Margaret: Min elskede Margaret, du vil få alt dette at vide en dag, begivenhedernes kronologi så præcist, som vi overhovedet kan rekonstruere den. Som det første denne morgen, den første efter dit "brud" med mig, haltede jeg hen til postkontoret. Og naturligvis, i dagens post var der et brev fra dig, dateret den 15. november, og det fik mig til at le, så sødt et brev var det. Jeg telegraferede straks til dig, min snut. Gudskelov, at vi har telegrammerne, der kan opklare misforståelser tværs over verdenshavene. Nu er alting i orden igen. Din kærlighed til mig er uformindsket. Og selvfølgelig, din far er i en finansiel knibe og tør ikke indrømme det over for mig, den arme mand! Selvfølgelig! Selvfølgelig får det ham til at skamme sig og til at tvivle på integriteten hos alle i hans omgivelser, og han har villet prøve mig ved at sende mig det falske telegram fra dig. Og hvad har vi lært af det? At jeg vil elske dig, uanset hvad der sker, uanset hvad.
Det forklarer alting, og i dag nærer jeg ikke andre følelser for din far end medlidenhed. Det er kun godt, min snut, at mit forhold til din far og finansieringen af ekspeditionen bliver adskilt, især nu, hvor han er under et så stort pres. Jeg er blevet præsenteret for en potentiel ny sponsor her, så det skal nok gå. Du gjorde din far en tjeneste, da du præsenterede os for hinanden, og jeg vil gøre ham en tjeneste ved at løse ham fra disse forpligtelser over for mig. Vi skal nok finde en løsning på det alt sammen, så længe du og jeg er sammen. Jeg er så lettet, min elskede. I går aftes var det uudholdeligt.
Jeg tager ud til udgravningsstedet igen i morgen, men i dag må jeg tænke over det, jeg har fundet hidtil. Carnarvon må kunne se, at jeg vil få succes, før vi kan indlede et kompagniskab. Jeg må koncentrere al min ramponerede energi om at fremstille mit hidtidige arbejde så klart og propert som muligt over for min potentielle nye sponsor. Jeg kan ikke give dig noget større bevis på min kærlighed til dig, Margaret, end dette: Lord Carnarvon vil overtage finansieringen af udgravningen af Atum-hadus grav, og du vil alligevel blive min hustru. CCF og du kan umuligt fortsat være i tvivl om mine hensigter, efter at jeg har sagt det til dig. Det er den 30. november 1922 klokken 11.15 om formiddagen, og min kærlighed til dig er en unedbrydelig sten.
Dagbog: Et par timers overvejelser og planlægning i skyggen, mens jeg drikker sød te. Efter frokost føler jeg mig igen i stand til at tænke over Atum-hadus gådefulde arv. En skuespilforestilling er begyndt, en provinsiel efterligning af en kabaret, jeg så i Cairo for snart længe siden. Pigerne nikker, når mønterne lander foran deres tøfler, trommerne runger, og de mærkeligt skingre violiner hviner, mens slørene falder som blade, der er blevet revet af træerne af en let efterårsbrise.
En lektion i historiografi: Om at forstå relationen mellem et (kompliceret) liv og en senere (forenklet) fremstilling af dette liv, med kong Atum-hadu som eksempel: Det er ikke vanskeligt at forestille sig, hvad der ville ske, hvis en fremtidig arkæolog skulle prøve at rekonstruere ens eget liv. I sine forsøg på at finde ud af, hvem man var, fylder han ud og fusionerer, hvor han er nødt til det, og alle ens nuancer, alle ens små detaljer - som er netop det, der udgør én som menneske - går tabt eller er udslag af arkæologens frie fantasi, så de nuancer, man ser, er kronikørens egne. Ens virtuose personlighed, ens åndsstorhed eller ens mod eller ydmyge taknemmelighed - hvis det ikke fremgår af kilderne, så har disse egenskaber aldrig eksisteret. Og hvis der i stedet er andre ting, som fremgår af kilderne - et øjebliks lapsus, en stædig rivals nedskrevne løgne, en vred forhenværende ægtefælles fanatisk ensidige bevarelse af en brevveksling, en privatdetektivs misforståelser i et smudsigt dossier - hvad vil det så ikke få den intetanende forsker til at konkludere om én?
