Hvad er det her for noget? Vidste jeg det allerede? Var det mit telegram til dig, der overbeviste dig om, at han var en løgner og en fremmed, eller modtog du det først bagefter? Hvis dette alt sammen er misforståelser, yderligere forstærket af en uregelmæssig postgang, så vil endnu flere breve kun forplumre alting endnu mere, når ét brev passerer et andet og forvandler dets indhold til nonsens. Hvad foregår der derovre nu, i dette øjeblik? Er det begivenheder fra for længe siden, jeg læser om, en historie om udslukte stjerner? Og jeg har stadig ikke forstået, hvem denne Ferrell er, eller hvordan han har båret sig ad med at finde vej ind til min families bryst.
Du bliver rask igen, det bliver du, det bliver du. For det vil jeg have, at du bliver. Jeg har aldrig tvivlet på, at du ville blive rask, har aldrig bekymret mig om det. Bortset fra én gang. På museet den regnvejrsdag i juni blev jeg bekymret for dig. Det har jeg aldrig fortalt dig.
Jeg havde ledsaget dig til Bostons Museum of Fine Arts, stadig med Inge som en tavs, allestedsnærværende valkyrie. Jeg havde allerede genkendt det uforbederlige fordærv i hendes ansigt, da vi kom forbi det uforlignelige Maiherpri-lændeklæde (og jeg forgæves forsøgte at gøre dig interesseret i, hvordan Carter fandt det ved en tilfældighed helt tilbage i '02).
Mens vi beundrede en statue af guden Herishef med vædderhovedet, betroede jeg dig, hvordan jeg som dreng havde drømt om at åbne egyptiske kongegrave, allerede inden jeg for alvor vidste, hvad at drømme betød, allerede inden jeg havde lært ordet kongegrav eller læst om udgravningerne i Egypten. Allerede inden jeg havde det nødvendige ordforråd til at sætte ord på det, fremtryllede min fantasi de mest vidunderlige billeder for mig, mens jeg sov: Komfortable grotter fyldt med lys og varme og sovende mennesker i bløde senge, dyr og venner og god mad og lykke, alt sammen et trygt og sikkert sted, fjernt fra al fare. Jeg kan højst have været tre-fire år dengang, men min claustrofili var allerede kommet til fuld udfoldelse.
Jeg fortsatte med at forklare museumseksponaterne for dig, efterhånden som vi kom forbi dem, selv om jeg lagde mærke til, at du havde brug for mere hvile. Jeg beskrev Harvard og universitetets konservative forkærlighed for ældre forskere med en forældet metodik. Jeg fortalte dig, at Lyman Story så sent som i 1915 stadig brugte trotyl under sine udgravninger for netop dette museum! "Harvard er endnu ikke modent til Atum-hadu eller mig," sagde jeg, "men det bliver de snart." Jeg vendte mig om mod dig, og du rystede; af medlidenhed med alle mine prøvelser eller på grund af disse genstandes skønhed. "Gør Dem ingen bekymringer, sir," blandede Inge sig forretningsmæssigt og tog dig med ud på dametoilettet. Tyve minutter slæbte sig af sted, men så kom du tilbage, dejlig igen og parat til en dags shopping og restaurationsbesøg. Du havde aldrig før set så yndig og frisk ud, men det var, som om du intet kunne huske fra den sidste time, heller ikke mine fortællinger fra min barndom. Åh, min elskede, din far forsikrede mig for, at du ville blive rask. Lægerne havde sagt til ham, at du meget snart ville være i orden igen. Det må du have tillid til, og du må også have tillid til mig. Om natten, alene, kan det være svært at bevare håbet, det ved jeg. Men det må du gøre. Ferrell er fuld af tomme ord.
Og når jeg finder det, du så charmerende omtaler som mit "fund", hvilke forhindringer der end måtte være, hvad enten det er misforståelser eller direkte forræderi, eller denne gule tåge af krydsede breve. Din far er forvirret, hvad angår mine meritter, det var han i alt fald, men det vil gå over, hvis det ikke allerede er gået over, og jeg vil aldrig nævne det igen med et ord. Denne 19. november tænkte din Ralph på dig med kærlighed, hvad din far så end tænkte på, hvilke forbandelser den Ferrell, hvis selskab du må udholde, din lille stakkel, udslyngede imod mig. Du vil læse dette, når jeg kommer hjem, og vi vil sammenligne indtryk og le ad alle de forviklinger, tiden og afstandene og ikke mindst postvæsenet har afstedkommet.
