OTTE

Den følgende uge så jeg ikke meget til Hassan. Jeg vågnede op til ristet brød, te og et kogt æg der allerede var sat frem på køkkenbordet. Dagens tøj lå nystrøget og foldet sammen på rørstolen ude i hallen hvor Hassan normalt stod og strøg. Han plejede at vente på at jeg havde sat mig ved morgenbordet, før han gik i gang med at stryge – på den måde kunne vi snakke sammen. Han plejede også at synge, overdøve den hvæsende lyd fra strygejernet med gamle hazarasange om tulipanmarkerne. Nu hilste kun det sammenfoldede tøj mig godmorgen. Det og et morgenmåltid som jeg næsten ikke kunne få ned.

En overskyet morgen da jeg sad og skubbede rundt med et kogt æg på tallerkenen, kom Ali ind med en favnfuld brænde. Jeg spurgte ham hvor Hassan var.

„Han er gået i seng igen,“ sagde Ali og knælede ned foran kaminen. Han åbnede den lille, firkantede luge.

Ville Hassan kunne lege i dag?

Ali tøvede lidt med en brændeknude i hånden. Et bekymret udtryk flakkede hen over hans ansigt. „På det seneste er det som om han kun har lyst til at sove. Han klarer sine pligter – det sørger jeg for – men bagefter kravler han bare ned under sit tæppe igen. Må jeg spørge Dem om noget?“

„Hvis det ikke kan være anderledes.“

„Efter drageturneringen kom han hjem en smule forslået, og hans skjorte var revet i stykker. Jeg spurgte ham hvad der var sket, og han sagde at der ikke var sket noget, bare at han havde været oppe at toppes med nogle drenge over dragen.“

Jeg sagde intet. Skubbede blot rundt med ægget på min tallerken.

„Skete der noget, Amir agha? Noget han ikke vil fortælle mig?“

Jeg trak på skuldrene. „Hvor skulle jeg vide det fra?“

„Men De ville vel fortælle mig det, ikke? Inshallah, De ville vel fortælle mig det hvis der var sket noget?“

„Som sagt, hvordan skulle jeg kunne vide om der var sket noget!“ snappede jeg. „Måske er han syg. Folk bliver ustandseligt syge, Ali. Sig mig, har du tænkt dig at tænde op i kaminen i dag, eller skal jeg fryse ihjel?“

Den aften spurgte jeg baba om vi kunne køre til Jalalabad om fredagen. Han sad og rokkede i læderstolen bag sit skrivebord mens han læste avisen. Han lagde avisen fra sig og tog de briller af som jeg i den grad havde noget imod – baba var ikke gammel, på ingen måde, og han havde masser af år tilbage at leve i, så hvorfor havde han behov for at gå med de dumme briller?

„Ja, hvorfor ikke!“ sagde han. På det seneste var baba gået med til alt hvad jeg bad om. Og ikke kun det, kun to dage før havde han spurgt mig om jeg havde lyst til at gå ind og se El Cid med Charlton Heston i Aryana-biografen. „Hvad med at spørge Hassan om han har lyst til at tage med til Jalalabad?“

Hvorfor skulle baba nu ødelægge det hele? „Han er mareez,“ sagde jeg. Utilpas.

„Er han det?“ Baba holdt op med at rokke i stolen. „Hvad er der i vejen med ham?“

Jeg trak på skuldrene og dumpede ned i sofaen henne ved kaminen. „Han er forkølet eller noget i den retning. Ali siger at han forsøger at sove sig rask.“

„Jeg har ikke set meget til Hassan i de sidste par dage,“ sagde baba. „Er du sikker på det er hvad der er i vejen, forkølelse?“ Jeg kunne ikke lade være med at ærgre mig over hvordan han bekymret fik rynker i panden.

„Forkølelse, ikke andet. Tager vi så af sted på fredag, baba?“

„Ja, ja,“ sagde baba og rejste sig fra skrivebordet. „En skam med Hassan, ikke? Du ville vel more dig bedre hvis han var med.“

„Ja, men vi to kan da også more os sammen,“ sagde jeg. Baba smilede. Blinkede. „Tag godt med tøj på,“ sagde han.

Det skulle kun have været os to – det var hvad jeg havde sat næsen op efter – men inden onsdag aften havde baba bedt yderligere en atten-tyve mennesker med. Han ringede til sin fætter Homayoun – egentlig var han kun en halvfætter – og nævnte at han ville køre til Jalalabad om fredagen, og Homayoun, som havde læst til ingeniør i Frankrig og havde et hus i Jalalabad, sagde at han ville samle hele familien, børnene og de to koner, og nu han var i gang: Kusine Shafiqa og hendes familie der boede i Herat, var for resten i Kabul, måske havde hun også lyst til at komme med, og eftersom hun boede hos fætter Nader i Kabul, burde man vel også spørge om han og hans familie havde lyst til at tage med, selv om Homayoun og Nader ikke var de bedste venner, og hvis Nader blev bedt med, var man jo også nødt til at spørge hans bror Faruq, for ellers ville han måske føle sig forbigået og så måske ikke invitere dem til sin datters bryllup næste måned og…

