TOLV

I Afghanistan er yelda den første nat i måneden jadi, den første vinternat, og årets længste. Som det var tradition, var Hassan og jeg længe oppe den nat, sad med fødderne stukket ind under kursi’en mens Ali smed æbleskræller ind i ovnen og fortalte de gamle historier om sultaner og tyve for at få denne længste nat til at gå. Det var Ali der fortalte mig overleveringen om yelda, om forheksede natsværmere der kastede sig i stearinlysenes flammer, og ulve der løb op på toppen af bjerge for at lede efter solen. Ali svor på at hvis man spiste varm vandmelon på yelda-natten, ville man ikke tørste den følgende sommer.

Da jeg var blevet ældre, læste jeg i digtsamlinger at yelda var den stjerneløse nat hvor forpinte forelskede holdt sig vågne, udholdt det endeløse mørke, ventede på at solen skulle stå op og med sig have den elskede. Efter mit møde med Soraya Taheri blev alle ugens nætter yelda for mig. Og når det blev søndag morgen, stod jeg op med billedet af Soraya Taheris ansigt i mine tanker. I babas folkevognsrugbrød talte jeg kilometrene indtil jeg ville få hende at se igen, siddende med bare fødder og ordne kasser med gulnede opslagsværker, hvide fodsåler mod asfalten, sølvarmbånd der klirrede om hendes spinkle håndled. Jeg ville tænke på den skygge hendes hår kastede på jorden når det gled ned fra ryggen og hang ned som et fløjlsgardin. Soraya. Loppemarkedsprinsesse. Morgensolen i min yelda.

Jeg fandt på undskyldninger for at slentre ned ad gangen – baba godtog dem med et muntert grin – og forbi Taheris stand. Jeg vinkede til generalen, som altid klædt i sit skinnende grå jakkesæt, og han vinkede tilbage. En gang imellem rejste han sig fra sin instruktørstol, og vi talte lidt om mine skriverier, krigen, dagens gode handel. Og jeg måtte tvinge mig til ikke at se væk, til ikke at lade blikket vandre hen mod Soraya der sad og læste i en bog. Generalen og jeg ville så sige farvel, og jeg måtte gøre mig umage for ikke at hænge med skuldrene når jeg gik.

En gang imellem sad hun alene, generalen var et eller andet sted henne for at snakke med folk, og jeg gik forbi, lod som om hun var en fuldkommen fremmed, men var ved at dø af længsel efter at lære hende at kende. En gang imellem sad hun sammen med en korpulent, midaldrende kvinde, bleg og med farvet, rødt hår. Jeg lovede mig selv at jeg ville have henvendt mig til hende før sommeren var forbi, men skoleåret begyndte, bladene blev røde, gule og faldt, vinterregnen kom fejende ind og vækkede babas led, små grønne blade foldede sig ud igen, og jeg havde stadig ikke haft mod, dil, nok til så meget som at se hende ind i øjnene.

Foråret varede indtil sent i maj 1985. Jeg fik topkarakter i alle mine fag, hvilket var lidt af et mirakel når man tog i betragtning hvor ofte jeg havde siddet og dagdrømt om Sorayas buede næse.

Så, en stegende hed sommersøndag, sad baba og jeg som sædvanlig på vores stand og viftede os med aviser. Selv om solen hamrede ned som et brændejern, var der mange mennesker, og salget gik strygende – klokken var kun halv et, men vi havde allerede tjent 160 dollars. Jeg kom på benene, strakte mig og spurgte baba om han kunne tænke sig en cola. Han sagde ja tak, meget gerne.

„Forsigtig, Amir,“ sagde han da jeg begyndte at gå.

„Med hvad, baba?“

„Jeg er ikke en ahmaq, så prøv ikke at løbe om hjørner med mig.“

„Jeg aner ikke hvad De snakker om.“

„Husk blot på dette,“ sagde baba og pegede på mig. „Manden er pashtun helt ind til knoglerne. Han har nang og namoos.“ Nang. Namoos. Ære og stolthed. Pashtunske mænds maksime. Især hvad angik en hustrus ærbarhed. Eller en datters.

„Jeg vil jo kun hente os noget at drikke.“

„Lad være med at bringe skam over mig, andet beder jeg ikke om.“

„Det gør jeg heller ikke. I guder, baba.“

Baba tændte en cigaret og tog igen fat på at vifte sig.

Jeg gik først i retning af cigaretboden, drejede så til venstre ved T-shirt-standen – hvor man for fem dollars kunne få et billede af Jesus, Elvis, Jim Morrison, eller alle tre samtidig, presset på en hvid nylon-T-shirt. Længere fremme hørtes mariachi-musik, og jeg kunne lugte pickles og stegt kød.

Jeg fik øje på Taheris grå varevogn to rækker fra vores, ved siden af en kiosk hvor man kunne købe mango-på-pind. Hun var alene, sad og læste. Denne dag i en ankellang, hvid sommerkjole og sandaler. Håret var redt tilbage og kronet med en tulipanformet knude. Det var min mening kun at gå forbi, og det troede jeg også jeg havde gjort, indtil jeg pludselig opdagede at jeg stod foran Taheris hvide borddug og stirrede på Soraya hen over krøllejern og gamle slips. Hun kiggede op.

„Salaam,“ sagde jeg. „Undskyld hvis jeg er mozahem, jeg vil ikke forstyrre.“

„Salaam.“

„Er general sahib her i dag?“ spurgte jeg. Mine ører brændte. Jeg kunne ikke få mig selv til at se hende i øjnene.

