TOOGTYVE

Farid drejede Land Cruiseren op ad indkørslen til et stort hus i Wazir Akbar Khan. Han parkerede i skyggen under piletræer hvis grene hang ud over muren omkring en grund på 15. gade, Sarak-e-Mehmana, Gæsternes Gade. Han slukkede motoren, og vi sad tavse et minuts tid og lyttede til klikkelyden fra motoren der kølede af. Farid skiftede stilling i sædet og legede med nøglerne der stadig hang i tændingen. Jeg kunne se at han samlede mod til at sige noget til mig.

„Jeg tror jeg bliver her i bilen,“ sagde han til sidst en smule undskyldende. Han ville ikke se på mig. „Det her er din sag, og jeg…“

Jeg klappede ham på armen. „Du har allerede gjort langt mere end jeg har betalt dig for. Jeg forventer ikke at du går med ind.“ Men jeg ville ønske at jeg ikke behøvede at gå alene derind. Trods alt det jeg havde erfaret om baba, ville jeg ønske at han stod ved siden af mig nu. Baba ville være braset ind gennem døren og have forlangt at blive ført til den der bestemte; han ville have pisset på skægget på hvem som helst der stod i vejen for ham. Men baba havde været død i mange år og lå begravet på den afghanske afdeling på den lille kirkegård i Hayward. Så sent som i sidste måned havde Soraya og jeg lagt en buket margueritter og fresier på hans grav. Jeg var helt alene.

Jeg steg ud af bilen og gik hen til den høje træport i indkørslen. Jeg ringede på klokken, men der lød ingen summelyd – stadig ingen strøm – og jeg var nødt til at hamre på porten. Et øjeblik efter hørte jeg anspændte stemmer på den anden side, og et par mænd bevæbnet med Kalashnikover lukkede op.

Jeg skævede tilbage mod Farid og hviskede stumt: Jeg er snart tilbage, uden på nogen måde at være sikker på at jeg ville være det.

De bevæbnede mænd kropsvisiterede mig fra top til tå, klappede mig på benene, befølte mig i skridtet. En af dem sagde noget på pashto, og de klukkede begge to. Vi trådte gennem porten. De to vagter eskorterede mig hen over en velplejet græsplæne og forbi et bed med geranier og lave buske langs husmuren. En gammel pumpe stod længst tilbage i gården. Jeg kan huske at kaka Homayoun havde haft sådan en pumpe i sit hus i Jalalabad – tvillingerne, Fazila og Karima, og jeg plejede at smide småsten i brønden og lytte efter plasket.

Vi gik op ad et par trin og ind i det store, sparsomt møblerede hus. Vi gik gennem hallen – et stort afghansk flag hang på den ene af væggene – og mændene viste mig ovenpå til et rum med to ens mintgrønne sofaer og et stort fjernsyn i hjørnet længst tilbage. Et bedetæppe med et lidt for aflangt billede af Mekka var sømmet til en af væggene. Den ældste af de to mænd gjorde tegn med geværløbet mod den ene sofa. Jeg satte mig ned. De forlod rummet.

Jeg krydsede benene. Strakte dem ud igen. Placerede mine svedige hænder på knæene. Fik det mig til at virke nervøs? Jeg foldede dem, besluttede at det var værre, og lagde til sidst armene over kors. Blodet dunkede i mine tindinger. Jeg følte mig ganske forfærdeligt alene. Tanker fløj gennem mit hoved, men jeg ønskede slet ikke at tænke på noget, for en nøgtern del af mig vidste at det jeg havde rodet mig ud i, var det glade vanvid. Jeg var tusinder af kilometer fra min kone, sad i et rum der føltes som en fængselscelle, og ventede på en mand som jeg samme dag havde set myrde to mennesker. Det var vanvid. Værre end det, det var uansvarligt. Der var en meget reel chance for at jeg var på vej til at gøre Soraya til biwa, enke, i en alder af seksogtredive. Det her er ikke dig, Amir, sagde en del af mig. Du er en kryster. Det er lige præcis hvad du er. Og det er ikke så slemt, for det forsonende er at du aldrig har løjet for dig selv hvad det angik. Ikke om det. Der er intet galt i at være en kujon når blot fejheden udspringer af forsigtighed. Men en kujon der glemmer hvad han er… Gud se i nåde til ham.

Der stod et kaffebord foran sofaen. Benene krydsede i et X og havde en ring med valnøddestore messingkugler der hvor metalbenene mødtes på midten. Jeg havde set et bord som det et andet sted. Hvor? Og så huskede jeg det: i det lille travle tehus i Peshawar. På bordet stod en skål med røde druer. Jeg tog en og spiste den. Jeg var nødt til at beskæftige mig med noget, hvad som helst, for at gøre stemmen tavs oppe i mit hoved. Druen var sød. Jeg spiste en til, uvidende om at det skulle blive min sidste faste føde i meget lang tid.