Vi måtte køre i tre store biler. Jeg kørte med baba, Rahim Khan, kaka Homayoun – baba havde tidligt lært mig at kalde alle ældre mænd for kaka, onkel, og alle ældre kvinder khala, tante. Også kaka Homayouns to koner kørte med os – den sure ældre med vorter på hænderne og den yngre som altid duftede af parfume og dansede med lukkede øjne – ligesom kaka Homayouns tvillingepiger. Jeg sad på bagsædet, køresyg og ør i hovedet, klemt inde mellem de to syv år gamle tvillingepiger som blev ved med at række hen over mig for at daske til hinanden. Turen til Jalalabad var en to timer lang prøvelse ad snoede bjergveje langs hårrejsende kløfter, og min mave slog kolbøtter hver gang vi kørte rundt i et hårnålesving. Alle i bilen talte, talte højt og i munden på hinanden, næsten råbende, sådan som afghanere har for vane. Jeg spurgte en af tvillingerne – Fazila eller Karima, jeg kunne ikke kende dem fra hinanden – om hun ville bytte sin plads ved vinduet med mig så jeg kunne få en smule luft og få det lidt bedre. Hun rakte tunge og svarede nej. Jeg sagde fint nok, men så var det ikke min skyld hvis jeg kom til at brække mig ud over hendes nye kjole. Et øjeblik efter sad jeg med hovedet ud ad vinduet. Jeg så den hullede vej stige og falde, sno sig rundt bag mig og foran mig, op og ned ad bjergsider, kiggede på alle de farvestrålende lastbiler, bugnende fulde af mennesker, som vi passerede. Jeg forsøgte at lukke øjnene, lod vinden klappe mig på kinden, åbnede munden for at få frisk luft i lungerne. Jeg fik det stadig ikke bedre. En finger stak mig i siden. Det var Fazila/Karima.

„Hvad nu?“ spurgte jeg.

„Jeg sad og fortalte de andre om turneringen,“ sagde baba der sad ved rattet. Kaka Homayoun og hans koner smilede til mig fra de midterste sæder.

„Der må have været hundrede drager oppe den dag,“ sagde baba. „Vil du ikke også mene det, Amir?“

„Jo, deromkring,“ mumlede jeg.

„Et hundrede drager, Homayoun jan. Det passer. Og kun Amirs var stadig oppe da dagen var forbi. Han fik den sidste drage med hjem, en smuk, blå drage. Hassan og Amir var sammen om at løbe den op.“

„Tillykke,“ sagde kaka Homayoun. Hans førstekone, hende med vorterne, klappede i hænderne. „Wah wah, Amir jan, vi er alle sammen meget stolte af dig!“ sagde hun. Den yngste kone sluttede sig til bifaldet, og med ét klappede de alle, råbte lykønskninger og fortalte hvor stolte de var af mig. Kun Rahim Khan der sad på passagersædet ved siden af baba, var tavs. Han så så mærkeligt på mig.

„Baba, vær sød at køre ind til siden,“ sagde jeg.

„Hvad nu?“

„Jeg har det dårligt,“ mumlede jeg og bøjede mig ind over kaka Homayouns døtre.

Fazila/Karimas ansigt fortrak sig. „Ind til siden, kaka! Han er helt grøn i ansigtet! Jeg vil ikke have at han kaster op ud over min nye kjole!“ hvinede hun.

Baba begyndte at trække ind til siden, men han nåede det ikke. Et øjeblik senere sad jeg på en klippe i vejkanten mens de luftede ud i bilen. Baba stod og røg sammen med kaka Homayoun som råbte til Fazila/Karima at hun skulle holde op med at tude; han ville købe en ny kjole til hende i Jalalabad. Jeg lukkede øjnene og drejede ansigtet op mod solen. Små figurer dukkede op bag mine øjenlåg, som hænder der leger skyggeleg mod væggen. De dansede rundt, smeltede sammen, dannede et enkelt billede: Hassans brune fløjlsbukser oven på en bunke murstensbrokker i smøgen.

Kaka Homayouns hvide, to etager høje hus i Jalalabad havde en balkon med udsigt over en stor muromkranset have med æble- og daddelblommetræer. Der var hække som gartneren om sommeren formede som dyr, og en svimmingpool med smaragdgrønne fliser. Jeg sad med dinglende fødder på kanten af bassinet som var tomt nu bortset fra en smule sjapsne på bunden. Kaka Homayouns børn legede gemmeleg i den anden ende af haven. Kvinderne lavede mad, og jeg kunne allerede lugte stegte løg, høre hvæselyden fra trykkogeren, musik, latter. Baba, Rahim Khan, kaka Homayoun og kaka Nader sad oppe på balkonen og røg. Kaka Homayoun fortalte dem at han havde taget sit lysbilledapparat med så han kunne vise dem sine billeder fra Frankrig. Det var ti år siden han var kommet hjem fra Paris, og stadig insisterede han på at vise os de dumme billeder.

Det burde ikke have været sådan. Baba og jeg var langt om længe venner. Vi havde været i zoologisk have for et par dage siden, set løven Marjan, og jeg havde kastet en lille sten efter bjørnen da ingen kiggede. Bagefter var vi gået hen til Dadkhodas Kabob-hus, lige over for biografen, og fået en lamme-kabob med friskbagt naan fra tandoor’en. Baba havde fortalt historier om sine rejser i Indien og Rusland, om de mennesker han havde mødt, som for eksempel det par i Bombay som havde været gift i syvogfyrre år og fået elleve børn selv om de begge manglede deres ben. Det burde have været morsomt at være sammen med baba en hel dag og høre ham fortælle. Langt om længe havde jeg fået det jeg havde ønsket mig i alle de mange år. Bortset fra at nu hvor jeg havde det, følte jeg mig lige så tom indeni som den misligeholdte swimmingpool mine ben nu dinglede ned i.

