TRETTEN

Da vi ankom til familien Taheris hjem den næste aften – til lafz, den ceremoni hvor vi ‘afgav løftet’ – var jeg nødt til at parkere Forden på den anden side af vejen. Deres indkørsel var fyldt op med biler. Jeg var iført et marineblåt sæt tøj som jeg havde købt dagen før efter at have kørt baba hjem fra khastegari. Jeg kiggede efter i bakspejlet om mit slips sad ordentligt.

„Du ser khoshteep ud,“ sagde baba.

„Tak, baba. Hvordan med Dem? Har De kræfter til det her?“

„Kræfter til det? Det er den lykkeligste dag i mit liv, Amir,“ sagde han og smilede træt.

Jeg kunne høre snak på den anden side af døren, latter og sagte afghansk musik – det lød som en klassisk ghazal af Ustad Sarahang. Jeg ringede på døren. Et ansigt kom til syne bag gardinet for entredøren og forsvandt igen. „Så er de her!“ hørte jeg en kvindestemme sige. Snakken forstummede. En eller anden slukkede for musikken.

Khanum Taheri lukkede op. „Salaam alaykum,“ sagde hun med et strålende smil. Hun havde været til frisøren, så jeg, og var iført en elegant, ankellang sort kjole. Da jeg trådte ind i entreen, blev hendes øjne blanke. „Du er næppe kommet indenfor, Amir jan, før jeg begynder at græde,“ sagde hun. Jeg kyssede hende på hånden sådan som baba havde instrueret mig i at gøre aftenen før.

Hun gik foran os gennem en strålende oplyst gang hen til stuen. På de træbeklædte vægge så jeg billeder af de mennesker som skulle blive min nye familie: en ung khanum Taheri med brusende hår og generalen – Niagara Falls i baggrunden; khanum Taheri i en sømløs kjole, generalen i jakke med smal revers og et smalt slips, kraftigt, sort hår; Soraya på vej op i en rutsjebane, vinkende og smilende, med sølvskinnende bøjle på tænderne. Et foto af generalen i kampuniform der trykkede kong Hussein af Jordan i hånden. Et portræt af Zahir Shah.

Stuen var pakket med mindst tyve gæster som sad på stole langs væggene. Da baba kom ind, rejste alle sig. Vi gik hele vejen rundt, baba langsomt foran mig, og trykkede hænder og hilste på gæster. Generalen – som altid i sit grå jakkesæt – og baba omfavnede hinanden, klappede blidt hinanden på ryggen. De sagde deres salaam med respektfuldt dæmpede stemmer.

Generalen holdt mig ud i arms længde og smilede vidende, som om han sagde: ‘Se, det her er den rette måde – den afghanske måde – at gøre det på, bachem.’ Vi kyssede hinanden tre gange på kinden.

Vi satte os i det overfyldte rum. Baba og jeg ved siden af hinanden, over for generalen og hans kone. Babas vejrtrækning var blevet en smule anstrengt, og han blev ved med at tørre sveden af panden og issen med sit lommetørklæde. Han så mig se bekymret på ham, og det lykkedes ham at sende mig et lille smil. „Jeg har det udmærket,“ hviskede han.

Ifølge sædvane var Soraya ikke til stede.

Vi sad lidt og udvekslede høfligheder og snakkede om vind og vejr. Så rømmede generalen sig. Der blev helt stille, og alle så respektfuldt ned på deres hænder. Generalen nikkede over mod baba.

Også baba rømmede sig. Da han begyndte at tale, kunne han ikke fuldføre sine sætninger uden at holde pauser og hive efter vejret. „General sahib, khanum Jamila jan… det er med stor ydmyghed at min søn og jeg… i dag er kommet til Deres hjem. De er… mennesker af ære… fra distingverede og agtværdige familier og… af stolt herkomst. Jeg kommer her med intet uden den højeste ihtiram… og den største respekt for Dem, for Deres familienavn og for mindet om… Deres forfædre.“ Han tav. Gispede efter vejret. Tørrede panden. „Amir jan er min eneste søn… mit eneste barn, og han har været mig en god søn. Jeg håber at han vil vise sig… værdig til Deres venlighed. Jeg beder Dem om at vise Amir jan og mig den ære… at optage os i Deres familie.“

Generalen nikkede høfligt.

„Det er os en ære at byde sønnen af en mand som Dem velkommen i vores familie,“ sagde han. „Deres ry er løbet foran Dem. Jeg var Deres ydmyge beundrer i Kabul og er det den dag i dag. Vi er beæret over at Deres familie og vores skal forenes.

Amir jan, hvad dig angår, så byder jeg dig velkommen som en søn, som husbond til min datter, mine øjnes noor. Din smerte skal blive vores smerte, din glæde vores glæde. Jeg håber at du vil betragte din khala Jamila og mig som dine andre forældre, og jeg vil bede for din og vores elskede Soraya jans lykke. I har begge min velsignelse.“

Alle klappede, og som på stikord drejede de hovederne mod gangen. Øjeblikket jeg havde ventet på.

Soraya kom til syne for enden af gangen. Klædt i en vidunderlig mørkerød, traditionel afghansk kjole med lange ærmer og guldsøm. Babas hånd famlede efter min og lukkede sig om den. Khanum Taheri brast på ny i gråd. Langsomt, langsomt nærmede Soraya sig med en hale af yngre, kvindelige slægtninge efter sig.

Hun kyssede min fars hænder. Satte sig langt om længe ned ved siden af mig med sænket blik.

Klapsalverne rungede.