Netop det er grunden til, at man bør være omhyggelig med at se ud over sin egen sandhed, ærligt og utvetydigt, og undgå løse ender som Atum-hadus Belæringer, for eksempel, eller denne udgravningsdagbog eller hvad der end måtte blive resultatet af mit arbejde.
Når din arkæolog, forfatteren af din biografi, en dag dukker op - hvilket vi naturligvis alle håber, at han vil gøre - og når han nedfælder oplysningerne om dit liv og forenkler dem, så selv den mest tykhovedede læser kan følge med og vil huske oplysningerne for al fremtid, hvordan kan du så bære dig ad med at hjælpe ham med tilbagevirkende kraft? Hvordan kan du hjælpe ham med at finde ud af, hvornår han skal holde op med at grave og begynde at skrive? Hvor er kernen i dit liv, kernen i din karakter, efter at alle de ligegyldige detaljer er blevet borteroderet af tiden? Under det ene lag finder man et andet, under hvert eneste silkelag endnu mere silke, under støvet endnu mere støv, bag enhver dør endnu en dør, fulgt af det indre gravkammer og den ydre sarkofag og den indre sarkofag og kartonnagen og den forgyldte ansigtsmaske og mumiens linnedsindpakning og så ... så et sort skelet, indhyllet i skrøbelig, indtørret hud, intakt, men uden hjerne, lever, lunger og indvolde, uden mavesæk. Er det sandheden? Eller er vi, i vores iver efter at finde "svaret", stormet lige forbi den ydmyge sandhed og har slået den i stykker eller begravet den i støvet fra vores alt for hurtige gravearbejde?
Inden jeg foretager yderlige udgravninger, naturligvis en langsom og kostbar procedure, tror jeg, at graven, sådan som den fremstår nu, fortjener en grundigere udforskning, et mere detaljeret inventarium over mine hastige fremskridt til dato.
Jeg har undervurderet, hvor meget blæk og papir og maling jeg ville få brug for, for at nedfælde de omfattende illustrationer af graven, samt en stige, som jeg får brug for, når jeg skal læse og kopiere de øverste rækker hieroglyffer. Så nu må jeg ud og købe disse sidste forråd, hvilket vil koste mig noget nær mine sidste penge, hvorefter det er hjem i seng med de kongelige katte.
Dette er den sidste nat i lang tid, jeg kommer til at tilbringe i en blød seng, for i udgravningens næste fase vil det mest fornuftige være at overnatte ude ved graven. I morgen flytter jeg ud af villaen; den er også for dyr for mig i øjeblikket. Jeg må finde på et eller andet, så jeg stadig kan passe kattene.
Næste dag, den 30., havde situationen på ingen tid udviklet sig fra dårlig til endnu værre. Han havde det ikke godt den dag, Deres grandonkel, men svingede mellem skrigende raserianfald og perioder med en ro, som var alt andet end fredfyldt. Jeg havde sjældent set ham drikke, men nu var han plørefuld. Det var også tydeligt, at han ikke havde sovet. Jeg havde set andre mænd i hans situation før, Macy, og det er interessant, hvor ens det gør dem. Pres virker forudsigeligt på de fleste mænd; det er én ting, jeg har lært. Der er kun en eller to, højst tre måder at reagere på et ekstremt pres på, og jeg har set dem alle.
Aftenen inden havde Finneran fulgt mit forslag og sendt Trilipush et telegram, hvor Margaret angiveligt afbrød forlovelsen med ham. I dag var der kommet svar, og et ret hidsigt svar, fra Trilipush.
Det overraskede mig meget, det må jeg indrømme, for jeg havde troet, at Trilipush på det tidspunkt ville være ret ligeglad, eftersom han jo allerede havde fået det, han ønskede af familien, og Margaret derfor ikke længere var af interesse for ham, men Trilipushs planer var tydeligvis mere indviklede, end jeg havde forudset, og han syntes ikke at bryde sig om tanken om at miste sin forlovede. Som en reaktion var det nemlig ikke Finneran og Margaret, han telegraferede til, men O'Toole, der for at lave yderligere rav i den havde ladet telegrammet bringe over til Finneran, så han kunne læse det og svede over det. I Trilipushs telegram stod der: O'TOOLE. TILLYKKE MED VORES GENSIDIGE HELD. JEG GÅR UD FRA, AT FINNE- RAN HAR INDVIET DEM I MIT OVERSLAG OVER DET ANSLÅ- EDE OVERSKUD. EN PÆN PROFIT TIL ALLE DE INVOLVEREDE PARTER. Nedenunder havde O'Toole med blyant tilføjet: "Sandelig en god nyhed. Kom straks hen til mig med det regnskabsoverslag."
