TORSDAG DEN 22. NOVEMBER

Da jeg vågnede i dag, slog jeg øjnene op og så en mand, som sad på en stol i det værelse, jeg befandt mig i. Han sad helt stille. Iagttog mig. Ventede.

Jeg gik ikke i panik. Jeg vidste ikke, hvem han var, men jeg gik ikke i panik. En del af mig vidste, at alt var i orden. At han havde ret til at være der.

»Hvem er du?« spurgte jeg. »Hvordan er jeg havnet her?« Det fortalte han mig. Jeg følte hverken rædsel eller vantro. Jeg forstod. Jeg gik ud på badeværelset og nærmede mig mit spejlbillede, som var det en for længst glemt slægtning eller min mors genfærd. Forsigtigt. Nysgerrigt. Jeg tog tøj på, vænnede mig til min krops nye mål og uventede reaktioner, og spiste så morgenmad med en vag erindring om, at der engang måske plejede at sidde tre ved bordet. Jeg kyssede min mand farvel, og det føltes ikke forkert, og så åbnede jeg uden at vide hvorfor skotøjsæsken i garderobeskabet og fandt denne dagbog. Jeg vidste straks, hvad det var. Jeg havde ledt efter den.

Sandheden om min situation ligger tættere på overfladen. En skønne dag vil jeg måske vågne og vide det hele. Tingene vil begynde at give mening. Men jeg ved, at selv da vil jeg aldrig blive normal. Min historie er ufuldstændig. Mange år er sporløst forsvundet. Der er ting om mig selv og min fortid, som ingen kan fortælle mig. Hverken dr. Nash – som kun kender mig fra det, jeg har fortalt ham, det han har læst i min dagbog, og det, der står skrevet i min journal – eller Ben. Der er sket ting, før jeg mødte ham. Der er sket ting efter, som jeg ikke har villet fortælle om. Hemmeligheder.

Men der findes en, som måske ved besked. Én, som måske vil fortælle mig resten af sandheden. Hvem jeg havde mødtes med i Brighton. Den virkelige grund til, at min bedste ven forsvandt ud af mit liv.

Jeg har læst dagbogen. Jeg ved, at jeg skal mødes med Claire i morgen.