Ifølge traditionen skulle Sorayas familie nu afholde en forlovelsesfest, en shirini-khori – eller ‘at spise konfekt’-ceremonien. Derefter skulle der følge en forlovelsesperiode på mindst et par måneder. Til sidst skulle baba afholde bryllupsfesten.

Vi var alle enige om at Soraya og jeg skulle springe shirini-khori over. Alle kendte grunden, ingen behøvede at sige den højt: at baba ikke havde et par måneder tilbage at leve i.

Soraya og jeg gik aldrig ud alene sammen mens forberedelserne til brylluppet tog fart – eftersom vi ikke var gift endnu, ikke engang havde haft en shirini-khori, blev det regnet for usømmeligt. Så jeg måtte nøjes med at køre med baba over til familien Taheri og spise middag. Sidde over for Soraya ved middagsbordet. Forestille mig hvordan det ville føles med hendes hoved mod mit bryst, forestille mig duften af hendes hår. Kysse hende. Elske med hende.

Baba brugte 35.000 dollars, det meste af sin opsparing, på awroussi’en, bryllupsfesten. Han lejede en enorm afghansk festsal i Fremont – manden der ejede den, kendte ham fra Kabul og gav ham en betydelig rabat. Baba betalte for chila’erne, vores ens vielsesringe samt den diamantring jeg valgte. Han betalte for min smoking og det traditionelle, grønne sæt tøj til nika’en – den ceremoni hvor vi aflagde løftet.

Jeg har kun få erindringer om de hektiske forberedelser – hvor khanum Taheri og hendes venner gud være lovet tog sig af de fleste – der gik forud for brylluppet.

Jeg husker vores nika. Vi sad rundt om et bord, Soraya og jeg begge klædt i grønt – islams farve, men også forårets og en ny begyndelses farve. Jeg var i et jakkesæt, Soraya (den eneste kvinde ved bordet) i kjole med slør og lange ærmer. Baba, general Taheri (som denne dag var i smoking) og adskillige af Sorayas onkler var også til stede omkring bordet. Soraya og jeg så ned, højtideligt og respektfuldt; så kun en gang imellem undseligt på hinanden ud af øjenkrogen. Mullahen udspurgte vidnerne og læste fra Koranen. Vi aflagde vores løfter. Skrev under på vielsesattesten. En af Sorayas onkler fra Virginia, Sharif jan, khanum Taheris bror, rejste sig og rømmede sig. Soraya havde fortalt at han havde boet i USA i mere end tyve år. Han arbejdede for immigrationsdirektoratet, INS, og var gift med en amerikaner. En lille mand med et fugleagtigt ansigt og dunet hår. Han var også digter og læste et længere digt for os, tilegnet Soraya, som han havde skriblet ned på et stykke hotelbrevpapir. „Wah wah, Sharif jan!“ udbrød alle da han var færdig.

Jeg kan huske at jeg gik op mod podiet, nu iført smoking, hånd i hånd med Soraya der var i hvid pari med slør. Baba vaklede af sted ved siden af mig, generalen og hans kone ved siden af deres datter. En procession af onkler, tanter, fætre og kusiner fulgte efter os da vi gik gennem salen og delte et hav af klappende gæster og blinkende kameralys. En af Sorayas fætre, Sharif jans søn, holdt Koranen over vores hoveder mens vi sneglede os fremad. Bryllupssangen, ahesta boro, drønede ud fra højtalerne, den samme sang som den russiske soldat ved kontrolposten i Mahipar havde sunget den nat baba og jeg forlod Kabul.

Gør morgenen til en nøgle og smid den i brønden,

Gå langsomt, skønne måne, gå langsomt.

Lad morgensolen glemme at gå op i øst,

Gå langsomt, skønne måne, gå langsomt.

Jeg kan huske at jeg sad på sofaen oppe på podiet, som på en tronstol, med Sorayas hånd i min, og cirka tre hundrede ansigter vendt op mod os. Vi udførte ayena masshaf hvor de gav os et spejl og kastede et slør over vores hoveder så vi ville være alene mens vi kiggede på hinandens spejlbilleder. Da jeg så Sorayas smilende ansigt i spejlet, i dette korte, private øjeblik, hviskede jeg for første gang at jeg elskede hende. En rødmen, rød som henna, skød op i hendes kinder.

Jeg kan se for mig farvestrålende tallerkener med chopan-kabob, sholeh-goshti og orangefarvet ris. Jeg kan se baba sidde mellem os på sofaen, smilende. Jeg kan huske sveddryppende mænd der dansede den traditionelle attan i en cirkel, hoppende, snurrende, hurtigere og hurtigere til tablaens hektiske rytme, indtil alle, undtagen nogle få, udmattet havde trukket sig ud af cirklen. Jeg kan huske hvor lykkelig jeg ville have været, hvis Rahim Khan også havde været til stede.

Og jeg kan huske at jeg spekulerede på om også Hassan var blevet gift. Og hvis ja, hvis ansigt han så havde set i spejlet under sløret? Hvis hennafarvede hænder havde han holdt i sine?

Omkring klokken to om natten rykkede selskabet videre fra festsalen til babas lejlighed hvor der blev brygget nye mængder te, og musikken spillede indtil naboerne tilkaldte politiet. Senere den nat, da der var mindre end en time til solopgang, og gæsterne langt om længe havde taget afsked, lagde Soraya og jeg os for første gang i samme seng. Jeg havde hele mit liv været omgivet af mænd. Den nat lærte jeg en kvindes ømhed at kende.

Det var Soraya der foreslog at hun flyttede ind hos baba og mig.

„Jeg troede du gerne ville have dit eget sted,“ sagde jeg.