Døren gik op, og de to bevæbnede mænd kom tilbage på hver sin side af den høje, hvidklædte talib som stadig havde sine John Lennon-solbriller på der fik ham til at ligne en bredskuldret, New Age-guru af en slags.

Han satte sig over for mig og lagde hænderne på armlænet på sin stol. I lang tid sagde han ingenting. Sad bare der og så på mig. Den ene hånd trommede på armlænet, den anden drejede på en bedekrans af turkisblå perler. Han var iført en sort vest over den hvide skjorte, og havde et guldur om håndleddet. Jeg så en indtørret blodplet på hans venstre ærme. Der var noget morbidt fascinerende ved at han ikke havde skiftet tøj siden henrettelserne tidligere på dagen.

Fra tid til anden løftede han hånden fra armlænet, og hans tykke fingre slog imod noget i luften. Langsomme strygende bevægelser, op og ned, fra side til side, som om han kærtegnede et usynligt kæledyr. Et af hans ærmer trak sig tilbage, og jeg så mærker på underarmen – jeg havde set samme slags mærker hos hjemløse i San Franciscos mere skumle kvarterer.

Hans hud var meget blegere end de to andre mænds, næsten gullig, og små sveddråber skinnede på hans pande lige under den sorte kant på turbanen. Også hans skæg, der gik ned til brystet som de andres, var lysere end normalt.

„Salaam alaykum,“ sagde han.

„Salaam.“

„Du kan godt lægge det, ved du,“ sagde han.

„Undskyld?“

Han vendte håndfladen opad mod en af de bevæbnede mænd og gjorde en bevægelse. Rrriiiip. Pludselig sved huden på mine kinder, og vagten kastede fnisende mit skæg op i luften og greb det igen. Talib’en grinede. „Et af de bedste jeg har set i lang tid, må jeg indrømme. Men det er meget bedre sådan, synes jeg. Er du ikke enig?“ Han gned sig i hånden, knipsede med fingrene, åbnede og lukkede hånden. „Nå, Inshallah, du nød vel forestillingen i dag?“

„Var det hvad det var?“ spurgte jeg og gned mig på kinderne. Jeg håbede ikke min stemme afslørede den nøgne angst jeg pludselig følte.

„Offentlig eksekvering af en dom er altid en fantastisk forestilling, broder. Drama. Spænding. Og især belæring af masserne.“ Han knipsede med fingrene. Den yngste vagt tændte en cigaret for ham. Talib’en lo. Mumlede et eller andet. Han rystede på hånden og havde nær tabt cigaretten. „Men hvis du ville se en helt fantastisk forestilling, skulle du have været med mig i Mazar. August 1998, var det.“

„Undskyld?“

„Vi lod dem ligge ude til hundene.“

Jeg forstod hvad han talte om.

Han rejste sig, gik en gang rundt om sofaen, to gange. Satte sig ned igen. Han talte hurtigt videre: „Vi gik fra dør til dør, råbte på mændene og drengene. Vi skød dem der, lige foran deres familier. Lod dem se det hele. Gav dem en påmindelse om hvem de var, hvem de tilhørte.“ Det var lige før han gispede nu. „En gang imellem sparkede vi døren op og brød ind i deres hjem. Og… og jeg ville… og jeg ville dreje løbet på mit gevær hele vejen rundt og skyde og skyde indtil røgen sved i øjnene på mig.“ Han bøjede sig frem som en mand der skulle til at fortælle mig en stor hemmelighed. „Du forstår ikke betydningen af ordet ‘befriende’ før du har gjort den slags, har stået i et rum fyldt med mål og ladet kuglerne flyve, uden skyld og anger. Og vidst at du var dydig, god og anstændig. Vidst at du udførte Guds arbejde. Det er åndeløst betagende.“ Han kyssede bedekransen og lagde hovedet på skrå. „Kan du huske det, Javid?“

„Ja, agha sahib,“ sagde den unge vagt. „Hvordan skulle jeg kunne glemme det?“

Jeg havde læst om massakren på hazaraerne i Mazar-i-Sharif i aviserne. Den havde fundet sted lige før talibanerne erobrede Mazar, en af de sidste byer der overgav sig. Jeg kan huske at Soraya dødningebleg i ansigtet rakte mig avisen hen over morgenbordet.

„Fra dør til dør. Vi hvilede os kun for at spise og bede,“ sagde talib’en. Han sagde det henført, som en mand der fortalte om en helt fantastisk fest han havde været med til. „Vi lod de døde ligge ude på gaden, og hvis deres familier forsøgte at snige sig ud og trække dem ind i huset, skød vi også dem. Vi lod dem ligge ude på gaden i flere dage. Vi lod dem ligge til hundene. Hundeæde til hunde.“ Han klemte om sin cigaret. Gned sig med rystende fingre i øjnene. „Du kommer fra Amerika?“

„Ja.“

„Hvordan går det med den hore nu om dage?“

Jeg følte pludselig trang til at tisse. Jeg bad til at det ville gå over igen. „Jeg leder efter en dreng.“

„Gør alle ikke det?“ sagde han. Mændene med Kalashnikoverne lo. Deres tænder var grønplettede af naswar.

