Dagbog: Måtte afslutte gårsdagens arbejde før tiden på grund af et pludseligt, ekstremt anfald af arkæologmave, de brutale, syrestinkende rester af en dysenteri. Mistede en halv dags arbejde på grund af det, prøvede at sove det væk og brugte mindst et dusin pladenåle på den HMV-kuffertgrammofon, jeg har anbragt på wc'et for at gøre disse eftermiddage lidt mere udholdelige. Inden jeg fortsætter med mit arbejde, hvor jeg slap i går, vil jeg tage ind til byen for at spise morgenmad, fulgt af et besøg i oldtidsdepartementet og på postkontoret.
Den 22. sept.
Hej, min skat!
Hvem har så været en god pige, hva'? Jeg opstillede som mål for mig selv, at jeg ville skrive til dig hver eneste dag, mens du var i "felten", og dette højtidelige løfte har jeg holdt. I morges afsendte jeg et brev til dig, som jeg skrev og lukkede sent i går aftes, selv om jeg ved min død ingenting kan huske om at have skrevet det, for Inge havde skaffet nogle særlig stærke medikamenter for at gøre det muligt for mig at sove, for efter at du var rejst, var jeg frygtelig ked af det, selv om jeg godt ved, du vil sige, at det var pjattet af mig, men du er så absolut min Helt, og når en piges Helt forlader byen, bliver alting så frygtelig gråt og trist, gør det ikke også? Og nu skriver jeg allerede til dig igen, for her til morgen har jeg noget, jeg egentlig ville have medtaget i brevet fra i går, men jeg havde jo allerede afsluttet og lukket det, så det har jeg givet til Inge, der lige er smuttet ned i Arlington Street med det, mens jeg skriver dette nye brev til dig, og bagefter vil jeg tvinge hende til straks at løbe tilbage til Arlington Street med det, så snart hun kommer tilbage, for hun er alt for tyk, og frisk luft er sundt for hende.
Jeg havde en virkelig modbydelig drøm i nat. Sandheden er, at Inge gav mig alle disse sovepiller og smertestillende midler i går aftes, og jeg glemte at sige til hende, at jeg faktisk havde fået et glas vin eller to i forvejen. Forstår du, sandheden er, at jeg i går stak af fra Inge og havde held til at narre hende. Hun havde holdt øje med mig i dagevis, og det blev sværere og sværere for mig at slippe ud af huset, og jeg kedede mig noget så forfærdeligt, hvilket er værre end noget andet. Derfor sneg jeg mig ud i går aftes og tog hen til J.P. O'Toole. Da jeg kom tilbage, ventede hun på mig, vred som altid, når jeg har vist hende, hvor meget klogere end hende, jeg er, så jeg fik sovepillerne og den smertestillende medicin fra hende (oven på et glas vin eller to), og man sover ret tungt af den blanding. Når vi kun bliver dig og mig, kun "mand og kone", glæder jeg mig sådan til at give Inge en fyreseddel. Er du klar over, at hun forleden havde den frækhed at sige til mig, at du kun havde forlovet dig med mig på grund af min fars penge?
Jeg var lige ved at stikke hende en lussing, den svenske sjuske, men hun slap væk fra mig.
Men når jeg slipper af med hende, vil det selvfølgelig ikke overraske mig spor, hvis hun bliver og "arbejder" for min far. Jeg ved nemlig godt, hvor hun går hen, efter at jeg er faldet i søvn. Når det kommer til stykket, er jeg ikke så meget af et mæhæ. Du ville aldrig kunne finde på at gifte dig med et mæhæ, vel, min "Limey"?
Er du glad for din ekspedition? Jeg gad nok vide, hvor du er henne nu? Sandsynligvis stadig på havet, hvor du diskuterer med skibets kaptajn, viser ham alle dine landkort og dine frække faraoniske digte. Du er med garanti også ved at drukne i piger igen ligesom den første gang, jeg så dig. Men du ved godt, at de ikke længere er for dig, ikke, Ralphie? Din hengivne dronning (in spe) er den eneste ene for dig, og du er den eneste ene for hende.
Far spurgte mig ud om dig og om, hvilke overvejelser jeg har gjort mig om, hvor vi skal bo efter ekspeditionen og vores bryllup, om vi ville boende i Boston eller flytte til Trilipush Hall. Han blev helt sentimental, sådan som han tit gør, og sagde, at han altid havde drømt om at se mig som frue på et stort engelsk gods.
Hvad synes du? Ville du overveje at flytte tilbage til England, eller vil det stadig være for smertefuldt for dig? Vil vi have penge nok til at indrette Trilipush Hall til beboelse igen? Far kan være så frygtelig dum, men jeg tror faktisk, han har ret denne gang:
Jeg tror godt, jeg kunne blive lykkelig som en engelsk lady.
Hvilket minder mig om: den drøm i nat, i en rus af medicinering. Det var bare en lille drøm om fremtiden. Du og jeg var blevet gift. Jeg følte mig rask og stærk. Vi var meget lykkelige sammen, og jeg havde ikke en eneste gang voldt problemer for dig med min humørsyge eller nogen af alle de andre ting. Dine egyptiske udgravninger havde gjort os helt vidunderligt rige, og du var blevet berømt, og vi blev modtaget overalt, simpelthen af alle, og du havde endda haft mig med for at præsentere mig for kongen og dronningen. Bagefter flyttede vi tilbage hertil og fik vores første barn. Ralph Chester Crawford Trilipush var en rigtig nuttet lille baby, og han kunne tale, næsten så snart han blev født! I be-
gyndelsen var vi alle meget stolte af det, men så begyndte vi at høre efter, hvad han sagde, og han bandede noget så forfærdeligt, ville slet ikke holde op igen - det mest sjofle sprog, du kan forestille dig, og lægerne rystede på hovedet, og sygeplejerskerne på fødeafdelingen græd, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro eller mene, for de gav mig stærkere og stærkere medicin, og jeg sov igen lige så tungt, men med den særlige form for søvn, hvor jeg ikke kan slappe af, og så kiggede jeg op, og du, Ralph, du lo bare og sagde: "Det er sådan, det skal lyde, min dreng."
Hvis jeg skal være ærlig, må jeg betro dig, at det har udmattet mig fuldkommen at skrive dette brev. Der er skrækkeligt varmt her, og jeg er lige så søvnig som altid. Inge kommer tilbage om lidt, og det er godt, for jeg vil afsende dette brev til dig, men også fordi jeg har brug for noget imod smerterne, som er virkelig slemme i dag. Du kan slet ikke forestille dig det. Det er som en kløe, der giver én mest lyst til at rive sit hoved af for at kunne klø det rigtigt. De midler, Inge giver mig, får det også til at klø, men kun for en kort tid, og når jeg sover, klør det ikke. Hvis det bare ville holde op med at klø, og hvis jeg ikke hele tiden var så skrækkelig søvnig (ja, undskyld, at jeg siger det så direkte), ville jeg være i byen nu og rigtig more mig med mine veninder eller sammen med fyrene. Ja, Ralphie, du må hellere skynde dig at komme hjem, så snart de har dækket dig med laurbærkranse, ellers risikerer du, at en anden stikker af med mig inden! Og tro ikke, at det ikke er mit alvor, englænder. En god amerikaner, stærk og stovt, kunne forføre mig på et øjeblik.
Men jeg er bare så træt.
Jeg kysser dig mange gange, og det gør Antonius og Cleopatra også. De sender dig hver et slik. De logrer ikke længere helt så meget med halerne, efter at du er rejst. Det passer. Jeg tror virkelig, at de savner dig lige så meget, som jeg gør.
Din Margaret