„Når kaka jan er så syg som han er?“ svarede hun. Hendes øjne fortalte mig at det ikke var nogen måde at indlede et ægteskab på. Jeg kyssede hende. „Tak.“

Soraya helligede sig pasningen af min far. Hun ristede brød og lavede te om morgenen og hjalp ham op af sengen og ned igen. Hun gav ham hans smertemedicin, vaskede hans tøj, læste højt for ham fra avisens udlandssektion hver dag. Hun lavede hans yndlingsret, kartoffel-shorwa, selv om han knap kunne spise mere end et par spiseskefulde, og gik hver dag en lille tur med ham rundt om blokken. Og da han blev sengeliggende, vendte hun ham i sengen hver time så han ikke fik liggesår.

En dag kom jeg hjem fra apoteket med babas morfinpiller. Netop som jeg lukkede døren, fik jeg et glimt af Soraya der hurtigt gemte et eller andet under babas tæppe. „Hov, jeg så det godt! Hvad har I to for?“ spurgte jeg.

„Ikke noget,“ sagde Soraya og smilede.

„Løgnhals.“ Jeg løftede op i babas tæppe. „Hvad er det her?“ sagde jeg, selv om jeg så snart jeg så den læderindbundne bog, godt vidste det. Jeg lod mine fingre glide langs den guldprægede kant. Jeg mindedes fyrværkeriet den aften Rahim Khan havde givet mig den, min trettenårsfødselsdagsfest, raketter der eksploderede i buketter af rødt, grønt og gult.

„Jeg fatter ikke at du kan skrive så godt,“ sagde Soraya.

Baba løftede med besvær sit hoved fra puden. „Det var mig der bad hende om det. Jeg håber ikke du har noget imod det.“

Jeg rakte notesbogen tilbage til Soraya og forlod værelset. Baba hadede når jeg græd.

En måned efter brylluppet kom Sorayas forældre, Sharif, hans kone Suzy og adskillige af Sorayas tanter til middag hjemme hos os. Soraya lavede sabzi challow – hvide ris med spinat og lam. Efter maden drak vi alle grøn te og spillede kort i firemandsgrupper. Soraya og jeg spillede med Sharif og Suzy ved kaffebordet ved siden af sofaen hvor baba lå under et uldtæppe. Han så mig spøge med Sharif, så Soraya og mig flette fingre, så mig skubbe en lok af hendes hår tilbage fra panden. Jeg kunne se hans skjulte smil, så bredt som Kabul-himlen de nætter hvor poplerne skælvede i brisen, og lyden af fårekyllingerne gav genlyd i haven.

Kort før midnat bad baba om at blive hjulpet i seng. Soraya og jeg lagde hans arme over vores skuldre og vores ind om ryggen på ham. Da vi sænkede ham ned i sengen, bad han Soraya slukke sengelampen. Han bad os bøje os ned og gav os begge et kys.

„Jeg kommer tilbage med Deres morfin og et glas vand, kaka jan,“ sagde Soraya.

„Ikke i aften,“ sagde han. „Jeg har ingen smerter.“

„Okay,“ sagde hun. Hun trak tæppet op om ham. Vi lukkede døren efter os. Baba vågnede ikke igen.

Alle parkeringsbåse foran moskeen i Hayward var optaget. På de visne græsmarker bag bygningen holdt biler og firehjulstrækkere tæt i lange rækker. Folk var nødt til at køre tre, fire blokke videre mod nord for at finde et sted at parkere.

Mændenes afdeling i moskeen var et stort, firkantet rum, dækket med afghan ske tæpper og tynde madrasser i parallelle rækker. Mænd defilerede ind i rummet, efter at have taget skoene af udenfor, og satte sig i skrædderstilling på madrasserne. En mullah messede surrah’er fra Koranen ind i en mikrofon. Jeg sad henne ved indgangen, der hvor afdødes familie plejede at sidde. General Taheri sad ved siden af mig.

Gennem den åbne dør kunne jeg se bil efter bil trække ind til siden med sollyset glimtende i forruderne. De satte passagerer af, mænd i mørkt tøj, kvinder i sorte kjoler og hoveder der var dækket med den traditionelle hvide hijab.

Mens ordene fra Koranen gav genlyd i rummet, tænkte jeg tilbage på den gamle historie om baba der havde brydekamp med en sort bjørn i Baluchistan. Baba havde sloges med bjørne hele sit liv. Mistede sin unge kone. Opdrog en søn alene. Forlod sit elskede fædreland, sit watan. Fattigdom. Fornedrelse. Til sidst en bjørn som han ikke kunne vinde over. Men selv da havde han bestemt nederlagets betingelser.

Efter hver omgang bønner stillede sørgende sig i kø og hilste på mig på vej ud. Jeg gav dem pligtopfyldende hånden. Der var mange jeg knap nok kendte. Jeg smilede høfligt, takkede dem for deres deltagelse, lyttede til det de havde at sige om baba.

„… hjalp mig med at bygge huset i Taimani…“

„… velsigne ham…“

„… ingen anden at vende mig til, og han…“

„… skaffede mig et arbejde… kendte mig knap nok…“

„… som en bror for mig…“

Da jeg lyttede til dem, forstod jeg hvor meget af den jeg var, hvad jeg var, var defineret af baba og den gennemslagskraft han havde haft på folks tilværelse. Jeg havde hele mit liv været ‘babas søn’. Nu var han borte. Baba kunne ikke længere vise vej for mig, jeg var nødt til selv at finde den.

Tanken gjorde mig stiv af skræk.

