Beviser på den præcise placering af Atum-hadus grav: Oltidsdepartementets forhalingsteknik gør det muligt for mig at afse tid til at overveje spørgsmålet: Hvordan skal man vide, hvor man skal tage hen for at lede efter en kongegrav? For at besvare det må jeg gå nogle år tilbage i tiden, da jeg stadig tog mine første, spæde skridt inden for egyptologien og var stærkt påvirket af Hugo St. John Marlowe, der i dag ville have været et af de mest fejrede medlemmer af vort støvede broderskab, hvis han ikke havde mistet livet under krigens vanvittige nedslagtninger.
Inden hin tragiske dag var vi begge unge kaptajner, der koncentrerede os om en større sag side om side hér i Egypten (inden jeg i '15 blev sendt til Tyrkiet for at deltage i Bosporus-felttoget). Hugo Marlowe og jeg havde gået på universitetet sammen i Oxford, talte begge flydende arabisk og kunne desuden begge en hel del oldegyptisk. Hans Majestæts hær forstod at værdsætte vore lingvistiske talenter efter fortjeneste, og derfor var det logisk nok at udstationere os i Mellemøsten. Med vores sproglige og kulturelle ekspertise blev vi anbragt i en af Cairos forstæder og fik overdraget ansvaret for afhøringerne af krigsfanger (en arabisk stammehøvding i ny og næ, bevæbnet med tyske eller tyrkiske våben eller dokumenter) og for efterretningsoperationerne (at forsøge at overtale de arabiske beduiner til at bære tyrkiske våben, men uden at de mente noget med det).
Jeg ved godt, at det nu, efter krigen, næppe er passende at sige sådan noget, men jeg havde en dejlig tid i Egypten, indtil jeg blev bedt om at rådgive australierne under deres muntre tur op for at give tyrkertampene klø og tage imod kuglerne ved Gallipoli. I månedsvis inden denne triste affære havde Marlowe og jeg udnyttet vores heldige ophold i landet til at gennemsøge sandet, hver gang vi kunne komme i besiddelse af de nødvendige pas og, når lejligheden bød sig, stifte bekendtskab med nogle af arkæologiens gamle ræve, der stadig var i gang og havde travlt med at afdække fortiden, mens nutiden styrtede i grus rundt om ørerne på dem.
Min kære ven og jeg tilbragte alle vore ledige stunder (som var flere, end De ville have anet, da krigsskuepladsen i mit tilfælde var en scene med et meget let repertoire) på vores motorcykler eller med at finde på officielle undskyldninger for at besøge pyramiderne og Sfinksen, og vi aflagde endog et par flerdages besøg nede sydpå for at se Kongernes Dal og dronning Hat-shep-suts tempel ved Deir al-Bahri - alle min barndoms og min universitetstids lokkende steder, som nu pludselig dukkede op foran mig som den mest forbløffende virkelighed. At længes så stærkt efter noget, fra de allerførste dage hvor fundamentet til ens personlighed bliver lagt og cementeret, at længes efter noget med det bedste, ens hjerte rummer, simpelthen fordi det er smukkere end noget andet i ens liv, og at studere det, forsøge at indfange og mestre det, bruge år på at sætte sig ind i det og så pludselig med ét, takket være en tåbelig, moderne krig, at få det hele serveret lige foran sig ... hvorefter man til sin ærgrelse og begejstring bliver klar over, at det, man har brugt så mange år på at studere, kun er overfladen, og at de strålende genstande for ens begær er så mange, at man kunne bruge hele sit liv og alle de andre liv, man kunne tilrane sig, på at sondere dets dybde og gøre sig selv ét med det, få det til at anerkende ens kærlighed og ens blotte tilstedeværelse, vel vidende at man aldrig vil kunne nå at smage på mere end en brøkdel af det, det har at tilbyde - det var det, jeg følte i de første uger og måneder, mens jeg tjente kongen og fædrelandet i mine drømmes land.