„Jeg har hørt at han er her, hos Dem,“ sagde jeg. „Hans navn er Sohrab.“

„Jeg vil gerne spørge dig om noget: Hvad laver du med den skøge? Hvorfor er du ikke her, sammen med dine muslimske brødre, og tjener dit land?“

„Jeg har været længe væk,“ var det eneste jeg kunne finde på at sige. Jeg følte mig meget varm i hovedet. Jeg pressede knæene sammen, forsøgte at holde mig.

Talib’en vendte sig mod de to mænd henne ved døren. „Er det et svar?“ spurgte han.

„Nej, agha sahib,“ svarede de i kor, smilende.

Han kiggede tilbage på mig. Trak på skuldrene. „Det var ikke et svar, sagde de.“ Han tog et sug af cigaretten. „Der er dem i min omgangskreds der mener at det at forlade ens watan når det mest har brug for en, er det samme som forræderi. Jeg kunne få dig arresteret for forræderi, tilmed få dig skudt. Gør det dig bange?“

„Jeg er her kun for at hente drengen.“

„Gør det dig bange?“

„Ja.“

„Det burde det også,“ sagde han. Han lænede sig tilbage i sofaen. Skoddede cigaretten.

Jeg tænkte på Soraya. Det gjorde mig lidt roligere. Jeg tænkte på hendes halvmåneformede modermærke, den elegante kurve på hendes hals, hendes strålende øjne. Jeg tænkte på vores bryllup, hvordan vi havde kigget på hinandens spejlbillede under det grønne slør, hvordan hun var blevet rød i kinderne da jeg hviskede at jeg elskede hende. Jeg kan huske at vi dansede til en gammel afghansk sang, rundt og rundt, alle kiggede på os og klappede, en udflydende verden af blomster, kjoler, smokinger og smilende ansigter.

Talib’en sagde et eller andet.

„Undskyld?“

„Jeg spurgte om du gerne ville se ham? Vil du gerne se min dreng?“ Hans overlæbe krøllede sig sammen i den ene mundvig da han sagde de to sidste ord.

„Ja tak.“

Vagten forlod værelset. Jeg hørte en knirkende dør gå op. Hørte vagten sige noget på pashto, med barsk stemme. Så skridt og klokkeringlen for hvert trin. Det mindede mig om abemanden som Hassan og jeg plejede at opsøge i Shar-e-Nau. Vi betalte ham en rupia for at aben skulle danse for os. Klokken omkring abens hals havde lavet den samme ringlelyd.

Så gik døren op, og vagten kom ind. Han bar en ghettoblaster på den ene skulder. Bag ham kom en dreng klædt i en løsthængende, safirblå pirhan-tumban.

Ligheden var overvældende. Forstyrrende. Rahim Khans foto kom ikke i nærheden af sandheden.

Drengen havde faderens runde måneansigt, den samme fremragende hage, de samme krøllede konkylieører, den samme spinkle kropsbygning. Det var min barndoms kinesiske dukkeansigt, det ansigt der på vinterdage havde kigget på mig over en håndfuld spillekort, ansigtet bag myggenettet når vi om sommeren sov oppe på taget på min fars sommerhus. Han var glatraget, hans øjne tegnet op med mascara, og hans kinder var unaturligt røde. Da han standsede midt i rummet, holdt klokkerne omkring hans ankler op med at ringe.

Hans blik faldt på mig. Blev der lidt. Så så han væk. Så ned på sine bare fødder.

En af vagterne trykkede på en knap, og pashtunsk musik fyldte værelset. Tabla, harmonika, hvinet fra en dil-roba. Jeg gættede på at musik ikke var syndig når blot den spillede for taliban-ører. De tre mænd begyndte at klappe i hænderne.

„Wah wah! Mashallah!“ heppede de.

Sohrab løftede armene og drejede langsomt rundt. Han kom op på tå, snurrede yndefuldt rundt, gik ned i knæ, rettede sig op, snurrede rundt igen. Hans små hænder snoede sig ved håndleddene, fingrene knipsede, og hans hoved gik som et pendul fra side til side. Hans fødder dunkede i gulvet, klokkerne ringlede i perfekt harmoni med tabla-rytmen. Han havde øjnene lukket.

„Mashallah!“ heppede de. „Shahbas!“ Bravo! De to vagter piftede og lo. Den hvidklædte talib nikkede i takt med musikken; munden stod halvt åben i et sjofelt grin.

Sohrab dansede rundt i en cirkel, med lukkede øjne, dansede indtil musikken standsede. Klokkerne ringede en sidste gang da han stampede foden i gulvet til den sidste tone. Han stivnede midt i en drejning.

