FEMOGTYVE
De vil ikke lade mig komme med ind.
Jeg ser dem køre ham gennem et par dobbeltdøre, og jeg følger efter. Jeg braser gennem dørene, lugten af jod og peroxyd slår imod mig, men det eneste jeg når at opfatte, er to mænd i operationstøj og en kvinde i grønt der bøjer sig over båren. Et hvidt lagen hænger ned fra båren og slæber hen over snavsede fliser. Et par små, blodige fødder stikker ud under lagnet, og jeg ser at neglen på storetåen på den venstre fod er flækket. Så presser en høj, kraftig mand i blåt tøj en hånd mod mit bryst, og han skubber mig tilbage, ud gennem dørene igen. Hans vielsesring er kold mod min hud. Jeg skubber igen og bander stygt, men han siger at jeg ikke må være der, han siger det på engelsk, tonefaldet er høfligt, men bestemt. „De skal vente her,“ siger han og fører mig hen til en bænk, og nu lukker dobbeltdørene sig bag ham med et suk, og det eneste jeg kan se, er toppen af mændenes operationshuer gennem en lille, firkantet rude i en af dørene.
Han efterlader mig i en bred, vinduesløs gang fyldt med mennesker der sidder på aluminiumsklapstole langs væggene, andre på luvslidte tæpper på gulvet. Jeg føler trang til at skrige igen, og jeg husker sidste gang jeg havde det på samme måde, dengang baba og jeg sad i beholderen på en tankbil, på flugt, begravet sammen med de andre flygtninge. Jeg er desperat efter at komme væk fra dette sted, væk fra denne virkelighed, suse op som en sky og svæve væk, smelte sammen med denne fugtige sommeraften og gå i opløsning et sted langt herfra, oppe i bjergene. Men jeg er her, mine ben er blytunge, mine lunger uden luft, min hals et flammende bål. Jeg kan ikke svæve væk. Der vil ikke være nogen anden virkelighed denne aften. Jeg lukker øjnene, og lugtene i gangen fylder mine næsebor, sved og ammoniak, hospitalssprit og karry. Oppe under loftet banker natsværmere mod de grå, svagtlysende lysstofrør der går i hele gangens længde, og jeg kan høre deres vinger blafre. Jeg kan høre snak, dæmpet gråd, snøften, en eller anden der stønner, en anden der sukker, elevatordøre der går op med et bing, elevatorføreren der på urdu tilkalder en eller anden i sin personsøger.
Jeg åbner øjnene igen, og jeg ved hvad jeg skal gøre. Jeg ser mig omkring, mit hjerte hamrer som et trykluftbor i brystet på mig, blodet dunker i mine ører. Jeg lokaliserer et lille, mørkt linnedrum til venstre for mig. Jeg finder det jeg leder efter. Jeg snupper et hvidt lagen fra stakken af rent linned og tager det med mig ud på gangen. Jeg ser en sygeplejerske tale med en politimand i hvilerummet. Jeg tager hende om albuen og trækker til, jeg vil vide i hvilken retning vest er. Hun forstår mig ikke, og furerne i hendes ansigt bliver dybe da hun rynker panden. Det gør ondt i min hals, og sveden svier mig i øjnene, hvert åndedræt er som at suge ild ned i lungerne, og jeg tror nok at jeg græder. Jeg spørger igen. Jeg trygler om et svar. Det er politimanden der peger.
Jeg kaster mit improviserede jai-namaz, mit bedetæppe, på gulvet, og jeg falder på knæ, sænker panden ned mod gulvet, og mine tårer gennemvæder lagnet. Jeg bøjer mig mod vest. Så kommer jeg i tanke om at jeg ikke har bedt en bøn i over femten år. Jeg har for længst glemt ordene. Men det betyder ikke noget, jeg mumler de ord jeg stadig kan huske: La illaha il Allah, Muhammad u rasul ullah. Der er ingen anden gud end Allah, og Muhammad er hans profet. Jeg indser nu at baba tog fejl, der er en gud, der har altid været en gud. Jeg ser Ham her, i øjnene på folk i denne desperationens korridor. Dette er Guds rigtige hus, det er her de mennesker der har mistet Gud, vil genfinde Ham, ikke i de hvide masjid’er med deres strålende diamantlys og himmelstræbende minareter. Her, på dette sted, er Gud, anderledes kan det ikke være, og nu vil jeg bede til Ham, bede om tilgivelse for at have negligeret Ham i så mange år, bede om tilgivelse for at have forrådt, løjet og straffrit syndet kun for nu i nødens stund at vende mig mod Ham og bede Ham være nøjagtig så barmhjertig, fuld af nåde og tilgivelse som der står i Hans bog at Han er. Jeg bøjer mig mod vest og kysser gulvet og lover at jeg vil give zakat, at jeg vil huske namaz, at jeg vil faste i ramadanen, og når ramadanen er forbi, vil jeg faste videre, jeg vil terpe hvert eneste ord i Hans bog indtil jeg kan den udenad, og jeg vil rejse på pilgrimsrejse til den varme by ude i ørkenen, og jeg vil også bøje mig for Kabaen. Alt dette vil jeg gøre, og jeg vil tænke på Ham fra nu og til min dødsdag hvis blot Han vil opfylde dette mit eneste ønske: Mine hænder er besudlet med Hassans blod; jeg beder til Gud om at ikke også sønnens blod skal besudle mine hænder.
Jeg hører en klynkende lyd og ved at det er mig der klynker, mine læber er salte med de tårer der uophørligt triller ned over mine kinder. Jeg mærker alles øjne på mig, og igen og igen bøjer jeg mig mod vest, liggende på knæ i gangen. Jeg beder. Jeg beder til at mine synder ikke har indhentet mig på en måde som jeg altid har frygtet at de ville.
En stjerneløs, mørk aften i Islamabad. Der er gået et par timer, og jeg sidder nu på gulvet i et lille venteværelse ved siden af den gang der fører til skadestuen. Foran mig står et gråligbrunt bord fyldt med aviser og gennembladede tidsskrifter – Time fra april 1996, en pakistansk avis hvor jeg på forsiden kan læse om en dreng der blev kørt over af et tog ugen før, et ‘Denne uge i Islamabad’ med smilende Lollywood-skuespillere på den glittede forside. Over for mig sidder en gammel kone i en jadegrøn shalwar-kameez og med et hæklet sjal om skuldrene og nikker i en kørestol. Indimellem vågner hun op og mumler en bøn på arabisk. Jeg spekulerer træt på hvis bønner vil blive hørt i nat, hendes eller mine? Jeg ser Sohrabs ansigt for mig, den lidt fremragende hage, de små konkylieører, hans skæve, bambussmalle øjne som er så lig hans fars. En sorg så sort som natten udenfor jager op igennem mig, og min hals snører sig sammen.
Jeg må have luft!
Jeg rejser mig og åbner et vindue. Luften som kommer ind gennem myggenettet, er muggen og hed – den lugter overmodent og rådden. Jeg tvinger mig til at trække den ned i lungerne i store sug, men den er ingen hjælp mod den kvælende fornemmelse i mit bryst. Jeg tager Time og bladrer det igennem. Men jeg kan ikke læse, kan ikke fokusere. Så jeg smider det tilbage på bordet og genoptager min stirren på sprækkernes siksak-mønster på betongulvet, edderkoppespindene på loftet i hjørnerne, de døde fluer der ligger overalt i vindueskarmen. Men mest af alt stirrer jeg på uret. Klokken er fire om natten, og jeg har været lukket ude af rummet med dobbeltdørene i over fem timer nu. Jeg har stadig intet hørt.