Når de militære pligter forhindrede Marlowe og mig i at forlade basen og vandre rundt mellem pyramider og kolosser, klippegrave og templer, udforskede vi i stedet i vore officerstelte - ligesom vi havde gjort i Oxford - hullerne i Egyptens historie, disse fascinerende øjeblikke, hvor vi trods alverdens forskning og spekulationer, simpelthen kun stirrer ind i mørke og ingenting ved. At stirre ind i dette tusmørke, hvor der står parentetiske spørgsmålstegn efter hver eneste dato og hver eneste reference som hævngerrige kobraer, der har rullet sig ud for at opsluge enhver skødesløs hentydning af sikkerhed - som i "Atum-hadu (?), regerede (?) cirka 1650 f. Kr. (?) som den sidste (?) konge (?) af det 13. dynasti (?)" - og forskeren må virkelig koncentrere sig for at prøve at skimte silhuetterne af konger og dronninger, hvis selve eksistens bliver betvivlet. Disse engang så store mænd og kvinder må klynge sig til resterne af deres hårdt tilkæmpede udødelighed med den yderste flig af et filament (halvdelen af et navn, der er skrevet på en halvt bortsmuldret papyrusrulle mere end tusind år efter deres hypotetiske død), mens arkæologer og historikere på den anden side af tidens afgrund kæmper for at bygge en vakkelvorn bro af kvalificerede gisninger, som de næsten fuldstændigt forsvundne helte kan bruge til at redde sig i land ad.
I Oxford, hvor også Marlowe og jeg lo ad de hensynsløse historikere, der så frit fylder papyrusen med deres egen frodige fantasi og nedfælder de voksende resultater af deres fantasterier med kærlighed og omhu, følte vi os ikke desto mindre draget af den glorie af usikkerhed, der omgav den angivelige heltekonge og digter Atumhadu, som muligvis tilhørte det 13. dynasti. Marlowe og jeg tilbragte lange nætter i de yngre studerendes læsesal på Balliol College med at sidde bøjet over fotografiske eller tegnede reproduktioner af de to første atum-haduanske fragmenter. Vi diskuterede muligheder, udarbejdede kronologiske lister over implikationer, fortolkede versenes skjulte betydning og lo naturligvis, så vi var ved at revne, over de to første forsøg på at oversætte Fragmenterne: den bornerte Harrimans vægelsindede eufemismer og Vassals forsøg på parfumeret forførelse.
Kære læser, mon De vil være i stand til at forstå mig, som mand og som opdagelsesrejsende? I så fald vil jeg bede Dem undlade at vie min barndom nogen opmærksomhed; min fars påvirkning og min families privilegerede omstændigheder betyder jo i realiteten ingenting. I stedet bør De forsøge at sætte Dem ind i mine lidenskaber og prøve at forstå, hvad der fik mig til at drage ud for at søge efter Atum-hadus grav og ikke mindst fokusere på Oxford; det var disse lidenskabelige sessioner med dedikeret forskning, der formede mig og næsten i bogstavelig forstand skabte mig, kunne det synes i dag. Det var dem, der gav mig min historiske tyngde, en tredje og endnu mere afgørende dimension, mens Oxford-daggryets svage lys umærkeligt begyndte at snige sig ind igennem de blyindfattede ruder, og vi sad stadig bøjet over Lepsius og Mariette og egyptologiens andre klassikere. Marlowe og jeg - nitten år, tyve, enogtyve - skændtes iltert om mulighederne og ikke mindst om, hvorvidt Atum-hadu havde eksisteret. Vores djævleadvokatur fortsatte på det mest rigide, men uden nogen personlig rigiditet; vore
diskussioner var som stafetløb, hvor vi beredvilligt gav tvivlens stafet tilbage til hinanden, alt imens vi løb af alle kræfter for at illuminere endnu et skyggeglimt af et lille bevis, endnu en ubemærket krog af potentielle muligheder. Hvor passede Atum-hadu ind i kongerækken, hvis han altså overhovedet havde eksisteret, for det var jo ikke sikkert, at han hørte til i de (fristende ufuldstændige) rækker over konger, der var blevet opdaget inden for de sidste hundrede år?
