TO

Da Hassan og jeg var børn, plejede vi at klatre rundt i poppeltræerne i indkørslen til min fars hus og irritere vores naboer ved at sende solstråler ind i deres hjem ved hjælp af en stump spejl. Vi sad over for hinanden på et par grene højt oppe, med dinglende, bare fødder og bukselommerne fyldt med tørrede morbær og valnødder. Vi skiftedes til at have spejlet mens vi spiste morbær, bombarderede hinanden med dem, fnisede og lo. Jeg kan stadig se Hassan for mig deroppe i træet, sollyset der spillede gennem bladene ned på hans næsten helt runde hoved, et hoved som en kinesisk dukke skåret i hårdt træ: hans flade, brede næse og skæve, smalle øjne som bambusblade, øjne der, afhængig af lyset, var gyldne, grønne, ja indimellem safirblå. Jeg kan stadig se for mig hans små, lavtsiddende ører og spidse hage, et kødfuldt vedhæng der så ud som om det var sat på ved en tilfældighed. Og hareskåret, lidt til venstre for midten, hvor den kinesiske dukkemagers redskab må være smuttet, eller måske var han bare blevet træt og ligeglad.

En gang imellem, når vi sad oppe i et af træerne, overtalte jeg Hassan til at skyde valnødder efter naboens enøjede schæferhund med sin slangebøsse. Hassan var ikke meget for det, men hvis jeg bad ham, virkelig bad ham, gjorde han det. Hassan sagde aldrig nej, når jeg bad ham om noget. Og han var livsfarlig med sin slangebøsse. Når Hassans far, Ali, opdagede vores unoder, blev han gal i hovedet, så gal som den blide Ali nu kunne blive. Han virrede med fingeren og kommanderede os ned fra træet. Han tog spejlet fra os og fortalte os det hans mor havde fortalt ham, nemlig at også djævelen legede med spejle og brugte dem til at distrahere muslimer når de bad. „Og han ler mens han gør det,“ tilføjede han altid og så vredt på sin søn.

„Ja, far,“ mumlede Hassan så og slog blikket ned. Men han sladrede aldrig om mig. Fortalte aldrig at spejlet, og det at beskyde naboens hund med valnødder, altid var min idé.

Poplerne flankerede rødstensindkørslen som førte op til et par smedejernslåger foran den videre opkørsel mod min fars store hus. Indkørslen endte i en gårdsplads, og huset lå til venstre for denne. Alle var enige om at min far, min baba, havde bygget det smukkeste hus i Wazir Akbar Khan-distriktet, et nyt og velstående kvarter i den nordlige ende af Kabul. En bred flisegang flankeret af rosenbuske førte op til huset, et omfattende kompleks med marmorgulve og brede vinduer. Ornamenterede mosaikfliser, personligt indkøbt af min far i Isfahan, udgjorde gulvene i de fire badeværelser. Guldbroderede vægtæpper som baba havde indkøbt i Calcutta, smykkede væggene, en krystallysekrone hang ned fra det hvælvede loft.

På første sal lå mit værelse, babas værelse og hans kontor, også kendt som ‘rygeværelset’, hvor der duftede stærkt af tobak og kanel. Baba og hans venner slog sig gerne ned deroppe i sorte læderstole efter at Ali havde serveret aftensmad. De stoppede deres piber – bortset fra at baba altid kaldte det at ‘fylde piben’ – og talte om deres tre yndlingsemner: politik, forretning og fodbold. En gang imellem spurgte jeg baba om jeg måtte sidde med, men så stillede baba sig i døråbningen. „Gå nu med dig,“ sagde han. „Det her er kun for voksne. Hvorfor går du ikke hen og læser en bog?“ Og så lukkede han døren, og jeg stod alene tilbage og spekulerede på hvorfor det altid kun var for voksne, hvad ham angik. Jeg satte mig så ved siden af døren, trak knæene helt op til brystet, og en gang imellem sad jeg der i en time, måske to, og hørte på deres latter, deres snak.