Gulvet under mig begynder at blive som en del af min krop, og min vejrtrækning bliver langsommere, tungere. Jeg vil så gerne sove og lukker øjnene og lægger hovedet ned mod det kolde, støvede gulv. Måske vil jeg, når jeg vågner, opdage at alt det jeg så i hotelbadeværelset, var et brudstykke af en drøm: vandet der dryppede fra hanen og med et pling landede i det blodige vand; den venstre arm der hang ud over badekarret, det blodindsmurte barberblad på toiletsædet – det samme barberblad jeg havde benyttet da jeg barberede mig for få dage siden – og hans øjne, stadig halvt åbne, men uden liv. Det mere end noget andet. Jeg ønsker at glemme de øjne.
Lidt efter overmander søvnen mig, og jeg lader den gøre det. Jeg drømmer, men kan bagefter ikke huske hvad jeg drømte.
En eller anden klapper mig på skulderen. Jeg åbner øjnene. Der ligger en mand på knæ ved siden af mig. Han har en hat på som mændene bag dobbeltdørene og en kirurgmaske af papir for munden – hjertet synker i livet på mig da jeg opdager en bloddråbe på masken. Han har klistret et billede af en lille dådyrøjet pige på sin personsøger. Han tager masken af, og jeg er glad over ikke længere at skulle se på Sohrabs blod. Hans hud er mørk ligesom den importerede schweizerchokolade som Hassan og jeg plejede at købe i basaren i Shar-e-Nau; hans hår er tyndt, og de mørkebrune øjne omgivet af buede vipper. Med britisk accent fortæller han mig at hans navn er dr. Nawaz, og pludselig ønsker jeg mig langt væk fra denne mand, for jeg tvivler på jeg vil kunne klare at høre det han er kommet for at fortælle mig. Han siger at drengen skar dybt og havde mistet en masse blod, og min mund begynder igen at mumle bønnen.
La illaha il Allah, Muhammad u rasul ullah.
De måtte give adskillige blodtransfusioner—
Hvad siger jeg til Soraya?
De var nødt til at genoplive ham to gange—
Jeg vil huske namaz, jeg vil give zakat.
De ville have mistet ham hvis ikke han havde været ung og stærk—
Jeg vil faste.
Han lever.
Dr. Nawaz smiler. Det tager mig et øjeblik at registrere hvad han netop har sagt. Så siger han noget mere, men det hører jeg ikke. For jeg har taget hans hænder, og jeg har ført dem op mod mit ansigt. Jeg græder min lettelse ned i denne fremmede mands små, buttede hænder, og nu siger han ikke længere noget. Han venter.
Intensiv Afdeling er L-formet og dæmpet oplyst, fyldt med et virvar af bippende skærme og summende maskiner. Dr. Nawaz går foran mellem to rækker senge med hvide forhæng omkring. Sohrabs seng er den sidste rundt om hjørnet, den nærmest sygeplejerskekontoret hvor to sygeplejersker i grøn operationsdragt sidder og skriver notater på clipboards mens de lavmælt sludrer sammen. Da dr. Nawaz og jeg uden at tale sammen kørte op i elevatoren, havde jeg tænkt at jeg formentlig ville begynde at græde igen når jeg så Sohrab. Men da jeg sætter mig på stolen ved fodenden af hans seng og kigger på det hvide ansigt gennem et virvar af skinnende plasticslanger og IV-tuber, er mine øjne tørre. Mens jeg sidder og ser hans brystkasse stige og falde i takt med en hvæsende respirator, skyller en underlig følelsesløshed ind over mig, den samme følelsesløshed som en mand kan opleve sekunder efter at han har foretaget en undvigemanøvre og derved lige akkurat undgået et frontalt bilsammenstød.
Jeg døser hen, og da jeg vågner igen, ser jeg gennem vinduet ved siden af sygeplejerskekontoret solen stige op mod en smørgul himmel. Lyset falder skævt ind på stuen og får min skygge til at falde over mod Sohrab. Han har ikke rørt sig.
„De vil have godt af lidt søvn,“ siger en sygeplejerske til mig. Jeg har ikke set hende før – der må have været vagtskifte mens jeg sov. Hun viser mig hen til et andet rum, uden for Intensiv Afdeling. Det er tomt. Hun rækker mig en pude og et hospitalstæppe. Jeg takker hende og lægger mig på vinylsofaen i et hjørne af rummet. Jeg falder i søvn næsten med det samme.
Jeg drømmer at jeg er tilbage i lokalet nedenunder. Dr. Nawaz kommer ind, og jeg rejser mig for at hilse på ham. Han tager sin papirmaske af, hans hænder er pludselig meget hvidere end jeg husker, hans negle velplejede, håret er velfriseret, og jeg ser at han slet ikke er dr. Nawaz, men Raymond Andrews, den lille ambassademand med tomatplanten i en potte. Andrews lægger hovedet på skrå. Kniber øjnene sammen.
Om dagen var hospitalet som en travl bikube, en labyrint af krydsende gange med blændende lysstofrør i loftet. Jeg lærte at finde vej, lærte at knappen til fjerde sal i elevatoren i østfløjen ikke lyste, at døren til herretoilettet på samme etage bandt, og at man skulle lægge skulderen til for at få den op. Jeg lærte at livet på et hospital har en rytme: hektisk aktivitet lige før vagtskiftet om morgenen, frokosttravlhed, stilhed og ro i de sene nattetimer, indimellem afbrudt af læger og sygeplejersker der forsøgte at genoplive en eller anden. Jeg vågede ved Sohrabs seng i dagtimerne og vandrede med hæle der klikkede højt mod fliserne, rundt i hospitalets labyrintiske gange om aftenen mens jeg spekulerede på hvad jeg skulle sige til Sohrab når han engang vågnede. Og når jeg igen uvægerligt endte på Intensiv Afdeling ved siden af hans seng med den hvæsende respirator, var jeg stadig ikke kommet et svar nærmere.
Efter tre dage på afdelingen fjernede de respiratoren og overførte ham til en afdeling nede på stueetagen. Jeg var der ikke da de flyttede ham. Jeg var gået tilbage til hotellet for at få en smule søvn og var endt med at ligge og kaste mig hvileløst rundt hele natten. Om morgenen forsøgte jeg at undgå at se på badekarret. Det var rent nu, en eller anden havde vasket blodet af, lagt nye måtter på gulvet og skrubbet væggene rene. Men jeg kunne ikke lade være med at sætte mig på karrets kølige porcelænskant. Jeg så Sohrab for mig da han fyldte det med vand. Så ham tage tøjet af. Så ham dreje på skaftet på skraberen og åbne de to sikkerhedsklapper, løfte barberbladet ud og holde det mellem tommel- og pegefinger. Jeg så ham for mig da han sænkede sig ned i vandet og lå lidt med lukkede øjne. Jeg spekulerede på hvad han sidste tanke havde været før han placerede bladet og begyndte at skære.