Og i løbet af disse dage og nætter ville De også have kunnet se noget andet: Fremkomsten af en stemme, et kalds funklende røde daggry, Marlowes ubesværethed i omgangen med disse spørgsmål. Der var ikke blot tale om at lære udenad eller have sprognemme eller at være dygtig til 'glyfferne: Marlowe havde noget mesterligt over sig, som man kun ser hos feltarkæologernes elite på et helligt sted uden for deres kontrol eller blot uden for deres egen bevidsthed. Selv om man henleder sådanne mænds opmærksomhed på deres egen kraft, tror de ikke på det, forstår ikke, hvad man mener, og synes end ikke at interessere sig for det. For de andre, stræberne, mangler en brik - hvor megen trivialviden eller hvor stor teknisk dygtighed de end skraber til sig. Hvor umage de end gør sig, vil de aldrig komme i besiddelse af dette talent for at snuse sig frem til en tilfældighed, en ubevidst nådegave, et fravær af tvivl eller bekymringer, en total og tankeløs udfyldelse af rollen. Man kan se ringere mænd, selv hæderkronede og erfarne specialister, ryste på hovedet af beundring og frustration ved synet af disse mestre i arbejde.
Under vore studier i Oxford var Marlowe og jeg (begge stærkt påvirkede af Clement "Det-tvivler-jeg-på" Wexlers indgroede skepsis) stadig agnostikere, når det gjaldt spørgsmålet om Atum-hadus eksistens. Det var ubestrideligt, at der fandtes to atum-haduanske fragmenter - Fragment A, oversat og udgivet af F. Wright Harriman under titlen Athen ved Nilen, og Fragment B, oversat og udgivet af Jean-Michel Vassal som Le roi amant - de var blevet fundet separat, men overlappede hinanden indholdsmæssigt og måtte begge være afskrifter af den samme originaltekst. Og det var fristende at erklære sig enige med Harriman og Vassal i, at den "konge", der blev nævnt i nogle af versene, fragmenternes digter og hovedperson Atum-hadu, var en reelt eksisterende historisk person og ikke blot
et fiktivt opspind. Alligevel var vi dengang endnu ikke blevet Atumhadu-fanatikere, Marlowe og jeg. Vi var åbne for begge muligheder - at Atum-hadu enten havde været en historisk person, eller at han var opdigtet, sandsynligvis af de besiddelsesløse under Det Andet Interregnum, en folkloristisk helt for de landflygtige eller slaverne eller dissidenterne eller nostalgikere, som drømte om en storhed, der havde været engang, og om ikke en erobrer, så dog en mand, der kæmpede og døde for Fortidens Glorværdighed, sådan som Sir Thomas Malory i sin tid forestillede sig kong Arthur. Og denne Atum-hadu havde en vis berusende appel: Han var pralagtig, seksuelt nærmest altædende, forudbestemt til at gå til grunde, tapper, voldelig, elsket og frygtet og selv især stolt af sin evne til at skabe verden i sit eget billede og kontrollere den i overensstemmelse med sin egen, guddommelige vilje. Hans usædvanlige og morsomme navn (Atum-hadu!), og den potente brug af determinative hieroglyffer der er nødvendig for at skrive dette navn (se frontispicen) fængede bestemt i Marlowes og min fantasi, men ingen af os var (sådan som en vatpikket kritiker af Begær og bedrageri i oldtidens Egypten senere skulle svinge sig op til at kalde mig) "en ønsketænker, en drømmer af unævnelige drømme, en forskningens medløber og en korrumperer af de interesserede amatører".