Konerne og døtrene serverede aftensmad – ris, kofta og kyllinge-qurma – da solen var gået ned. Vi spiste på den traditionelle måde, med fingrene fra fælles fade, siddende i grupper på fire eller fem på puder rundtom i stuen med en dug bredt ud på gulvet midt mellem os alle sammen. Jeg var ikke sulten, men satte mig alligevel ned sammen med baba, kaka Faruq og kaka Homayouns to sønner. Baba, som havde fået et par whiskyer før middag, ævlede stadig løs om turneringen, om hvordan jeg havde holdt ud til det sidste, om hvordan jeg var kommet hjem med den sidste drage. Hans buldrende stemme overdøvede alle andres. Folk kiggede op, råbte tillykke til mig. Kaka Faruq klappede mig på ryggen med sin rene hånd. Jeg havde mest af alt lyst til at stikke en kniv i øjet på mig selv.

Senere, et godt stykke over midnat, og efter at baba og hans fætre havde spillet lidt poker, lagde mændene sig ned på madrasser i den samme stue som vi havde spist i. Kvinderne gik ovenpå. Yderligere en time senere var jeg stadig ikke faldet i søvn. Jeg blev ved med at vende og dreje mig, mens mine slægtninge gryntede, sukkede og snorkede i søvne. Jeg satte mig op. Månen skinnede ind gennem vinduet i en kile.

„Jeg så Hassan blive voldtaget,“ sagde jeg ud i luften. Baba rørte på sig i søvne. Kaka Homayoun gryntede. En del af mig ønskede at en eller anden ville vågne og høre på mig så jeg ikke længere skulle leve med løgnen. Men ingen vågnede, og i stilheden der fulgte, forstod jeg karakteren af den byrde jeg skulle bære rundt på resten af mit liv: Jeg ville ikke blive straffet for mit forræderi.

Jeg tænkte på Hassans drøm, den hvor vi svømmede rundt i søen. Der er ikke noget monster, havde han sagt, kun vand. Men han havde taget fejl. Der var et monster i søen. Det havde taget fat i Hassans ankler og trukket ham ned til den mudrede bund. Jeg var det monster.

Det var den nat jeg begyndte at lide af søvnløshed.

Jeg talte ikke med Hassan igen før midt i den følgende uge. Jeg havde siddet og stukket til min frokost, og Hassan var begyndt at vaske op. Jeg var på vej ovenpå, til mit værelse, da Hassan spurgte mig om jeg havde lyst til en tur op på bakken. Jeg sagde jeg var træt. Også Hassan så træt ud – han havde tabt sig, og han havde mørke rande under øjnene. Men da han spurgte mig igen, sagde jeg modvilligt ja.

Da vi travede op ad bakken, knirkede vores støvler i den mudrede sne. Ingen af os sagde noget. Vi satte os under granatæbletræet, og jeg vidste at jeg havde begået en fejl. Jeg skulle aldrig været gået med ham herop. De ord jeg havde skåret i barken med Alis køkkenkniv, Amir og Hassan, sultaner af Kabul… jeg kunne ikke holde ud at se på dem.

Han bad mig læse højt fra Shahnameh, og jeg sagde at jeg havde skiftet mening. Sagde at jeg hellere ville tilbage til mit værelse. Han så bort og trak på skuldrene. Vi gik ned på samme måde som vi var kommet op: uden at sige noget. Og for første gang i mit liv længtes jeg forfærdeligt efter at det skulle blive forår.

Minderne fra resten af vinteren 1975 er temmelig slørede. Jeg kan huske at jeg var ret glad når baba kom hjem. Vi spiste sammen, gik i biografen sammen, besøgte kaka Homayoun og kaka Faruq. En gang imellem kom Rahim Khan på besøg, og baba gav mig lov til at sidde i rygeværelset og drikke te sammen med dem. Det var fint nok, og jeg bildte mig oven i købet ind at det ville forblive sådan. Det samme tror jeg baba gjorde. Vi burde begge have vidst bedre. I et par måneder efter drageturneringen lullede baba og jeg os ind i en sød drøm hvori vi så hinanden på en måde som vi aldrig før havde gjort. Vi narrede faktisk os selv til at tro at et stykke legetøj lavet af papir, lim og bambus på en eller anden måde kunne lukke svælget mellem os.

Men når baba var i byen – og det var han ofte – lukkede jeg mig inde på mit værelse. Jeg læste et par bøger om dagen, skrev historier, lærte at tegne heste. Jeg kunne høre Hassan tøfle rundt i køkkenet om morgenen, høre sølvtøjet rasle, kedlen fløjte. Jeg plejede at vente indtil jeg hørte døren gå i, og først da gik jeg ned for at spise. Jeg tegnede en bolle i kalenderen omkring den dag skolen skulle begynde, og begyndte nedtællingen.

Til min fortvivlelse fortsatte Hassan med sine forsøg på at vække vores venskab til live igen. Jeg sad på mit værelse og læste en forkortet udgave på farsi af Ivanhoe, da han bankede på døren.