Jeg var på vej ud af foyeren da hoteldirektøren, mr. Fayyez, indhentede mig. „Det gør mig meget ondt,“ sagde han, „men jeg er nødt til at bede Dem om at tjekke ud. Det her er ikke godt for min forretning, slet ikke godt.“
Jeg sagde at jeg forstod ham, og tjekkede ud. De tre nætter jeg havde tilbragt på hospitalet, stod ikke på regningen. Mens jeg ventede på en taxa uden for hotellet, tænkte jeg på hvad mr. Fayyaz havde sagt til mig den aften vi tog ud for at lede efter Sohrab. Det med jer afghanere… altså, I er faktisk en smule vanvittige. Jeg havde leet ad ham, men nu var jeg ikke så sikker. Havde jeg rent faktisk lagt mig til at sove efter at have givet Sohrab de nyheder han frygtede mest?
Da jeg satte mig ind i taxaen, spurgte jeg chaufføren om han vidste hvor der lå en persisk boghandel. Han sagde at der lå en et par kilometer mod syd. Vi standsede der på vej til hospitalet.
Sohrabs nye stue havde cremefarvede vægge, mørkegrå profiler og glaserede fliser som måske engang havde været hvide. Han delte stue med en teenagedreng fra Punjab som, fik jeg senere at vide af en af sygeplejerskerne, havde brækket benet da han faldt ned fra taget på en kørende bus. Benet var i gips og holdt oppe i et stativ hvorfra der hang adskillige lodder.
Sohrabs seng stod ved siden af vinduet, og den sene formiddagssol skinnede ind gennem de firkantede ruder og ned på den nederste halvdel af sengen. Der stod en uniformeret vagt henne ved vinduet og gumlede på kogte vandmelonkerner – Sohrab var under fireogtyve timers selvmordsopsyn. Hospitalsregel, havde dr. Nawaz fortalt mig. Vagten lettede på hatten da han så mig, og forlod stuen.
Sohrab var blevet puttet i en kortærmet hospitalspyjamas og lå på ryggen med tæppet trukket op over brystet og ansigtet vendt mod vinduet. Jeg troede han sov, men da jeg trak en stol hen til sengen, dirrede hans øjenlåg og gled op. Han så på mig; og så så væk igen. Han var frygtelig bleg, selv med alt det blod de havde givet ham, og der var et kæmpe blåt mærke i højre arms albueled.
„Hvordan har du det?“ spurgte jeg.
Han svarede ikke. Han så ud gennem vinduet på en indhegnet legeplads med sandkasse og gynger ude i hospitalets have. Der stod et lille lysthus i nærheden af legepladsen, i skyggen under en række hibiscustræer, med et par grønne vinranker der snoede sig ind og ud i tremmeværket. En flok børn sad med spande og skovle og legede i sandkassen. Himlen var skyfri den dag, og jeg så et lille jetfly med to hvide striber i sit kølvand. Jeg vendte mig igen om mod Sohrab. „Jeg har lige talt med dr. Nawaz, og han mener at du vil blive udskrevet om et par dage. Det er da gode nyheder, synes du ikke?“
Igen blev jeg mødt med tavshed. Punjabi-drengen i den anden ende af stuen rørte på sig i søvne og stønnede. „Jeg kan godt lide denne stue,“ sagde jeg og forsøgte ikke at se på Sohrabs forbundne håndled. „Her er dejlig lyst, og du har en fin udsigt.“ Stilhed. Der gik yderligere et par kejtede minutter, og en let sved piblede frem på min pande og overlæbe. Jeg pegede på den urørte skål med grønærte-aush på sengebordet og den ubrugte plasticske. „Du skulle prøve at spise lidt. Genvinde dine kræfter. Vil du gerne have at jeg hjælper dig?“
Han fastholdt mit blik, så så væk igen uden at en muskel havde fortrukket sig i hans ansigt. Der var stadig ikke liv i hans øjne, så jeg, blikket var tomt, ligesom det havde været da jeg trak ham op af badekarret. Jeg stak hånden ned i papirposen mellem mine fødder og tog en brugt udgave af Shahnameh op som jeg havde købt i den persiske boghandel. Jeg drejede bogen så forsiden vendte mod Sohrab. „Jeg plejede at læse højt for din far dengang vi var børn. Vi gik op på bakken ved vores hus og satte os under granatæbletræet…“ Min stemme døde hen. Sohrab kiggede igen ud gennem vinduet. Jeg tvang mig til at smile. „Din fars yndlingshistorie var den om Rostam og Sohrab, og det er derfor du hedder som du gør, det ved jeg at du ved.“ Jeg tav et øjeblik og følte mig som en komplet idiot. „Nå, men han nævnte i sit brev at det også var din yndlingshistorie, så jeg tænkte at jeg ville læse lidt for dig. Kunne du tænke dig det?“
Sohrab lukkede øjnene. Dækkede dem med sin arm, den med det blå mærke.
Jeg slog op på den side hvor jeg havde lavet et æseløre i taxaen. „Så går vi i gang,“ sagde jeg og spekulerede for første gang på hvilke tanker der var fløjet gennem Hassans hoved da han endelig selv kunne læse Shahnameh og fandt ud af at jeg havde narret ham så mange gange. Jeg rømmede mig og begyndte at læse. „‘Lyt nu til historien om Sohrabs kamp mod Rostam omendskønt det er en historie mættet med tårer,’“ begyndte jeg. „‘Det kom sig således at Rostam på en vis dag rejste sig fra sit leje, og fyldt med bange anelser var han. Han tænkte sig…’“ Jeg læste det meste af kapitel et, helt frem til det sted hvor den unge kriger, Sohrab, opsøger sin mor, Tahmineh, prinsesse af Samengan, og forlanger at få at vide hvem hans far er. Jeg lukkede bogen. „Vil du gerne have at jeg læser videre? Der venter mange slag, husker du nok. Sohrab der fører sin hær til Det Hvide Slot i Iran. Skal jeg læse videre?“
Han rystede langsomt på hovedet. Jeg lagde bogen ned i papirposen igen. „Så siger vi det,“ sagde jeg, opmuntret over at han i det hele taget havde reageret. „Måske kan vi læse videre i morgen. Hvordan har du det nu?“
Sohrabs mund gik op, og han udstødte en hæs lyd. Dr. Nawaz havde advaret mig om at det ville være sådan, det skyldtes iltslangen som havde irriteret hans stemmebånd. Han fugtede læberne og prøvede igen: „Træt.“
„Det forstår jeg. Dr. Nawaz sagde at man måtte regne med—“
Han rystede på hovedet.
„Hvad så, Sohrab?“
Han skar en grimasse da han med sin hæse, næppe hørlige stemme uddybede: „Træt af det hele.“
Jeg sukkede og faldt sammen i min stol. Der lå en solstribe på sengen mellem os, og et kort øjeblik lignede det askegrå ansigt der så hen på mig fra den anden side af striben, på en prik Hassans, ikke den Hassan jeg havde leget med marmorkugler med indtil mullaherne brølede deres aften-azan ud over byen, og Ali kaldte os hjem, ikke den Hassan jeg havde jagtet ned ad vores bakke når solen gik ned bag hustagene mod vest, men den Hassan jeg sidste gang så i live da han slæbte sine ejendele efter Ali i en varm sommerregn og lagde dem ned i bagagerummet på babas bil mens jeg så til gennem det regnvåde vindue i mit værelse.
Han rystede langsomt på hovedet. „Træt af det hele,“ gentog han.