Stuen nedenunder havde en buet væg med specialfremstillede skabe. Inde i skabene stod indrammede familiebilleder: et gammelt, grynet foto af min farfar og kong Nadir Shah, taget i 1931, to år før kongen blev myrdet. De står med en fod på et nedlagt dyr, iført knæhøje støvler og med geværer slynget over deres skuldre. Der var et billede taget på mine forældres bryllupsdag, baba elegant i sit sorte tøj og min mor, en smilende, ung prinsesse i hvidt. Her var baba og hans bedste ven og forretningspartner, Rahim Khan, uden for vores hus, ingen af dem smiler – jeg er kun en baby på det billede, og det er baba der med et træt og bistert ansigt holder mig. Jeg ligger i hans arme, men det er Rahim Khans lillefinger min hånd har lukket sig om.

Fra den buede væg kom man ind i spisestuen, og midtpunktet i den var et mahognibord som der med lethed kunne sidde tredive gæster omkring – og det gjorde der, på grund af min fars smag for overdådige selskaber, næsten hver eneste uge. I den anden ende af spisestuen var der en høj marmorkamin som om vinteren altid lyste med en orange glød fra et ulmende bål.

En stor skydedør af glas førte ud til en halvrund terrasse med udsigt over en én hektar stor baghave og rækker af kirsebærtræer. Baba og Ali havde anlagt en lille køkkenhave langs østmuren: tomater, pebermynte, peberfrugter og et bed med majs som aldrig rigtig blev til noget. Hassan og jeg plejede at kalde den ‘Muren med den skrantende majs’.

I sydenden af haven, i skyggen under et mispeltræ, lå tjenerboligen, en beskeden lille lerklinet hytte, hvor Hassan boede sammen med sin far.

Det var der, i denne lille hytte, at Hassan kom til verden i vinteren 1964 blot et år efter at min mor døde i barselsseng.

I de atten år jeg boede i huset, skete det kun en håndfuld gange at jeg trådte ind i Hassan og Alis bolig. Når solen var forsvundet bag bakkerne, og Hassan og jeg var færdige med at lege, skiltes vores veje. Jeg gik forbi rosenbuskene op til babas store hus, og Hassan til hytten hvor han var født, og hvor han havde boet hele sit liv. Jeg kan huske at den var enkel, ren, svagt oplyst af et par petroleumslamper. Der lå to madrasser i hver sin side af rummet, et slidt Herati-tæppe med frynser imellem dem, og derudover stod der en trebenet stol og et træbord i hjørnet hvor Hassan sad når han tegnede. Væggene var nøgne bortset fra et enkelt billedtæppe med påsyede perler der dannede ordene Allah-u-akbar. Baba havde købt det til Ali på en af sine rejser til Mashad.

Det var i denne lille hytte at Hassans mor, Sanaubar, bragte ham til verden en kold vinterdag i 1964. Min mor forblødte da hun fødte mig, og Hassan mistede sin mindre end en uge efter sin fødsel. Mistede hende til en skæbne som de fleste afghanere regner for langt værre end døden: Hun stak af med en flok omrejsende sangere og dansere.

Hassan talte aldrig om sin mor, det var som om hun aldrig havde eksisteret. Jeg plejede at spekulere på om han mon drømte om hende, om hvordan hun så ud, hvor hun var henne? Jeg spekulerede på om han gerne ville møde hende, om han længtes efter hende sådan som jeg længtes efter den mor jeg aldrig havde set? En dag var vi på vej fra min fars hus til Zainab-biografen for at se en ny iransk film og tog genvejen gennem militærområdet i nærheden af Istiqlal Mellemskole – baba havde forbudt os at tage genvejen, men på det tidspunkt var han i Pakistan sammen med Rahim Khan. Vi forcerede hegnet omkring baraklejren, sprang over en lille bæk og kom ud på et åbent stykke jord hvor gamle, udrangerede kampvogne stod og rustede. En flok soldater sad i skyggen ved siden af en af disse kampvogne og røg og spillede kort. En af dem fik øje på os, stak en albue i siden på manden ved siden af og kaldte på Hassan.

„Du der,“ sagde han. „Dig kender jeg.“

Vi havde aldrig set ham før. Det var en lavstammet mand med glatbarberet hoved og mørke skægstubbe i underansigtet. Den måde han grinede til os på, smiskende, gjorde mig bange. „Bliv ved med at gå,“ mumlede jeg til Hassan.