„Hvad?“

„Jeg skal ned til bageren for at købe naan,“ sagde han ude fra gangen. „Jeg spekulerede på om De… om De havde lyst til at gå med.“

„Jeg vil hellere læse,“ sagde jeg og gned mig i tindingen. På det seneste var jeg begyndt at få hovedpine når Hassan var i nærheden.

„Solen skinner,“ sagde han.

„Det ser jeg.“

„Måske kunne det være rart at gå en tur.“

„Gå du blot.“

„Jeg ville ønske at De gik med,“ sagde han. Tav lidt. Et eller andet dunkede mod døren, måske hans pande. „Jeg ved ikke hvad jeg har gjort galt, Amir agha. Jeg ville ønske De ville fortælle mig det. Jeg ved ikke hvorfor vi ikke længere leger sammen.“

„Du har ikke gjort noget galt, Hassan. Gå nu din vej.“

„De ved at De kan sige det til mig. Så skal jeg nok holde op med at gøre det.“

Jeg begravede hovedet i mit skød, klemte tindingerne mellem mine knæ, ligesom i en knibtang. „Nu skal du høre hvad jeg vil have dig til at holde op med at gøre,“ sagde jeg og klemte øjnene i.

„Alt hvad De siger.“

„Jeg vil at du skal holde op med at forstyrre mig. Jeg vil at du skal gå din vej,“ snappede jeg. Jeg ønskede at han skulle tage til genmæle, sparke døren ind og sige sin mening – det ville have gjort det hele lettere, bedre. Men han gjorde ikke noget, og da jeg et par minutter efter åbnede døren, var han væk. Jeg faldt om på sengen, begravede hovedet under puden og græd.

Efter den dag drev Hassan omkring i periferien af mit liv. Jeg sikrede mig at vores veje krydsedes så lidt som muligt, planlagde min dag på den måde. For når han var i nærheden, blev ilten suget ud af rummet. Et jernbånd strammedes om min brystkasse, og jeg kunne ikke få vejret; jeg kunne blot stå der og gispe i min egen lille lufttomme sfære. Men selv når han ikke var i nærheden, var han det alligevel. Han stod derinde og vaskede og strøg mit tøj og lagde det over rørstolen, han var i de varme hjemmesko uden for min dør, i træet der brændte i kaminen når jeg kom ned til morgenmad. Uanset hvor jeg vendte mig hen, så jeg spor efter hans loyalitet, hans forbandede, urokkelige loyalitet.

I begyndelsen af foråret, og få dage før det nye skoleår skulle begynde, var baba og jeg ude i haven for at lægge tulipanløg. Det meste af sneen var smeltet, og bakkerne mod nord var allerede begyndt at grønnes. Det var en kølig, grå dag, og baba sad på hug ved siden af mig og gravede huller i jorden til de tulipanløg jeg rakte ham. Han var ved at fortælle mig om hvordan de fleste mennesker mente det var bedst at lægge løg om efteråret, men at det ikke var rigtigt, da jeg simpelthen busede ud med det og sagde: „Baba, har De nogensinde overvejet at få nye tjenere?“

Han tabte tulipanløget og stak graveskeen i jorden. Tog havehandskerne af. Så overrasket på mig. „Chi? Hvad sagde du?“

„Det var bare en tanke, ikke andet.“

„Hvorfor i alverden skulle jeg det?“ spurgte baba kort for hovedet.

„Det ved jeg ikke. Jeg spurgte bare,“ sagde jeg med en stemme der var blevet til en mumlen. Jeg havde allerede fortrudt mit spørgsmål.

„Drejer det her sig om dig og Hassan? Jeg ved at der er et eller andet galt mellem jer to, men uanset hvad det måtte være, så må du klare det selv. Jeg vil ikke blandes ind i det.“

„Undskyld, baba.“

Han tog handskerne på igen. „Jeg voksede op sammen med Ali,“ sagde han med sammenbidte tænder. „Min far tog ham til sig, han elskede Ali som var han hans egen søn. Ali har været i familien i fyrre år. I fyrre år, hører du! Og nu tror du at jeg uden videre kan sætte ham på porten?“ Nu så han på mig, rød i hovedet som en tulipan. „Jeg har aldrig lagt hånd på dig, Amir, men hvis du nogensinde bringer det på bane igen…“ Han så væk; rystede på hovedet. „Du bringer skam over mig. Og Hassan… Hassan bliver her, er du med?“

Jeg så ned og tog en nævefuld jord. Lod den glide mellem fingrene.

„Jeg sagde: Er du med?“ brølede baba.

Jeg krympede mig. „Ja, baba.“

„Hassan bliver her hos os!“ snappede baba. Han gravede et nyt hul med graveskeen, huggede løs i jorden med større voldsomhed end det var nødvendigt. „Han bliver lige her hos os hvor han hører hjemme. Dette er hans hjem, og vi er hans familie. Du vover at spørge mig om det igen.“

„Jeg gør det aldrig igen, baba. Undskyld.“

Vi lagde resten af løgene uden at tale sammen.