Trilipush havde rettet sine kanoner det rigtige sted hen. "Han er ude på at få mig slået ihjel," stønnede Finneran, da han viste mig det ildevarslende telegram. "Jeg havde netop fortalt O'Toole i går, at ekspeditionen har vist sig at være en fiasko." Men Trilipush var endnu ikke færdig: En time inden min ankomst havde en journalist fra et af sladderbladene ringet på hos Finneran. "Kan De forestille Dem det?" fnøs Finneran, da han fortalte mig historien. "En skriverdreng fra Boston Mercury kom forbi, fordi de havde modtaget et anonymt telegram med oplysninger om, at jeg samlede på pornografisk kunst og gerne ville fortælle pressen om det. Han er ude på at ødelægge mit renommé her i byen. Jeg kvæler ham," brølede han og spildte whisky ud over sit skrivebord. "Og de har ringet fra kardinalens kontor. Kardinalen, Bostons ærkebiskop. Min kardinal. En af den katolske Kirkes fyrster. Hans kontor havde, sagde de, modtaget et foruroligende telegram, sandsynligvis blot en ondsindet spøg, mente de!"
Jeg lyttede høfligt; den slags afsløringer kom jo ikke som noget nyt for mig, Macy, jeg er trods alt professionel og havde set det alt sammen før. Men denne gang var jeg også personligt involveret i det. "Er der nogen, der har sagt noget til Margaret?" spurgte jeg for at vende tilbage til de vigtige spørgsmål. Finnerans vrede tøede bort som dug for solen, og han sank tilbage i kontorstolen: "Hun er sønderknust. Jeg måtte fortælle hende, at han havde udnyttet os og kun forlovet sig med hende på grund af mine penge. Hun var ude hele natten. Inge er ovenpå sammen med hende nu. Hvad skal jeg gøre?" mumlede han, mens han lod hænderne løbe igennem sit hår og famlede ved sin skjortekrave. Jeg havde ikke den store medlidenhed med ham, Macy. For han havde fået masser af advarsler, men havde ikke villet lytte til dem. Han havde drømt om en social position og lettjent guld, så han kunne afdrage sin gæld til nogle skurke, men i stedet fik han en charlatan, der snød ham, og havde oven i købet mistet sit gode navn og rygte og sin datters lykke i samme ombæring. Der var ingenting, jeg kunne gøre for ham.
Han så på sit lommeur, tog en pen og et stykke papir, satte sig til at skrive og vinkede mig ud af sit kontor. Da jeg forlod ham, sad han og tyggede på blyanten og rystede på hovedet, stadig i den fase, hvor en dødsdømt mand forestiller sig, at det er noget, han drømmer.
Det var første gang, jeg gik op ad trappen i Finnerans hus. At komme til at tale med Margaret var imidlertid umuligt; Inge havde fået hende til at falde i søvn. "Hun var helt hysterisk," fortalte vikingevalkyrien. "Hun har endnu ikke vænnet sig til den nye medicin." Inge lod mig kigge ind i hendes værelse, men der var ikke nogen rosenkindet Margaret. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad det var, Inge havde givet hende. De uniformerede djævle her på "Solnedgang med havudsigt" giver også noget stærkt stads til de mest urolige, sovepiller beregnet til arbejdsheste, er jeg sikker på, når en af de gamle idioter omsider har indset, at de kun er blevet anbragt her for at dø, og begynder at råbe op om det, eller når de mere bindegale begynder at skrige, som om de igen var med til at invadere Tyrkiet. I Deres tantes tilfælde må det have været noget, der var lige så stærkt, for det var kun med nød og næppe, at hun stadig kunne trække vejret gennem sin kønne lille næse.