„Hvad kan jeg gøre, Sohrab? Vær sød at fortælle mig det.“
„Jeg vil have…“ begyndte han. Han krympede sig igen og lagde hånden op mod struben som for at skubbe det til side der blokerede for hans stemme. Mit blik blev igen draget mod hans håndled der var stramt omviklet med hvid gaze. „Jeg vil have mit gamle liv tilbage,“ hviskede han så.
„Åh, Sohrab.“
„Jeg vil have min far og mor tilbage. Jeg vil have Sasa tilbage. Jeg ønsker at lege med Rahim Khan sahib i haven. Jeg vil gerne bo i vores hus igen.“ Han lagde underarmen over sine øjne. „Jeg vil have mit gamle liv tilbage.“
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, hvor jeg skulle se hen, så jeg kiggede ned på mine hænder. Dit gamle liv, tænkte jeg. Også mit gamle liv. Jeg legede i den samme have, Sohrab. Jeg boede i det samme hus. Men græsset er vissent nu, og en fremmed mands jeep holder i indkørslen til vores hus og lækker olie ned på asfalten. Vores gamle liv er borte, Sohrab, og alle fra dengang er enten døde eller ved at dø. Der er kun dig og mig nu. Kun dig og mig.
„Det kan jeg ikke give dig,“ sagde jeg.
„Jeg ville ønske De ikke havde—“
„Vær sød ikke at sige det.“
„—ønske at De ikke havde… jeg ville ønske at De havde ladet mig ligge i badekarret.“
„Sådan må du ikke sige, Sohrab,“ sagde jeg og bøjede mig frem. „Jeg kan ikke holde ud at høre dig sige sådan.“ Jeg lagde en hånd på hans skulder, og han krympede sig. Trak sig væk. Jeg lod hånden falde mens jeg trist tænkte tilbage på dagene lige før jeg havde brudt mit løfte til ham, hvor han langt om længe var blevet tryg ved mine berøringer. „Sohrab, jeg kan ikke give dig dit gamle liv tilbage, jeg ville ved gud ønske at jeg kunne. Men jeg kan tage dig med mig hjem. Det var det jeg kom ud i badeværelset for at fortælle dig. Du har fået et visum så du kan rejse til Amerika og bo hos mig og min kone. Det er sandt, det lover jeg.“
Han sukkede ud gennem næsen og lukkede øjnene. Jeg ville ønske jeg ikke havde sagt de sidste tre ord. „Jeg har gjort mange ting i mit liv som jeg virkelig angrer,“ sagde jeg, „og måske især det at jeg brød mit løfte til dig. Men det kommer aldrig til at ske igen, og jeg er forfærdelig ked af det. Jeg beder dig om din bakhshesh. Kan du gøre det? Kan du tilgive mig? Tør du nogensinde tro på mig igen?“ Jeg sænkede stemmen. „Vil du rejse med mig hjem?“
Mens jeg ventede på hans svar, fløj mine tanker tilbage til en vinterdag for længe siden hvor Hassan og jeg sad i sneen under et bladløst kirsebærtræ. Jeg havde behandlet Hassan skidt den dag, drillet ham, spurgt ham om han ville spise jord for at bevise sin trofasthed mod mig. Nu var det mig der var under luppen, den som skulle bevise sit værd. Jeg havde fortjent det.
Sohrab rullede om på siden, med ryggen til mig. I lang tid sagde han ingenting. Og så, netop som jeg troede at han måske var faldet i søvn, sagde han med et kvæk: „Jeg er så khasta.“ Så forfærdelig træt.
Jeg sad ved hans seng indtil han faldt i søvn. Noget var forsvundet mellem Sohrab og mig. Indtil mit møde med sagføreren Omar Faisal var et lille håb, som en sky gæst, begyndt at lyse op i Sohrabs øjne. Nu var det lys forsvundet, gæsten var flygtet, og jeg spekulerede på om han nogensinde ville turde komme igen. Jeg spekulerede også på hvor lang tid der ville gå før Sohrab smilede igen. Hvor lang tid før han igen turde stole på mig. Om det overhovedet ville ske.
Så forlod jeg hospitalet og gik ud for at finde et nyt hotel, uvidende om at der skulle gå næsten et år før jeg hørte Sohrab sige noget igen.
Da det kom til stykket, tog Sohrab aldrig imod mit tilbud. Ej heller afviste han det. Men han vidste at når forbindingerne var taget af, og hospitalstøjet leveret tilbage, så var han bare endnu en hjemløs hazaradreng uden forældre. Han havde ikke noget valg. Hvor kunne han gå hen? Så det jeg regnede for et ja, var faktisk ikke andet end stum overgivelse, ikke så meget accept som viljeløst at lade sig føre af sted hos en som var for træt til at tage beslutninger, og alt, alt for træt til at tro på noget mere. Det han længtes efter, var sit gamle liv. Det han fik var mig og Amerika. Ikke at det var en grum skæbne, alt taget i betragtning, men det kunne jeg ikke sige til ham. Perspektiv var en luksus når en sværm af dæmoner konstant summede rundt i ens hoved.
Og derfor var det at vi omkring en uge senere gik hen over en stribe varm, sort asfalt, og jeg bragte Hassans søn fra Afghanistan til Amerika, løftede ham op fra visheden om kaos og satte ham ned i en kaotisk uvished.
En dag, måske i 1983 eller 1984, stod jeg i en videobutik i Fremont, i afdelingen med vestlige film, da en fyr ved siden af mig der stod og nippede til en cola fra et 7-eleven-bæger, pegede på Syv Mænd sejrer og spurgte om jeg havde set den. „Ja, tretten gange,“ sagde jeg. „Charles Bronson dør i filmen, det samme gør James Coburn og Robert Vaughn.“ Han sendte mig et virkelig gnavent blik, som om jeg lige havde tisset i hans sodavand. „Tusind tak, kammerat,“ sagde han og gik hovedrystende sin vej mens han mumlede et eller andet. Det var på den måde jeg lærte at man i Amerika ikke må fortælle hvordan en film ender, og hvis man gør det, bliver man hånet og afkrævet en undskyldning for at have begået den synd At Ødelægge En Film.
I Afghanistan var slutningen det eneste der betød noget. Når Hassan og jeg kom hjem efter at have været i biografen og set en hindi-film, var Ali, Rahim Khan, baba eller en myriade af babas venner – fætre i mange led myldrede ind og ud af huset – kun interesseret i at høre dette: Fandt Pigen i filmen til sidst lykken? Var bacheh film, Fyren i filmen, blevet kamyab og kunne realisere sine drømme, eller var han nah-kam, dømt til at gå fra fiasko til fiasko?
Var det en lykkelig slutning? ville de vide.
Hvis nogen i dag spurgte mig om Hassans, Sohrabs og min historie ender lykkeligt, ville jeg ikke vide hvad jeg skulle svare.
Ender noget menneskes historie lykkeligt?
Livet er trods alt ikke en hindi-film. Zendagi migzara, ynder afghanere at sige: Livet går videre, uanset begyndelse, ende, kamyab, nah-kam, krise eller katarsis, videre som en langsom, støvet kochi-karavane.
Jeg ville ikke vide hvad jeg skulle svare. Heller ikke selv om jeg tog sidste søndags lille mirakel med i betragtning.
Vi kom hjem for omkring syv måneder siden på en varm augustdag i 2001. Soraya hentede os i lufthavnen. Jeg havde aldrig før været væk fra Soraya i så lang tid ad gangen, og da hun slog armene om mig, og jeg indsnusede duften af æbler i hendes år, forstod jeg hvor meget jeg havde savnet hende. „Du er stadig morgensolen i min yelda,“ hviskede jeg.