„Han gik den vej,“ sagde hun og pegede mod højre. Armbåndet gled op til hendes albue, sølv mod olivenfarvet.

„Vil De være sød at overbringe ham en hilsen?“ sagde jeg.

„Det skal jeg nok.“

„Mange tak,“ sagde jeg. „Åh, mit navn er Amir. I tilfælde af at han spørger. Så De ved det. At jeg har været forbi. For at… hilse på ham.“

„Ja.“

Jeg flyttede vægten over på den anden fod; rømmede mig. „Jeg går nu. Undskyld forstyrrelsen.“

„Nej, nej, De forstyrrede ikke,“ sagde hun.

„Åh. Fint.“ Jeg bøjede hovedet og smilede forsigtigt. „Jeg går nu.“ Havde jeg ikke allerede sagt det? „Khoda hafez.“

„Khoda hafez.“

Jeg begyndte at gå. Standsede og vendte mig om. Jeg sagde det før jeg nåede at miste modet: „Må jeg have lov at spørge om hvad De læser?“

Hun blinkede.

Jeg holdt vejret. Pludselig havde jeg det som om alle de tilstedeværende afghanere på markedet vendte sig om og kiggede på os. Jeg forestillede mig at al samtale forstummede. Læber stivnede midt i en sætning. Hoveder drejede sig. Øjne blev interesseret knebet sammen.

Hvad var nu det her for noget?

Indtil dette øjeblik ville vores samtale have kunnet tolkes som en høflig forespørgsel, en mand der spurgte om hvor en anden mand befandt sig. Men jeg havde stillet hende et personligt spørgsmål, og hvis hun svarede, ville vi være… ville vi sludre sammen. Mig, en mojarad, en ung, ugift mand, og hun en ung, ugift kvinde. Og tilmed en med en fortid. Dette var faretruende nær ved at være sladdermateriale, det bedste af slagsen. Giftige tunger ville få travlt. Og hun ville være den der måtte sluge den værste gift, ikke mig – jeg kendte kun alt for godt den afghanske dobbeltmoral der favoriserede mit køn. Ikke: Så De ham stå og sludre med hende? Nej: Så De hvordan hun ikke ville lade ham gå? Sikke en lochak!

Ifølge afghanske normer havde mit spørgsmål været dristigt. Med det havde jeg blottet mig og ikke efterladt nævneværdig tvivl om at jeg var interesseret i hende. Men jeg var en mand, og det eneste jeg satte på spil, var et såret ego. Sår helede. Et ødelagt ry gjorde det ikke. Ville hun tage handsken op?

Hun vendte bogen om så forsiden vendte ud mod mig. Stormfulde højder. „Har De læst den?“ spurgte hun.

Jeg nikkede. Jeg kunne mærke pulsen dunke bag øjnene. „En sørgelig historie.“

„Sørgelige historier giver en god bog,“ sagde hun.

„Sandt nok.“

„Jeg hører at De selv skriver.“

Hvor vidste hun det fra? Jeg spekulerede på om hendes far havde fortalt hende det; måske havde hun selv spurgt ham. Jeg affærdigede straks begge scenarier som absurde. Fædre og sønner talte frit om kvinder. Men ingen afghansk kvinde – i hvert fald ikke en ærbar og mohtaram afghansk kvinde – udspurgte sin far om en ung mand. Og ingen far, især ikke en pashtun med nang og namoos, ville diskutere en mojarad med sin datter, ikke medmindre omtalte unge mand var khastegar, en bejler, som havde gjort det eneste ærefulde og sendt sin far af sted for at banke på døren.

Til min egen forbløffelse hørte jeg mig selv sige: „Kunne De tænke Dem at læse en af mine historier?“

„Det vil jeg meget gerne,“ sagde hun. Nu fornemmede jeg en vis usikkerhed i hende, så hendes blik flakke fra side til side. Måske kiggede hun efter generalen. Jeg spekulerede på hvad han ville sige hvis han overraskede os mens jeg talte så upassende længe med hans datter.

„Måske kan jeg komme forbi en dag og give Dem en,“ sagde jeg. Jeg skulle lige til at sige noget mere da jeg så den kvinde som jeg en gang imellem havde set i selskab med Soraya, komme gående ned ad gangen. Hun bar på en plastickurv fyldt med frugt. Da hun fik øje på os, fløj hendes blik fra Soraya hen på mig og tilbage igen. Hun smilede.

„Amir jan, det er godt at se dig igen,“ sagde hun og læssede kurvens indhold ud på bordet. Sveden perlede på hendes pande. Hendes røde hår der lå som en hjelm om hendes hoved, glitrede i solskinnet – nogle steder kunne man se issen der hvor hendes hår var særlig tyndt. Hun havde grønne øjne begravet i et kuglerundt ansigt, kroner på fortænderne og pølsefingre. En guld-Allah hvilede på hendes bryst, kæden skjulte sig mellem folder og rynker på hendes hals. „Jeg er Jamila, Soraya jans mor.“

„Salaam, khala jan,“ sagde jeg forlegent, som jeg ofte var i selskab med afghanere, over at hun kendte mig, mens jeg ingen anelse havde om hvem hun var.

„Hvordan har din far det?“ spurgte hun.

„Udmærket, tak.“

„Din farfar, dommeren, ghazi sahib, hans onkel og min bedstefar var fætre, vidste du det?“ sagde hun. „Vi er faktisk i familie, langt ude.“ Hun smilede bredt, og jeg så at højre side af hendes mund hang en smule. Hendes blik fløj frem og tilbage mellem Soraya og mig.