Det var en lettelse da skolen startede ugen efter. Elever med nye kladdehefter og spidse blyanter slentrede rundt i skolegården, sparkede støvskyer op, sludrede sammen i grupper, ventede på at der blev fløjtet til time. Baba kørte ned ad jordvejen der førte til skoleporten. Skolen var en gammel to etager høj bygning med ituslåede vinduer og dunkle, brostensbelagte gange. Engang havde den været gulkalket, men nu var der kun enkelte intakte flager tilbage på den forvitrede puds. De fleste drenge gik til skolen, og babas sorte Mustang affødte mere end ét misundeligt blik. Jeg burde have strålet af stolthed da han satte mig af – mit gamle jeg ville have gjort det – men alt hvad jeg kunne mønstre, var en mild afart af forlegenhed. Det og så tomhed. Baba kørte igen uden at sige farvel.

Jeg gik forbi de drenge der som sædvanlig stod og sammenlignede ar fra drageturneringen, og stillede mig op i køen. Der blev fløjtet, og vi marcherede ind i vores klasseværelser, to og to. Jeg blev placeret på sidste række. Da farsi-læreren delte skolebøger rundt, bad jeg inderligt til at vi fik masser af hjemmearbejde.

Skolen gav mig en undskyldning for at være oppe på mit værelse i flere timer ad gangen. Og en tid skubbede lektierne det i baggrunden som var sket om vinteren, det som jeg havde ladet ske. I nogle uger begravede jeg mig i tyngdekraft og impuls, atomer og celler, i de anglo-afghanske krige, i stedet for at tænke på Hassan og det der var sket. Men smøgen blev ved med at dukke op for mit indre blik. Hassans brune fløjlsbukser på bunken med murbrokker. Bloddråberne der farvede sneen mørkerød, næsten sort.

En sløv, diset sommereftermiddag spurgte jeg så Hassan om han havde lyst til at gå en tur op på bakken. Jeg sagde at jeg gerne ville læse en ny historie for ham som jeg havde skrevet. Han var ved at hænge tøj til tørre ude på gårdspladsen, og jeg så iveren i den måde han skyndte sig at blive færdig på.

Vi klatrede op på bakken mens vi talte om alt og ingenting. Han spurgte hvordan det gik i skolen, hvad jeg havde lært af nye ting, og jeg fortalte om mine lærere, især om den ondskabsfulde matematiklærer som straffede støjende elever ved at lægge en metalstang mellem deres fingre og så klemme til. Hassan krympede sig og sagde at han håbede aldrig at komme til at opleve det. Jeg sagde at indtil videre havde jeg været heldig, vel vidende at held intet havde med sagen at gøre. Også jeg havde støjet i timen, men min far var rig, alle kendte ham, så jeg blev ikke udsat for denne pinefulde straf.

Vi sad med ryggen op ad den lave kirkegårdsmur i skyggen under granatæbletræet. I løbet af en måned eller to ville bakkerne være dækket af afsvedent, gult græs, men det år varede foråret længere end sædvanligt, faktisk et stykke ind i det der normalt ville være forsommer, og græsset var stadig grønt isprængt en masse vilde blomster. Under os strålede Wazir Akbar Khans hvidkalkede, fladtagede huse i solskinnet, og vasketøjet hang på tørresnore i haverne og blafrede som sommerfugle i den lette brise.

Vi havde plukket en masse granatæbler fra træet. Jeg tog papirerne med min historie, slog op på første side, lagde dem så fra mig igen. Jeg rejste mig og samlede et overmodent granatæble op som var faldet ned på jorden.

„Hvad ville du gøre hvis jeg kastede det her i hovedet på dig?“ spurgte jeg og smed æblet fra hånd til hånd.

Hassans smil blegnede. Han så ældre ud end jeg huskede. Nej, ikke ældre, gammel. Var det muligt? Furer havde ætset sig ind i hans solbrændte ansigt, og han havde rynker omkring øjnene, munden. Jeg kunne lige så godt have taget en kniv og selv skåret de furer.

„Hvad ville du gøre?“ gentog jeg.

Farven veg fra hans ansigt. Ved siden af os blafrede de sammenhæftede papirer med min historie i vinden. Den historie jeg havde lovet at læse for ham. Jeg kylede granatæblet mod ham. Det ramte ham på brystet og eksploderede i et sprøjt af rødt frugtkød. Hassans skrig var fyldt med overraskelse og smerte.

„Slå mig!“ snappede jeg. Hassan så fra plamagen på sit bryst op på mig.

„Rejs dig! Slå mig!“ råbte jeg. Hassan kom faktisk op at stå, men så blev han blot stående og kiggede fortumlet på mig, som en mand der bliver trukket ud med tidevandet netop som han gik og nød en slentretur på stranden.

Jeg kylede endnu et granatæble efter ham og ramte ham denne gang på skulderen. Saften sprøjtede op i hans ansigt. „Så slå mig dog!“ skreg jeg så spyttet stod mig ud af munden. „Slå mig, for fanden, når jeg siger det!“ Jeg ønskede virkelig at han skulle gøre det. Jeg ønskede at han skulle give mig den straf jeg i den grad længtes efter, så jeg langt om længe kunne falde i søvn om aftenen. Først da kunne det måske igen blive mellem os som det engang havde været. Men Hassan rørte sig ikke ud af flækken mens jeg bombarderede ham med granatæbler. „Du er en bangebuks!“ hylede jeg. „En skide bangebuks!“

Jeg ved ikke hvor mange granatæbler jeg kastede efter ham. Det eneste jeg ved, er at da jeg langt om længe indstillede bombardementet, udmattet og hivende efter vejret, var Hassan oversmurt med rødt som om han var blevet mejet ned af en henrettelsespeleton. Jeg faldt ned på knæ, træt, tom, frustreret.