„Hvad?“
„Ikke noget.“ Jeg kyssede hende på øret.
Derpå knælede hun ned så hun var på øjenhøjde med Sohrab. Hun tog ham i hånden og smilede til ham. „Salaam, Sohrab jan, jeg er din khala Soraya. Vi har alle glædet os til at se dig.“
Synet af hendes smil til Sohrab og de lidt blanke øjne gav mig et indblik i den mor hun kunne have været, var hendes skød ikke faldet hende i ryggen.
Sohrab flyttede uroligt på fødderne og så væk.
Soraya havde lavet kontoret ovenpå om til et værelse til Sohrab. Hun viste ham vej derop, og han satte sig på sengekanten. Sengetøjet var med farvestrålende drager der fløj højt på en blå himmel. Hun havde tegnet centimeterstreger på væggen henne ved siden af skabet: en målestok til at måle et barns højde med. For enden af sengen så jeg en vidjekurv fyldt med bøger, et lokomotiv, en farvelade.
Sohrab havde en almindelig hvid T-shirt på og nye cowboybukser som jeg havde købt til ham i Islamabad lige før vi tog af sted – T-shirten hang løst om hans magre, hængende skuldre. Farven var endnu ikke krøbet tilbage i hans ansigt bortset fra de mørke rande under hans øjne. Han så på os nu på den udtryksløse måde hvorpå han havde betragtet tallerkenerne med kogte ris som sygehjælpere havde sat foran ham på hospitalet.
Soraya spurgte om han kunne lide sit værelse, og jeg lagde mærke til at hun forsøgte at undgå at kigge på hans håndled, og at hendes blik alligevel hele tiden søgte ned mod de takkede, lyserøde linjer. Sohrab så ned. Stak hænderne ind under sine lår og svarede ikke. Så lagde han simpelthen hovedet på puden. Mindre end fem minutter efter var han faldet i søvn mens Soraya og jeg stod i døren og så på ham.
Vi gik i seng, og Soraya faldt i søvn med hovedet mod mit bryst. Jeg lå vågen i mørket i vores værelse, endnu en gang søvnløs. Vågen. Og alene med mine dæmoner.
På et tidspunkt midt på natten stod jeg op og gik ind til Sohrab på hans værelse. Jeg stod bøjet over ham, kiggede ned, og så noget stikke frem under puden. Jeg tog det. Så at det var Rahim Khans foto, det jeg havde givet Sohrab den aften hvor vi sad uden for Shah Faisal-moskeen. Det hvor Hassan og Sohrab stod ved siden af hinanden, med sammenknebne øjne mod lyset og smilede som om verden var et godt og retfærdigt sted. Jeg spekulerede på hvor længe Sohrab havde ligget i sengen og stirret på billedet, vendt og drejet det i sine hænder.
Jeg så på billedet. Din far var et splittet menneske, splittet i to dele, havde Rahim Khan skrevet i sit brev. Jeg havde været den retmæssige del, den af samfundet accepterede, legitime del, den uvidende legemliggørelse af babas skyldfølelse. Jeg så på Hassan der i smilet afslørede to manglende fortænder, solen der faldt skævt ind over hans ansigt. Babas anden del. Den uretmæssige, uprivilegerede del. Den del der havde arvet det der havde været rent og ædelt i baba. Måske den del som baba i det mest hemmelige kammer i sit hjerte havde tænkt på som sin rigtige søn.
Jeg lagde billedet tilbage hvor jeg havde fundet det. Så gik noget op for mig: Den sidste tanke havde ikke gjort ondt. Jeg lukkede døren til Sohrabs værelse og spekulerede på om det var sådan tilgivelse voksede frem, ikke med en fanfare i en åbenbaring, men ved at fortrydelse møjsommeligt samlede sine ting sammen, pakkede og lydløst smuttede væk midt om natten.
Generalen og khala Jamila kom til middag næste dag. Khala Jamila som havde fået klippet sit hår kort og farvet det en anelse mere rødt end sædvanligt, rakte Soraya den skål med mandeldrysset maghout som hun havde lavet til dessert. Hun fik øje på Sohrab og smilede strålende. „Mashallah! Soraya jan fortalte os hvor khoshteep du var, men du er meget kønnere end hun sagde, Sohrab jan.“ Hun rakte ham en blå sweater med rullekrave. „Den har jeg strikket til dig,“ sagde hun. „Til næste vinter. Inshallah, til den tid vil den passe dig.“
Sohrab tog imod sweateren.
„Goddag, unge mand,“ var alt hvad generalen sagde mens han med begge hænder knugede om sin stok og studerede Sohrab på en måde som man måske ville studere en bizar nipsgenstand i en eller andens hjem.
Jeg besvarede, og besvarede igen, alle khala Jamilas spørgsmål vedrørende mine kvæstelser – jeg havde bedt Soraya sige til dem at jeg var blevet overfaldet på gaden – og forsikrede hende om at jeg ikke ville få mén, at ståltråden ville blive taget ud om få uger så jeg igen kunne spise hendes mad, og at, ja, jeg skulle nok gnide rabarbersaft og sukker på mine ar så de hurtigere blegnede.
Generalen og jeg sad i stuen og nippede til et glas vin mens Soraya og hendes mor dækkede bord. Jeg fortalte ham om Kabul og talibanerne. Han lyttede og nikkede, med stokken hen over skødet, og slog klik med tungen da jeg fortalte om den mand jeg havde set forsøge at sælge sit kunstige ben. Jeg fortalte ham ikke om henrettelserne på Ghazi Stadion og Assef. Han spurgte til Rahim Khan som han sagde han havde mødt et par gange i Kabul, og rystede højtideligt på hovedet da jeg fortalte ham om Rahim Khans sygdom. Men mens vi talte, så jeg hans blik fra tid til anden søge hen på Sohrab der lå og sov på sofaen. Som om vi listede på kattepoter rundt om det emne han i virkeligheden gerne ville vide noget om.
Kløerne kom frem da måltidet var ved at være forbi, og generalen lagde sin gaffel fra sig og sagde: „Og nu, Amir jan, vil du måske fortælle os hvorfor du har bragt denne dreng med hjem?“
„Iqbal jan! Hvad er det for noget at spørge om?“ udbrød khala Jamila.
„Min kære, mens du har travlt med at strikke, er det op til mig at tage vare på samfundets opfattelse af vores familie. Folk vil spørge. De vil ønske at vide hvorfor der bor en hazaradreng hos vores datter. Hvad skal jeg sige til dem?“
Soraya tabte sin ske. Vendte sig mod sin far. „De kan sige til dem—“
„Rolig, Soraya,“ sagde jeg og tog hendes hånd. „General sahib har ret. Folk vil undre sig.“
„Amir—“ begyndte hun.
„Det er all right.“ Jeg så på generalen. „Sagen er, general sahib, at min far gik i seng med sin tjeners kone. Hun fødte ham en søn ved navn Hassan. Hassan er død nu. Drengen der ligger der og sover på sofaen, er Hassans søn. Han er min nevø. Det er hvad De skal sige til folk når de spørger.“
De stirrede alle på mig.
„Og lige en ting til, general sahib,“ sagde jeg. „De vil aldrig igen i mit nærvær omtale ham som en ‘hazaradreng’. Han har et navn, og det er Sohrab.“
Der var ingen der sagde noget under resten af måltidet.