„Bia, bia, min dreng,“ sagde talib’en og kaldte Sohrab hen til sig. Sohrab gik derhen, med bøjet hoved, stillede sig mellem hans knæ. Talib’en slog armene om drengen. „Så talentfuld han er, ikke sandt, min hazaradreng!“ sagde han. Hans hænder gled ned ad ryggen på drengen, så op og ind i hans armhuler. En af vagterne stak en albue i siden på den anden og fnisede. Talib’en beordrede dem ud af værelset.

„Ja, agha sahib,“ sagde de og gik.

Talib’en snurrede drengen rundt så han stod med front mod mig. Han lagde armene omkring drengens mave og hvilede hagen på hans skulder. Sohrab så ned på sine fødder, men blev ved med at sende mig skæve, generte blikke. Mandens hånd gled op og ned ad drengens mave. Op og ned, langsomt, blidt.

„Jeg har for resten spekuleret på noget,“ sagde talib’en og kiggede på mig hen over Sohrabs skulder. „Hvad blev der egentlig af gamle Babalu?“

Spørgsmålet ramte mig som et kølleslag mellem øjnene. Jeg kunne mærke farven vige fra mit ansigt. Jeg blev kold. Følelsesløs.

Han lo. „Hvad havde du regnet med? At du tog et falsk skæg på, og jeg så ikke ville kunne genkende dig? Her er noget jeg vil vædde på du aldrig har vidst om mig: Jeg glemmer aldrig et ansigt. Aldrig.“ Han strejfede Sohrabs øre med læberne uden at tage øjnene fra mig. „Jeg har hørt at din far er død. Synd. Jeg har altid ønsket at se hvor meget gehalt der i virkeligheden var i ham. Nu ser det ud til at jeg må nøjes med hans svækling af en søn.“ Og så tog han solbrillerne af og kiggede mig direkte ind i øjnene. Jeg lagde mærke til at hans øjne var blodskudte.

Jeg forsøgte at trække vejret, men kunne ikke. Jeg forsøgte at blinke, men kunne ikke. Øjeblikket føltes surreelt – nej, ikke surreelt, absurd – det havde slået luften ud af mig, fået verden til at gå i stå omkring mig. Mine kinder brændte. Hvad var det man sagde om den falske mønt? Sådan var min fortid: Den vendte altid tilbage. Hans navn steg op fra dybet, og jeg ønskede ikke at sige det højt, som om det at gøre det ville mane ham frem. Men han var der allerede, lige foran mig, i sofaen mindre end tre meter fra mig, efter alle de mange år. Navnet undslap mine læber: „Assef.“

„Amir jan.“

„Hvad laver du her?“ spurgte jeg, vel vidende hvor helt igennem tåbeligt mit spørgsmål lød, men ude af stand til at finde på andet at sige.

„Jeg?“ Assef hævede et øjenbryn. „Jeg er i mit rette element. Spørgsmålet er hvad du laver her?“

„Det har jeg sagt,“ sagde jeg. Min stemme rystede. Jeg ville ønske den ikke gjorde det, ville ønske at kødet på min krop ikke skrumpede ind til ingenting.

„Drengen?“

„Ja.“

„Hvorfor?“

„Jeg vil betale dig for ham,“ sagde jeg. „Jeg kan få pengene telegraferet hertil.“

„Penge?“ sagde Assef. Han fnisede. „Har du nogensinde hørt om Rockingham? Vestaustralien, et lille paradis på jorden. Du skulle se det, kilometerlange strande. Grønt vand, blå himmel. Mine forældre bor der, i en villa ud mod havet. Der er golfbane bag villaen og en lille sø. Far spiller golf hver dag; mor, hun foretrækker tennis – far siger at hun har en dræbende baghånd. De ejer en afghansk restaurant og to smykkeforretninger som begge går fantastisk godt.“ Han plukkede en drue. Stak den, kærligt, i munden på Sohrab. „Så hvis jeg manglede penge, ville jeg bede dem sende mig nogen.“ Han kyssede Sohrab på siden af halsen. Drengen krympede sig en smule og lukkede øjnene igen. „I øvrigt var det ikke penge der fik mig til at kæmpe mod Shorawi. Jeg sluttede mig heller ikke til talibanerne for pengenes skyld. Vil du gerne vide hvorfor jeg sluttede mig til dem?“

Mine læber var blevet tørre. Jeg fugtede dem og opdagede at også min tunge var tør.

„Er du tørstig?“ spurgte Assef med et smørret grin.

„Nej.“

„Jeg tror du er tørstig.“

„Jeg har det udmærket,“ sagde jeg. Sandheden var at det pludselig føltes meget varmt i rummet – sveden sprang ud af mine porer, kildede mig på huden. Kunne det passe, det her? Sad jeg virkelig over for Assef?

„Som du vil,“ sagde han. „Nå, hvor kom jeg fra? Åh jo, hvorfor jeg sluttede mig til talibanerne. Måske husker du at jeg ikke var særlig religiøs i gamle dage. Men en dag fik jeg en åbenbaring. Jeg fik den i fængslet. Vil du gerne høre om den?“

Jeg svarede ikke.