Jeg havde spurgt baba om hvorfor general Taheris datter stadig var ugift. Ingen bejlere, havde baba sagt. Ingen passende bejlere, havde han tilføjet. Men mere ville han ikke sige – baba vidste hvor altødelæggende sladder kunne være for en ung kvindes chancer for at gifte sig godt. Afghanske mænd, især dem fra respektable familier, var uberegnelige væsener. En hvisken her, en insinuation der, og de tog flugten som forskræmte fugle. Så intet bryllup var blevet planlagt, intet bryllup var blevet fejret, og ingen havde sunget ahesta boro for Soraya, ingen havde farvet hendes hænder med henna, ingen havde holdt Koranen over hendes hovedpynt, og det havde været general Taheri der havde danset med hende til alle andres bryllupper.

Og nu, denne kvinde, denne mor, med hendes hjerteskærende ivrige, skæve smil og det slet skjulte håb i øjnene. Jeg krympede mig lidt over den magtposition jeg var blevet tildelt, og det kun fordi jeg havde vundet i det genetiske lotteri der bestemte et barns køn.

Jeg havde aldrig lært at aflæse generalens tanker i hans øjne, men så meget vidste jeg om hans kone: Hvis jeg nogensinde skulle tage en holmgang med nogen i dette – hvad end dette var – så ville det ikke blive med hende.

„Sid ned, Amir jan,“ sagde hun. „Soraya, hent en stol til ham, bachem. Og skyl en af de her ferskener. De er søde og friske.“

„Nej, mange tak,“ sagde jeg. „Jeg må se at komme videre. Min far venter.“

„Åh,“ sagde khanum Taheri, tydeligt imponeret over at jeg havde gjort det ærefulde og sagt nej til tilbuddet. „Jamen, så må du i det mindste tage imod disse,“ og hun smed en håndfuld kiwier og et par ferskener i en pose og insisterede på at jeg tog imod dem. „Overbring mit salaam til din far. Og kom igen en anden gang.“

„Ja tak, det skal jeg nok, khala jan,“ sagde jeg. Ud af øjenkrogen så jeg Soraya vende hovedet bort.

„Jeg troede du var henne og hente colaer til os,“ sagde Baba og tog posen med ferskener fra mig. Han så på samme tid alvorligt og skælmsk på mig. Jeg skulle lige til at finde på noget at sige, men han tog en bid af ferskenen og slog ud med hånden. „Det er lige meget, Amir. Husk blot hvad jeg sagde.“

Den aften, da jeg var gået i seng, lå jeg og tænkte på den måde solen havde danset i Sorayas øjne på, og på de fine hulninger over hendes kraveben. Jeg gennemgik vores samtale igen og igen i mit hoved. Havde hun sagt: Jeg hører at De selv skriver? Eller: Jeg hører De også skriver? Hvordan var det nu? Jeg kastede tæppet af mig og stirrede op på loftet, forfærdet ved tanken om syv trælse, uendelige yelda-nætter før jeg så hende igen.

Sådan gik det for sig i nogle uger. Jeg ventede på at generalen gik en tur, så slentrede jeg forbi Taheris stand. Hvis khanum Taheri var til stede, inviterede hun mig på te og en kolcha, og vi talte om Kabul i gamle dage, de mennesker vi kendte, hendes gigtsygdom. Hun havde utvivlsomt bidt mærke i at mine besøg altid faldt sammen med hendes mands fravær, men hun kommenterede det aldrig. „Åh, din kaka er lige gået,“ sagde hun blot. Jeg foretrak faktisk at khanum Taheri var til stede, og ikke kun på grund af hendes venlige væsen. Soraya var mere afslappet, mere snakkesalig når hendes mor var sammen med os – som om hendes tilstedeværelse legitimerede hvad det end var der skete mellem os – om end ikke i samme grad som generalens tilstedeværelse ville have gjort. Med khanum Taheri som anstandsdame blev vores møder om ikke sladder-sikre, så i det mindste ikke så interessante at tiske om, selv om hendes omklamrende facon gjorde Soraya forlegen.

En dag stod Soraya og jeg alene på standen og talte sammen. Hun fortalte mig om sin skole, om at også hun var i gang med grundfagene på Ohlone Junior College i Fremont.

„Hvad vil De gerne være?“

„Lærer,“ svarede hun.

„Mener De det? Hvorfor?“

„Jeg har altid haft lyst til at undervise. Dengang vi boede i Virginia, bestod jeg med engelsk som andet hovedsprog, og nu underviser jeg et aftenhold på biblioteket en gang om ugen. Min mor var også lærer, hun underviste i farsi og historie på Zarghoona Gymnasium for piger i Kabul.“

En mand med topmave og jagtkasket tilbød tre dollars for et par lysestager til fem dollars, og Soraya lod ham få dem. Hun lagde pengene i en lille bolsjedåse ved sine fødder. Hun så rødmende på mig. „Jeg vil gerne fortælle Dem en historie,“ sagde hun, „men jeg ved ikke hvordan.“

„Bare spring ud i det.“

„Det er en lidt fjollet historie.“

„Kom nu med den.“

Hun lo. „Godt. Da jeg gik i fjerde klasse i Kabul, ansatte min far en kvinde ved navn Ziba til at hjælpe til i huset. Hun havde en søster i Iran, i Mashad, og eftersom Ziba var analfabet, bad hun mig en gang imellem om at skrive et brev til søsteren. Og når søsteren så svarede, læste jeg hendes brev højt for Ziba. En dag spurgte jeg hende om hun havde lyst til at lære at læse og skrive. Hun sendte mig det her store smil så øjnene forsvandt i smilerynker, og sagde så at det ville hun meget gerne. Så vi satte os ved køkkenbordet når jeg var færdig med mine egne lektier, og jeg lærte hende Alef-beh. Jeg kan huske at jeg en gang imellem kiggede op fra mine lektier og så Ziba stå ude i køkkenet og lave mad i trykkogeren, og hver gang der var mulighed for det, satte hun sig ned med en blyant og øvede sig på de bogstaver jeg havde givet hende for aftenen før.

