lykkedes hans hustru at få rettet puderne til, inden han lænede sig tilbage og fortsatte sine beklagelser:
- Det er heller ikke sjovt at være skydeskive for en sindssyg galning, der kan slå til når som helst.
For en sjælden gangs skyld havde han fuldstændig ret i sine operative betragtninger og det langt mere, end han selv havde forestillet sig. Han tog sig til den ene side af nakken.
- Av for pokker, hvad var det? Noget stak mig.
Han gned stedet, hvor han mærkede stikket og trykkede dermed nålespidsen helt ind under huden. Hans hustru var der med det samme, hun undersøgte sin mands nakke:
- Der er ikke noget at se, det har sikkert været et lille stikdyr af en art, det går hurtigt over.
- Det gjorde sgu ondt, men kan du ikke prøve at lukke hundene ind igen. Jeg trænger til en lur, og det er så hyggeligt, hvis de også ligger og sover.
Hun gjorde, som han bad om, sådan var det oftest, men i dette tilfælde burde hun nok ikke have fulgt hans anbefaling. For hundene var endnu mere balstyriske end før, de gøede alt, hvad de formåede, sprang op i luften og den ene tog oven i købet afsæt fra sofabordet, det var aldrig sket før. Rigspolitiet vendte hovedet bort fra spektaklet, sikke en forfærdelig uorden. Han sagde:
- Måske du skulle gå en tur med dem. De kan være, de har brug for noget luft.
*
Tre villaveje borte sad to mennesker i en bil. Bilens ejer spurgte bekymret:
- Er der noget galt? Ramte du ham ikke alligevel?
- Jo, gu ramte jeg ham, men ... altså vent lidt.
Der gik nogle sekunder, så sagde medhjælperen forbavset:
- Jeg tror, at den ene køter åd mig. For fanden, jeg fløj helt oppe under loftet, men der er sort, jeg kan intet se og heller ikke høre noget. Den åd mig sgu, det satans dyr. Hvordan helvede kunne den hoppe helt der op?