„Udmærket. Så skal jeg fortælle dig det,“ sagde han. „Jeg sad i fængslet, i Poleh-Charkhi, lige efter at Babrak Karmal tog magten i 1980. Jeg endte i fængslet en aften da en flok parchami-soldater marcherede ind i vores hus og truede min far og mig til at følge med. De sjovere gav ingen grund, og de ville ikke besvare min mors spørgsmål. Ikke at det var noget mysterium; alle og enhver vidste at kommunisterne ikke havde nogen manerer. De kom fra fattige familier uden navn. De samme hunde som ikke var egnet til at slikke vores støvler før Shorawi kom hertil, stak nu et geværløb i ryggen på mig, og med parchami-flaget på deres ærmer holdt de et lille foredrag om borgerskabets fald og opførte sig som om det var dem der havde klasse. Det skete overalt: De gennede de rige sammen, smed dem i fængsel, satte et eksempel til efterfølgelse for kammeraterne.

Nå, men vi sad i grupper på seks i de her småbitte celler der hver var på størrelse med et køleskab. Hver aften beordrede kommandanten, halvt hazara, halvt usbeker, et udyr der lugtede som et råddent æsel, en af fangerne ud af cellen, og så gennembankede han ham indtil sveden løb ham ned ad ansigtet. Bagefter tændte han en cigaret, knækkede fingre og gik sin vej. Næste aften kom han for at give en anden samme behandling. En aften pegede han på mig. Det kunne ikke være sket på et værre tidspunkt. Jeg havde tisset blod i tre dage. Nyresten. Og hvis du aldrig har haft nyresten, så tro mig når jeg siger at smerten er ufattelig. Min mor plejede at få nyresten, og jeg kan huske at hun hellere ville føde et barn end have nyresten. Men hvad kunne jeg gøre? De slæbte mig ud, og han begyndte at sparke mig. Han havde knæhøje støvler på med stålforstærket tå som han tog på hver aften før han begyndte på sin lille sparkeleg, og han brugte dem på mig. Jeg skreg og skreg, og han blev ved med at sparke, og pludselig ramte han min venstre nyre, og stenen passerede. Bare sådan! Åh, hvilken lettelse!“ Assef lo. „Og jeg råbte: ‘Allah-u-akbar’, og han sparkede mig endnu hårdere, og jeg begyndte at le. Han blev rasende og slog og sparkede, og jo hårdere han slog og sparkede, jo højere lo jeg. De smed mig tilbage i cellen, og jeg grinede videre. Lo og lo fordi jeg pludselig vidste at det havde været en besked fra Gud: Han var på min side. Af en eller anden grund ønskede han at jeg skulle leve.

Jeg løb ind i kommandanten på slagmarken nogle år senere – pudsigt som Guds veje er uransagelige. Jeg fandt ham i en skyttegrav lige uden for Meymanah. Han var blevet ramt af en granatsplint i brystet og lå og forblødte. Han havde de samme støvler på. Jeg spurgte om han kunne huske mig. Han sagde nej. Jeg fortalte ham det samme som jeg lige har fortalt dig, at jeg aldrig glemmer et ansigt. Så skød jeg ham i nosserne. Mit liv har været en mission lige siden da.“

„Hvad slags mission?“ hørte jeg mig selv sige. „Stene ægteskabsbrydere? Voldtage børn? Piske kvinder fordi de går med høje hæle? Massakrere hazaraer? Alt sammen i islams navn?“ Ordene strømmede uventet og pludseligt ud af mig, kom ud før jeg nåede at trække i nødbremsen. Jeg ville ønske jeg kunne tage dem tilbage. Sluge dem. Men de var ude nu. Jeg var gået over en grænse, og det lille håb jeg havde haft om at komme derfra i live, forsvandt med de ord.

Et overrasket udtryk passerede hen over Assefs ansigt, som et lyn, og forsvandt igen. „Jeg kan se at dagen trods alt kan gå hen og blive fornøjelig,“ sagde han og fnisede. „Men der er ting som forrædere som dig ikke forstår.“

„Hvad for eksempel?“

Assefs øjenbryn trak sig sammen. „Som at være stolt af sit folk, sine traditioner, sit sprog. Afghanistan er som et smukt hus fyldt med skrald, og en eller anden er nødt til at bære skraldet ud.“

„Var det hvad du gjorde i Mazar da du gik fra dør til dør? Bar skraldet ud?“

„Netop.“

„De har en betegnelse for det i vesten,“ sagde jeg. „De kalder det etnisk udrensning.“

„Gør de det?“ Assef lyste op. „Etnisk udrensning. Det kan jeg godt lide. Lyden af det.“

„Det eneste jeg beder om, er drengen.“

„Etnisk udrensning,“ mumlede Assef og smagte på ordene.