Og så samlede Hassan et granatæble op. Han gik hen imod mig. Han flækkede det og tværede det ud på sin pande. „Sådan,“ kvækkede han med den røde saft silende ned ad ansigtet. „Er De så tilfreds? Har De det bedre nu?“ Han vendte sig om og begyndte at gå ned ad bakken.

Jeg lod tårerne løbe frit, rokkede frem og tilbage på mine knæ. „Hvad skal jeg stille op med dig, Hassan? Hvad skal jeg dog stille op?“ Men da tårerne var tørret ind, og jeg traskede ned ad bakken, kendte jeg svaret på det spørgsmål.

Jeg fyldte tretten i sommeren 1976, Afghanistans næstsidste sommer med fred og anonymitet. Følelserne mellem baba og mig var allerede ved at kølnes igen. Jeg tror det begyndte med den tåbelige bemærkning jeg var kommet med da vi lagde tulipanløg, om at ansætte nye tjenestefolk. Jeg fortrød at jeg havde sagt noget – det gjorde jeg virkelig – men jeg tror at selv hvis jeg ikke havde sagt det, ville vores lille lykkelige mellemspil alligevel være endt. Måske ikke så hurtigt, men det ville være endt. Da sommeren var ved at være forbi, havde klirren med ske og gaffel mod tallerkener afløst al snak over middagsbordet, og baba var igen begyndt at trække sig tilbage til sit rygeværelse efter måltidet. Og lukke døren. Jeg havde genoptaget min bladren igennem Hãfez og Khayyám, bed mine negle helt ned til neglebåndene, skrev historier. Jeg gemte historierne i en bunke under sengen, beholdt dem for en sikkerheds skyld, selv om jeg tvivlede på at baba nogensinde igen ville spørge om jeg ville læse dem højt for ham.

Babas motto for at holde fest var dette: Inviter hele verden, ellers var det ingen fest. Jeg kan huske at jeg lod blikket glide ned over indbydelseslisten en uge før min fødselsdag uden at vide hvem mindst tre fjerdedele af de fire hundrede og nogen kaka’er og khala’er var, der ville komme med gaver til mig og lykønske mig med at have levet i tretten år. Så gik det op for mig at de ikke kom for min skyld. Det var min fødselsdag, men jeg vidste godt hvem der var det sande midtpunkt i festen.

Huset var en summende bikube af hjælpere i flere dage før festen. Der var slagteren Salahuddin som dukkede op med en kalv og to får i snor og nægtede at modtage betaling for nogen af dem. Han slagtede selv dyrene ude på gårdspladsen under poppeltræet. „Blod er god næring for træet,“ husker jeg at han sagde, da græsset rundt om det blev farvet rødt. Mænd jeg ikke anede hvem var, klatrede rundt i egetræerne med små elektriske pærer på en ledning og mange meter forlængerledning. Andre stillede massevis af borde op på gårdspladsen og dækkede dem med en dug. Aftenen før den store fest dukkede babas ven, Del-Muhammad, som ejede en kabob-restaurant i Shar-e-Nau, op med alle sine krydderiposer. Ligesom slagteren ville Del-Muhammad – eller Dello som baba kaldte ham – ikke have penge for sine varer. Han sagde at baba havde gjort rigeligt for hans familie. Det var Rahim Khan der, mens Dello marinerede kødet, hviskede til mig at baba havde lånt Dello penge så han kunne åbne sin restaurant. Baba havde nægtet at få pengene tilbage indtil Dello en dag dukkede op ude i vores indkørsel i en Benz og nægtede at køre igen før baba havde taget imod pengene.

Jeg formoder at min fødselsdagsfest var en kolossal succes – i det mindste hvis man måler ud fra hvordan de fleste selskaber former sig. Jeg havde aldrig set så mange mennesker forsamlet i huset. Gæster med drinks i hånden stod og sludrede ude på gangen, eller sad på trappen og røg, eller stod og lænede sig op ad dørkarme. De satte sig hvor de kunne finde en plads, på køkkenborde, i hallen, selv inde under trappen. De slentrede rundt ude på gårdspladsen i lyset fra blå, røde og grønne pærer der glimtede oppe i træerne, og fra de mange petroleumsfakler der var stukket i jorden overalt. Baba havde bygget en scene oppe på balkonen der vendte ud mod haven, og sat højtalere op flere steder. Deroppe stod Ahmad Zahir og spillede på harmonika og sang mens de mange gæster dansede rundt nede på gårdspladsen.

Jeg skulle personligt hilse på alle gæsterne – det havde baba sikret sig; ingen skulle bagefter kunne sige at han havde en uopdragen søn. Jeg kyssede hundredvis af kinder, omfavnede folk jeg ikke anede hvem var, takkede dem for deres gaver. Jeg var øm i kinderne på grund af det smil jeg hele tiden havde plastret på.

Jeg stod sammen med baba ude på gårdspladsen i nærheden af baren da en eller anden sagde: „Tillykke med fødselsdagen, Amir.“ Det var Assef der var kommet sammen med sine forældre. Assefs far, Mahmood, var en lavstammet, splejset mand med mørk lød og smalle øjne. Hans mor, Tanya, var en lille, nervøs kvinde som hele tiden smilede og blinkede med øjnene. Assef stod mellem de to, grinende, tårnede sig op over dem begge, med armene omkring deres skuldre. Han førte dem frem imod os; som om det var ham der havde taget dem med. Som om han var faderen og de børnene. Jeg blev svimmel. Baba takkede dem fordi de var kommet.