Tidligere på dagen havde jeg set dem sænke baba ned i graven i den muslimske afdeling på kirkegården. Mullahen og en anden mand var kommet op at diskutere om hvilken ayat der var den korrekte at recitere over graven. Det kunne have udviklet sig grimt hvis ikke general Taheri havde blandet sig. Mullahen valgte en ayat og reciterede den mens han tilkastede den anden mand ubehagelige blikke. Jeg så dem kaste den første skovlfuld jord ned i graven. Så gik jeg. Gik hen i den anden ende af kirkegården. Satte mig i skyggen under en rød ahorn.

Nu havde de sidste kondoleret, og moskeen var tom bortset fra mullahen der var ved at pakke mikrofonen sammen og vikle Koranen ind i et grønt klæde. Generalen og jeg trådte ud i den sene eftermiddagssol. Vi gik ned ad trappen, forbi mændene der stod i klynger og røg. Jeg hørte brudstykker af deres samtale, en fodboldkamp i Union City næste weekend, en ny afghansk restaurant i Santa Clara. Livet gik videre; og lod baba bag sig.

„Hvordan har du det, bachem?“ spurgte general Taheri.

Jeg bed tænderne sammen. Tvang de tårer tilbage som hele dagen havde truet med at flyde over. „Jeg går hen og finder Soraya,“ sagde jeg.

„Okay.“

Jeg gik hen til kvindernes side af moskeen. Soraya stod på trappen sammen med sin mor og et par kvinder jeg svagt genkendte fra brylluppet. Jeg gjorde tegn til Soraya. Hun sagde noget til sin mor og kom hen til mig.

„Kan vi gå nu?“ spurgte jeg.

„Selvfølgelig.“ Hun tog mig i hånden.

Vi gik uden at sige noget ned ad en snoet grussti kantet af en række lave hække. Vi satte os på en bænk og så et ældre par knæle ned ved en grav få rækker fra os og lægge en buket margueritter foran stenen.

„Soraya?“

„Ja?“

„Jeg vil savne ham.“

Hun lagde sin hånd i skødet på mig. Babas chila glimtede på hendes ringfinger. Bag hende kunne jeg høre babas venner køre ned ad Mission Boulevard. Snart skulle vi også køre, og for første gang i sit liv skulle baba være alene.

Soraya trak mig ind til sig, og langt om længe begyndte tårerne at flyde.

Da Soraya og jeg ikke havde haft en forlovelsesperiode, måtte jeg lære meget af det der var at vide om familien Taheri, efter at jeg havde giftet mig ind i den. For eksempel gik det op for mig at generalen en gang om måneden led af en skrækkelig migræne der varede næsten en uge. Når hovedsmerterne slog til, gik generalen ind på sit værelse, klædte sig af, slukkede alt lys, låste døren og kom ikke ud igen før anfaldet var gået over. Ingen havde tilladelse til at gå ind til ham, ingen havde tilladelse til at banke på døren. Med tiden dukkede han så op igen, som altid iført sit grå sæt tøj, lugtende af søvn og sengelinned og med opsvulmede og blodskudte øjne. Soraya fortalte mig at han og khanum Taheri havde haft hver deres soveværelse så længe hun kunne huske tilbage. Jeg hørte at han kunne være smålig, som når han tog en bid af den qurma hans kone satte foran ham, sukkede og skubbede den fra sig. „Jeg vil gerne lave noget andet til dig,“ sagde khanum Taheri så, men han ville ignorere hende, surmule og spise brød og løg. Dette gjorde Soraya vred og fik hendes mor til at græde. Soraya fortalte mig at han tog antidepressiver. Jeg hørte at familien havde levet på bistandshjælp, og at han aldrig havde haft et arbejde i USA, at han havde foretrukket at hæve en regeringsudstedt check hver måned frem for at tage et arbejde der ikke var en mand af hans format værdigt – loppemarkedet var kun en hobby for ham, en måde at omgås afghanere på. Generalen troede på at Afghanistan på et eller andet tidspunkt ville blive frit igen, monarkiet genindført, og at man igen ville få brug for hans tjeneste. Og derfor tog han hver dag sit grå jakkesæt på, trak lommeuret op og satte sig ned og ventede.

Jeg hørte at khanum Taheri – som jeg nu kaldte khala Jamila – engang havde været berømt i Kabul for sin fortryllende sangstemme. Selv om hun aldrig havde sunget professionelt, havde hun talentet til det – jeg hørte at hun kunne synge folkesange, ghazal’er, selv raga’er som normalt var en mands domæne. Men lige så meget generalen holdt af at lytte til musik – faktisk havde han en betydelig samling bånd med klassiske ghazal’er med afghani- og hindi-sangere – lige så meget mente han at det at optræde hellere måtte overlades til dem af tvivlsomt ry. At hun aldrig måtte synge offentligt, havde været en af generalens betingelser for at gifte sig med hende. Soraya fortalte at hendes mor havde ønsket at synge til vores bryllup, bare en enkelt sang, men at generalen havde sendt hende et af sine blikke, og at sagen dermed havde været lukket. Khala Jamila spillede lotto en gang om ugen og så Johnny Carson-show hver aften. Hun tilbragte sine dage i haven hvor hun puslede om sine roser, geranier, natskygger og orkideer.