Det ville være forkert at sige at Sohrab var stille. Stille har noget med fred at gøre. Ro. Stille er at have drejet livets volumenknap ned.
Stilhed er at have trykket på off-knappen. Have lukket sig inde. Have lukket alting ude.
Sohrabs stilhed var ikke en selvpålagt stilhed som hos dem der har en overbevisning, dem der forsøger at tale deres sag ved overhovedet ikke at tale. Det var en stilhed som hos en der havde søgt ly et mørkt sted og rullet sig sammen til en lille sammenknyttet bold.
Han ikke så meget boede sammen med os, som han tog plads op i vores hjem. Meget lidt plads. En gang imellem på markedet eller i parken lagde jeg mærke til hvordan andre mennesker så godt som slet ikke så ham, som om han slet ikke var til stede. Jeg kunne se op fra en bog og opdage at Sohrab var kommet ind og havde sat sig over for mig, og jeg havde slet ikke hørt det. Han gik som om han var bange for at efterlade sig spor. Han bevægede sig som om han var bange for at sætte luften i bevægelse. Det meste af tiden sov han.
Sohrabs stilhed gik også Soraya på nerverne. Hun havde, når vi talte sammen i telefonen mens jeg ventede på at kunne komme hjem, fortalt om alle de ting hun havde planer om at gøre sammen med Sohrab. Svømning. Fodbold. Bowling. Nu kunne hun gå forbi Sohrabs værelse og få et glimt af bøgerne som stadig lå ulæste i kurven, målestregerne uden kryds ved, puslespillet usamlet, hver eneste genstand en mindelse om et liv som kunne have været. Mindelser om en drøm som visnede netop som den skulle til at blomstre. Men også jeg havde haft forventninger til Sohrab. Hun havde ikke været den eneste.
Mens Sohrab var stille, var verden det ikke. En tirsdag morgen i september måned sidste år brasede de to tårne sammen, og verden forandrede sig i løbet af en enkelt nat. Pludselig dukkede det amerikanske flag op alle vegne, på antennen på de gule taxaer der snoede sig rundt i trafikken, på folks overtøj når de som en rivende flod bevægede sig hen ad fortovet, selv på tiggeres nussede kasketter hvor de sad i døråbningen til smarte kunstgallerier og foran butikker. En dag passerede jeg Edith, den hjemløse kvinde som hver dag står og spiller harmonika på hjørnet af Sutter og Stockton, og fik et glimt af en mærkat med et amerikansk flag der var klistret på harmonikakassen ved hendes fødder.
Kort efter angrebene bombede Amerika Afghanistan, Nordalliancen rykkede ind, og talibanerne flygtede som rotter ind i hulesystemerne. Pludselig stod folk i kø i supermarkederne og talte om min barndoms byer, Kandahar, Herat, Mazar-i-Sharif. Engang da jeg var meget lille, tog baba Hassan og mig med til Kunduz. Jeg husker ikke meget fra turen, men jeg husker at jeg sad i skyggen under et akacietræ sammen med baba og Hassan, og at vi skiftedes til at nippe til en lerkrukke med friskpresset vandmelonsaft og konkurrere om hvem der kunne spytte kernerne længst væk. Nu sad Dan Rather, Tom Brokaw og folk på Starbucks og nippede til café latte mens de talte om slaget om Kunduz, talibanernes sidste højborg i nord. I december måned samledes pashtuner, tadsjiker, usbekere og hazaraer under FN’s vagtsomme øjne i Bonn og indledte den proces som måske en dag ville afslutte tyve års rædsler i deres watan. Hamid Karzais persianerhue og grønne chapan blev verdensberømte.
Sohrab gik som en søvngænger igennem det hele.
Soraya og jeg blev involveret i afghanske projekter, lige så meget fordi vi regnede det for en borgerpligt, som for at overdøve stilheden ovenpå, en stilhed som sugede alting til sig; som var den et sort hul. Jeg havde ikke før været den aktive type, men da en mand ved navn Kabir, en tidligere afghansk ambassadør i Sofia, ringede og spurgte om jeg ville være med i et hospitalsprojekt, sagde jeg ja. Det lille hospital havde ligget i Pakistan tæt på den afghanske grænse og havde haft et kirurgisk afsnit der behandlede afghanske flygtninge der var blevet kvæstet i landmineeksplosioner. Nu var det lukket på grund af manglende midler. Jeg blev projektleder, Soraya min medhjælper. Jeg tilbragte de fleste af mine dage i mit arbejdsværelse hvor jeg emailede rundt til folk i hele verden, søgte om fondsmidler og organiserede velgørenhedsfester for at rejse penge. Og fortalte mig selv at det havde været rigtigt af mig at tage Sohrab med hjem.
Året sluttede med at Soraya og jeg sad på sofaen med et tæppe over benene og så Dick Clark på tv. Folk hujede og kyssede hinanden da sølvkuglen faldt, og konfetti gjorde skærmen hvid. I vores hjem begyndte det nye år stort set på samme måde som det gamle endte. Med stilhed.
Så, for fire dage siden, på en kold og våd dag i marts måned 2002 skete der en lille, forunderlig ting.
Jeg tog Soraya, khala Jamila og Sohrab med til et afghanertræf i Lake Elizabeth Park i Fremont. Generalen var måneden forinden langt om længe blevet kaldt til Afghanistan til en ministerpost og var fløjet dertil for to uger siden – han havde ladet sit grå sæt tøj og lommeur blive tilbage i Amerika. Planen var at khala Jamila skulle slutte sig til ham i løbet af få måneder når han var kommet på plads. Hun savnede ham forfærdeligt – og var bekymret for hans helbred – og vi havde insisteret på at hun boede hos os i nogle uger.
Torsdagen før, den første forårsdag, havde vi fejret det afghanske nytår – Sawl-e-Nau – og afghanerne i Bay Area havde planlagt fester i hele East Bay og på resten af halvøen. Kabir, Soraya og jeg havde endnu en grund til at feste: Vores lille hospital i Rawalpindi var genåbnet ugen før, ikke det kirurgiske afsnit, kun det pædiatriske, men det var en god begyndelse, var vi enige om.
Solen havde skinnet i flere dage, men da jeg søndag morgen svingede benene ud af sengen, hørte jeg regndråber slå mod ruden. Typisk afghansk held, tænkte jeg med et snøft. Jeg bad morgen-namaz mens Soraya sov videre – jeg behøvede ikke længere at læse op fra den bønnepamflet jeg havde skaffet fra moskeen, versene kom naturligt nu, ubesværet.
Vi ankom ved middagstid og mødtes med en håndfuld mennesker der havde søgt ly under en stor, firkantet plasticpresenning holdt oppe af seks pæle der var hamret ned i jorden. En eller anden var allerede i gang med at stege bolani’er; damp steg op fra tekrus og en gryde med blomkåls-aush. En skrattende gammel Ahmad Zahir-sang brølede fra en kassettebåndoptager. Jeg kom til at smile da vi fire stormede hen over den gennemvåde græsplæne, Soraya og jeg forrest, khala Jamila i midten og Sohrab bag os med hætten på sin gule regnjakke daskende ned ad ryggen.
„Hvad griner du ad?“ spurgte Soraya med en sammenfoldet avis over sit hoved.
„Du kan jage en afghaner ud af Paghman, men du kan ikke jage Paghman ud af afghanere,“ sagde jeg.