Siden Trilipushs fund var jeg begyndt at opfatte Boston som et koldt sted. Der var hverken penge eller kærlighed at hente der. Det eneste, jeg hørte, var Finnerans udskældninger og Margarets fornyede insisteren på, at Trilipush og kun han betød alt for hende. Dagene gik, og jeg hørte ingenting fra Margaret, og jeg opsøgte ikke længere deres hjem. Jeg havde mest lyst til at vaske mine hænder og aldrig mere have noget at gøre med de fordømte Finnerans. Hvis Trilipush virkelig havde fundet sit beskidte guld, ville han enten komme hjem eller også ikke, og De ved selv, hvad mit gæt var. Det gjorde ikke nogen forskel for mig, for hvis han havde myrdet Paul Caldwell, havde jeg under alle omstændigheder tænkt mig at rejse til Egypten for at bevise det og råbe det så højt, at selv de stædige Finnerans kunne høre det fra den anden side af jordkloden.
Jeg tilbragte langsomme, indholdsløse dage med at kontrollere mine papirer, renskrive notater, indsende rapporter og udgiftsbilag til London-kontoret, tale med endnu en af Trilipushs studerende eller forsøge at forklare hovedkontoret, hvorfor min eftersøgning af Paul Davies nødvendiggjorde et så langt ophold i Boston. Jeg tror, at de i virkeligheden var ligeglade. Jeg skrev også til mine andre klienter og meddelte Tommy Caldwell, Emma Hoyt, Ronald Barry og ægteparret Marlowe, hvad jeg havde fundet ud af.
Jeg sad på hotellet, beskæftiget med dette travle arbejde, og ventede på den dag, da jeg kunne tage til New York, og håbede, at Margaret ville komme og lede efter mig en sidste gang, eller når jeg, i øjeblikke af en vis vrede, godt kunne se, at det ikke ville ske, sad jeg bare og ventede på nyt om hvad som helst. Jeg følte, at der snart ville ske noget entydigt og definitivt; der ville komme et øjeblik, hvor det ville blive tydeligt, at det var på tide for mig at drage videre til Egypten eller, i modsat fald, blive ved Margarets side, beskytte hende og gribe hende i det uvejr, der var på vej. Jeg var stadig en ung mand dengang, Macy. Ting kunne have ændret sig for hende. Livet kunne have taget den ene drejning efter den anden, De ved. Så hvis jeg måske somme tider stod uden for hendes hjem og rasede i mørket, ved jeg, at De vil forstå det, som den verdensmand, De er.
Og jeg så hende enkelte aftener; én gang opsøgte hun mig og nævnte ikke hans navn hele aftenen, men faldt bare i søvn i sofaen på JP's med hovedet i mit skød og med sin hånd i min, den mest brutale misbrug af mig, og jeg betragtede hendes vejrtrækning i timevis. Hun dukkede igen op på mit hotel disse sidste aftener, og hver gang havde jeg allerede en lille tale parat, for måske var dette den aften, hvor hun omsider ville kaste sig i mine arme, og jeg ville kunne redde hende. Men tidspunktet var aldrig rigtigt. Hun kunne være ondskabsfuld, kaldte mig et pattebarn og sagde, at jeg var kedelig, hvis jeg blot et øjeblik holdt op med at underholde hende eller ikke ville danse mere. På vej hen til klubben fortalte hun mig de seneste nyheder om Trilipush (altid gode nyheder, altid meget vage nyheder), og aldrig så snart var vi kommet indenfor på JP's, før hun gik op ad trappen for at lede efter JP og sin narkotika. Så sad jeg og strøg hendes hår, hvorefter jeg, når hun igen var i stand til at røre sig, fulgte hende hjem og kæmpede for at finde ordene i det grå daggry, ja, og blot for en lejlighed til at sige noget. Jeg lovede mig selv, at jeg ville gøre det forbi.