Nå, i løbet af et år kunne Ziba læse børnebøger. Vi sad ude i gården, og hun læste om Dara og Sara for mig – langsomt, men korrekt. Hun begyndte at kalde mig moalem Soraya, lærer Soraya.“ Hun lo igen. „Jeg ved det lyder barnligt, men første gang Ziba skrev et brev uden hjælp, vidste jeg at det eneste jeg kunne tænke mig at være, var lærer. Jeg var så stolt af hende, og jeg følte at jeg havde udrettet noget virkelig betydningsfuldt. Forstår De hvad jeg mener?“

„Ja,“ løj jeg. Jeg tænkte på hvordan jeg havde brugt mine skolekundskaber til at gøre Hassan til grin. Hvordan jeg havde drillet ham med de svære ord han ikke kendte.

„Min far ønsker at jeg skal læse jura, min mor taler i forblommede vendinger om lægestudiet, men jeg vil være lærer. Lønnen er dårlig, men det er hvad jeg vil være.“

„Min mor underviste også,“ sagde jeg.

„Det ved jeg,“ sagde hun. „Det har min mor fortalt.“ Så skyllede rødmen op i hendes kinder over det hun var buset ud med, implikationen af hendes svar: at der fandt ‘Amir-samtaler’ sted mellem dem når jeg ikke var til stede. Det lykkedes mig kun med stort besvær ikke at smile.

„Jeg har noget med til Dem.“ Jeg fiskede en stak hæftede papirer op af baglommen. „Som jeg lovede.“ Jeg rakte hende en af mine noveller.

„Åh, du huskede det,“ sagde hun og strålede. Det gjorde hun virkelig. „Tusind tak!“ Jeg nåede knap nok at registrere at hun for første gang havde tiltalt mig med ‘tu’ og ikke det formelle ‘shoma’, for pludselig forsvandt hendes smil. Farven veg fra hendes ansigt, og hendes øjne så på noget bag mig. Jeg vendte mig om. Stod ansigt til ansigt med general Taheri.

„Amir jan. Vores forfatter in spe. En fornøjelse,“ sagde han. Han smilede stramt.

„Salaam, general sahib,“ sagde jeg med stive læber.

Han gik forbi mig, hen mod boden. „Er det ikke en dejlig dag i dag?“ spurgte han med en tommelfinger hængende i vestelommen og den anden hånd rakt ud mod Soraya. Hun gav ham papirerne.

„Det siges at vi får regn i løbet af ugen. Svært at tro på, ikke sandt?“ Han smed de sammenrullede papirer ned i skraldespanden. Vendte sig mod mig og lagde venligt en hånd på min skulder. Vi gik lidt væk.

„Du skal vide, bachem, at jeg faktisk godt kan lide dig. Du er en flink dreng, det tror jeg virkelig på, men…“ Han sukkede og slog ud med hånden. „… selv flinke drenge har en gang imellem brug for en løftet pegefinger. Så det er min pligt at minde dig om at du er blandt ligesindede på loppemarkedet.“ Han tav. Hans udtryksløse øjne borede sig ind i mine. „Forstår du, her er alle historiefortællere.“ Han smilede og afslørede et perfekt tandsæt. „Overbring venligst din far mine hilsner, Amir jan.“

Han lod hånden falde. Smilede igen.

„Hvad er der galt?“ spurgte baba. Han var ved at tage imod penge fra en ældre dame for en gyngehest.

„Ikke noget,“ sagde jeg. Jeg satte mig ned på et gammelt tv-apparat. Så fortalte jeg ham det hele.

„Ak, Amir,“ sukkede han.

Men jeg kom ikke til at gruble særlig længe over det der var sket.

For senere samme uge blev baba forkølet.

Det begyndte med en tør hoste og snue. Snuen gik over, men hosten bed sig fast. Han hostede ned i sit lommetørklæde, stuvede det så ned i lommen igen. Jeg var på nakken af ham for at få det undersøgt, men han viftede mig væk. Han hadede læger og hospitaler. Så vidt jeg vidste, var den eneste gang baba var gået til læge, dengang han fik malaria i Indien.

Så, to uger senere, greb jeg ham i at kaste blodigt slim op i toiletkummen.

„Hvor længe har det stået på?“ spurgte jeg.

„Hvad skal vi have at spise?“ spurgte han.

„Jeg går med Dem til læge.“

Selv om baba var bestyrer af tankstationen, havde ejeren ikke tilbudt ham en sygeforsikring, og baba havde ubesindigt ikke insisteret. Så jeg tog ham med til amtshospitalet i San Jose. Den gulblege, rødøjede læge som tilså ham, præsenterede sig som andenreservelæge. „Han ser yngre ud end dig og meget usundere end mig,“ brummede baba. Reservelægen sendte os ned til røntgenafdelingen. Da sygeplejersken hentede os igen, var han ved at udfylde en blanket.

„Aflever denne ude i receptionen,“ sagde han mens han skrev løs.

„Hvad er det?“ spurgte jeg.

„En henvisning.“ Skrible, skrible.

„Til hvad?“

„Pulmonar-klinikken.“

„Hvad er det?“

Han sendte mig et hurtigt blik. Skubbede sine briller på plads på næsen. Skrev videre. „Han har en plet på højre lunge. Vi er nødt til at se nærmere på den.“

„En plet?“ sagde jeg. Pludselig føltes lokalet meget trangt.