Vi stod og krøb sammen under det interimistiske telt. Soraya og khala Jamila drev over i retning af en overvægtig kvinde der stod og stegte spinat-bolani. Sohrab blev stående under presenningen et øjeblik, men trådte så ud i regnen igen med hænderne begravet i regnjakken og håret – der nu var brunt og glat ligesom Hassans – klistret til hovedet. Han stod stille i nærheden af en kaffefarvet vandpyt og stirrede ned på den. Ingen så ud til at bemærke ham. Ingen kaldte ham tilbage. Hen ad vejen var de nysgerrige spørgsmål vedrørende vores adoptivsøn – og helt afgjort excentriske adoptivsøn – gudskelov forstummet, og taget i betragtning hvor taktløse afghanere kan være, var det en betydelig lettelse. Folk var holdt op med at spørge om hvorfor han aldrig sagde noget. Hvorfor han ikke legede med de andre børn. Og bedst af alt: De var holdt op med at kvæle os med deres overdrevne empati, deres langsomme rysten på hovedet, deres medfølende klik med tungen, deres ‘Oh gung bichara’. Åh, den stakkels lille stumme dreng. Nyhedens interesse var væk. Som et kedeligt tapet gik Sohrab i ét med omgivelserne.
Jeg hilste på Kabir, en lille gråhåret mand. Han præsenterede mig for en række mænd, en af dem en pensioneret lærer, en anden ingeniør, en tidligere arkitekt og til sidst en kirurg der nu passede en hotdog-bod i Hayward. De sagde alle at de havde kendt baba i Kabul, og de talte om ham med stor respekt i stemmen. På den ene eller anden måde havde han berørt deres alle sammens liv. Mændene sagde at jeg var heldig at have haft så prægtigt et menneske som far.
Vi sludrede om den svære og utaknemmelige opgave Karzai stod overfor, om den kommende Loya jirga, og om kongens snarligt forestående tilbagekomst til sit fædreland efter otteogtyve år i eksil. Jeg kan huske den aften i 1973 da Zahir Shahs fætter afsatte ham; jeg kan huske skudsalverne og himlen der blev oplyst som sølv – Ali havde taget mig og Hassan i sin favn og sagt til os at vi ikke skulle være bange; at de blot var på andejagt.
Så fortalte en eller anden en mullah Nasruddin-vittighed, og vi lo alle. „Din far var en morsom mand, vidste du det?“ sagde Kabir.
„Ja, det husker jeg godt,“ sagde jeg og smilede ved tanken om hvordan baba kort efter vores ankomst til USA havde brokket sig over amerikanske fluer. Han havde siddet ved køkkenbordet med sin fluesmækker og set på fluerne der fløj fra væg til væg, summende her, summende der, forpinte og jagede. „I det her land har selv fluer travlt,“ havde han stønnet. Åh, hvor havde jeg leet højt. Nu smilede jeg ved tanken om det.
Klokken tre var det holdt op med at regne, og himlen var som en stivnet grå masse med tunge skyer indimellem. En kold brise susede gennem parken. Flere familier stødte til. Afghanere hilste på hinanden, omfavnede, kyssede hinanden, byttede mad. En eller anden tændte op i en grill, og snart fyldte duften af hvidløg og morgh-kabob min næse. Der var musik, en eller anden ny sanger jeg ikke kendte, og grinende børn. Jeg kiggede hen på Sohrab der, stadig i sin gule regnjakke, stod og lænede sig op ad en skraldespand og stirrede hen over græsset mod et tomt boldnet.
Lidt senere, mens jeg stod og talte med den tidligere kirurg som fortalte mig at han og baba havde gået i ottende klasse sammen, trak Soraya mig i ærmet. „Amir, se!“
Hun pegede op mod himlen hvor en fem-seks drager svævede rundt højt oppe som lysende gule, røde og grønne prikker mod en grå baggrund.
„Gå hen og køb en,“ sagde Soraya, og denne gang pegede hun på en mand der stod i nærheden og solgte drager.
„Hold det,“ sagde jeg. Jeg rakte Soraya mit tekrus, undskyldte mig over for kirurgen og gik hen til drageboden. Mine sko svuppede i det våde græs. Jeg pegede på en gul seh-parcha. „Sawl-e-nau mubabrak,“ sagde dragesælgeren, tog imod tyvedollarsedlen og rakte mig en drage og en træspole med glas-tar. Jeg takkede og ønskede også ham et godt nytår. Jeg testede linen sådan som Hassan og jeg plejede at gøre, ved at holde den mellem tommel- og pegefinger og trække i den. Den blev rød af blod, og dragesælgeren smilede. Jeg gengældte smilet.
Jeg bar dragen over til det sted hvor Sohrab med armene over kors stod og lænede sig op ad en skraldespand. Han stod og kiggede op mod himlen.
„Har du lyst til at sætte denne seh-parcha op?“ spurgte jeg og holdt dragen frem med begge hænder om tværpinden. Hans blik flyttede sig fra himlen over på mig, på dragen og så tilbage igen. Regndråber trillede i små floder ned fra hans hår, ned ad ansigtet.
„Jeg læste engang at man i Malaysia bruger drager til at fange fisk med,“ sagde jeg. „Det vidste du ikke, vil jeg vædde på. De binder en fiskesnøre på den og sætter den op over lavvandede områder så højt at den ikke kaster skygge og skræmmer fiskene væk. Og i det gamle Kina satte generalerne drager op over kamppladsen for at sende beskeder til deres soldater. Det er sandt. Jeg binder dig ikke noget på ærmet.“ Jeg viste ham min blodige tommelfinger. „Der er heller ikke noget i vejen med tar’en.“
Ud af øjenkrogen kunne jeg se Soraya holde øje med os henne fra teltet. Hun havde stukket hænderne dybt ind i armhulerne. I modsætning til mig var hun gradvist holdt op med at forsøge at lokke ham ud af hans skal. De ubesvarede henvendelser, det tomme blik, stilheden, det var alt sammen for pinefuldt. Hun var gået over i ‘vent-og-se-position’, ventede på grønt lys fra Sohrab. Ventede.
Jeg fugtede min pegefinger og holdt den op. „Jeg kan huske at den måde din far tjekkede vindretningen på, var ved at sparke støv op med sandalen, se hvilken vej den blæste. Han kendte mange af den slags små fif,“ sagde jeg og tog fingeren ned igen. „Vest, tror jeg.“
Sohrab tørrede en regndråbe fra øreflippen og flyttede vægten over på det andet ben. Sagde ikke noget. Jeg tænkte på Soraya der for et par måneder siden havde spurgt mig hvordan hans stemme lød. Jeg havde svaret at jeg ikke længere kunne huske det.
„Har jeg nogensinde fortalt dig at din far var den bedste drageløber i Wazir Akbar Khan? Måske i hele Kabul?“ sagde jeg og bandt den løse ende af linen fast i løkken i krydset mellem pindene. „Alle børnene i kvarteret var meget misundelige. Han kunne løbe drager op uden så meget som at se op mod himlen, og folk plejede at sige at han jagtede dragernes skygge. Men de kendte ham ikke sådan som jeg gjorde. Din far jagtede ikke skygger. Han… vidste det bare.“
Der var kommet yderligere en fem-seks drager til oppe på himlen. Folk var begyndt at samles i grupper, med tekrus i hænderne og øjnene klistret til himlen.
