Jeg vågnede sent denne morgen og hørte fra en af de indfødte pursere en nyhed om, at der aftenen inden havde været et slagsmål mellem to af de ansatte i køkkenet, og det var endt med, at den ene af disse djævle havde stukket en brødkniv i den anden, inden to tililende tjenere kunne nå at kaste sig over ham. Jeg erfarede også, at slagsmålet var blevet udløst af, at den ene af de sorte sataner havde fornærmet en amerikansk turist på damperen, og den anden egypter havde konfronteret ham på grund af det, fordi han ikke kunne udstå uhøflighed over for vesterlændinge. Han havde forsvaret den krænkede amerikaner mod sin egen landsmand. En kæmper for ære.
Det lykkedes mig til sidst at overtale purseren til at føre mig til det sted, hvor de havde anbragt den arme mand, dækket af bandager og med knivsår på armene og i ryggen. Hans engelsk var slet ikke så dårligt, men vi talte overvejende arabisk sammen. Jeg præsenterede mig for ham, forklarede i korte træk, hvad mine planer var, forærede ham et eksemplar af Begær og bedrageri i oldtidens Egypten (med inskriptionen "Til en kæmper for ære") og beskrev kursorisk, hvad jeg forventede at finde i min kongegrav. Jeg stillede manden et par spørgsmål, og alle hans svar var fuldt ud tilfredsstillende: Han var født og opvokset i Luxor, og han kendte alle stier og veje på Nilens vestbred som bagsiden af sin egen behårede hånd. Havde han stærke venner, som han stolede på? Ja, det havde han.
Kunne han tænke sig at tjene flere penge, end han nogensinde havde turdet drømme om? Ja, det kunne han. Havde han lyst til at deltage i et vovestykke, der var meget vigtigere end at tømme askebægre på en floddamper? Ahmed, der åbenbart havde brugt al sin indre glød på at forsvare krænkede vesterlændinge, var ikke en mand af mange ord og smilede sjældent, men så blot op og ned ad mig og svarede utålmodigt ja (han mindede mig til forveksling om en korporal, jeg havde kendt engang, ikke andet end karseklippet hår og hvæsende tavshed). Hvorom alting var, havde jeg hermed ansat en formand til min udgravning, selv om det tog et stykke tid at overbevise ham om, at han måtte arbejde for en fast løn og bakshish, ikke for "sin andel af skatten". Og når han ikke ligefrem sprang op, bukkede dybt, kyssede min hånd og svor, at han var parat til at dø for mig, nå ja, så må man jo tage med i betragtning, at han var blevet alvorligt såret kun et par timer forinden.
Jeg gav ham adressen til min villa og instrukser om, hvem han i første omgang skulle ansætte, og hvad han skulle anskaffe. Jeg fremhævede især nødvendigheden af diskretion. Han nikkede blot som svar. Så bad han mig om to dage, så han kunne nå at komme lidt til hægterne og tage sig af et par private anliggender i land, hvilket jeg viste mig imødekommende overfor. Og dermed var vores møde forbi. Jeg ventede lidt på et udbrud af taknemmelighed eller barnlig begejstring, men mødte blot det samme faste, usmilende blik.
Spiste morgenmad sammen med ægteparret Nordquist, sagde kærligt farvel til dem og gav dem adressen til villaen, efter at jeg havde inviteret dem til at komme så tit, de havde lyst, og også gerne besøge udgravningsstedet, når vi havde fået stillet op og var kommet i gang. De blev som forventet ude af sig selv af begejstring.
Dagbog: Gik i land i Luxor! Ejendomsmæglerens lokale repræsentant ventede med en kærre og nogle æsler for at transportere min bagage ud til villaen og tage imod betaling for lejen frem til den 30. november. Nu haster den bankoverførsel mere end nogensinde. Og bankerne har lukket til på søndag.
Da jeg var kommet af med bagagen og havde fået overdraget nøglen, tog jeg færgen over Nilen, lejede et æsel og red ud for at gå lidt rundt i det hellige land, jeg ikke har set i syv år, siden 1915, hellig jord både for de gamle egyptere og for mig. Det er vanskeligt at sætte ord på de følelser, jeg oplevede, da jeg så de mest utrolige forandringer: Flokke af turister, der nu defilerede forbi mindesmærker, hvor der i 1915 absolut ingenting havde været, ikke andet end sandklitter, der dækkede over skjulte mysterier; oldtidsdepartementets vagtmænd, der gik deres faste runder; komplekset rundt om dronning Hat-shep-suts tempel i Deir al-Bahri; og de afspærrede områder, hvor Winlock fra Metropolitan Museum skulle i gang med at grave om nogle få dage. Men jeg gik videre forbi alt dette og fortsatte op bag ved Winlocks område, over den ene bakke efter den anden gennem det blidt bølgende landskab, indtil jeg nåede til klippevæggen og omsider genkendte de landemærker, Marlowe og jeg havde forsøgt at huske udenad dengang for syv år siden, da vi havde fundet Fragment C og måtte flygte derfra i al hast på en motorcykel.
En sådan præliminær rundtur i området kan give det erfarne øje en forestilling om, hvilke udfordringer der venter, problemets størrelsesorden: Hvor mange potentielle steder der er at grave, hvor mange mand der vil blive brug for, hvor lang tid arbejdet kan forventes at tage, hvilke former for specialudstyr der skal anvendes. Jeg lavede en penneskitse af klippevæggen, noterede alle potentielle spalter i den, planlagde en strategi og opstillede en prioriteret liste over de mest sandsynlige steder, jeg ville kunne dække med de penge og den tid, jeg havde til rådighed.
Under forudsætning af at der kommer orden på den finansielle side af sagen, vil jeg mene, at et hold på ti mand vil være tilstrækkeligt til det indledende gravearbejde, selv om antallet vil vokse, når udgravningsarbejdet bliver mere intenst. Jeg tror ikke, at Marlowes og mit oprindelige gæt holder stik, så der skal flere hundrede mand til og fjernes enorme mængder jord. Jeg ved, hvor min konge bør være, eller det tror jeg i det mindste, at jeg gør. Under forudsætning af at der kommer orden på den finansielle side af sagen. Det må imidlertid vente til på søndag.
I aften sover jeg for første gang i min villa ved Nilens ensomme bredder, tættere end nogensinde på min konge og min fremtidige skæbne.