Det blege, halvt opløste stykke papyrus, der nu er kendt som Atum-hadus Belæringer, Fragment A faldt i F. Wright Harrimans liljehvide hænder i 1856. Harriman, der var skotte og ungkarl, havde et uafsluttet teologistudium bag sig, da han indledte sine udgravninger i Egypten med sin gamle mor på slæb, og alle portrætter viser ham uvægerligt kun fra taljen og opad, en måde at undgå at fremhæve hans dværgestørrelse på og den uforholdsmæssigt store bagdel, der skaffede ham ikke så få lidet flatterende arabiske øgenavne.
Harriman bliver - som mange mænd, der har stræbt efter at opnå udødeligheden - husket af eftertiden for noget helt andet end det, der egentlig var hans intention. Han viede hele sin karriere til at finde arkæologiske beviser på, at Jomfru Maria, Josef og Jesus havde opholdt sig som flygtninge i Egypten. Og hjemme i Glasgow skrev han også selv et lille digt, en hård kerne af harsk skotsk lutheranisme, med en svag antydning af blygrå ironi:
Ateisme er også, vil jeg antage, et udslag af tro,
Som kræver en vis hengivenhed af sine tilhængere.
For de må slæbe sig gennem denne verden, helt grå
Og blot vente på Helvede, ligesom de andre mængere.
I stedet blev det, der gjorde Harriman udødelig, hans snobbede sippethed. Under sin søgen efter Jesusbarnet fandt han i stedet en glemt sadist, en omniseksualist, en brutal kriger, et symbol på tab og udødelighed - kong Atum-hadu.
Under udgravningsarbejdet insisterede Harriman på, at alle hans indfødte arbejdere skulle deltage i kristen søndagsskoleundervisning. En eftermiddag, da han endnu en gang irriterede de halvsovende muhamedanere med historier om fisk og brød, kom en af mændene - der åbenbart syntes, det var mindre kedeligt at tilbringe eftermiddagen med at arbejde - løbende ude fra felten med en stor og særpræget genstand i sine kærlige, ru hænder. Harriman standsede op i sin eftermiddagsprædiken og modtog den papyrusrulle, manden så ophidset rakte ham, fyrede staklen på stedet for at grave i stedet for at bede (og sparede dermed de par håndører, han ellers måtte have givet ham i bakshish, den kontante bonus alle arbejderne fik, når de egenhændigt afleverede et fund). Derefter lader Harriman fundet stå urørt ved siden af sin eftermiddagste og forsætter sin timelange prædiken, mens hans udvalgte flok af drenge og ældre mænd enten begynder at nikke af igen eller i smug vender ansigtet mod øst og sætter sig til at bukke. Derefter sender han dem langt om længe tilbage til arbejdet, behørigt advaret mod at udvise nogen form for personligt initiativ og følge deres afskedigede kollegas eksempel.
Harriman, der aldrig havde været den store forsker og var håbløs til hieroglyffer, sled i det hele den nat med at prøve at kopiere symbolerne på sin hurtigt smuldrende skat, transskribere en masse tekst, han ikke kunne læse, og ødelægge endnu mere på grund af sin uvidenhed, når det gjaldt opbevaringsteknik. (Det eneste, der havde skullet til, var en fugtig klud.)