Jeg satte mig på hendes sengekant og ventede på, at hun skulle komme til bevidsthed. Hendes "sjældne" tibetanske spanieler sov i en stor bunke på en lille grøn-hvid sofa over for sengen. Timerne gik, og den lave novembersol gik ned. Jeg gik nedenunder for at se, hvordan det gik med manden i huset, men overraskende nok var han gået og havde ikke skænket det en tanke, at han havde efterladt mig i sin datters boudoir, forstår De, nu hvor hans eget skind var i fare. Så meget var hans forstilt omsorgsfulde faderrolle altså værd. Han havde ladet breve og andre papirer ligge på sit skrivebord, herunder et brev til Margaret, som jeg fandt, hvor han bad om undskyldning for alt, selv om det ikke fremgik klart, hvad han hentydede til, og skrev, at han var taget af sted for at få orden på alting og sikkert ville være væk i et stykke tid, men han ville kontakte hende så hurtigt som muligt, og hun skulle ikke gøre sig nogen bekymringer, men blot stole på Inge. Jeg havde en mistanke om, hvor han var taget hen, og det skulle vise sig, at jeg havde ret: Det viste sig, at han var på vej til New York med nattoget og skulle med en damper til Alexandria den næste dag, den 1. december. Jeg kunne sejlplanen udenad, efter at jeg flere gange havde bestilt billet til den under mit lange, tøvende ophold i Boston. Jeg gik rundt i familien Finnerans hus, og Inge gik ud i en times tid, sandsynligvis fordi hun betragtede det som en selvfølge, at jeg ville blive siddende og beundre Tornerose imens (eller holde vagt over fangen, afhængigt af ens synsvinkel).
Nogle timer senere satte Deres tante sig op, lysvågen, som om hun blot havde taget sig en lille lur, ikke havde været bedøvet og sovet som en sten. "Nå, er det dig?" sagde hun surt og vendte ansigtet om mod vinduet. Hun bad mig hente sin frakke, men uden at se på mig, da jeg rakte hende den. Hun gennemsøgte den, skiftevis vred og forvirret og ledte i alle lommerne, men faldt så i søvn igen i et par sekunder. "Kan jeg hjælpe dig med at finde noget?" spurgte jeg. "Hold din kæft," svarede hun og fandt omsider det, hun havde ledt efter, som var lille nok til, at hun kunne skjule det i sin hånd. "Gud velsigne dig, JP," sagde hun.
Jeg har netop gennemlæst dette lange, lange brev, Macy. Det har gudhjælpemig taget mig hele dagen at skrive om min tid i Boston, men det passer mig sådan set fint at nedskrive denne indviklede fortælling frem for at skulle deltage i den påtvungne juleglæde, de brutale slyngler hér tvinger os til at udvise på denne årstid. Især fordi det på en juleaften ikke er de sædvanlige banditter, der kører bulen, men de sjældne monstre, som ikke har noget imod at arbejde i julen, fordi de ikke har noget bedre at tage sig til end at tørre lort op efter de gamle og syge og vanvittige og lange os et par øretæver indimellem, bare for sjov.
Jeg tror, at jeg allerede tidligere har nævnt Deres tantes tre forskellige slags humør. Hvad skal jeg kalde det tredje? Måske var det også en reel del af hende selv, eller måske var det et udslag af opiumindtagelsen, eller hvem ved, måske var det et eller andet ved mig, noget jeg fik frem i hende. Under alle omstændigheder var det ikke noget pænt syn. "Hold fingrene fra mig, gider du lige?" råbte hun, da jeg forsøgte at give hende et glas vand. "Hvad har du gjort, Harry? Hvad er det, du har gjort? Hold dig væk fra mig, din ulækre lille ... Bare lad mig være alene. Jeg tager hen på JP's." Men hun rørte sig ikke ud af stedet. Og hun ville ikke se på mig.
"Der er ting, du ikke forstår, som jeg må forklare for dig."
"Det dér kan du godt stikke skråt op. Det er komplet ligegyldigt nu. Du har gjort dit beskidte arbejde."
"Nu er du uretfærdig." Jeg forsøgte fortvivlet at få hende til at lytte til mig og forstå, at jeg blot var det modstræbende sendebud, ikke årsagen til hendes elendighed. Jeg fortalte hende, at Trilipush havde forrådt hendes familie, bare havde foregivet at være forelsket i hende, havde brugt hendes fars penge for at få fingrene i andre folks penge, og at han nu med garanti ville stikke af med alt det guld, han havde fundet, uden at skænke hende en tanke. "Han har udnyttet dig, og han kommer ikke tilbage. Men jeg tror i virkeligheden aldrig, du har brudt dig særlig meget om ham, og at din far tvang dig til at forlove dig med ham, så det betyder ikke ret meget."