„Cancer?“ spurgte baba henkastet.

„Muligvis. I hvert fald noget mistænkeligt,“ mumlede lægen.

„Kan De ikke fortælle os lidt mere?“ spurgte jeg.

„Faktisk ikke. Deres far skal skannes, og først derefter har vi noget at gå efter.“ Han rakte mig henvisningen. „De sagde at Deres far ryger?“

„Ja.“

Han nikkede. Så fra mig til baba og tilbage igen. „De hører fra os inden for to uger.“

Jeg ville gerne spørge ham om hvordan han havde tænkt sig at jeg skulle leve med det ord, ‘mistænkeligt’, i hele to uger. Hvordan skulle jeg kunne spise, arbejde, studere? Hvordan kunne han sende mig hjem med det ord?

Jeg tog henvisningen og afleverede den. Den aften ventede jeg indtil baba var faldet i søvn, før jeg foldede et tæppe sammen. Jeg brugte det som bedetæppe. Bøjede hovedet ned mod gulvet og reciterede halvglemte vers fra Koranen – vers som mullahen havde terpet med os indtil vi kunne dem udenad – og bad om nåde hos en Gud jeg ikke var sikker på eksisterede. Jeg misundte mullahen nu, misundte ham hans tro og vished.

Der gik to uger, og vi hørte intet. Da jeg så ringede til dem, sagde de at de ikke kunne finde henvisningen. Var jeg sikker på at jeg havde afleveret den? De sagde at de ville ringe i løbet af tre uger. Jeg satte himmel og jord i bevægelse og fik de tre uger ned til en til CT-skanningen, to til en ny konsultation.

Konsultationen hos lungespecialisten, dr. Schneider, gik godt indtil baba spurgte hvor han kom fra. Dr. Schneider sagde Rusland. Baba mistede besindelsen.

„Undskyld os, doktor,“ sagde jeg og trak baba til side. Dr. Schneider smilede og trådte tilbage med stetoskopet i hånden.

„Baba, jeg læste om dr. Schneider i venteværelset. Han er født i Michigan. Michigan! Han er amerikaner, meget mere amerikaner end De og jeg nogensinde vil blive det.“

„Jeg er ligeglad med hvor han er født, han er roussi,“ sagde baba og skar ansigt som var det et sjofelt ord. „Hans forældre var roussi’er, hans bedsteforældre var roussi’er. Jeg sværger ved din mors grav at jeg brækker armen på ham hvis han så meget som rører ved mig.“

„Dr. Schneiders forældre flygtede fra Shorawi, kan De da ikke forstå det? De flygtede!“

Men baba var hverken til at hugge eller stikke i. En gang imellem havde jeg på fornemmelsen at det eneste han elskede lige så højt som sin afdøde hustru, var det gamle fædreland. Jeg havde lyst til at skrige af frustration. I stedet for sukkede jeg og vendte mig om mod dr. Schneider. „Jeg beklager, doktor. Det duer ikke, det her.“

Den næste lungespecialist, dr. Amani, var iraner, og ham accepterede baba. Dr. Amani, en lavmælt mand med hængende overskæg og en grå hårmanke, fortalte os at han havde set på resultaterne fra CT-skanningen, og at han var nødt til at foretage noget han kaldte en bronkoskopi for at udtage et stykke lungevæv til en biopsi. Han gav os en tid til den følgende uge. Jeg takkede ham da jeg hjalp baba ud af konsultationen, mens jeg tænkte at nu skulle jeg leve en hel uge med det truende ord ‘biopsi’, et endnu mere truende ord end ‘mistænkeligt’. Jeg ville ønske at Soraya var hos mig.

Det viste sig at cancer, ligesom Fanden, har mange navne. Babas hed ‘småcellet carcinom’. Fremskredent. Inoperabelt. Baba bad dr. Amani om en prognose. Dr. Amani bed sig i læben, udtalte ordet ‘alvorligt’. „Der er selvfølgelig kemoterapi,“ sagde han, „men det vil kun være palliativt.“

„Hvad betyder det?“ spurgte baba.

Dr. Amani sukkede. „Det betyder at det ikke vil ændre på udfaldet, kun skubbe det foran sig.“

„Det var et klart svar, dr. Amani. Tak for det,“ sagde baba. „Men ingen kemo til mig, tak.“ Han havde samme beslutsomme udtryk i ansigtet som den dag han lagde stakken af madkuponer på mrs. Dobbins’ skrivebord.

„Men baba—“

„Vær venlig ikke at sige mig imod mens andre hører på det, Amir. Aldrig. Hvem tror du du er?“

Den regn general Taheri havde talt om på loppemarkedet, kom flere uger for sent, men da vi trådte ud af dr. Amanis konsultation, sendte forbikørende biler vandkaskader op på fortovene. Baba tændte en cigaret. Han røg hele vejen hen til bilen og hele vejen hjem.

Da han stak nøglen i gadedøren, sagde jeg: „Jeg ville ønske at De gav kemoen en chance, baba.“

Baba stak nøglebundtet i lommen igen, trak mig ud i regnen og ind under en stribet vinduesmarkise. Han prikkede mig på brystet med den hånd der holdt cigaretten. „Bas! Jeg har truffet min beslutning.“

„Hvad så med mig, baba? Hvad skal jeg stille op?“ sagde jeg med tårer i øjnene.