Da jeg giftede mig med Soraya, trådte blomsterne og Johnny Carson i baggrunden. Jeg var den nye glæde i khala Jamilas liv. I modsætning til generalens forbeholdne og diplomatiske manerer – han rettede mig ikke da jeg fortsatte med at kalde ham ‘general sahib’ – var det ingen hemmelighed at khala Jamila tilbad mig. For det første lyttede jeg tålmodigt til hendes imponerende liste over de sygdomme hun fejlede, noget som generalen for længst havde vendt det døve øre til. Soraya fortalte mig at lige siden moderens slagtilfælde havde ethvert hjerteflimmer været et hjerteanfald, ethvert ømt led begyndende rheumatoid arthritis og ethvert øjetic endnu et slagtilfælde. Jeg kan huske første gang khala Jamila nævnte en knude i nakken for mig. „Jeg bliver hjemme fra timerne i morgen og går med Dem til lægen,“ sagde jeg, hvortil generalen smilede og sagde: „Så kan du lige så godt lægge bøgerne på hylden, bachem. Din khalas lægejournal er som Rumis værker: De fylder flere bind.“

Men det var ikke kun det at hun havde fundet en tilhører til sine lange monologer om sygdom. Jeg troede fuldt og fast på at jeg ville bevare hendes betingelsesløse kærlighed selv hvis jeg var gået ud med et gevær og havde skudt en masse mennesker. For jeg havde kureret hendes hjerte for den værste sygdom. Jeg havde befriet hende for en afghansk mors største frygt: at ingen agtværdig khastegar ville bede om hendes datters hånd; at hendes datter skulle ældes alene, uden mand, uden børn. Alle kvinder havde brug for en mand. Også selv om han fik sangen til at forstumme i hendes bryst.

Og af Soraya hørte jeg i detaljer hvad der var sket i Virginia.

Vi var til et bryllup. Sorayas onkel Sharif, ham der arbejdede i INS, bortgiftede sin søn til en afghansk pige fra Newark. Brylluppet fandt sted i samme festsal som Soraya og jeg havde afholdt vores awroussi i. Vi stod mellem alle de andre gæster og så bruden modtage ringene fra brudgommens familie, da vi overhørte en ordveksling mellem to midaldrende damer der stod med ryggen til os.

„En yndig brud,“ sagde den ene. „Se på hende. Så maghbool, som månen.“

„Ja,“ sagde den anden. „Og uberørt. Jomfru. Ingen kærester.“

„Jeg ved det. Jeg siger dig at den dreng gjorde rigtigt i ikke at gifte sig med sin kusine.“

Soraya brød sammen på vej hjem. Jeg trak ind til siden og holdt ind under en gadelampe på Fremont Boulevard.

„Det er lige meget,“ sagde jeg og strøg hendes hår tilbage. „Hvem bryder sig om det?“

„Det er så fucking uretfærdigt,“ hikstede hun.

„Glem det.“

„Deres sønner går på natklubber på jagt efter kød og gør deres veninder gravide, de får børn uden for ægteskab, og der er ingen der siger en lyd. Åh, det er jo bare mænd der morer sig! Jeg begår en fejltagelse, og pludselig taler alle om nang og namoos, og jeg får det tværet ud i ansigtet resten af mit liv.“

Jeg tørrede en tåre væk fra hendes kæbe, lige over modermærket, med tommelfingeren.

„Jeg har ikke fortalt dig det,“ sagde Soraya og tørrede sine øjne, „men min far havde en pistol med den aften. Han sagde… han sagde… at der var to kugler i kammeret, en til min ven, og en til ham selv hvis jeg ikke gik med hjem. Jeg skreg, kaldte min far alle mulige navne, sagde at han ikke kunne holde mig lukket inde i al evighed, at jeg ville ønske han var død.“ Nye tårer trillede ud under hendes vipper. „Det sagde jeg faktisk: at jeg ville ønske han var død.

Da jeg så kom hjem, slog min mor armene om mig og græd. Hun sagde noget til mig, men jeg kunne ikke forstå hvad hun sagde, fordi hun snøvlede så slemt. Så trak min far mig op på mit værelse og satte mig foran spejlet. Han rakte mig en saks og beordrede mig helt roligt til at klippe mit hår kort. Han holdt øje med mig mens jeg gjorde det.

Jeg kom ikke uden for en dør i flere uger. Og da jeg gjorde det, hviskede og tiskede folk om mig, eller jeg bildte mig ind at de gjorde det, uanset hvor jeg var. Det er fire år siden, og tusinder af kilometer herfra, og jeg hører dem stadig.“

„Skråt op med dem,“ sagde jeg.

Hun udstødte en lyd der var en mellemting mellem en hulken og en latter. „Da jeg fortalte dig om alt det her på khastegari-dagen, var jeg sikker på at du ville skifte mening.“

„Det kom aldrig på tale, Soraya.“

Hun smilede og tog mig i hånden. „Jeg er meget heldig at have fundet dig. Du er helt anderledes i forhold til andre afghanske mænd jeg har mødt.“

„Skal vi være enige om aldrig at tale om det igen?“

„Okay.“

Jeg kyssede hende på kinden og drejede ud i trafikken igen. Mens jeg kørte, spekulerede jeg på hvorfor jeg var anderledes. Måske var det fordi jeg var vokset op blandt mænd; jeg havde ikke været omgivet af kvinder og aldrig på førstehånd oplevet den dobbeltmoral hvormed det afghanske samfund behandlede dem. Måske var det fordi baba havde været en så usædvanlig afghansk far, en liberal som levede efter sit eget hoved, en fribytter som afviste eller godtog samfundsnormer som det passede ham.

Men jeg tror at en væsentlig grund til at jeg var ligeglad med Sorayas fortid, var at jeg havde min egen. Jeg kendte alt til fortrydelse.

Kort efter babas død flyttede Soraya og jeg ind i en toværelseslejlighed i Fremont kun få gader fra generalen og khala Jamilas hus. Sorayas forældre forærede os en brun lædersofa og et Mikasa-stel i indflytningsgave. Derudover gav generalen mig yderligere en gave, en splinterny IBM-skrivemaskine. I kassen havde han lagt et brev skrevet på farsi:

Amir jan, jeg håber at du vil opdage mange historier på disse taster.