Det er en glorværdig scene at forestille sig: Kong Atum-hadus tilbagekomst til denne verden ved midnat. Harriman indrømmer genert i sine erindringer, Syv magre år, at tekstens fortrinsvise henvisninger til visse handlinger af kødelig art foranledigede ham til at afbryde arbejdet for at foretage hyppige kolde afvaskninger og bede, men hans hånd følte sig nødsaget til at fortsætte med den ene gang efter den anden at kopiere min absolutte yndling blandt alle de hieroglyfiske tegn. Og da denne overophedede arkæolog/missionær var færdig, sad han med seksogtyve vers eller brudstykker af vers og et kartoucheskjold med kong Atum-hadus navn (en kartouche er den oval, der tegnedes rundt om en konges navn, se frontispicen). Tilstedeværelsen af dette hidtil ukendte og højst særprægede kongenavn var ganske vist fascinerende, men ikke nok til at man kunne drage nogen konklusioner, og det stod ikke klart, om tekstens genstand og dens ophavsmand var en og samme person. Desuden var der endnu ikke fundet andre dokumenter, der anførte denne konges navn, noget sted inden for egyptologien. Men man må lade idioten Harriman, at han i det mindste oversatte versene (meget dårligt) og udgav dem med et forord, hvor han forhastet, men dog korrekt identificerede kongen og forfatteren som en og samme person, nemlig Atum-hadu, som han erklærede måtte have været en historisk person, noget af en påstand i 1858 med en rest af en papyrusrulle som det eneste bevis. Han havde ubestrideligt ret, men nok om det.
Ind i arenaen træder så Jean-Michel Vassal, en fransk amatørarkæolog, der ødslede sin families formue væk i Egyptens sand og kashbah'er. I 1898 havde han held til at sætte forskellige fragmenter af limsten sammen til en sammenhængende, større stentavle. Dette fund, Fragment B, var blevet gjort lige i nærheden af stedet, hvor Fragment A blev fundet, og omfattede fjorten af de samme vers samt atten "nye", men uden direkte omtale af Atum-hadu som forfatteren eller af nogen anden forfatter.
Og endelig fulgte så det nu legendariske Fragment C, alle de otteogfyrre vers, hvoraf seksten ikke figurerer i nogen af de to tidligere fragmenter, ti er med i A, men ikke i B, tolv i B, men ikke i A, og ti vers er med i dem alle tre. (Tekstinterne beviser tyder på, at der i alt har været mindst firs.) Fragment C angav meget mere eksplicit, at versene var skrevet af "kong Atum-hadu", men indeholdt ikke nogen egentlig løsning på den historiske gåde: Versene antydede, at denne konge havde hersket under de kaotiske forhold, der var kendetegnende for de sidste år af Det Mellemste Rige, men ingen af de foreliggende kilder indeholdt nogen henvisninger til en "Atum-hadu", selv om de første to tegn i hans navn, der skrevet med hieroglyffer består af fem tegn - de to tegn, der kan læses som guden Atums navn og den første halvdel af kong Atum-hadus - findes, i hvert fald helt nede for enden af en enkelt kongerække, lige inden papyrusrullens kant er blevet revet af og bliver fulgt af en lakune på måske en tomme eller måske en meter.
Fortællingen om fundet af Fragment C har haft stor personlig betydning for mig.
Først på året i 1915 ansøgte og fik Marlowe og jeg samtidig seks dages orlov og tilladelse til at rejse langt sydpå. Vores egentlige mål var at genudforske Thebens relikvierige vestbred. Officielt var begrundelsen for denne lange tur en genoptagelse af de efterretningsmæssige forhandlinger med nogle beduinhøvdinge. Vi fandt dem ganske vist ikke, men til gengæld fandt vi paradiset: Hele dage med arkæologiske udgravninger, hvor vi lod, som om der slet ikke var krig.
Om morgenen på tredjedagen standsede jeg motorcyklen, og Marlowe hoppede ud af sidevognen for at begynde at læsse udstyr af, og jeg kan endnu huske, hvordan han beklagede sig over de store krav, hans mange kvindebekendtskaber stillede til ham. Selv om jeg har svært ved at holde dem adskilt fra hinanden, tror jeg, at han på det tidspunkt vaklede mellem en fransk sangerinde i Cairo og en russisk grevinde i Alexandria plus flere lokale skønheder med kobberhud, end man kan tælle på to hænder, og en af disse fristerinder af penslet guld havde insisteret på, at Marlowe skulle læse Koranen og konvertere til islam og blive hendes ægtemand, en idé der fik ham til at le så hjerteligt, at han kom til at bide sig selv i tungen, bandede og holdt et lommetørklæde op foran munden. Jeg har sikkert underholdt ham med mine planer om at restaurere Trilipush Hall, når jeg vendte hjem til godset efter krigen.