Et foragtende udtryk passerede hen over hans regnvåde ansigt. Det var det samme udtryk som når jeg som barn begyndte at græde hvis jeg var faldet og havde slået mit knæ. Det var tårer der udløste det dengang, det var tårer der udløste det nu. „Du er toogtyve år gammel, Amir! En voksen mand! Du…“ Han åbnede munden, lukkede den, åbnede den, tænkte sig om. Over os trommede regnen ned på markisen. „Hvad så med dig, siger du. I alle disse år er det hvad jeg har forsøgt at lære dig: ikke at stille det spørgsmål.“

Han låste døren op. Vendte sig igen om mod mig. „Og endnu en ting. Ingen hører om det her, har du forstået? Ingen. Jeg ønsker ingen medlidenhed.“ Så forsvandt han ind i den svagtoplyste entre. Resten af den dag sad han og kæderøg foran fjernsynet. Jeg var ikke klar over hvad eller hvem det var han trodsede. Mig? Dr. Amani? Eller måske den gud han aldrig havde troet på?

En tid kunne selv ikke kræften holde baba væk fra loppemarkedet. Vi drog af sted til vores garagesalg om lørdagen, baba bag rattet, mig med kortet, og stillede standen op om søndagen. Messinglamper. Baseballhandsker. Skijakker med ødelagte lynlåse. Baba hilste på bekendte fra det gamle land, og jeg tingede med kunder om en dollar eller to. Som om det hele ikke var ligegyldigt. Som om den dag hvor jeg blev forældreløs, ikke listede sig nærmere for hver gang vi pakkede standen sammen.

En gang imellem kom general Taheri og hans kone forbi en tur. Generalen hilste på mig, diplomatisk som han var, med et smil og et tohåndsgreb. Men der var kommet noget forbeholdent over khanum Taheri. Noget forbeholdent som kun blev brudt af hemmelige, nedbøjede smil og skjulte, undskyldende blikke i min retning når generalens opmærksomhed var rettet andetsteds hen.

Jeg husker den tid som en periode med mange tilfælde af ‘første gang’. Den første gang jeg hørte baba stønne ude på badeværelset. Den første gang jeg så blod på hans hovedpude. I de tre år baba havde været bestyrer af tankstationen, havde han ikke haft en eneste sygedag. Endnu en første gang.

På Halloween, der det år faldt på en lørdag, var baba så træt midt på dagen at han blev siddende i bilen mens jeg stod udenfor og tingede om prisen på skrammel. Til Thanksgiving var han træt allerede om formiddagen. Da slæder dukkede op på græsplænerne og falsk sne på douglasgranerne, blev baba hjemme, og jeg kørte alene op og ned gennem halvøen i vores folkevognsrugbrød.

En gang imellem kommenterede afghanske bekendte på loppemarkedet babas vægttab. Først komplimenterede de ham for det. De spurgte oven i købet hvilken diæt han fulgte. Men forespørgslerne og komplimenterne forstummede da vægttabet fortsatte. Forstummede i takt med at kiloene raslede af ham. Simpelthen raslede. Og kinderne blev hule. Og tindingerne smeltede bort. Og øjnene trak sig ind i øjenhulerne.

Så en kølig søndag kort efter nytår stod baba og var ved at sælge en lampeskærm til en kraftig filippinsk mand mens jeg rodede rundt i bilen for at finde et tæppe at lægge over hans ben.

„De der, fyren her har brug for hjælp!“ udbrød filippineren forskrækket. Jeg snurrede rundt og så baba ligge på jorden med kramper i arme og ben.

„Komak!“ skreg jeg. „Hjælp!“ Jeg løb hen til baba. Han skummede om munden så skægget blev helt hvidt af fråde. Vendte det hvide ud af øjnene.

Folk kom farende hen til os. Jeg hørte nogen tale om slagtilfælde. En anden skreg: „Ring efter en ambulance!“ Jeg hørte løbende skridt. Himlen blev mørk på grund af alle de mennesker der stimlede sammen om os.

Babas spyt blev rødt. Han bed sig i tungen. Jeg knælede ned ved siden af ham, løftede ham op i mine arme og sagde: „Jeg er her, baba, jeg er her, det skal nok gå, jeg er hos Dem.“ Som om mine trøstende ord kunne få kramperne til at gå væk. Få dem til at lade min baba være i fred. Jeg kunne mærke at det blev vådt om mine knæ. Så babas blære svigte. Shhh, baba jan, jeg er her. Deres søn er lige her.

En hvidskægget og fuldstændig skaldet læge kaldte mig ud af venteværelset. „Jeg vil gerne gennemgå resultaterne af Deres fars CT-skanning med Dem,“ sagde han. Han satte billederne op i en lyskasse ude på gangen og pegede med viskelæderenden af sin blyant på billederne af babas cancer – som en strisser der fremviser et forbryderalbum for et mordoffers familie. Babas hjerne på de billeder lignede skiver af en stor valnød, befængt med grå tingester af form som tennisbolde.

„Som De kan se, har canceren metastaseret,“ sagde han. „Han vil skulle tage steroider for at dæmme op for hjerneødemet og anti-epileptika mod kramperne. Dertil vil jeg anbefale palliativ bestråling. Ved De hvad det er?“

Jeg nikkede. Jeg var kommet godt ind i cancer-terminologien.

„Udmærket,“ sagde han. Han tjekkede sin personsøger. „Jeg er nødt til at gå, men De er velkommen til at henvende Dem hvis De har yderligere spørgsmål.“

„Mange tak.“

Jeg tilbragte natten på en stol ved siden af babas seng.