General Iqbal Taheri

Jeg solgte babas folkevognsrugbrød, og til dato har jeg ikke sat mine ben på loppemarkedet. Jeg kørte ud til hans grav hver fredag, og en gang imellem fandt jeg der en frisk buket blomster, fresier, foran stenen og vidste at også Soraya havde været der.

Soraya og jeg fandt ind i en – åh, under over alle undere – ægteskabelig rutine. Vi delte tandbørster og strømper, læste på skift de forskellige avissektioner om morgenen. Hun sov i højre side af sengen, jeg foretrak den venstre. Hun holdt af bløde hovedpuder, jeg kunne bedst lide de hårde. Hun spiste sine cornflakes tørre, som en snack, og skyllede efter med mælk.

Jeg blev optaget på San Jose State den sommer og valgte engelsk som hovedfag. Jeg fik aftenarbejde som vagtmand på aftenhold i et møbelfirma i Sunnyvale. Arbejdet var vanvittig kedeligt, men fordelen var betydelig: Når alle var ude ad døren klokken seks, og skyggerne begyndte at kravle ned ad gangene mellem plasticindhyllede sofaer der var stablet helt op til loftet, tog jeg mine bøger frem og læste. Det var i det fyrretræsduftende kontor i møbellageret at jeg begyndte på min første roman.

Soraya sluttede sig til mig på San Jose State den følgende sommer og valgte til sin fars raseri seminarlinjen.

„Jeg fatter ikke hvorfor du vil spilde dine evner på den måde,“ sagde generalen en aften over maden. „Amir jan, er du klar over at hun ikke fik andet end førstekarakterer i high school?“ Han vendte sig om mod hende. „En intelligent pige som dig kunne blive sagfører, scient.pol. Og, Inshallah, når Afghanistan er blevet et frit land igen, kunne du hjælpe til med at skrive den nye forfatning. Der ville være hårdt brug for unge, veluddannede afghanere som dig. Måske ville de tilbyde dig en stilling i et ministerium, dit familienavn taget i betragtning.“

Jeg kunne se Soraya forsøge at beherske sig, hun blev helt stiv i ansigtet. „Jeg er ikke nogen pige, padar. Jeg er en gift kvinde. I øvrigt vil de også få brug for lærere.“

„Alle og enhver kan undervise.“

„Er der mere ris, madar?“ spurgte Soraya.

Efter at generalen var gået for at møde nogle venner i Hayward, forsøgte khala Jamila at trøste Soraya. „Han mener det godt,“ sagde hun. „Han ønsker kun at du er succesrig.“

„Så han kan prale af sin sagførerdatter over for sine venner. Endnu en medalje til generalen!“ sagde Soraya.

„Vås!“

„Succesrig,“ hvæsede Soraya. „I det mindste er jeg ikke som ham der bare sidder på sine hænder, mens andre mennesker er i krig mod Showari, og venter på at støvet har lagt sig, så han kan komme farende og kræve at få sit fine, lille embede tilbage. Det er muligt at det er dårligt lønnet at undervise, men det er hvad jeg gerne vil! Det er hvad jeg elsker at gøre, og det er for resten en hel del bedre end at hæve bistandshjælp.“

Khala Jamila bed sig i læben. „Han vil aldrig tale med dig igen hvis han hører dig sige sådan.“

„Bare rolig,“ snappede Soraya og smed sin serviet ned på tallerkenen. „Jeg skal nok lade være med at pille ved hans dyrebare selvopfattelse.“

I sommeren 1988, omkring seks måneder før Sovjetunionen trak sig ud af Afghanistan, blev jeg færdig med min første roman, en far-søn-historie fra Kabul, skrevet mestendels på den skrivemaskine generalen havde foræret mig. Jeg sendte en forespørgsel til en ti-tolv agenturer og var fuldkommen lamslået da jeg en morgen i august åbnede vores brevkasse og der så en anmodning fra et New Yorker-agentur om at få tilsendt hele manuskriptet. Jeg sendte det den følgende dag. Soraya kyssede det omhyggeligt indpakkede manuskript, og khala Jamila insisterede på at vi førte det ind under Koranen. Hun sagde til mig at hun ville gøre nazr, få et får slagtet og give kødet til de fattige, hvis min bog blev antaget.

„Ingen nazr, søde khala jan,“ sagde jeg og kyssede hende på kinden. „Bare zakat, giv penge til et menneske i nød, okay? Ikke noget med at slå får ihjel.“

Seks uger senere ringede en mand ved navn Martin Greenwalt til mig fra New York og tilbød at repræsentere mig. Jeg fortalte kun Soraya om det. „Men det at have en agent betyder ikke nødvendigvis at min bog bliver udgivet. Vi fester først hvis Martin får solgt den.“

En måned efter ringede Martin og informerede mig om at jeg nu kunne skrive forfatter på mit visitkort. Da jeg fortalte Soraya det, skreg hun.

Vi fejrede det sammen med Sorayas forældre samme aften. Khala Jamila lavede kofta – kødboller og hvide ris – og mandel-ferni. Generalen sagde med blanke øjne at han var stolt af mig. Efter at general Taheri og hans kone var gået, festede Soraya og jeg videre over en flaske Merlot som jeg havde købt på vejen hjem – generalen billigede ikke at kvinder nød alkohol, og Soraya drak ikke i hans selskab.

„Jeg er frygtelig stolt af dig,“ sagde hun med glasset hævet mod mig. „Kaka ville også have været stolt af dig.“

„Det ved jeg,“ sagde jeg og ønskede at baba kunne have set mig nu.

