Kære Macy, Jeg har været syg igen. Ikke for at trætte Dem med detaljerne, gamle mennesker bliver jo syge, og hvem interesserer sig vel for det? Desuden havde jeg håbet, at jeg ville have hørt fra Dem i mellemtiden, i det mindste have fået svar på mit første brev, men jeg har lige set på den splinternye kalender, de har smækket op på væggen i opholdsstuen med tegnestifter, gudhjælpemig med billeder af havet, og jeg kan godt selv se, at jeg er for utålmodig. Selv om postvæsenet var meget hurtigere end ellers, kunne jeg tidligst forvente at høre fra Dem om nogle dage, vil jeg tro. Under alle omstændigheder, kammerat, ville et par ord fra Dem om, hvordan det gik, da De luftede vores fælles idé for forlæggerne eller filmfolkene, have gjort meget for at få mig på benene igen. Træt er nok egentlig det, jeg mest føler mig, mere end egentlig syg, det var bestemt ikke morsomt at rode op i de gamle minder fra Boston, jeg havde gemt dem grundigt af vejen i de mellemliggende år, og de var noget af en spand koldt vand i hovedet og i hjertet. Når jeg tænker på, at Deres stakkels tante trods alt fandt lykken efter hele denne misere, så varmer det mig om hjertet, det gør det bestemt. Men at hun allerede er død, i en så ung alder, får én til at føle sig meget gammel. Jeg har egentlig ikke haft ret mange nære venner i mit liv, en arbejdsskade, som De sikkert forstår, og noget, De også selv bør overveje, inden De slår Dem ned som detektiv, Macy, bare et gratis råd fra mig til Dem. Hun var en dejlig kvinde, Deres tante. Jeg håber, at De vil sende mig et eksemplar af Deres familiehistorie, når De bliver færdig med den.
Lad os nu se. Jeg gik altså nedenunder, jeg havde jo arbejde, der skulle gøres, for hendes skyld lige så vel som for de andres. På Finnerans skrivebord lå der beskeder til hende og sygeplejersken, som jeg vist allerede har fortalt, foruden bunker af ind- og udgående breve og et telegram fra Trilipush til Margaret, hvor han stadig forsøgte at lappe stumperne sammen, bare for at købe sig tid. Jeg lod det alt sammen ligge urørt.
I Finnerans brev til Margaret nævnte han, at han ville være ude af byen i et stykke tid, og det tog mig mindre end en halv dag (den 1. december) at få bekræftet, at han var passager om bord på den damper, der netop den dato afsejlede fra New York med forventet ankomst til Alexandria den 14. Jeg havde ikke længere nogen grund til at blive i Boston, så jeg tilbragte resten af den 1. december med at arrangere min egen forestående afrejse, inden jeg tog tilbage til hotellet for at pakke. Jeg følte mig lidt langt nede, ærligt talt nærmest ligesom nu, og håbede, at jeg ville få det lidt bedre, når jeg var sluppet væk fra den begyndende Boston-vinter og forfulgte sagen i Egyptens varmere og meget mere australske klima. Enden syntes omsider nær.
Nå, men så banker det på døren til mit hotelværelse: J.P. O'Toole, der kiggede overlegent ned på mig, og ved hans side en fuldstændig kuglerund lille mand, som jeg genkendte fra avisfotografierne som Heinz Kovacs, selv om O'Toole ikke ulejligede sig med at præsentere ham, og han mælede knap nok et ord under hele vores møde. (De husker sikkert, hvordan det endte for Kovacs, sidst i 1930'erne, tror jeg, at det var, ikke? Der blev endda skrevet om det i aviserne her i Australien. Kors, det var en uhyggelig historie.) De gik rundt på mit hotelværelse, som om de befandt sig hjemme hos dem selv, smækkede sig ned i stolene henne ved vinduet, og så siger O'Toole til mig med sin stærke irske accent: "De er privatdetektiv, ikke? I så fald har vi lidt detektivarbejde til Dem."