Næste dag var venteværelset for enden af gangen masende fyldt med afghanere. Slagteren fra Newark. En ingeniør som havde arbejdet for baba med opførelsen af børnehjemmet. De defilerede forbi og gav med dæmpede stemmer udtryk for deres agtelse. Ønskede baba god bedring. På det tidspunkt var baba vågen, uklar og træt, men vågen.

Midt på dagen kom general Taheri og hans kone på besøg. Soraya var også med. Vi kiggede på hinanden, så væk på samme tid. „Hvordan går det, min ven?“ spurgte general Taheri og tog babas hånd.

Baba gjorde tegn ned mod IV-nålen der sad i hans hånd. Smilede svagt. Generalen gengældte smilet.

„De skulle ikke have besværet Dem,“ kvækkede baba.

„Det var intet besvær,“ sagde khanum Taheri.

„Overhovedet intet besvær. Men har De brug for noget?“ spurgte general Taheri. „Sig endelig til. Spørg mig som var jeg Deres bror.“

Jeg tænkte på noget baba engang havde sagt om pashtunerne. Jeg ved at vi er stædige, og jeg ved at vi er alt for stolte, men i nødens stund, tro mig, så er der ingen du hellere vil have ved din side end en pashtun.

Baba rystede på hovedet på puden. „At se Dem her er som lys i mine øjne.“ Generalen smilede og gav babas hånd et klem. „Hvad med dig, Amir jan. Har du brug for noget?“

Den måde han så på mig på, venligheden i hans øjne… „Nej, mange tak, general sahib. Jeg…“ Jeg fik en klump i halsen, og tårerne vældede op i mine øjne. Jeg fløj ud af rummet.

Jeg græd ude på gangen, foran lyskassen hvor jeg aftenen før havde set på en morders ansigt.

Døren til babas stue gik op, og Soraya kom ud. Hun gik hen til mig. Hun var iført en grå sweatshirt og jeans. Hendes hår hang løst ned ad ryggen. Jeg ønskede at søge trøst i hendes arme.

„Det gør mig ondt, Amir,“ sagde hun. „Vi var alle klar over at der var noget galt, men vi anede ikke at det var så slemt.“

Jeg tørrede øjnene i skjorteærmet. „Han ville ikke have at nogen skulle vide det.“

„Kan jeg gøre noget for dig?“

„Nej.“ Jeg forsøgte at smile. Hun lagde sin hånd oven på min. Vores første berøring. Jeg tog den. Løftede den op til mit ansigt. Til mine øjne. Gav slip igen. „Du må hellere gå ind igen. Ellers kommer din far efter mig.“

Hun smilede og nikkede. „Ja.“ Hun vendte sig om for at gå.

„Soraya?“

„Ja?“

„Jeg er glad for at du kom. Det betyder… alverden for mig.“

De udskrev baba to dage efter. De havde tilkaldt en specialist, en radiolog, der skulle tale med baba om strålebehandling. Baba nægtede. De forsøgte at overtale mig til at overtale ham. Men jeg havde set udtrykket i babas ansigt. Jeg takkede dem, underskrev deres blanketter og kørte baba hjem i min Ford Torino.

Den aften lå baba på sofaen med et tæppe over sig. Jeg kom med varm te og ristede mandler. Lagde armen om hans skuldre og trak ham alt for let op at sidde. Hans skulderblade føltes som fuglevinger under mine fingre. Jeg trak tæppet op over hans brystkasse hvor ribbenene stak ud under den tynde, gule hud.

„Er der andet jeg kan gøre for Dem, baba?“

„Nej, bachem, nej tak.“

Jeg satte mig ved siden af ham. „Så er der måske noget De vil gøre for mig. Hvis De altså ikke er for træt.“

„Hvad?“

„Jeg vil bede Dem gå khastegari. Jeg vil bede Dem gå til general Taheri og på mine vegne anmode om hans datters hånd.“

Babas tørre læber bredte sig i et smil. En lille grøn plet på et vissent blad. „Er du sikker?“

„Mere sikker end jeg nogensinde har været på noget.“

„Du har tænkt dig grundigt om?“

„Balay, baba.“

„Så ræk mig telefonen. Og min lille notesbog.“

Jeg blinkede. „Nu?“

„Hvornår ellers?“

Jeg smilede. „Okay.“ Jeg rakte ham telefonen og den lille, sorte bog hvori baba havde noteret sine afghanske venners telefonnumre. Han slog op under Taheri. Drejede nummeret. Tog røret op til øret. Mit hjerte dansede piruetter i brystet på mig.

„Jamila jan? Salaam alaykum,“ sagde han. Han sagde sit navn. Tav et øjeblik. „Meget bedre, tak. Det var venligt af Dem at komme.“ Han lyttede igen. Nikkede. „Det skal jeg huske, mange tak. Er general sahib hjemme?“ Pause. „Tak.“

Han kastede et blik hen på mig. Af en eller anden grund havde jeg lyst til at le. Eller skrige. Jeg lagde min knyttede hånd ind mod munden og bed i den. Baba lo stille gennem næsen.

„General sahib, salaam alaykum… Ja tak, meget bedre… Balay… Det er meget venligt af Dem. General sahib, jeg ringer for at spørge om jeg må aflægge Dem og khanum Taheri et besøg i morgen formiddag? Jeg har fået et ærefuldt hverv… Ja… Klokken elleve passer fint. Så ses vi. Khoda hafez.“

Han lagde røret på. Vi så på hinanden. Jeg begyndte at fnise. Baba ligeså.