„Jeg har selv valgt din gave,“ sagde Assef. Tanyas ansigt fortrak sig, og hendes øjne flakkede fra Assef til mig. Hun smilede, tvungent, og blinkede. Jeg spekulerede på om baba havde lagt mærke til det.

„Spiller du stadig fodbold, Assef jan?“ spurgte baba. Han havde længe ønsket at Assef og jeg blev venner.

Assef smilede. Det var rent ud uhyggeligt så helt igennem indtagende det fik ham til at se ud. „Selvfølgelig, kaka jan.“

„Højre wing, hvis jeg husker korrekt.“

„Faktisk skiftede jeg til centerforward i år,“ sagde Assef. „Man får flere målchancer der. Vi skal spille mod Mekro-Rayan i næste uge. Kunne gå hen og blive en god kamp. De har nogle gode spillere.“

Baba nikkede. „Jeg spillede også centerforward da jeg var ung.“

„Jeg vil vædde på at De kunne gøre det endnu hvis De ville,“ sagde Assef. Han begunstigede baba med et godmodigt blink.

Baba blinkede tilbage. „Jeg kan se at din far har lært dig sine verdensberømte indsmigrende manerer.“ Han stak en albue i siden på Assefs far som næsten fik den lille mand til at trimle omkuld. Mahmoods latter var omtrent lige så overbevisende som Tanyas smil, og pludselig fik jeg den tanke at de på en eller anden måde var bange for deres søn. Jeg forsøgte at tvinge et smil frem, men det lykkedes kun at få mundvigene til at kruse lidt. Det gav mig kvalme at se min far komme så godt ud af det med Assef.

Assef rettede blikket mod mig. „Wali og Kamal er her også. De kunne ikke drømme om at gå glip af din fødselsdag,“ sagde han med en latter der lurede lige under overfladen. Jeg nikkede tavst.

„Vi har planer om at spille lidt volleyball i morgen hjemme hos mig,“ sagde Assef. „Måske har du lyst til at være med? Du kan tage Hassan med hvis du vil.“

„Det lyder sjovt,“ sagde baba og strålede. „Hvad siger du, Amir?“

„Jeg bryder mig ikke meget om volleyball,“ mumlede jeg. Jeg så glæden for svinde ud af babas øjne, og der opstod en kejtet pause.

„Beklager, Assef jan,“ sagde baba og trak på skuldrene. Den sved, hans undskyldning på mine vegne.

„Nej, nej, det er lige meget,“ sagde Assef. „Men du er altid velkommen, Amir jan. Nå, men jeg har hørt at du læser meget, så jeg har en bog med til dig. En af mine yndlingsbøger.“ Han overrakte mig en fint indpakket fødselsdagsgave. „Tillykke.“

Han var klædt i bomuldsskjorte og blå slacks, et rødt silkeslips og skinnende sorte hyttesko. Han duftede af cologne, og hans lyse hår var omhyggeligt redt tilbage. Overfladisk set var han indbegrebet af enhver forælders drøm, en velbygget, høj, velklædt og velopdragen dreng, dertil dygtig og flot, for ikke at tale om at han havde åndsnærværelse nok til at kunne spøge med en voksen. Men efter min mening afslørede hans øjne ham. Når jeg så ind i dem, krakelerede facaden og afslørede et glimt af det vanvid der skjulte sig bag dem.

„Har du ikke tænkt dig at tage imod den, Amir?“ sagde baba.

„Hvad?“

„Gaven,“ sagde han utålmodigt. „Assef jan har en gave med til dig.“

„Åh,“ sagde jeg. Jeg tog imod gaven med sænket blik. Jeg ville ønske at jeg sad oppe på mit værelse, alene, sammen med mine bøger, langt fra alle de mange mennesker.

„Nå?“ sagde baba.

„Hvad?“

Baba sænkede stemmen sådan som han altid gjorde når jeg bragte skam over ham. „Skal du ikke sige tak til Assef jan? Det var meget betænksomt af ham.“

Jeg ville ønske at baba holdt op med at kalde ham det. Hvor ofte kaldte han mig ‘Amir jan’? „Tak,“ sagde jeg. Assefs mor kiggede på mig som om hun havde lyst til at sige noget, men hun gjorde det ikke, og det gik op for mig at Assefs forældre indtil videre ikke havde mælet et eneste ord. Før jeg nåede at bringe endnu mere skam over mig selv og baba – men mest af alt for at komme væk fra Assef og hans grin – trådte jeg et skridt tilbage. „Tak fordi I ville komme,“ sagde jeg.

Jeg snoede mig rundt mellem de mange mennesker og smuttede ud gennem smedejernsporten. To huse fra vores lå der en stor, ubebygget grund. Jeg havde hørt baba sige til Rahim Khan at en dommer havde købt grunden, og at en arkitekt var ved at tegne et hus. Men indtil videre var der tomt bortset fra støv, sten og ukrudt.

Jeg flåede indpakningspapiret af Assefs gave og vendte forsiden op mod måneskinnet. Det var en biografi over Hitler. Jeg smed den fra mig ned i noget højt ukrudt.