„Du der! Hazara! Se på mig når jeg taler til dig!“ glammede soldaten. Han rakte sin cigaret videre til manden ved siden af og dannede en cirkel med den ene hånds tommel- og pegefinger. Og stak så langfingeren på den anden igennem cirklen. Ind og ud. „Jeg kendte din mor, vidste du det? Jeg kendte hende rigtig godt. Jeg tog hende bagfra henne ved bækken derovre.“

Soldaterne lo. En af dem udstødte en hvinende lyd. Jeg sagde til Hassan at han skulle blive ved med at gå, blive ved med at gå.

„Sikken stram, lille, liflig kusse hun havde!“ sagde soldaten og gav skraldgrinende hånd til de andre. Senere, i mørket, efter at filmen var begyndt, hørte jeg Hassan hikste ved siden af mig. Tårer trillede ned ad hans kinder. Jeg rakte over sædet, slyngede min arm om ham og trak ham tættere ind til mig. Han hvilede sit hoved mod min skulder. „Han troede du var en anden,“ hviskede jeg. „Han troede du var en anden.“

Jeg har hørt at ingen i virkeligheden var overrasket da Sanaubar stak af. Folk havde hævet øjenbrynene da Ali, en mand som kunne Koranen udenad, giftede sig med Sanaubar, en kvinde nitten år yngre end ham, en smuk, men notorisk letlevende kvinde som levede op til sit æreløse rygte. Ligesom Ali var hun shiamuslim og etnisk hazara. Hun var også hans kusine og derfor et naturligt valg til kone. Men ud over disse ligheder havde Ali og Sanaubar kun lidt tilfælles, mindst af alt deres respektive udseende. Hvor Sanaubars strålende grønne øjne og gavtyveagtige ansigt ifølge sladderen havde lokket mangen en mand ud i synd, havde Ali en medfødt lammelse i de nedre ansigtsmuskler, en tilstand der gjorde det umuligt for ham at smile og gav ham et bestandig bistert udtryk i ansigtet. Det var mærkeligt når man så Ali med stenansigtet lykkelig, eller bedrøvet, for kun de skæve, brune øjne glimtede med et smil eller blev fyldt med sorg. Folk siger at øjne er sjælens spejl. Aldrig har det været mere sandt end med Ali som kun kunne afsløre sine følelser gennem øjnene.

Jeg har hørt at Sanaubars æggende gang og vuggende hofter fik mænd til at drømme om utroskab. Men polio havde efterladt Ali med et forkrøblet ben – gusten hud over knogler med kun et papirtyndt lag muskler imellem. Jeg kan huske en dag – jeg var kun otte år gammel – da Ali tog mig med til basaren for at købe naan. Jeg gik bag ved ham, nynnende, mens jeg forsøgte at efterligne hans gang. Jeg så ham svinge sit tynde ben rundt i en bue; så hele hans krop hælde i en umulig vinkel til højre hver gang han satte denne fod ned. Det forekom at være et mindre mirakel at han ikke faldt hver gang han gjorde det. Da jeg forsøgte at abe efter, var jeg nær faldet ned i rendestenen. Det fik mig til at fnise. Ali vendte sig om og overraskede mig i at efterabe ham. Han sagde ikke noget. Ikke dengang, ikke senere. Han gik bare videre.

Alis udseende og hans gang gjorde nogle af de små børn i kvarteret bange. Men de største problemer havde han med de større børn. De løb efter ham på gaden og spottede ham når han haltede forbi. En var begyndt at kalde ham Babalu eller Bussemand. „Hvem har du nu spist, din fladnæsede Babalu?“

De kaldte ham ‘fladnæset’ på grund af hans og Hassans karakteristiske hazaramongoloide træk. I mange år var det alt hvad jeg vidste om hazaraerne: at de nedstammede fra mongolerne, og at de lignede kineserne en smule. Der stod ikke meget om dem i skolebøgerne, deres oprindelse blev kun nævnt i forbifarten. Så en dag, da jeg befandt mig i babas kontor og snusede rundt, fandt jeg en af min mors gamle historiebøger. Den var skrevet af en iraner ved navn Khorami. Jeg pustede støvet af den, listede den med op i seng samme aften og fandt til min forbløffelse et helt kapitel om hazaraernes historie. Et helt kapitel om Hassans oprindelse! Jeg læste at mit folk, pashtunerne, havde forfulgt og dræbt hazaraerne. Der stod at hazaraerne havde forsøgt at gøre oprør mod pashtunerne i det nittende århundrede, men at pashtunerne havde ‘slået oprøret ned med uhørt brutalitet’. Jeg læste at mit folk havde myrdet hazaraerne, jaget dem væk fra deres jorder, nedbrændt deres huse og solgt deres kvinder. Jeg læste at en af grundene til at pashtunerne havde undertrykt hazaraerne, var at pashtunerne var sunnimuslimer, hvorimod hazaraerne var shiaer. Der stod mange ting i bogen som jeg ikke vidste, ting som min lærer aldrig havde nævnt. Ting som heller ikke baba havde nævnt. Der stod også ting som jeg godt vidste, for eksempel at folk kaldte hazaraerne for museædere, fladnæser, pakæsler. Jeg havde hørt børn i kvarteret råbe disse navne efter Hassan.