Sent om aftenen, efter at Soraya var faldet i søvn – vin gjorde hende altid søvnig – stod jeg ude på altanen og trak frisk luft. Jeg tænkte på Rahim Khan og den lille støtteerklæring han havde skrevet efter at have læst min første historie. Og jeg tænkte på Hassan. En dag, Inshallah, vil De blive en stor forfatter, havde han engang sagt. Og mennesker verden over vil læse Deres historier. Der var så megen glæde i mit liv. Så megen lykke. Jeg spekulerede på om jeg havde fortjent det.

Bogen udkom om sommeren det følgende år, i 1989, og forlaget sendte mig ud på en forfatterturne til fem byer. Jeg blev en mindre berømthed i det afghanske samfund. Det var det år Shorawi afsluttede tilbagetrækningen fra Afghanistan. Det burde have været en sejrens stund for afghanere. I stedet for rasede krigen videre mellem mujahedinerne og den sovjetiske marionetregering med Najibullah som præsident, og afghanske flygtninge fortsatte med at strømme til Pakistan. Det var det år den kolde krig endte, det år Berlinmuren faldt, det var året for massakren på Den Himmelske Freds Plads. Midt i alt det blev Afghanistan glemt, og general Taheri, hvis håb var blusset op da russerne trak sig tilbage, satte sig ned og trak sit lommeur op igen.

Det var også det år Soraya og jeg begyndte at tænke på at få et barn.

Tanken om at blive far udløste en hvirvelstorm af følelser i mig. Jeg syntes det var skræmmende, oplivende, udfordrende og henrykkende på én og samme tid. Hvad slags far ville jeg blive? spekulerede jeg på. Jeg ville gerne være ligesom baba, men så igen ønskede jeg på ingen måde at blive som ham.

Men der gik et år, og intet skete. For hver cyklus blev Soraya mere og mere frustreret, mere utålmodig, mere irritabel. På det tidspunkt var khala Jamilas i begyndelsen subtile antydninger blevet mere direkte, som i „Kho dega!“ Så: „Hvornår skal jeg synge alahoo for min lille nawasa?“ Generalen, som den helt ud til fingerspidserne-pashtun han var, kom aldrig med den slags spørgsmål – at gøre det var det samme som at hentyde til en seksualakt mellem hans datter og en mand, og så betød det intet om vedkommende mand havde været gift med hende i over fire år. Men hans øjne blev interesserede når khala Jamila pirkede til os vedrørende en baby.

„En gang imellem kan det godt tage lidt tid,“ sagde jeg til Soraya en aften.

„Et år er ikke lidt tid, Amir,“ sagde hun med en anspændt stemme som slet ikke lignede hende. „Der er noget galt, jeg kan mærke det.“

„Så lad os få det undersøgt.“

Dr. Rosen, en buttet mand med fyldige kinder og små, regelmæssige tænder, talte med en svagt østeuropæisk accent, måske slavisk af en art. Han var lidenskabeligt optaget af tog – hans kontor var fyldt med bøger om jernbanehistorie, modellokomotiver, malerier af tog der dampede hen ad spor over grønne bakker og broer. På et skilt over hans skrivebord stod der LIVET ER ET TOG, STIG OM BORD.

Han lagde en plan for os. Jeg skulle først undersøges. „Det er nemt med mænd,“ sagde han og trommede med fingrene på mahognibordet. „Rørlægningen i en mand er som hans hoved: enkelt, få overraskelser. I damer derimod… nå ja, Gud gjorde sig mange tanker da han indrettede jer.“ Jeg spekulerede på om han serverede den om rørlægningen for alle de par der søgte hjælp hos ham.

„Hvor heldigt for os,“ sagde Soraya.

Dr. Rosen lo en latter der næsten lød ægte. Han gav mig en laboratoriemærkat og en plasticbeholder og rakte Soraya en henvisning til at få taget et par rutineblodprøver. Vi gav ham hånden. „Velkommen om bord,“ sagde han da han viste os ud.

Jeg bestod med flyvende faner.

De næste par måneder gik i ét for Soraya med alle de mange prøver hun skulle igennem. Gennemsnitlig legemstemperatur, blodprøver for ethvert tænkeligt hormon, urinprøver, flere blodprøver og flere urinprøver. Soraya gennemgik noget man kaldte en hysteroskopi – dr. Rosen førte et teleskop op i Sorayas livmoder og kiggede sig omkring. Han fandt intet. „Ingen prop i rørene,“ meddelte han og rullede sine latexhandsker af. Jeg ville ønske han holdt op med at kalde det det – vi var ikke et badeværelse. Da prøverne var taget, forklarede han at han ikke kunne forklare hvorfor vi ikke kunne få børn. Og det var, øjensynligt, ikke særlig usædvanligt. Det blev kaldt ‘uforklarlig barnløshed’.

Så kom behandlingsfasen. Vi prøvede et middel der hed Clomid, og derefter GnRH, en række indsprøjtninger som Soraya selv administrerede. Da de slog fejl, anbefalede dr. Rosen kunstig befrugtning. Vi modtog et høfligt brev fra sundhedsvæsenet der ønskede os held og lykke, men beklagede ikke at kunne dække omkostningerne.

Vi betalte for behandlingen med det forskud jeg havde fået for min bog. In vitro-behandlingen viste sig at være langvarig, omhyggelig, frustrerende og i sidste ende frugtesløs. Efter i måneder at have siddet i venteværelser og læst ugeblade, efter endeløse papirkitler og kolde, sterile undersøgelsesværelser oplyst af lysstofrør og gentagne gange at have været igennem ydmygende og detaljerede gennemgange af vores sexliv over for totalt fremmede mennesker, efter injektioner og sonder og tusindvis af prøver, endte vi igen hos dr. Rosen og hans tog.