Snart var vi i fuld gang med arbejdet, finkæmmede Deir al-Bahri lige over for (hvis min kortlæsning var korrekt) den tykke mur af klipper, der afgrænser Kongernes Dal, bare et par bakker og dale længere inde i ørkenen i forhold til dronning Hat-shep-suts tempel og fuldstændig spærret af for udsyn fra begge disse to udgravningssteder. Vi gravede knap nok, men lod blot øjnene løbe hen over jorden og klippesiderne for at finde spor af menneskeskabt indblanding. Var det Atum-hadu, vi ledte efter? Nå ja, vi var jo i det rigtige område (efter flere forgæves tidligere ture ind og ud af lettilgængelige grotter og huller) og håbede på at finde noget, der kunne bekræfte Harrimans og Vassals teori, men samtidig ville vi på det bestemteste have bestredet, at vi ledte efter Atum-hadu; vi var stadig ikke overbevist om, at han reelt havde eksisteret. Vi kunne kun blive enige om, at hvis han havde, ville det være rimeligt at antage, at hans grav måtte være skjult og befinde sig i nærheden af hans hovedstad (?) Theben (?). Da Kongernes Dal, denne statsautoriserede nekropol, først blev taget i brug langt senere, under kong Thotmes I, og da Harriman og Vassal havde gjort deres fund relativt tæt på hinanden og tæt på det sted, hvor vi befandt os, virkede Deir al-Bahri som det mest løfterige sted at lede.
Efter at vi i nogle timer systematisk var gået fremad i et omhyggeligt mønster, fik jeg til venstre for stien øje på noget, der ved første øjekast lignede et stykke glat sand, som om alle de fineste sandkorn var blevet udskilt fra deres mere uraffinerede artsfæller og samlet på ét sted. Sandet på det sted viste sig hurtigt at skjule en glat sten, og da Marlowe og jeg børstede sandet af den, voksede og voksede den, som om vi befandt os på toppen af et fremstikkende hoved, og som om jorden var vores elskede hustru, der var i gang med at føde. Vi blev ved med at børste, indtil vi havde afsløret en perfekt, rund sten med en diameter på lidt over en halv meter. Varmen var ekstrem, og Marlowe satte sig hen i skyggen, drak noget vand og holdt hånden op for at skygge for solen og se sig om, for det er en del af den menneskelige natur at blive stille og mistroisk i den slags situationer. Jeg begyndte forsigtigt at stikke i sandet rundt om stenen med den sindighed, der er vores professions kendemærke og frygtelig kedelig at se på for enhver, der ikke forstår de potentielt katastrofale følger af hastværk. Det er netop denne hypnotiserende rytme, der gør et fund til en sådan eksplosion af følelser, som kun kan sammenlignes med en enkelt anden begivenhed eller to i et menneskes liv.