Næste uge, efter skoletid, viste jeg min lærer bogen og pegede på kapitlet om hazaraerne. Han skimmede et par sider, fnisede og rakte mig bogen igen. „En af de ting shiamuslimer er gode til,“ sagde han og tog sine papirer op, „er at tegne et martyrbillede af sig selv.“ Han rynkede på næsen, da han sagde ordet ‘shiamuslim’; som om det var en slags sygdom.

Men på trods af etnisk arv og slægtskab var Sanaubar sammen med kvarterets børn med til at håne Ali. Jeg har hørt at hun ikke gjorde nogen hemmelighed af sin foragt for hans udseende.

„Skulle det her være en mand?“ kunne hun snerre. „Jeg har set udtjente æsler der var bedre egnet til at gifte sig med.“

Til sidst mente de fleste at ægteskabet havde været et arrangement af en slags mellem Ali og hans onkel, Sanaubars far. De sagde at Ali havde giftet sig med sin kusine i et forsøg på at rehabilitere onklens vanærede navn selv om Ali, der var blevet forældreløs i en alder af fem år, ikke havde nogen jordiske ejendele eller arv at tale om.

Ali hævnede sig aldrig på sine plageånder, delvis, tror jeg, fordi han ikke kunne fange dem med det forkrøblede ben slæbende efter sig, men mest fordi Ali var immun over for sine angriberes fornærmelser; han havde fundet lykken, modgiften, i det øjeblik Sanaubar bragte Hassan til verden. Det havde været en enkel nok affære. Ingen fødselslæge, ingen narkoselæge, ingen smarte overvågningsapparater. Kun Sanaubar der lå på en plettet, lagenløs madras med blot Ali og jordemoderen til at hjælpe sig. Hun havde ikke haft brug for nogen særlig hjælp, for selv under fødslen havde Hassan levet op til sin natur: Han var ude af stand til at påføre andre smerte. Et par grynt, et par presseveer, og ud kom Hassan. Ud kom en smilende Hassan.

Som den snakkesalige jordemoder havde betroet en nabotjener der derefter havde fortalt det videre til alle der gad lytte, havde Sanaubar kastet et enkelt blik på babyen i Alis arme, set hareskåret og gøet en bitter latter.

„Værsgo!“ havde hun sagt. „Nu har du dit eget idiotbarn til at smile for dig!“ Hun havde nægtet at tage Hassan i sine arme, og bare fem dage senere var hun væk.

Baba hyrede den samme amme til Hassan som havde givet mig bryst. Ali fortalte os at det var en hazarakvinde med blå øjne fra Bamiyan, byen med de gigantiske Buddha-statuer. „Hvor havde hun dog en sød sangstemme,“ plejede han at sige til os.

Hvad sang hun? spurgte Hassan og jeg altid, selv om vi godt vidste det – Ali havde fortalt os det utallige gange. Vi ville bare gerne høre Ali synge.

Han rømmede sig og begyndte:

På det høje bjerg jeg stod

og råbte Alis navn, løve blandt guder

O Ali, løve blandt guder, konge blandt mennesker

giv glæde til vore sorgfulde hjerter.

Derefter mindede han os om, at der eksisterede et broderskab blandt mennesker, der havde diet ved det samme bryst, et slægtskab som ikke engang tiden kunne bryde.

Hassan og jeg havde diet ved det samme bryst. Vi tog vores første skridt på den samme græsplæne i den samme have. Og, under det samme tag, sagde vi vores første ord.

Mit var baba.

Hans var Amir. Mit navn.

Nu hvor jeg ser tilbage, tror jeg at fundamentet til det der skete vinteren 1975 – og alt det der kom efter – blev lagt i disse første ord.