Note vedrørende bogen: I går var det fire-års-dagen for krigens afslutning, et tidspunkt der får os til at mindes vore brødre, der er faldet i Den Store Krig, og gør én taknemmelig for den fred, resten af os nu kan nyde, for al fremtid, må man håbe. På dette sted bør jeg indføje et eller andet om Marlowe og min afsked med ham, da jeg blev sendt til Tyrkiet, hvor han lovede, at han ville opbevare Fragment C, til jeg kom tilbage, og vi mindedes vore grønne og lykkelige dage i Oxford, han velsignede mig inden slaget, jeg udtrykte min optimisme, hvad angik vores fortsatte partnerskab, inden jeg tog af sted, og jeg må også redegøre for min sorg, da jeg vendte tilbage fra Tyrkiet, etcetera.
Dagbog: Det er en helt ny Ahmed, der møder mig i dag, smilende og bukkende, og folkene følger hans eksempel. Meget glædeligt. De kom tilbage ved daggry efter at have afsendt telegrammerne og fodret kattene, og de havde et imponerende udvalg af nyt udstyr med, selv om jeg, inden dette eventyr er ovre, selv må sejle en tur op til Cairo for at anskaffe noget af det nødvendige videnskabelige udstyr. Desuden må jeg sende ham ud og købe et moskitonet, hvis jeg skal overnatte udendørs igen - mine arme ser ud som et af mine fars reliefkort over Himalaya.
Vi gik straks i gang med arbejdet, slog kiler ned under indgangsdøren og gravede videre, mens vi fortsatte ned langs oversiden og kanterne. Det var hårdt arbejde, og inden frokost havde vi gravet os cirka én engelsk fod ind rundt om døren, men stadig uden at kunne rokke den. Vi måtte konkludere, at den eneste løsning var at skubbe reb ind bag ved døren og rundt om den og derefter med alle vores tolv arme sørge for, at den kom ned med forsiden nedad på et underlag, så der ikke skete nogen skade med de mikroskopiske inskriptioner, jeg ikke havde haft held til at tyde under luppen, og anbringe den oven på nogle rullesten, som vi kunne fastgøre direkte til æslernes seletøj. Men det vil jeg vende tilbage til.
17.00 - Nu kan jeg omsider skelne en kant, hvor døren kommer i kontakt med et eller andet, sandsynligvis kanten af et loft inde bagved. Jeg har held til at få de første par kiler hamret ind i det smalle mellemrum langs denne kant, så vi langsomt kan vriste døren fri af dørkarmen, indtil en af vores kiler falder indad, ind bag døren, og vi holder alle vejret, da vi kan høre, at den lander på sten. Nu er vi der næsten. Jeg stikker en prøvepind ind i det hul, hvor kilen er faldet ind (vi ville for længst have befundet os inde på den anden side, hvis det ikke havde været for New Yorks fordømte Metropolitan Museum, for så ville vi have haft folk nok og ikke have været nødsaget til at luske rundt i skyggerne som kriminelle). Jeg laver stearinlysprøven for at se, om der siver giftgas ud gennem hullet. Hullet er ikke stort nok til, at jeg kan kigge ind eller stikke lommelygten derind, hvor ivrig jeg end er efter at se det, så jeg giver folkene en pause. De tygger på frugterne af jødetorn og siger ingenting, men griner, hver gang de møder mit blik.
19.30 - Efter en times trækkeri, der er lige ved at brække ryggen på os alle, bevæger døren sig for første gang, og jeg har held til at stikke et stearinlys ind igennem åbningen og presse det ene øje mod hullet. I begyndelsen kan mine øjne ikke vænne sig til mørket. Enten det, eller også kan jeg bare ikke se, hvad det er, jeg ser (skygger, funklende metal), og i lang tid er vi alle seks lutter åndeløs forventning. "Hvad kan De se, fanden tage Dem?" mumler Ahmed på engelsk. "Udødeligheden!" svarer jeg (husk at ændre Ahmeds navn til Abdullah i bogen, selv om idioten i virkeligheden slet ikke har fortjent at blive nævnt).
Men til sidst kommer rummet derinde til syne, vægge af en støvet hvid farve, et stykke af et gulv i den samme farve - og ikke ret meget andet. Inden mørket falder på, har vi kun haft held til at få døren så langt ud fra dørkarmen, at vi forhåbentlig kan åbne den i morgen med fornyede kræfter og efter en god nats søvn. Jeg giver Ahmed til opgave at tage nogle ekstra arbejdere med den næste dag og sender folkene hjem.