ATTEN

Solen var næsten gået ned, og tilbage var en himmel indhyllet i violette og røde farver. Jeg gik ned ad den travle, smalle gade der førte væk fra Rahim Khans lejlighed. Gaden var en larmende gennemkørselsvej midt i en labyrint af stræder og gyder fyldt med fodgængere, cyklister og rickshawer. Der hang skilte på alle hjørner, reklamer for Coca-Cola og cigaretter; biografreklamer fra Lollywood med sensuelle skuespillerinder der dansede med kønne, mørklødede mænd på marker fyldt med morgenfruer.

Jeg gik ind i et tilrøget, lille samovar-hus og bad om en kop te. Jeg tippede tilbage på klapstolen og gned mig i ansigtet. Følelsen af at glide ned mod en afgrund begyndte at fortage sig. I stedet for havde jeg det som en mand der vågner i sit eget hus og opdager at der er flyttet om på møblerne så hjørner og hyggekroge ser fremmede ud. Desorienteret må han revurdere sine omgivelser, revurdere sig selv.

Hvordan kunne jeg have været så blind? Sporene havde været overalt omkring mig, og nu kom de flyvende tilbage: Baba der hyrede dr. Kumar til at ordne Hassans hareskår. Baba der aldrig glemte Hassans fødselsdag. Jeg kan huske den dag vi lagde tulipanløg, dengang jeg spurgte baba om han nogensinde havde overvejet at anskaffe sig nye tjenere. Hassan bliver her hos os, havde han ophidset sagt. Han bliver lige her hos os hvor han hører hjemme. Dette er hans hjem, og vi er hans familie. Han havde grædt, grædt, da Ali meddelte at han og Hassan rejste fra os.

Tjeneren satte en tekop på bordet foran mig. Der hvor bordbenene krydsede som et X, var der en ring med messingkugler, hver på størrelse med en valnød. En af kuglerne var drejet løs. Jeg bøjede mig ned og strammede den. Jeg ville ønske at jeg lige så nemt kunne ordne mit eget liv. Jeg tog en slurk af den sorteste te jeg havde drukket i mange år, og forsøgte at tænke på Soraya, på generalen og khala Jamila, på den roman der skulle skrives færdig. Jeg forsøgte at følge med i trafikken der strømmede forbi ude på gaden, de mange mennesker der myldrede ind og ud af små konfektbutikker. Forsøgte at lytte til qawali-musikken der spillede fra en transistorradio på nabobordet. Alt muligt. Men jeg blev ved med at se baba for mig den dag jeg bestod min sidste eksamen, da han sad i den Ford han lige havde foræret mig, lugtende af øl, og hans ord rungede i mine ører: Jeg ville ønske at Hassan havde været her i dag.

Hvordan havde han kunnet lyve for mig i alle de mange år? For Hassan? Han havde siddet med mig på skødet da jeg var lille, set mig lige i øjnene og sagt: Der findes kun én synd… Når du lyver, stjæler du en mands krav på sandhed. Havde han ikke sagt netop de ord til mig? Og nu, femten år efter at jeg havde lagt ham i graven, hørte jeg at baba havde været en tyv. Og en tyv af værste skuffe, for det han havde stjålet, havde været helligt: fra mig retten til at vide at jeg havde en bror, fra Hassan retten til at vide hvem han var, og fra Ali hans ære. Hans nang. Hans namoos.

Spørgsmålene blev ved med at komme myldrende: Hvordan havde baba kunnet se Ali i øjnene? Hvordan havde Ali kunnet bo i det hus, dag ud og dag ind, vel vidende at hans herre havde frataget ham hans ære på den værste måde en afghansk mand kunne gøres æreløs på? Og hvordan skulle jeg kunne få dette nye billede af baba til at stemme overens med det der havde været ætset ind i mit hoved så længe: Da han i sit gamle brune sæt tøj vaklede op ad Taheris indkørsel for at anmode om Sorayas hånd?

Her er endnu en kliché som min lærer på universitetet ville have hånet: Som far, så søn. Men det var sandt, var det ikke? Det havde vist sig at baba og jeg lignede hinanden mere end jeg nogensinde havde anet. Vi havde begge forrådt de mennesker som ville være gået i døden for os. Og med denne erkendelse kom en ny: at Rahim Khan havde tilkaldt mig ikke blot for at jeg skulle sone mine egne synder, men også babas.

Rahim Khan havde sagt at jeg altid havde tænkt for ringe om mig selv. Men var det sandt? Det var sandt at jeg ikke havde tvunget Ali til at træde på en landmine, og jeg havde ikke tilkaldt talibanerne så de kunne skyde Hassan. Men jeg havde jaget Hassan og Ali ud af huset. Var det for langt ude at forestille sig at meget kunne være gået anderledes hvis jeg ikke havde gjort det? Måske ville baba have taget dem med til Amerika. Måske ville Hassan nu have haft sit eget hjem, et arbejde, en familie, en tilværelse i et land hvor folk var ligeglade med at han var en hazara, fordi de færreste anede hvad en hazara var. Måske. Men så igen, måske ikke.

Jeg kan ikke tage til Kabul, havde jeg sagt til Rahim Khan. Jeg har en kone i Amerika, et hjem, en karriere – og en familie. Men hvordan kunne jeg pakke sammen og rejse hjem når mine gerninger måske havde kostet Hassan chancen for at opnå netop disse ting?

Jeg ville ønske at Rahim Khan ikke havde ringet. Jeg ville ønske han havde ladet mig leve videre i lykkelig uvidenhed. Men han havde ringet. Og det Rahim Khan havde afsløret, forandrede alting. Fik mig til at se tilbage på hele mit liv, længe før den vinter i 1975, helt tilbage til dengang en syngende hazarakvinde stadig ammede mig; fik mig til at se løgne, forræderi og hemmeligheder der kørte i ring.

Det er muligt at gøre uret god igen, havde han sagt.

En måde at bryde den onde cirkel på.

Ved hjælp af en lille dreng. En forældreløs dreng. Hassans søn. Et eller andet sted i Kabul.

I rickshawen på vej tilbage til Rahim Khans lejlighed sad jeg og tænkte på dengang baba sagde at mit problem var at en anden altid havde udkæmpet mine kampe for mig. Jeg var nu otteogtredive år gammel. Jeg havde fået høje tindinger, mit hår var gråsprængt, og på det seneste havde jeg opdaget små, fine rynker i øjenkrogene. Jeg var ældre nu, men måske endnu ikke for gammel til at begynde at udkæmpe mine egne kampe. Baba havde løjet om mange ting, havde det vist sig, men måske var det én af de ting han ikke havde løjet om.

Jeg kiggede igen på det runde ansigt på fotoet, på den måde hvorpå solen faldt ind på det. Min brors ansigt. Hassan havde elsket mig, elsket mig som ingen anden havde eller ville komme til igen. Han var død nu, men en del af ham levede videre. Den del befandt sig i Kabul.

Og ventede.

Rahim Khan bad namaz i hjørnet af stuen da jeg kom tilbage. Han var blot en mørk silhuet mod en blodrød himmel der bøjede sig mod vest. Jeg ventede på at han skulle blive færdig.

Så sagde jeg til ham at jeg ville tage til Kabul. Bad ham om at kontakte mr. og mrs. Caldwell næste dag.

„Jeg vil bede for dig, Amir jan,“ sagde han.