Jeg lænede mig op ad muren ind til naboen og gled ned på jorden. Jeg sad blot der i mørket, med knæene trukket op til brystet, og kiggede op på stjernerne. Ventede på at aftenen skulle være forbi.

„Burde du ikke være hjemme og underholde dine gæster?“ spurgte en velkendt stemme. Rahim Khan kom gående langs muren hen imod mig.

„De savner mig ikke. Baba er der jo,“ sagde jeg. Isen i Rahim Khans drink klirrede da han satte sig ned ved siden af mig. „Jeg var ikke klar over at De drak.“

„Jo, åbenbart,“ sagde han. Han stak drillende en albue i siden på mig. „Men kun ved ganske særlige lejligheder.“

Jeg smilede. „Tak.“

Han løftede glasset i min retning og tog en slurk. Han tændte en cigaret, en af de pakistanske uden filter, som han og baba røg. „Har jeg nogensinde fortalt dig at jeg engang var lige ved at gifte mig?“

„Er det sandt?“ sagde jeg og smilede lidt ved tanken om Rahim Khan som en gift mand. Jeg havde altid tænkt på ham som babas alter ego, min skrivementor, min kammerat, den som aldrig glemte at have en gave med, en saughat, når han vendte hjem fra en udlandsrejse. Men ægtemand? Far?

Han nikkede. „Den er god nok. Jeg var atten år. Hun hed Homaira. Hun var hazara, datter af en af naboens tjenere. Hun var smuk som en pari, lysebrunt hår, store nøddebrune øjne… hun havde den her latter… en gang imellem kan jeg stadig høre den.“ Han hvirvlede whiskyen rundt i glasset. „Vi plejede at mødes i al hemmelighed i min fars æbleplantage, altid efter midnat når alle andre var gået i seng. Vi slentrede rundt under træerne, og jeg holdt hende i hånden… Gør jeg dig forlegen, Amir jan?“

„En smule,“ sagde jeg.

„Det tager du ikke skade af,“ sagde han og tog et sug af cigaretten. „Nå, men vi havde den her drøm: Vi ville have et stort bryllup og invitere familien fra Kabul til Kandahar. Jeg ville opføre et stort hus til os, hvidt med flisebelagt patio og store vinduer. Vi ville plante frugttræer i haven og dyrke alle mulige slags blomster, anlægge en græsplæne som vores børn kunne lege på. Om fredagen, efter namaz i moskeen, skulle vi alle samles til frokost hjemme hos os, og vi ville sidde ude i haven, under kirsebærtræerne, og spise og drikke frisk vand fra brønden. Derefter te og konfekt mens vi så på vores børn der legede med deres fætre og kusiner…“

Han tog en stor slurk whisky. Hostede. „Du skulle have set min fars ansigt da jeg fortalte ham det. Min mor besvimede faktisk. Mine søstre måtte stænke vand i ansigtet på hende. De viftede for hende og så på mig som om jeg havde skåret halsen over på hende. Min bror Jalal gik faktisk ud for at hente sit jagtgevær før min far nåede at standse ham.“ Rahim Khan lo bittert. „Det var Homaira og mig mod resten af verden. Og det siger jeg dig, Amir jan: I sidste ende er det altid verden der vinder. Sådan er det bare.“

„Hvad skete der så?“

„Samme dag satte min far Homaira og hendes familie op på en ladvogn og sendte dem til Hazarajat. Jeg så hende aldrig igen.“

„Det gør mig ondt,“ sagde jeg.

„Formentlig var det det bedste,“ sagde Rahim Khan med et skuldertræk. „Hun ville have lidt. Min familie ville aldrig have accepteret hende som ligeværdig. Man beordrer ikke en tjenestepige til at pudse ens sko den ene dag og kalder hende ‘søster’ den næste.“ Han så på mig. „Du ved at du altid kan komme til mig og snakke om ting og sager, Amir jan. Altid.“

„Ja,“ sagde jeg usikkert. Han så længe på mig, som om han ventede, som om hans mørke, bundløse øjne forsøgte at fremmane en uudtalt hemmelighed mellem os. Et øjeblik var jeg lige ved at fortælle ham den. Fortælle ham alting, men hvad ville han så mene om mig? Han ville hade mig, og med god grund.

„Her,“ sagde han og rakte mig noget. „Jeg havde nær glemt det. Tillykke med fødselsdagen.“ Det var en brun, læderindbundet notesbog. Jeg lod fingrene glide over det guldindvirkede præg langs kanterne. Jeg snusede til læderet. „Til dine historier,“ sagde han. Jeg skulle lige til at takke ham da et eller andet eksploderede, og store ildkugler oplyste himlen.

„Fyrværkeri!“

Vi skyndte os tilbage til huset og gæsterne der alle stod ude på gårdspladsen og så op mod himlen. Børn hujede og skreg ved hver knitren og hvislen. Folk jublede og klappede hver gang en raket susede op og eksploderede i store, farvestrålende buketter. Med få sekunders mellemrum blev der lyst omkring os med røde, grønne og gule farver.

I en af disse korte lyseksplosioner så jeg noget jeg aldrig vil glemme: Hassan der serverede drinks for Assef og Wali fra en sølvbakke. Lyset gik ud, en hvislen og en knitren, så et nyt orange lys: Og Assef der grinende æltede Hassan i brystet med knoerne på sin ene hånd.

Og så, barmhjertigt, mørke.