Nogen tid senere, efter at vi havde byttet plads endnu et par gange, var det igen min tur til at grave, og jeg fik gravet en cylindrisk krukke fri. Det var dens blanke låg, jeg først havde fået øje på nogle timer tidligere. Jeg anbragte krukken på jorden imellem os, og vi sad bare og stirrede på den i et stykke tid, indtil Marlowe tog låget af den. Det var da, vi i det samme hørte galoperende heste og, brøkdelen af et sekund senere, et rungende skud. Marlowe gav slip på låget, der knustes, så det var umuligt at reparere, og rakte hånden ud efter sin Webley. Jeg stak hånden ned i krukken og tog en tyk papyrusrulle frem, mens jeg bandede over, at der under de givne omstændigheder ikke var nogen måde at beskytte den på, og så forsigtigt som muligt (stadig under geværbeskydning) puttede jeg den ind under skjorten, mellem min mave og bæltet. "Bring den helskindet ud herfra, min ven. Den betyder mere end at redde vores eget skind," sagde Marlowe med en elegant ro, og inden jeg kunne standse ham, var han på vej op ad stien, væk fra motorcyklen, mens han skød på må og få, flere gange gjorde sig synlig og, om så kun kort, fik de fire ryttere (banditter, tyske agenter - vi vidste det ikke) til at følge efter ham vestpå, mens jeg fik fri bane mod øst. "Kør! Jeg skal nok redde mig ud af kniben på den ene eller den anden måde, gamle dreng. Stol trygt på det." Og jeg løb hen til motorcyklen, med Atum-hadus Belæringer, Fragment C hvilende trygt mod min mave.
Jeg vendte motorcyklen, så dens snude pegede mod nordvest, da jeg i det samme fik øje på Marlowe, der kom til syne mellem klipperne. Jeg satte farten op og kørte hen imod ham, mens kuglerne fløj om ørerne på os, og han sprang på hovedet op i sidevognen. Jeg vendte i en fart, sandet sprøjtede, og så kørte vi, begge leende, så vi fik tårer i øjnene, og Marlowe begyndte at synge en gammel sang fra Balliol College.
Vi standsede først i Luxor. Trangen til at skynde os, så vi igen kunne tage et kig på vores fund, var overvældende, men ikke stærkere end vores disciplin. Vi pakkede papyrusrullen ind i fugtige klude og talte uafbrudt hele den pinefulde, søvnløse nat. Da vi var enige om, at det ville være sikkert, kiggede vi nærmere på rullens første panel og vidste, allerede efter at have læste den første strofe, hvad det var, vi havde med at gøre: Der var nu fundet tre fragmenter af Atum-hadus Belæringer i Deir al-Bahri. Dagen efter vendte vi tilbage til basen, selv om vores orlov endnu ikke var forbi, kun for at erfare at der var kommet ordre om, at jeg skulle forflyttes ud af Egypten (til Gallipoli, hvilket jeg dog endnu ikke vidste). Og nødvendigheden gjorde, at vi aftalte, at Marlowe skulle opbevare vores skat, ikke fortælle noget om den til nogen og se tiden an. Jeg tror, at det inderst inde var min død i aktiv kamp, vi forberedte os på.
Jeg genså først Fragment C tre år senere, i december 1918, efter min uventede og heldige tilbagekomst fra Tyrkiet, mutters alene og nærmest til fods. Jeg ankom til vores stærkt formindskede base i Egypten en måned efter underskrivelsen af våbenstilstanden og erfarede straks, at min ven var forsvundet kort inden min tilbagevenden og efter alt at dømme var død. Sønderknust svor jeg, at jeg ville vie resten af mit liv til at promovere vores fund og vores fælles arbejde. Jeg gik ind i hans telt, fandt Fragment C og havde det med mig, da jeg kort efter blev hjemsendt.
At Marlowe døde, og at jeg overlevede slaget ved Gallipoli, kan vi næppe takke en beskyttende engels klogskab for. Det er fuldkommen uacceptabelt, medmindre man udlægger det som, at en dum og døv skæbne valgte mig til at fuldføre en afgørende opgave, som ikke engang Marlowe kunne have udført. Det er den eneste trøst, jeg kan uddrage af hans tragiske endeligt.
I min blanding af sorg og ambitioner besluttede jeg at søge nye græsgange, nye omgivelser, så jeg afskar mig selv fra den alt for lette hjælp, der ventede mig i England. Da jeg havde kendskab til Harvard-universitetets gode renommé, rejste jeg til USA i håb om at kunne lægge mine krigserindringer bag mig i et fremmed land. Når jeg fortsatte vores fælles arbejde dér, ville jeg kun have mit eget talent at forlade mig på.