Hævede løn til mændene, selv om endog en så relativt lille udbetaling fik min konto til at beklage sig højlydt. Det er dog næppe særlig vigtigt. Jeg vil hellere selv gå uden vådt eller tørt end at se dem sulte; jeg vil aldrig svigte mine arbejdere. Og nu skal jeg over til udgravningsstedet igen.
Jeg ankom i sidste øjeblik, så jeg kunne nå at forhindre et kataklysme: Jeg opdagede, at de sorte sataner var gået i gang med at hugge dør C ned med en forhammer. Det berørte mig lige så stærkt, som hvis det var mig selv, de havde kastet sig over med den hammer. Ahmed sad ved siden af, pulsede på en af CCF's cigarer og betragtede hærværket. Jeg råbte, at de skulle standse øjeblikkelig, men hørte yderligere mindst én ødelæggende knasen, inden larmen ophørte, og vi stirrede uforstående på hinanden.
Det var tydeligt, at jeg havde ladet dem være alene derude for længe og havde regnet med, at de i det mindste ville følge mine ordrer, selv om de så ikke respekterede mit arbejdes præcision og lidenskabelighed. Mine disciplinære lønfradrag havde de derimod ikke svært ved at forstå. Jeg uddelte den reducerede løn til dem. I det samme blev jeg klar over, at den sårede arbejder ikke var vendt tilbage. Og at Ahmed sad tavs og skulede, det bæst.
Først da haltede jeg hen for at undersøge, hvor meget de havde beskadiget min dør C. Det var min egen skyld. Jeg burde ikke have sat dem til at bevogte stedet i så lang tid så tæt ved siden af så hypnotiserende rigdomme som dem inde bag denne sidste tykke stendør. Tabet af inskriptionen på dør C er intet mindre end tragisk, og oldtidsdepartementet vil med rette skælde ud på mig for ikke at have haft en af deres inspektører til stede, selv om jeg jo ikke rigtig kan gøre det nu, hvor beviset på, at dette virkelig er Atum-hadus grav, ligger knust i det fine støv foran mine fødder. Jeg burde have nedskrevet inskriptionen den 17., men det forhindrede min tilskadekomne fod mig i at gøre. Hvordan kunne jeg vide, at det ville gå sådan? Men det burde jeg have sagt mig selv. Nu må jeg nøjes med at prøve at rekonstruere inskriptionen efter hukommelsen:
ATUM-HADU, DEN SIDSTE KONGE OVER DET SORTE LAND, FORFATTERAF DE PRÆGTIGE "BELÆRINGER", SEJLER NU TIL UNDERVERDENEN, KUN LEDSAGET AF SIT PLYNDREDE LANDS SKATTE.
Jeg forklarer folkene, at deres brutale fremgangsmåde har forsinket vores opdagelse i stedet for at fremskynde den, og at bjergene af guld på den anden side må vente, for nu tør jeg ikke åbne dør C uden først at stabilisere skaderne efter deres vilde hammerslag, ellers risikerer jeg at miste de kunstværker, som jeg er sikker på at finde på den anden side. Og det vil sige, at det er nødvendigt at spartle revnerne i døren. (Det giver mig samtidig den kuratoriske mulighed for at rekonstruere en faksimile af de tabte hieroglyffer på den rekonstruerede dør for i det mindste at give en fornemmelse af den oprindelige inskriptions størrelse og placering.) Jeg sender to af mændene af sted efter gips, vand og en beholder at blande det i, Ahmed hen til Carters udgravning for at se, hvad den gamle gut får tiden til at gå med, og den tredje mand hen for at se på Winlocks ende af Deir al-Bahri. Rapporter om, at de ingenting foretager sig derovre, vil være nyttige, når jeg skal genforhandle en udgravningskoncession.
Rapporten fra Winlocks lejr: Ingenting af interesse, lidt graveri på må og få og afbørstning af genstande, de må have fundet allerede sidste år. I Carters lejr er de desperat gået i gang med at rydde landskabet længere syd- og vestpå og graver febrilsk for at bevare deres gode navn og rygte, selv om Carter selv er stukket af til Cairo. Seks timer senere: Ingen tvivl om, at de er idioter, for gipsen viser sig at være kalk. Selv om jeg bruger flere timer på at finde frem til forskellige blandinger og prøver at nøjes med det stads, folkene er kommet slæbende med, gør jeg ikke andet end at slaske hvidt vand ud over dør C. Må sende dem tilbage til byen efter rigtig gips.
Det er tidligt på aftenen, da jeg gør endnu et forsøg. Fylder de største huller og revner og venter på, at 'gipsen' skal tørre. Hvilket den gør. Meget, meget langsomt.