„Har du lyst til at hjælpe mig med at sætte den op?“ spurgte jeg.
Sohrabs blik flakkede fra dragen over på mig. Op mod himlen igen.
„Okay.“ Jeg trak på skuldrene. „Så må jeg vel sætte den op tanhaii.“ Solo.
Jeg holdt spolen i venstre hånd og gav omkring en meter tar. Den gule drage dinglede for enden af den lige over det våde græs. „Sidste chance,“ sagde jeg. Men Sohrab stod og kiggede op på et par drager der havde filtret sig sammen højt over træerne.
„All right. Så er det nu.“ Jeg satte i løb, plaskende gennem vandpytter med dragen højt løftet over mit hoved. Det var mange år siden jeg sidst havde gjort dette, og jeg spekulerede på om jeg var ved at gøre mig til grin. Jeg gav line fra spolen i venstre hånd og mærkede den skære ind i højre hånd mens den løb igennem. Nu var dragen på vej op bag min ryg, højere, drejende, og jeg satte farten op. Spolen drejede hurtigere og hurtigere rundt i min hånd, og glaslinen lavede endnu en flænge i min højre håndflade. Jeg standsede og vendte mig om. Så op. Smilede. Højt oppe svingede min drage fra side til side som et pendul og lavede den gamle papir-fugl-baske-med-vingerne-lyd som jeg altid vil associere med vinterdage i Kabul. Jeg havde ikke sat en drage op i et kvart århundrede, men pludselig var jeg tolv år igen, og alle de gamle færdigheder kom farende tilbage.
Jeg mærkede nogen ved siden af mig og kiggede ned. Det var Sohrab. Med hænderne dybt begravet i regnjakkelommerne. Han var løbet efter mig.
„Har du lyst til at prøve?“ spurgte jeg. Han svarede ikke. Men da jeg holdt linen hen mod ham, kom den ene hånd op af lommen. Tøvende. Tog fat om linen. Mit hjerte begyndte at slå hurtigt mens jeg spolede løs line op igen. Vi stod uden at sige noget ved siden af hinanden. Med hovedet bøjet bagover.
Rundt om os legede børn tagfat i det smattede græs. En eller anden bag os havde sat soundtracket fra en gammel hindi-film i kassetteafspilleren. En flok ældre mænd på række bad eftermiddags-namaz på et stykke plastic bredt ud på jorden. Der duftede af vådt græs, røg og grillet kød. Jeg ønskede at tiden skulle stå stille.
Så opdagede jeg at vi havde fået selskab. En grøn drage var ved at rykke ind på os. Jeg sporede linen til et barn der stod omkring tredive meter fra os. Han var karseklippet og iført en T-shirt med påskriften THE ROCK RULES med kraftige, sorte bogstaver. Han så at jeg havde opdaget ham, og smilede. Vinkede. Jeg vinkede tilbage.
Sohrab rakte linen tilbage til mig.
„Er du sikker?“ spurgte jeg og tog den.
Han tog spolen fra mig.
„Okay,“ sagde jeg. „Skal vi give ham en sabagh, en rigtig lærestreg, hvad?“ Jeg kiggede ned på ham. Det glasagtige, tomme i hans øjne var væk. Hans blik gled frem og tilbage mellem vores drage og den grønne. Han havde fået farve i kinderne, udtrykket i hans øjne var vagtsomt. Årvågent. Levende. Jeg spekulerede på hvornår det var jeg havde glemt at han kun var et barn på trods af alt det der var overgået ham.
Den grønne drage gik til angreb. „Vent,“ sagde jeg. „Lad ham komme lidt nærmere.“ Den dykkede to gange og krøb nærmere. „Kom så, kom bare an,“ sagde jeg.
Den grønne drage krøb nærmere endnu, hævede sig lidt over os, uvidende om den fælde jeg var ved at lokke den i. „Se nu, Sohrab. Nu skal jeg vise dig et af din fars yndlingstricks, det gode, gamle løft-og-dyk.“
Ved siden af mig trak Sohrab vejret hurtigt gennem næsen. Spolen snurrede i hans hænder, senerne på hans arrede håndled stod ud som rubab-strenge. Så blinkede jeg, og et kort øjeblik var de hænder der holdt spolen, de slidte hænder på en dreng med hareskår. Jeg hørte en krage skræppe op i nærheden og så op. Parken glitrede med en sne så nyfalden, så blændende hvid at det gjorde ondt i mine øjne. Sneen dryssede lydløst ned fra grenene på hvidklædte træer. Nu kunne jeg lugte kål-qurma. Tørrede morbær. Sure appelsiner. Savsmuld og valnødder. Den dæmpede stilhed, snestilheden, var øredøvende. Så langt væk, hen over stilheden, kaldte en stemme os hjem, en stemme der tilhørte en mand der slæbte på det ene ben.
Den grønne drage svævede lige over os nu. „Han angriber nu, om et lillebitte øjeblik,“ sagde jeg og så hurtigt ned på Sohrab.
Den grønne drage tøvede. Blev hvor den var. Og så skød den nedad. „Der har vi ham jo!“ jublede jeg.
Jeg gjorde det perfekt. Efter alle de mange år. Den gamle løft-og-dyk-fælde. Jeg slækkede og strammede, dykkede og undveg. En række hurtige sideværts ryk, og vores drage susede op i en halvcirkel mod uret. Pludselig var jeg øverst. Den grønne drage fór lynhurtigt opad, i vild panik. Men det var for sent. Jeg havde allerede spillet ham Hassans puds. Jeg trak hårdt til, og vores drage jog nedad. Jeg kunne næsten høre vores line skære hans over. Næsten høre smældet.
Så, lige med ét, snurrede den grønne drage rundt, ude af kontrol, og faldt.
Bag os jublede tilskuerne. Piften og klapsalver brød løs. Jeg hev efter vejret. Sidste gang jeg havde følt et sådant brus i årerne, var den dag i vinteren 1975, lige efter at jeg havde fældet den sidste drage, og jeg havde set baba stå på taget og klappe og smile stort.
Jeg så ned på Sohrab. Den ene mundvig havde løftet sig en lille smule.
Et smil.
Skævt.
Knap nok et smil.
Men alligevel et smil.
Bag os spredtes børnene og en flok hvinende drageløbere kastede sig ud i jagten på den løbske drage der drev af sted højt over træerne. Jeg blinkede, og smilet var forsvundet. Men det havde været der! Jeg havde set det!
„Skal jeg løbe den drage op for dig?“
Hans adamsæble steg og faldt da han sank. Vinden purrede op i hans hår. Jeg bildte mig ind at jeg så ham nikke.
„For dig, tusinde gange og mere,“ hørte jeg mig selv sige.
Så snurrede jeg omkring og stak i løb.
Det var kun et smil, ikke andet. Det gjorde ikke alting rigtigt. Det gjorde ingenting rigtigt. Kun et smil. En meget lille ting. Et enkelt blad i skoven der skælvede i kølvandet på en forskrækket fugl der tog flugten.
Men jeg vil tage imod det. Med åbne arme. For når det bliver forår, smelter sneen ét fnug ad gangen, og måske havde jeg lige set det første fnug smelte.
Jeg løb. En voksen mand der løb sammen med en flok skrigende unger. Men jeg var ligeglad. Jeg løb med vinden mod mit ansigt og et smil så bredt som Panjsher-dalen på mine læber.
Jeg løb.