Han sad over for os, trommede på bordpladen og tog for første gang ordet ‘adoption’ i sin mund. Soraya græd hele vejen hjem.

Soraya gav sine forældre nyheden weekenden efter vores sidste snak med dr. Rosen. Vi sad ude i baghaven og grillede ørred og nippede til yoghurt-dogh. Det var marts måned 1991 og tidligt på aftenen. Khala Jamila havde vandet roserne og sine nyplantede kaprifolier, og duften fra dem blandede sig med lugten af stegt fisk. To gange havde hun rakt ud og strøget Soraya over håret og sagt: „Gud ved bedst, bachem. Måske var det ikke Hans plan med jer.“

Soraya blev ved med at se ned på sine hænder. Hun var træt, vidste jeg, træt af det hele. „Lægen sagde at vi kunne adoptere,“ mumlede hun.

General Taheris hoved røg op da han hørte det. Han lagde låget på grillen. „Hvad gjorde han?“

„Han sagde at det var en mulighed,“ sagde Soraya.

Vi havde talt om det på vej derhen. Soraya var i bedste fald ambivalent. „Jeg ved det er fjollet og forfængeligt,“ sagde hun til mig på vej til sine forældre, „men jeg kan ikke gøre for det. Jeg har altid drømt om at holde et barn i mine arme og vide at mit blod havde ernæret det i ni måneder, at jeg en dag ville kunne se ind i dets øjne og overrasket se enten dig eller mig i dem, at den baby ville vokse op og have dit smil eller mit. Uden det… Er det forkert?“

„Nej,“ sagde jeg.

„Er jeg egoistisk?“

„Nej, Soraya.“

„For hvis du virkelig gerne vil…“

„Nej,“ sagde jeg. „Hvis vi gør det, må ingen af os være i tvivl, og vi skal begge være enige om det. Alt andet ville være forkert over for barnet.“

Hun hvilede hovedet mod ruden og tav hele resten af turen.

Nu satte generalen sig hen ved siden af hende. „Bachem, denne adoptions…snak. Jeg er ikke sikker på det er noget for os afghanere.“ Soraya så træt på mig og sukkede.

„For det første vil de vokse op og en dag ønske at vide hvem deres biologiske forældre er,“ sagde han. „Ikke at man kan bebrejde dem det. En gang imellem forlader de det hjem man har knoklet for at give dem, for at finde de mennesker der gav dem liv. Blod er en faktor man må tage med i sine beregninger, bachem, husk det.“

„Jeg vil ikke tale om det,“ sagde Soraya.

„Jeg vil blot sige én ting til,“ sagde han. Jeg kunne høre at han var ved at tale sig varm; vi skulle til at høre et af generalens små foredrag. „Tag nu for eksempel Amir jan her. Vi kendte alle hans far, jeg vidste hvem hans farfar var i Kabul og hans oldefar før ham. Jeg kan sidde her og spore generationer af hans forfædre for dig, hvis du bad mig om det. Det er derfor jeg ikke tøvede da hans far – Gud give ham fred – gik khastegari. Og tro mig, hans far ville ikke være gået ind på at anmode om din hånd hvis han ikke havde vidst hvem du nedstammede fra. Blod er en faktor man må regne med, bachem, og hvis du adopterer, ved du ikke hvis blod du bringer ind i dit hjem.

Hvis du er amerikaner, er det ligegyldigt. Folk her gifter sig af kærlighed; familienavn og slægt er af underordnet betydning. På samme måde adopterer de børn; når blot barnet er sundt, er alle glade. Men vi er afghanere, bachem.“

„Er maden ikke snart færdig?“ spurgte Soraya. General Taheri kiggede lidt længere på hende. Så klappede han hende på knæet. „Vær glad over at du er sund og rask og har en god mand.“

„Hvad siger du, Amir jan?“ spurgte khala Jamila.

Jeg satte mit glas fra mig på muren hvor en række af hendes potteplanter stod og dryppede vand. „Jeg tror jeg er enig med general sahib.“

Generalen nikkede tilfreds og gik tilbage til grillen.

Vi havde alle vores grunde til ikke at adoptere. Soraya havde sine, generalen havde sine, og jeg havde denne: Måske havde et eller andet, en eller anden, et eller andet sted, besluttet at nægte mig forældreskabet på grund af ting jeg havde gjort. Måske var det min straf, og måske var det en retfærdig straf. Måske var det ikke Hans plan med jer, havde khala Jamila sagt. Eller måske var det netop noget Han havde gået og pønset på.

Nogle måneder senere brugte vi forskuddet på min næste roman som udbetaling på et kønt lille victoriansk hus i San Franciscos Bernal Heights. Der var to soveværelser, tagrejsning, plankegulve og en lille baghave med solterrasse og bålplads. Generalen hjalp mig med at høvle solterrassen af og male vægge. Khala Jamila klagede over at vi skulle bo en times kørsel fra dem, især fordi hun mente at Soraya havde brug for al den kærlighed og støtte hun kunne få – og overså fuldstændig at hendes velmente, men anmassende medlidenhed var præcis det der fik Soraya til at flytte.

En gang imellem, når jeg lå vågen og lyttede til terrassedøren der stod og svingede i brisen, og fårekyllingerne der sang ude i haven, var det som om jeg næsten fysisk kunne mærke tomheden i Sorayas livmoder, som et levende, åndende væsen. Den havde sneget sig ind i vores ægteskab, denne tomhed, ind i vores latter og i vores elskov. Og om natten, i mørket i vores soveværelse, var det som om jeg kunne mærke den stige op fra Soraya og lægge sig imellem os. For at sove imellem os. Som et nyfødt barn.