Note vedrørende bogen: Efter indledningen, men inden mine dagbogsnotater, bør der anbringes en lille datering. Egypten på Atumhadus tid: Kong Atum-hadu, som jeg skylder mit akademiske renommé og en relativt beskeden formue (der bliver mindre og mindre, og der er stadig ti dage, til vi modtager de første sponsorindbetalinger), regerede fra ...
Dagbogen: Besøg i banken for at præsentere mig for direktøren, bekræfte oprettelsen af den nye konto og min beredvillighed til at modtage pengeoverførsler fra udlandet. Er netop ved at notere, hvor jeg befinder mig, da det første telegram, som jeg først forventede den 22. oktober, ankommer fra A/S Atums Hånd. Forklarede nødvendigheden af en smidig overførsel af midler til bankens Luxor-afdeling, så snart jeg får mulighed for at rejse sydpå til udgravningsstedet. En moderne tids opdagelsesrejsende, kære læser, må have hånd i hanke med sit finansielle sikkerhedsnet.
Efter en venlig modtagelse i banken tilbragte jeg resten af denne dag, den 12. oktober, med at slås, nej, ikke med den tunge klippedør ind til graven eller en modstræbende arbejdsstyrke eller hieroglyffer, der pludselig blegnede og forsvandt, da de blev udsat for solen, men med det fransk-egyptiske bureaukrati. Hvad de dog udsætter en opdagelsesrejsende for i vore dage! Sådan har det ikke altid været; engang i en glorværdig fortid behøvede en mand ingens tilladelse eller hjælp for at drage ud i ørkenen. Nysgerrighed og vid var de eneste forudsætninger. Ja, engang var der end ikke brug for en akademisk baggrund: Belzoni havde været stærk mand i et italiensk cirkus, og Howard Vyse havde været sprængstofekspert, men Egypten tog imod dem begge med åbne arme og belønnede dem generøst for deres maskuline kærlighed. Belzoni slæbte simpelthen af sted med sarkofagerne på sin muskuløse ryg; Ferlini slog toppen af jomfruelige pyramider, nærmest som en bjørn, der prøver at få hul på en bikube, og lod sig sænke ned til de søde skatte nedenfor. Den professionelle tennisspiller F.P. Mayer lejede i et sandsynligvis misforstået forsøg på at finde ud af, hvordan pyramiderne var blevet opført, en gruppe indfødte arbejdere og overvågede på nærmeste hold deres arbejdsdisciplin, træthed og voksende underernæring, mens de sten for sten rev en lille pyramide fra det 6. dynasti ned, trak de tunge sten tilbage gennem ørkenen på primitive ruller, huggede pyramidens perfekt formede sten tilbage i mere "naturlige" former og begravede dem i et stenbrud adskillige kilometer borte. Dette eksperiment beviste ikke ret meget, men tilfældet ville, at der i den næsten tomme pyramides cen
trale kammer blev fundet en ekstremt lille, guldbelagt figur af Anubis, som jeg tror, at Mayers børn lod smelte om, efter at den selvlærte egyptolog var død som sindssyg, overbevist om at der måtte være en anagrammatisk betydning at udlede af navnet på en konge fra det 5. dynasti ved navn Shepseka'are. Men disse tidlige opdagelsesrejsende var under alle omstændigheder rigtige mænd. De kom, de gravede, de løb en risiko, de drog af sted derfra med deres fund, og deres navne blev optaget i egyptologiens panteon. Og selv om jeg langtfra altid kan tilslutte mig deres metoders videnskabelige holdbarhed, så ventede de ikke på, at en flok søvnige franskmænd på et kontor i Cairo skulle udstede en "udgravningskoncession", der til gengæld for at indhylle arkæologerne i rød tape, afpresser dem for halvtreds procent af deres fund, som de kvit og frit må hælde i de statslige egyptiske museers umættelige munde.