„Jeg vil gerne have drengen,“ gentog jeg. Sohrabs øjne flakkede hen mod mig. Det var offerlammets øjne. Også mascaraen hørte med – jeg kunne huske hvordan mullahen i vores gård på Eid-e-Qorban tegnede fårets øjne op med mascara og gav det et stykke sukker før han skar halsen over på det. Jeg mente at kunne se det samme bønfaldende blik i Sohrabs øjne.

„Fortæl mig hvorfor,“ sagde Assef. Han nappede Sohrabs ene øreflip mellem tænderne. Slap igen. Sveden perlede ned i hans øjenbryn nu.

„Det er min egen sag.“

„Hvad vil du med ham?“ spurgte han. Så et skælmsk smil. „Er du til drenge?“

„Det er afskyeligt, det her!“ sagde jeg.

„Hvor ved du det fra? Har du prøvet det?“

„Jeg vil tage ham med til et bedre sted.“

„Fortæl mig hvorfor.“

„Det er min egen sag,“ gentog jeg. Jeg vidste ikke hvad der gav mig mod til at svare så kort for hovedet, måske den kendsgerning at jeg alligevel skulle dø.

„Hvorfor mon?“ sagde Assef. „Hvorfor kommer du hele den lange vej, Amir, for at hente en hazara? Hvad er dit ærinde? Hvad er dit egentlige ærinde?“

„Jeg har mine grunde,“ sagde jeg.

„Udmærket,“ snerrede Assef. Han skubbede Sohrab fra sig, lige op i bordet. Sohrabs hofte ramte bordet og væltede det så druerne faldt på gulvet. Han faldt, med forsiden nedad, så der kom mørke vindruepletter på hans blå skjorte. Bordbenene og ringen med messingkuglerne pegede nu op mod loftet.

„Så tag ham,“ sagde Assef. Jeg hjalp Sohrab på benene og børstede maste druer der sad fast som burrer, af hans bukseben.

„Så tag ham dog,“ sagde Assef og pegede på døren.

Jeg tog Sohrab i hånden. Det var en lille hånd. Huden var tør og ru. Hans fingre bevægede sig, flettede sig ind i mine. Jeg tænkte på billedet, på hvordan hans arm havde ligget omkring Hassans lår, hans hoved mod faderens hofte. De havde begge smilet. Klokkerne ringede da vi gik over gulvet.

Vi nåede så langt som til døren.

„Men selvfølgelig,“ sagde Assef bag os, „er han ikke gratis.“

Jeg vendte mig om. „Hvor meget vil du have?“

„Du er nødt til at gøre dig fortjent til ham.“

„Hvad mener du?“

„Du og jeg har et mellemværende,“ sagde Assef. „Du husker det nok, ikke sandt?“

Han behøvede ikke gøre sig bekymringer. Jeg vil aldrig glemme den dag Daoud Khan afsatte kongen. Hver gang jeg i mit voksne liv hørte Daoud Khan nævnt, så jeg for mig Hassan med slangebøssen rettet mod Assefs ansigt, hørte Hassan sige at de snart blev nødt til at kalde ham Assef Enøje i stedet for Assef Goshhor. Jeg kan huske hvor misundelig jeg havde været over Hassans mod. Assef havde trukket sig tilbage med løfte om at han nok skulle få ram på os begge to. Det løfte havde han holdt over for Hassan. Nu var det min tur.

„All right,“ sagde jeg, fordi jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle sige. Jeg havde ikke til hensigt at trygle om nåde; det ville blot have forsødet øjeblikket for ham.

Assef kaldte vagterne tilbage til rummet. „Hør nøje efter hvad jeg siger,“ sagde han til dem. „Om et øjeblik lukker jeg døren her. Så han og jeg kan få afgjort et gammelt mellemværende. Uanset hvad I hører, må I ikke komme ind! Er det forstået? I må ikke komme ind!“

Vagterne nikkede. Så fra Assef og hen på mig. „Ja, agha sahib.“

„Når det er forbi, går en af os ud af dette rum i live,“ sagde Assef. „Hvis det er ham, har han gjort sig fortjent til friheden, og I skal lade ham gå, er det forstået?“

Den ældre vagt flyttede sig uroligt på benene. „Men agha sahib…“

„Hvis det er ham, skal I lade ham gå!“ skreg Assef. De to mænd fór sammen, men nikkede igen. De vendte sig om for at gå. En af dem rakte ud efter Sohrab.

„Lad ham bare blive,“ sagde Assef. Han grinede. „Lad ham se hvad der sker. Lektioner er en god ting for drenge.“

Vagterne gik. Assef lagde bedekransen fra sig. Rakte ned i lommen på sin sorte vest. Det han fiskede op, kom på ingen måde bag på mig: knojern af rustfrit stål med messingnitter.