Vi to havde fået nye klienter, Macy, og det første, jeg erfarede fra dem, var grunden til, at Finneran var stukket af for at lege Josef og Jesusbarnet og forsvinde i den egyptiske nats mulm og mørke. De sidste atten måneder havde manden været meget tæt på at gå bankerot, det kan jeg vist roligt fortælle Dem nu, da det alligevel er tredive år for sent at prøve at forhindre Deres onkel i at gifte sig med min Margaret! Jo, Finneran havde ikke en cent på lommen, han var ved at miste alle sine forretninger, og sådan som jeg havde gættet, havde han ved flere lejligheder lånt ganske betydelige summer af O'Toole og kompagni, under ganske barske betingelser. Sidste gang havde han til gengæld for endnu et lån måttet sælge Trilipush og hans stensikre egyptiske udgravning til dem for at få penge til at afdrage noget af sin gæld. Og O'Toole og Kovacs havde gjort gode miner til slet spil, havde lånt ham endnu flere penge til gengæld for hans andel i ekspeditionen, selv om hans kreditværdighed for længst var sluppet op. Og hvad mere var: "Vi skød også selv vore egne penge i projektet," fortalte O'Toole. Men nu var Mr. Finneran, til deres "store skuffelse" forsvundet uden at efterlade nogen adresse, uden andet end et vagt løfte til dem om at tilbagebetale sin gæld til dem, så snart han kom tilbage på et meget vagt tidspunkt ude i fremtiden. Så langt kunne jeg godt følge med, og jeg forventede derfor en ret ligetil opgave for Dem og mig, Macy: At de ville bede os om at opspore den forskrækkede og tomhændede Mr. Finneran-på-denanden-side-af-jordkloden og skaffe dem hans adresse. Den vrede debitor var stukket af i et desperat håb om at finde sin fordømte fremtidige svigersøn og et eller andet med at presse penge af sten, og nu blev han fulgt af sine irritable kreditorer, repræsenteret af Tailors Internationale Undersøgelsers Sydney-afdeling. Ikke ligefrem en sag for avisernes forsider, noget jeg havde gjort hundredvis af gange før, selv om detaljerne i denne version af historien var ganske pikante. En let nok sag og ikke spor ubelejligt, eftersom jeg i forvejen havde besluttet også selv at sætte kursen mod Egypten, og ingen har noget imod at have så mange klienter som muligt at fordele sine udgifter imellem.
Så langt, så korrekt. Men der var en enkelt lille krølle, jeg havde overhørt. "Manden forlod sit hjem og sin datter," vævede O'Toole videre, "for at stikke af og bruge sin uhæderligt erhvervede profit på sig selv. Ikke nogen særlig pæn opførsel, det må De indrømme, ikke?"
"Sin uhæderligt erhvervede profit?" Jeg må have lydt temmelig dum.
"Så absolut. Vi ejer stort set rub og stub af, hvad professoren finder, fuldstændig legalt og lovligt, nedfældet på papir, ikke spor lyssky."
"Fandeme også i den grad nedfældet på papir!" brølede Kovacs, så spyttet stod om ørerne på ham, og det var de eneste otte ord, han udtalte under hele mødet.
"For det første, Ferrell," fortsatte O'Toole, fuldstændig uberørt, "skal De finde ud af, hvor mange penge vores ven Finneran allerede har modtaget af overskuddet fra professorens udgravning og diskret rapportere tilbage til mig om det. Desuden skal De informere mig pr. telegram om, hvor Mr. Finneran befinder sig, og hvor guldet er, og derefter afvente mine mere eksplicitte instrukser."