Kort fortalt, så var mit besøg hos generaldirektøren for den egyptiske regerings oldtidsdepartement en stor skuffelse. I stedet for den beredvillige assistance, jeg havde forventet, fik jeg at vide, at den ansøgning, jeg havde afsendt fra Boston flere uger i forvejen, var "vandret, kan man sige det på engelsk?"
"Nej," svarede jeg, da sekretæren, en bleg franskmand, havde lagt ud med at påstå, at han aldrig havde hørt om mig eller min ansøgning, "man kan bestemt ikke sige, at min ansøgning har vandret." Han forsvandt hurtigt ind bag sin overordnedes åbenbart lydisolerede dør, hvorefter han kom tilbage og meddelte mig, at min ansøgning nu igen var under behandling, og hvis jeg ville være så venlig at komme tilbage om elleve dage. Elleve dage! Nu er den 24. oktober den tidligste dato, jeg kan tage ned til udgravningsstedet. Jeg havde forventet at komme i gang allerede om to dage og havde naturligvis budgetteret derefter. Det var min egen fejl, og fejlen bestod i, at jeg havde overvurderet andre menneskers effektivitet og nu, under dette infantile regime, ikke så anden udvej end at udsætte min afrejse. Jeg tog hen på turistkontoret og bestilte en billet til Luxor på første klasse om bord på Prinsessen af Luxor den 24., hvorefter jeg tog tilbage til hotellet og forlængede mit lejemål af Faraosuiten, en ekstra udgift, som jeg bestemt ikke havde forudset, da jeg forelagde mit budget for kompagnonerne. Det lader til, at pengeoverførslen den 22. vil blive meget mere nødvendig, end nogen af os havde forudset.
Meget viseligt er min ansøgning om udgravningskoncession uhyre beskedent formuleret. I modsætning til tidligere tiders amatører, der gravede store landområder op blot på grund af en mistanke eller en fiks idé, har jeg søgt om eneret til at udgrave en smal, isoleret stribe af klippevæggen langs Nilens vestlige bred ved Deir al-Bahri. Professor Winlock fra Metropolitan Museum i New York har trods alle sine mange penge fra museet ikke gjort andet end at sprede støv og jord i de åbne områder rundt om Deir alBahri og har efter mere end et års arbejde stadig ikke fundet noget af betydning, og han har, meget forudsigeligt, ikke udvist nogen interesse for det sted et par bakker derfra, hvor jeg har tænkt mig at grave. Det ville gøre mig fuldstændig målløs, hvis han eller oldtidsdepartementet forsøgte at forhindre mig i at få adgang til min lille del af territoriet. Når det kommer til stykket, indsamler myndighederne jo under halvdelen af resultaterne.
En tur på postkontoret for at se, om der var kommet nyt fra kompagnonerne/Margaret poste restante. Sikrede mig i samme forbindelse, at postmedarbejderne havde stavet mit navn korrekt. Afsendte et telegram til CCF for at forsikre ham om, at aktieselskabets bank i Boston har de nødvendige bankoplysninger, og for at informere ham om forsinkelserne.
Begyndte at opsøge ejendomsmæglere for at leje en villa i nærheden af udgravningsstedet sydpå og så på tegninger og fotografier af flere gode, velegnede ejendomme. Howard Carter brugte også selv et af disse agenturer, informerer mægleren mig om. Det er imponerende akkreditiver, for det indebærer, at de vil vide lige præcis, hvad jeg har brug for. Aflagde også et besøg på basaren - fandt et lille tørklæde til Margaret og en drengs hånd, som han havde stukket ned i min bukselomme. Skulle lige til at banke den lille forbryderspire gul og blå, da en sentimental skuespillerinde, der udgav sig for at være hans mor, tryglede mig om at spare hans liv.
Sidder nu i en ahwa og får mig en kop kaffe for at berolige mine nerver og notere alle denne dags enerverende oplevelser i min dagbog. Så tilbage til hotellet for at tage mig et bad.