Han har gel i håret og et Clark Gable-overskæg over de tykke læber. Gelen har gennemvædet den grønne kirurg-hætte, lavet en mørk plamage af form som Afrika. Det kan jeg huske om ham. Det og den gyldne Allah-kæde om hans mørke hals. Han kigger ned på mig nu, taler hurtigt på et sprog jeg ikke forstår, urdu, tror jeg. Mine øjne bliver ved med at glide ned til hans adamsæble som hopper op og ned, op og ned, og jeg vil gerne spørge ham om hvor gammel han er – han ser alt for ung ud, som en skuespiller i en udenlandsk sæbeopera – men det eneste jeg kan få ud, er et lavmælt: „Jeg tror han fik kam til sit hår. Jeg tror han fik kam til sit hår.“

Jeg ved ikke om Assef fik kam til sit hår. Jeg ved ikke hvordan det skulle kunne have ladet sig gøre. Hvordan skulle det kunne det? Det var første gang jeg var indblandet i en slåskamp. Jeg havde aldrig så meget som langet ud efter en anden i hele mit liv.

Det jeg husker fra kampen med Assef, sker i forbløffende levende frekvenser: Jeg kan huske at Assef tændte for musikken før han tog knojernene på. Bedetæppet, det med det aflange, vævede Mekka, faldt på et tidspunkt ned fra væggen og landede på mit hoved; støvet fik mig til at nyse. Jeg kan huske at Assef tværede druer ud i mit ansigt, jeg kan huske spyttet der fik hans tænder til at skinne, og jeg kan huske de blodskudte øjne rulle i hovedet på ham. På et tidspunkt faldt hans turban af, så skulderlangt, lyst hår faldt frit.

Og afslutningen, selvfølgelig. Den ser jeg ganske tydeligt for mig. Det vil jeg altid gøre.

Her er hvad jeg især husker: Hans knojern der skyder lyn i eftermiddagslyset; hvor koldt de føles i begyndelsen når de rammer, og hvor hurtigt de bliver varme af mit blod. På et tidspunkt står jeg presset op ad en væg hvor der engang må have hængt et billede: Sømmet borer sig ind i min ryg. Sohrab skriger. Tabla, harmonika, en dil-roba. Jeg kastes op mod væggen. Knojernene knuser min kæbe. Mine egne tænder sidder fast i halsen på mig, jeg sluger dem, tænker på alle de timer jeg har brugt på at børste og rense med tandtråd. Kastes op mod væggen. Ligger på gulvet, blodet fra min overlæbe pletter det lysviolette tæppe, smerter jager igennem min mave, og jeg spekulerer på om jeg nogensinde vil kunne trække vejret igen. Lyden af mine ribben der knækker som de grene Hassan og jeg plejede at brække af for at dyste med sværd ligesom Sinbad i de gamle film. Sohrab skriger. Mit ansigt hamrer ind i tv-apparatets ene hjørne. Den knækkende lyd igen, denne gang lige over mit venstre øje. Musik. Sohrab skriger. Fingre flår mig i håret, trækker mit hoved tilbage, rustfrit stål skyder lyn. Her kommer de. Den knækkende lyd igen, denne gang min næse. Bider smerten i mig, bemærker at mine tænder ikke er på række som de var engang. Bliver sparket. Sohrab skriger.

Jeg ved ikke hvornår det var jeg begyndte at le, men det gjorde jeg. Det gjorde ondt at le, gjorde ondt i kæben, i ribbenene, i halsen. Men jeg lo og lo. Og jo mere jeg lo, jo hårdere sparkede han til, slog mig, kradsede mig.

„HVAD ER DET DER ER SÅ MORSOMT?“ råbte Assef for hvert slag. Hans spyt landede i mit øje. Sohrab skreg.

„HVAD ER DET DER ER SÅ MORSOMT?“ brølede Assef. Endnu et ribben brækkede, denne gang nede til venstre. Det der var så morsomt, var at jeg for første gang siden vinteren 1975 følte fred i mig selv. Jeg lo fordi jeg så at jeg et eller andet skjult sted i mit hoved havde set frem til dette. Jeg kan huske den dag jeg bombarderede Hassan med granatæbler og forsøgte at tirre ham. Han havde bare stået der, ikke gjort noget, mens den røde saft gennemvædede hans skjorte som var den blod. Og så havde han taget et granatæble og mast det mod sin pande. Er De så tilfreds? havde han hvæset. Har De det bedre nu? Jeg havde ikke været tilfreds, og jeg havde ikke haft det godt, overhovedet ikke. Men nu havde jeg det godt. Min krop var ødelagt – hvor slemt jeg var kommet til skade, fandt jeg først ud af senere – men jeg følte mig helbredt. Langt om længe helbredt. Jeg lo.

Og så afslutningen. Dette er hvad jeg tager med mig i graven:

Jeg lå på gulvet, leende, Assef sad overskrævs på mig, hans ansigt som en vanvittig maske indrammet af hårlokker der dinglede kun få tommer fra mit ansigt. Hans ene hånd var lukket om min hals. Den anden, den med knojernene, hævet over hans skulder. Han trak armen længere og længere tilbage, parat til et nyt slag.