Baba gjorde håret vådt og redte det tilbage. Jeg hjalp ham i en ren, hvid skjorte og bandt hans slips for ham. Lagde mærke til de fem centimeters tomrum mellem kraveknappen og babas hals. Jeg tænkte på det tomrum baba ville efterlade sig når han var borte, og jeg tvang mig til at tænke på noget andet. Han var ikke borte. Ikke endnu. Og dette var en dag hvor der skulle tænkes positive tanker. Jakken til det brune sæt, det han havde haft på til min afgangseksamen, hang på ham – alt for meget af baba var forsvundet til at han kunne udfylde noget som helst længere. Jeg var nødt til at rulle ærmerne op. Jeg bøjede mig ned og bandt snørebåndene.

Familien Taheri boede i en bungalow i et af de kvarterer i Fremont der var kendt for at have mange afghanere boende. Der var karnapvinduer, tjæret tag og en lukket forveranda med geranier i potter. Generalens grå varevogn holdt i indkørslen.

Jeg hjalp baba ud af Forden og satte mig ind bag rattet igen. Han bøjede sig ind ad passagerruden. „Kør hjem. Jeg ringer om en time.“

„Okay, baba,“ sagde jeg. „Held og lykke.“

Han smilede.

Jeg kørte min vej. I bakspejlet så jeg baba vakle op ad general Taheris indkørsel på vej til sin sidste fædrene pligt.

Jeg travede frem og tilbage i stuen i vores lejlighed mens jeg ventede på at baba skulle ringe. Femten skridt lang. Ti og et halvt bred. Hvad hvis generalen sagde nej? Hvad hvis han ikke kunne fordrage mig? Jeg blev ved med at gå ud i køkkenet for at se hvad klokken var på ovnuret.

Telefonen ringede lige før klokken tolv. Det var baba.

„Hvad så?“

„Generalen sagde ja.“

Luften forlod mine lunger i ét langt pust. Jeg satte mig ned med rystende hænder. „Sagde han ja?“

„Ja, men Soraya jan sidder oppe på sit værelse. Hun ønsker at tale med dig.“

„Okay.“

Baba sagde et eller andet til en eller anden, og der lød et klik da han lagde på.

„Amir?“ Sorayas stemme.

„Salaam.“

„Min far sagde ja.“

„Det ved jeg,“ sagde jeg. Jeg tog røret over i den anden hånd. Jeg smilede. „Jeg er så glad at jeg ikke ved hvad jeg skal sige.“

„Jeg er også glad, Amir. Jeg… har svært ved at fatte hvad der sker.“

Jeg lo. „Jeg har det på samme måde.“

„Hør efter,“ sagde hun. „Der er noget jeg må fortælle dig. Noget som du er nødt til at vide før…“

„Jeg er ligeglad med hvad det er.“

„Du er nødt til at vide det. Jeg ønsker ikke at vi skal begynde med at have hemmeligheder for hinanden. Og jeg vil foretrække at du hører det fra mig.“

„Hvis det vil få dig til at føle dig bedre tilpas, så i himlens navn. Men det vil ikke ændre ved noget.“

Der fulgte en lang pause i den anden ende. „Dengang vi boede i Virginia, stak jeg af hjemmefra sammen med en afghansk mand. Jeg var atten år… oprørsk… dum, og… han var på stoffer… Vi var sammen i næsten en måned. Alle afghanere i Virginia snakkede om det.

Til sidst fandt padar os. Han sparkede døren op og… tvang mig til at komme med hjem. Jeg var hysterisk. Råbte og skreg. Sagde at jeg hadede ham…

Nå, men jeg kom hjem og…“ Hun græd nu. „Undskyld.“ Jeg hørte hende lægge røret fra sig og pudse næse. „Undskyld.“ Hun var tilbage igen; talte videre med hæs stemme. „Da jeg kom hjem, så jeg at min mor havde haft et slagtilfælde, højre side af hendes ansigt var lammet, og… jeg følte mig så skamfuld. Hun havde ikke fortjent det.

Kort tid efter besluttede padar at vi skulle flytte til Californien.“ Derefter var der stille i røret.

„Hvordan går det mellem dig og din far nu?“ spurgte jeg.

„Det er ikke alt vi er enige om, sådan har det altid været, men jeg er taknemmelig for at han kom og hentede mig den dag. Jeg tror fuldt og fast på at han reddede mig.“ Hun tav et øjeblik. Så: „Generer det dig, det jeg har fortalt dig?“

„Lidt,“ sagde jeg. Jeg skyldte hende at sige sandheden. Jeg kunne ikke lyve for hende og sige at jeg ikke følte mig ramt på min stolthed, min iftikhar, over at hun havde været sammen med en mand, og jeg endnu ikke havde haft en kvinde i min seng. Det generede mig en smule, men jeg havde grublet en del over det i ugerne før jeg bad baba om at gå khastegari. Og mine spekulationer var altid endt med det samme spørgsmål til mig selv: Hvordan kunne jeg, af alle mennesker, bebrejde nogen deres fortid?

„Generer det dig nok til at du har skiftet mening?“

„Nej, Soraya. Meget langt fra,“ sagde jeg. „Intet af hvad du har fortalt mig, ændrer noget ved noget. Jeg ønsker at vi skal gifte os.“

Hun brast på ny i gråd.

Jeg misundte hende. Hun havde afsløret sin hemmelighed. Udtalt den højt. Fået den af vejen. Jeg åbnede munden og skulle lige til at fortælle hende om hvordan jeg havde forrådt Hassan, løjet, jaget ham bort og lagt et fyrre år gammelt venskab mellem baba og Ali i ruiner. Men jeg gjorde det ikke. Jeg havde en mistanke om at Soraya Taheri på mange måder var et bedre menneske end mig. For eksempel var hun modig.