Hun tog det helt anderledes, end jeg havde forventet. Jeg var lige ved at tro - ja, jeg ved ikke, hvad jeg troede. "Du ved ingenting! Du ved slet ingenting! Jeg hader dig, jeg er ved at brække mig over dig." Og det næste øjeblik råbte hun på sin far og sin sygeplejerske, men jeg vidste, at vi var alene i huset, og at ingen ville afbryde os. Hun følte behov for at ydmyge mig. Hun kaldte mig de mest modbydelige ting, skubbede dynen af sig, som om hun var ved at kvæles under den, og fornærmede mig med alle mulige ting, der gjorde hende vred. Jeg forsøgte blot at dæmpe hende lidt ned, for hendes eget helbreds skyld, forhindre, at hun kom til skade, og at hun blev ved med at kaste ting efter mig, forsøgte at forklare, hvad jeg følte for hende, at jeg elskede hende, og at hun ville finde tryghed sammen med mig, at hun burde prise sig lykkelig for at være sluppet af med Trilipush, og at jeg var en hæderlig mand, der kunne skænke hende ægte lykke.
Nå ja, nu er nogle af os ikke forudbestemt til at blive lykkelige, Macy, det har et langt liv lært mig, og hun var en af dem - må jeg til min sorg indrømme, selv disse mange år senere - for hun tav ikke og betragtede mig ikke fuld af taknemmelighed og undren, begyndende kærlighed, alt det. Nej, hun lo ad mig, og det var en modbydelig latter. Hun hånede mig, og jeg kiggede den anden vej, hen på de to små hunde, der sad i den hvide sofa med grønne billeder af bondelivsscener fra Frankrig: en malkepige og hendes elskede hånd i hånd på vej igennem en skov. Jeg så på de små hunde, der ivrigt kiggede ind i mine øjne, og hun tav stadig ikke: Jeg var ingenting ved siden af hendes Ralph, jeg vidste ingenting, jeg var en dumrian og en klodsmajor og et dumt svin, en vittighed i sammenligning med hendes Ralph, ikke værdig til at udtale Ralphs navn, jeg forstod overhovedet ingenting. "En dum australier, det er, hvad du er, Harry, og et skrækkeligt røvhul. Du spreder de mest modbydelige løgne. Det er dig, der har fået min far til at gøre dette her. Men dine løgne kan ikke ramme en mand som Ralph." Og så videre og så videre, skiftevis grædende og skrigende, mens hun kastede hovedpuder og dukker og nipsgenstande efter mig, gentog om og om igen, hvilken vidunderlig mand hendes engelske morder var, hvor loyal og sanddru og engelsk og adelig, mens jeg var en rødhåret pygmæ fra den australske bush, som havde fortjent at blive spyttet på af alle. "Og du elsker mig? Du giver mig kvalme, Harry."
Efter et stykke tid havde jeg fået nok, og jeg gik ud ad døren og så aldrig nogen medlemmer af Deres familie igen, Macy. Hundene sad stadig i den malede sofa og kiggede efter mig, da jeg forsvandt, uden at slippe min ryg med deres små bitte dommerøjne. Det siges, at en helt altid har en akilleshæl, og dér har De min. Jeg gjorde ikke andet, end en hvilken som helst anden mand ville have gjort i min situation, jeg forsøgte at vinde hendes hjerte, forstår De, sådan en dejlig pige. Jeg opførte mig dumt, men det er vel ikke nogen forbrydelse?
Jeg poster dette her til Dem nu, og så håber jeg, at jeg kan sove i nat. De modtager det, jeg sender til Dem, ikke? Jeg har det, som om jeg straks ville opgive ånden, hvis mine breve blev borte i posten eller lå i en uåbnet bunke på Deres skrivebord. Jeg ville springe ud fra taget på denne gudsforladte institution, hvis jeg troede, at De ikke kunne høre mig.
Glædelig jul, Macy
Fra HF