Og så: „Bas.“ En spinkel stemme.

Vi så begge op.

„Ikke mere.“

Jeg kan huske noget børnehjemmets direktør sagde da han lukkede op for Farid og mig. Hvad var det nu han hed? Zaman? Han har den altid på sig, havde han sagt. Han har den hængende i bukselinningen uanset hvor han er henne.

„Ikke mere.“

To spor af mascara blandet med tårer snoede sig ned ad kinderne, indsmurt i rouge. Hans underlæbe skælvede. Snot silede ud af hans næse. „Bas,“ kvækkede han.

Hans hånd befandt sig over hans skulder hvor den holdt om slangebøssens katapult for enden af en elastik der var trukket hele vejen tilbage. Der lå noget i katapulten, noget skinnende og rundt. Jeg blinkede blodet ud af mine øjne og så at det var en af messingkuglerne fra bordbenene. Sohrab sigtede direkte mod Assefs ansigt med slangebøssen.

„Ikke mere, agha. Det er nok nu,“ sagde han med hæs og skælvende stemme. „Hold op med at slå ham.“

Assefs mund bevægede sig uden at der kom en lyd ud. Han begyndte at sige noget, tav igen. „Hvad tror du du har gang i der?“ spurgte han til sidst.

„Vær rar at standse nu,“ sagde Sohrab, og nye tårer steg op i de grønne øjne og fik mascaraen til at løbe.

„Læg den, hazara,“ snerrede Assef. „Læg den eller det jeg har gjort mod ham, vil være som et blidt nap i øret i sammenligning med hvad jeg vil gøre mod dig.“

Tårerne begyndte at flyde. Sohrab rystede på hovedet. „Vær nu rar, agha,“ sagde han. „Stop.“

„Læg den.“

„De må ikke slå ham mere.“

„Læg den så!“

„Agha, vær rar ikke at…“

„LÆG DEN!“

„Bas.“

„LÆG DEN!“ Assef slap min hals. Kastede sig i retning af Sohrab.

Der lød et tviiiet fra slangebøssen da Sohrab lod kuglen fare. Og så begyndte Assef at skrige. Han lagde hånden over det sted hvor hans venstre øje et øjeblik forinden havde befundet sig. Blod sivede ud mellem hans fingre. Blod og noget andet, noget hvidt og geléagtigt. Det kaldes glaslegeme, tænkte jeg pludselig. Jeg har læst om det et eller andet sted. Glaslegeme.

Assef rullede rundt på tæppet. Rullede fra side til side, skreg, stadig med hånden over den blodige øjenhule.

„Kom, vi går nu,“ sagde Sohrab. Han tog mig i hånden. Hjalp mig op at stå. Hver eneste tomme af min gennembankede krop skreg af smerte. Bag os skreg Assef videre.

„UD! FÅ DET UD!“ skreg han.

Jeg åbnede forsigtigt døren. Vagterne spilede øjnene op da de så mig, og jeg spekulerede på hvordan jeg så ud. Det gjorde ondt i maven hver gang jeg trak vejret. En af vagterne sagde noget på pashto, og de stormede forbi os, ind i rummet hvor Assef stadig lå og skreg: „UD!“

„Bia,“ sagde Sohrab og trak mig i hånden. „Lad os gå.“

Jeg tumlede hen ad gangen. Sohrab holdt mig i hånden. Jeg kastede et sidste blik over skulderen. Vagterne krøb sammen ved siden af Assef og gjorde et eller andet ved hans ansigt. Så forstod jeg det: Messingkuglen sad stadig inde i den tomme øjenhule.

Hele verden bølgede op og ned, frem og tilbage da jeg humpede ned ad trappen, støttet til Sohrab. Assef blev ved med at skrige som et såret dyr. Vi nåede udenfor, ud i dagslyset, min arm lå om Sohrabs skulder, og jeg så Farid komme løbende hen imod os.

„Bismillah! Bismillah!“ udbrød ham, og øjnene bulnede i hovedet på ham ved synet af mig. Han slyngede min arm om sin skulder og løftede mig. Bar mig hen til bilen, i løb. Jeg tror jeg skreg. Jeg så hans sandaler hamre mod jorden og klaske op imod hans beskidte, ru hæle. Det gjorde ondt at trække vejret. Så lå jeg og kiggede op i taget på Land Cruiseren, inde på bagsædet på den lysebrune og revnede polstring og lyttede til ding-ding-lyden der fortalte at en dør stod åben. Løbende skridt rundt om bilen. Farid og Sohrab udvekslede et par hurtige ord. Bilens dør smækkede i, og motoren startede med et brøl. Bilen sprang frem, og jeg mærkede en lille hånd mod min pande. Jeg hørte stemmer ude på gaden, nogen der råbte, og så træer suse forbi vinduet. Sohrab hulkede. Farid sagde igen og igen: „Bismillah! Bismillah!“

Det var cirka på det tidspunkt at jeg mistede bevidstheden.