Det havde jeg ikke forventet, ja, havde på det nærmeste glemt at overveje den mulighed: O'Toole og Kovacs var fuldkommen overbevist om korrektheden af Trilipushs telegrammer om sit store fund, og nu ventede de på deres andel. De var stensikre på, at der var en skat, og at Finneran havde stukket profitten fra den i sin egen lomme, selv om han burde have brugt pengene til at afdrage sin gæld plus, ikke mindst, at udbetale O'Tooles og Kovacs' andele til dem. Nu var de imidlertid overbevist om, at Finneran var stukket af for at rage det hele til sig. Indtil dette øjeblik havde jeg ikke rigtig vidst, hvad jeg skulle mene om skatten: Om Trilipush havde fundet den og planlagde at stikke af med den, eller om han ikke havde fundet noget og bare tog imod Finnerans penge for at finansiere sin hang til luksus, indtil han kunne finde et nyt offer, som han kunne stjæle flere penge fra til at finansiere sine depraverede vaner og sine engelske godser. I relation til min mordsag havde spørgsmålet om skattens realitet egentlig ikke haft nogen relevans, men O'Toole og Kovacs troede fuldt og fast på den. Troede de, at Trilipush havde slået sig sammen med Finneran, så de to ville stikke af med guldet sammen? "Vær ikke dum," sagde O'Toole. "Hvorfor skulle Trilipush telegrafere til os om nyheden, hvis han havde tænkt sig at snyde os? Næh, professoren er god nok." Det, O'Toole og Kovacs frygtede, var noget meget værre: Enten at Finneran allerede havde modtaget endnu flere penge, som han ikke var berettiget til, og nu igen var på vej ud på de syv verdenshave og aldrig ville blive set igen, eller at han var rejst til Egypten for at stjæle endnu mere af O'Tooles og Kovacs' profit ved at snigmyrde Trilipush og forsøge at stikke af med hele byttet. "Vi er sådan set komplet ligeglade med, hvad der sker med englænderen," indrømmede O'Toole. "Men hvis der skulle tilstøde ham noget, vil der være én kompagnon mindre, og vores andel af overskuddet vil vokse tilsvarende. For at være fair over for Chester, er der dog også den mulighed, at han er rejst derned for at overvåge indsamlingen af byttet på en måde, der ikke skader os sovende partnere. Det ville jeg godt kunne forstå i hans situation, og det kan betyde, at han vil være villig at overdrage nogen af sine ansvarsposter til os. Og hvis det er mandens ærlige intention, så fint nok, og i så fald kan han trygt vende hjem. Hils ham fra mig, detektiv, og sig det."
Vi to havde fået en noget usædvanlig opgave, Macy, og alle de usagte ting svævede rundt om vore hoveder som tæger.
Jeg tog med toget til New York den 3. december og kom med damperen til Alexandria den 12. Jeg følte mig stærkere og bedre tilpas for hver dag, der gik. At slippe ud af Amerika var det, der gjorde udslaget, og jeg kan huske, at da jeg stod på molen og kiggede ud over havet, tænkte jeg, trods den hvirvlende sne over New Yorks havn, at nu var jeg nået til vejs ende, og det var forbi med flertydighederne; forbi med løgne og halve sandheder, forbi med pengenes beskyttelse af Det Onde.
Finneran havde ladet sine kompagnoners penge overføre til sine egne konti, angiveligt for at sende dem videre til Egypten. Men hvad var der sket med pengene? Han havde sagt til mig, at han ikke havde sendt dem. Var det løgn? Enten havde han overført pengene til Trilipush, eller også havde han ikke gjort det. Imens havde Trilipush enten fundet sin skat eller ikke fundet den. Hvis han havde fundet den, havde Finneran enten tænkt sig at stjæle den, eller også havde Trilipush allerede selv stjålet den, og Finneran forsøgte at standse ham. Hvordan det end forholdt sig, så var Trilipush i en dødelig fare, netop fra Finneran, og ironisk nok var jeg Trilipushs bedste beskyttelse. Jeg håbede blot, at det ikke var for sent. Finneran ville have hævn, eller han ville have fingre i skatten, eller begge dele - det så jeg tydeligt. Men jeg ønskede ikke at opleve flere dødsfald i ørkenen, Macy, ikke jeg. Deres tante havde fortjent bedre, og desuden var ingen blevet draget til ansvar for mordene på Hugo Marlowe og Paul Caldwell, idet jeg ikke længere var i tvivl om, at de var blevet myrdet, og den sag havde jeg besluttet, at jeg ville opklare. Retfærdigheden og sandheden, repræsenteret af en australsk privatdetektiv og hans unge amerikanske hjælper, ville meget snart slå til mod misdæderen. Ville de nå frem, inden smålig hævngerrighed og griskhed (personificeret i en forretningsmand fra Boston) stak deres gamle, udødelige hoveder alt for langt frem?